21. til 25 juni - Ljublanas natteliv, temperaturdyk og de indledende manøvrer til flere dages trek- samt et enkelt motorcykelrally.

Afrejsen kræver en tålmodig rutineret chauffør og en sprinter-assistent, der kan løbe i forvejen for at få campingvognen sikkert op af de stejle snørklede veje på campingpladsen. Vi er stået tidligt op for temperaturene stiger lynhurtigt til 30 grader og erfaringen er, at både Henriette og Jespers kogepunkt ligger lige deromkring, hvilket betyder at stemningen kan blive derefter, når der skal knokles og samarbejdes i den bagende sol. Derfor er klokken kun 8:30 da alt er pakket og campingvognen koblet på bilen. Det har krævet ungernes hjælp og lidt skubben og trækken og koordinering at komme fri af skrænten overfor og nabo-camperen, der holder parkeret med snuden tæt op af vores campingvogn. Men den lagte plan om først at trække vognen lidt i den ene retning og så den anden giver pote – vi triller fri med hele 10 cm mellem os og naboen.

Humøret er højt og Jesper og ungerne triller af sted med campingvognen, for først at køre ned ad en vej for så at dreje skarpt op af en smal stejl vej der så støder til hovedåren som går hele vejen op gennem pladsen. Her er aftalen, at Henriette skal stå parat i krydset og sikre at der ingen trafik er, så Jesper kan beholde foden på speederen og dermed få trukket camping hele vejen op til receptionen, hvor hældningen igen er til at overkomme for en Citroen med lidt for lidt muskelkapacitet.

Nu sker der bare det, at Jesper ikke er særlig tålmodig og derfor kommer til at sætte foden på speederen lidt for tidligt og da Henriette ikke er nogen udpræget sprinter er hun ikke nået op i nærheden af krydset. Heldigvis er vi så tidligt afsted, at der ikke kommer modgående trafikanter i krydset hverken af den bløde eller hårde slags, så det lykkes os at få vristet campingvognen op til receptionen uden buler eller campister på køleren.

Vejen til Slovenien mod Bohinj søen er smuk og vi ser et helt anderledes Kroatien end det vi har oplevet indtil nu. Vi kører gennem bjerge med gamle høje fyrretræer og både landskabet og husene begynder at minde mere og mere om Heidi-land. Vi ser turens første store traktor med tvillingehjul a la den størrelse, man bruger i Danmark, men ellers er det stadig de små røde traktorer der dominerer billedet. Den store traktor får en til at tænke, at landbruget også her vil blive udsat for den brutale effektivisering, der har forvandlet Danmark til et effektivt men goldt landbrugsland uden plads til insekter og dyr.

Vi kommer let og gelinde gennem paskontrollen til Slovenien, og alpeidyllen fortsætter. De små landsbyer består af charmerende alpehuse med store klynger af blomstrende pelargonier som i Østrig eller Italiens alper. Køkkenhaverne står struttende med afgrøder, så man bliver helt misundelig. Gamle lader og tørrelader i vejrbidt tømmerkonstruktion, gamle huse i kombineret puds og bræddebeklædning, små blomsterenge – idyllen vil ingen ende tage. Vi kører et stykke langs en slynget bjergelv, hvor fluefiskerne står midt i vandløbet, på jagt efter fjeldørred. Det hele er som taget ud af en idyllisk roman om livet i de gode gamle dage. Man kunne godt se sig selv leve her. Men vi skal jo videre, og en times tid efter grænsen når vi Ljubjanas forstæder.

Endelig en campingplads med trampolin. Ungerne hopper og øver tricks i timevis. 

Vi beder gps'en om at finde en campingplads, og finder let hen til Ljubjana Resort – en stor plads fyldt med vogne. Den er perfekt som udgangspunkt for et par dage i denne Europas mindste storby. Den anviste plads er lige bag affaldscontainerne, så efter vi har mokket vognen på plads og nivelleret, bemærker chefnavigatøren at placeringen nok alligevel ikke føles helt optimal. Da hun jo har det overordnede ansvar for ruteplanlægning og destinationsvalg, kobles vognen på igen og flyttes til plads 707 med skygge og uden duftmæssige udfordringer. Efter at have sundet os et par timer brænder vi et par euro af og tager i det tilhørende vandland, hvor børnene hygger sig i vandet og de voksne i liggestolene. Om aftenen tager vi ved 7 tiden ind til Ljubjanas gamle centrum. Her er ganske utroligt hyggeligt og som bagtæppe ligger byens flotte borg og knejser på en bakketop – lidt ligesom Athens Akropolis agerer bagtæppe i Athen. Overalt er der udendørs servering og særlig langs floden et det hele en stor sammenhængende restaurant/cafe. Her på en torsdag er der helt fyldt med mennesker, og stemningen er utroligt hyggelig. Over alt er der snakken, musik og glade ansigter. En slentretur gennem de gamle irregulære gader fyldt med liv er en oplevelse i sig selv. De skæve mure, flotte tage, sjove butikker, giver indtryk af en kulturel og meget levende by. Der er tydeligvis en stor cafe-kultur, for de fleste sidder bare og snakker over en kop kaffe, et glas vin eller en øl.

En af Ljubjanas mange broer. Broen er fyldt med kærlighedslåse,
som tusindvis af elskende par har hængt op og smidt nøglen væk.  

Overalt står der musikere på gaden og spiller.  

Vi er på jagt efter en restaurant, men mange steder er fuldt booket, andre har spændende menuer som dog ikke er børnevenlige, nogle for turistede, andre er for dyre, så turen bliver lidt lang. Klokken er otte inden chefkøreren med bestemt stemme erklærer at nu er blodsukkeret så lavt at der skal træffes en beslutning – og han personligt var klar på at gå tilbage mod floden og dens udvalg af turistfælder med indpiskere og menukort med billeder. Vi er nu lidt oppe af en lille vej i retning af borgen, og vi aftaler et sidste kig. Søreme om ikke der er en lille restaurant, som opfylder alle krav, og med en lille tante, der tager imod os følger os gennem noget der minder om bedstemorstuer med puder og kniplinger ud til en lille gårdhave. Ingen af os har nogensinde før været på en restaurant som minder så meget om et hjem – det er virkeligt charmerende. Maden er god, men det tager også over en time før den ankommer, så vi er lige ved at besvime af sult. Pigerne får linguini med lækker tomatsovs, Mads får kalvesteak, Jesper får et stykke gris, og Henriette får kalvesteak med svampesovs. Det tager også lidt tid at få betalt, så klokken er elleve inden vi godt mætte er tilbage på pladsen.

Næste dag sover vi længe – surprise – og så tager vi i indkøbscenter BTC (450 butikker) for at supplere udstyr op inden vandreturen. I en kæmpe sportsbutik lykkes det os at finde rygsæk, dagturssæk, vandrestøvler til Stinne og diverse andet. Det tager et par timer, men så har vi også prøvet hele butikkens udvalg i vandrestøvler inden vi finder de helt rigtige. Vi køber nye snørebånd til Henriettes støvler, de længste de har – 150 cm. Imidlertid skulle de desværre have været 200 cm, så hun må snøre støvlerne lidt alternativt :-). Og det var så den dag!

Lørdag bruger vi hele dagen i Ljubjanas gamle gader. Først bruger vi en halv times med flere forgæves forsøg på at finde parkering uden at blive flået. Ved første bud holder vi længe foran bommen og diskuterer om det ikke er for skummelt et sted. Så ryger vi ud af en uendelig ringvej uden mulighed for at ”make a u-turn” og kommer om på den anden side af centrum. Her er der også en plads, der da vi holder foran bommen, viser sig at koste 12 euro, og nu havde vi jo set gadeparkering til 0,5 euro i timen. Så vi bakker baglæns direkte ud i et lyskryds og stikker af inden nogen opdager os. Så finder vi endelig en plads, godt nok til 0,70 euro, men også tæt på centrum. Vi får parallelparkeret ind på en snæver plads, for så at opdage at parkometeret kun vil acceptere penge for maks. 2 timer. Det stod der ikke noget om på tavlen – øv. Endeligt kører vi lidt væk fra centrum til et erhvervskvarter. Her parallelparkeres igen og parkometeret opsøges. Det snakker kun slovensk, og vi trykker på alle knapper uden held. Pludseligt lykkes det Henriette at ændre sproget og nu kan vi læse at den siger ”kan ikke modtage betaling – se vejledning”. Som så er på slovensk! Et par venlige forbipasserende slovenere forklarer os at det er lørdag, og parkering dermed er gratis. Og gratis det er jo noget vi jyder kan lide – dagen er reddet!

Nede i byen passerer vi et mystisk optog af folk med hvide japanske pandebånd med skriftegn. De færreste af dem er dog japanere, og chefpandebåndsindehaveren udstøder da også sine kommandoer på amerikansk. Opgaven består i at løfte en en helligdom der er pladseret ovenpå et overmåde solidt dimensioneret bærestativ af friske tykke fyrrebjælker. De er nok 16-20 mand som under høje råb får løftet byrden op på skuldrene. Heldigvis har de et håndklæde imellem til at tage lidt af trykket fra den skarpkantede bjælke. Med rytmisk råben bevæger de sig nu ned af gaden i en mystisk gyngende gangart. Det går ikke ret hurtigt, for de to forreste bjælkeender er bemandet med vigtige folk, hvis job det er at yde modtryk for at hærde de syndere der bærer helligdommen. Så der altså fire mand der ikke laver andet end at skubbe i modsat retning. Forrest går en henført japansk pige og svinger en stor ceremoniel kvist med stor indlevelse. Det hele følges op med trommer og og sang, samt omdeling af små origamifigurer. Vi følger det spektakulære og lettere vanvittige optog ca. 50 meter hvorefter der kommanderes vand- og hvilepause. Det viser sig at være endestationen. For mens vi indtager en dejlig frokost på en indisk fastfood restaurant, kan vi se dem gå retur igen til udgangspunktet – igen med modskubbere. Det hele minder mest om en surrealistisk udstilling af tilværelsens uundgåelige mangel på mening – og det er vel også en central del af budhistisk tankegods. Men det hele foregik i højt humør, og de medvirkende havde tydeligvis en fest.

Egentlig mangler Henriette også ny regnjakke, og da der er udsigt til regn i bjergene, må vi hellere se at komme retur til BTC og få indkøbt en sådan. Men Henriette har med sit moderlige instinkt lidt svært ved at fokusere på egne behov, når man konstant bliver distraheret af børn der i maskingeværtakt siger: Se den her sandal, den er fed, Kom lige herover – der er noget jeg skal vise dig- Mor jeg skal tisse, Er vi snart færdige i den her butik, Jeg er sulten o.s.v.Vi aftaler derfor at børnene passer sig selv, og de voksne drager afsted. Målet findes nemt – meen der er ingen biler at se og alle butikker er mørke og tomme – det er søndag! Nu skulle man jo tro at to normalt begavede rutinerede og ansvarlige voksne kunne drage den logiske slutning, at når i går var lørdag, så er det nok søndag i dag – og at om søndage er butikker ofte lukket. Men når man har rejst i 4 måneder, betyder ugedagene uendeligt lidt. Et indkøbscenter var dog søndagsåbent, så her fik vi handlet mad og lidt civilt tøj – men ikke regnjakke. Så vi måtte drage hjem med uforrettet sag og brugte resten af dagen på en ny hyggelig bytur til Ljubjana og på at snakke lidt med den spændende nabo, en hollænder der arbejdede med IT for forsvaret og hans pensionerede fysioterapeutfrue. Han talte et rigtigt godt engelsk, efter at have arbejder i finanssektoren i London, mens fruen mest kunne lidt brokker. Vi var utroligt meget på bølgelængde og ganske enige om hvad der skulle laves om her i verden, for at den blev et bedre sted.

Regnjakken kunne vi ikke rigtigt undvære, så næste dag var vi så klar igen - ”Mod det uendelige” og indkøbscentret BTC. Nu var det jo mandag, så nu kunne hverken børn eller kalenderen hindre vores succes. Eller det kunne den så, for da vi kom til BTC var der helt tomt IGEN! Opslag på telefonen viste så at mandag den 25. juni er Sloveniens Nationaldag – og her er alt undtagen benzinstationer lukket. Ny hyggedag med slentren i byens store flotte Tivoli-park, som ikke er et forlystelsessted, men en flot og meget besøgt by-park. Hvor de meget sympatisk kun slog dele af græsset, så der var masser af blomstereng til alle insekterne. Slovenerne luftede hunde, gik familietur, stod på skateboard og rulleskøjter, spillede tennis, drak kaffe og hyggede sig på deres allesammens nationaldag.

Ljubjana er fyldt med hyggelige gader, som man kan slentre rundt i. 

Turens dyreste is bliver delt med udsigt til Ljubjana castle

Om aftenen efter byturen var vores ellers fredelige hjørne på pladsen blevet invaderet – "The Gibraltar Offroad Motorbike Rally" var kommet til byen – og ikke bare til byen, men til vores campingplads – og med alle officielle faciliteter, mekaniker og crews, indregistrering, samarittelt, køkkener og andet supportcrew centreret lige omkring vores campingvogn. Og når små hundrede motorcykler deltager, er det et ganske omfattende cirkus. Vi kom tilbage til pladsen mens cyklerne kom hjem, så der var en drønen af kraftige motorcykler der løbende kom til, nogle i et lettere adrenalinpumpet tempo. Det viste sig at de kørte 8000 km. fordelt på 14 etaper, med afslutning i Gibraltar. Det giver nogle hårde dage når størsteparten af en etape består af offroad tracks. Så det var mudrede og trætte folk, der kom retur hele aftenen. Vi fik også en kort snak med den danske deltager, som var gået sukkerkold efter at have glemt at spise i løbet af dagen. Det var en meget smadret mand, som forklarede at det var lykkedes ham at tabe cyklen fire gange i løbet af dagen. Hver gang medfører det at han ene mand skal rejse små 250 kg. motorcykel der ligger fladt på jorden – det var hårdt ved fysikken – og ærgelserne og tidstabet havde fået ham til at glemme sine muslibarer. Så nu sad han med et drop i armen og kom lidt til sig selv igen :-).

Omringet af bikers

Tirsdag morgen lavede Henriette og Jesper BTC raid nummer fire. Denne gang minutiøst planlagt: Tidsplan: 6.00 til 8.00 morgenstemning med løbende afgang af højlydte motorcykler med to-minutters intervaller. 8.00-8.30 Klargør campingvogn. Forlad plads 8.45. Forventet ankomst 9.01. Indkøb af jakke, bukser og vandreskjorte 9.01-9.17. Forlad BTC 9.20. Ankomst retur på plads 9.35. Afgang med campingvogn mod Bohinj-søen og bjergene 10.00. Denne gang holdt planen og vi fik sagt farvel til de søde hollændere og kørte med nytanket bil og luft i dækkene (vi har hele turen haft et campingvognsdæk der løbende skal toppes lidt op, og siden Montenegro har venstre bagdæk også været lidt småanæmisk) glade afsted.