26. juni til 1. juli - Det smukke slovenske alpeland, hundreder af højdemeter, surrealistiske salamandre og bjergeder.

Vi var rigtig godt tilfredse med os selv, da vi tog de første skridt op imod Alpeland. Det var nemlig lykkes os at få lov til at parkere både campingvogn og bil på Camp Zlatorog ved Bohinjsøen ganske gratis, da det stadig er lavsæson. Og vi behøver vel ikke at tilføje, at det der ”gratis” det kan sådan nogen som os jo blive helt høje af. I øvrigt det perfekte udgangspunkt, da pladsen ligger lige nedenfor den rute vi havde tænkt os at gå. Vi boede også på den for to år siden på vores første vandretur i de slovenske bjerge. Denne gang går vi ruten i omvendt retning, og hvis vejret er med os vil vi også gerne lidt højere op i bjergene. Første etape er derfor en times flad vandring fra campingpladsen op i dalen til Savicivandfaldene efterfulgt af tre timers benhård opstigning fra søens niveau på ca. 500 højdemeter til Dom na Komni hyttens 1.500 højdemeter.

Camp Zlatorog. Her får vi lov at parkere både bil og campingvogn mens vi vandrer.

Inden selve turen havde vi dog lige en sjov oplevelse. Vogntoget skulle jo bakkes på plads på den anviste parkeringsplads. En manøvre der ikke blev enklere af at det var en ujævn stærkt hældende grusplads, med en del andre parkerede biler. Ved siden af en wolksvagencamper var der dog plads til at skrue os ind. Under hele manøvren stod der en fyr (ham fra camperen) og fulgte lidt med. Det var jo også hans camper der var i risikozonen – men han så nu ikke bekymret ud. Det var en flot bredskuldret mand, med det der amerikanske solblegede wavy surferhår, en lækker tan, og et par cool solbriller. Så snart vognen var på plads, kom han storsmilende, stak labben frem og sagde ”Well done – not an easy job. Chefkøreren replicerede at rutinen stadigt bliver bedre, men det er ikke det nemmeste at bakke campingvogn med påløbsbremse. Det vidste vor nye ven Jamie alt om, han var vant til den slags ”driving great big boat trailers around”. ”You just need a big ol' piece of wood the right size to block the mecanism from activating”. Og ”next thing you know” lå fyren på knæ og rodede med vores anhængerkobling for lige at se om han kunne gennemskue en måde at blokere mekanismen på. Den der hjertelige amerikanske imødekommenhed med store hvide tænder og solbriller er svær at stå for. Jamie var havbiolog med base i Honolulu på Hawai, så surferudseendet passede jo godt nok. Nå, vi fik fundet en serviet til at tørre koblingsfedt af den flinke fyrs hænder, og vinket pænt farvel til ham og kæresten Kayla da de kørte mod Ljubjana for at aflevere deres lejede camper. Alt imens snørede vi støvlerne, spiste de sidste rester fra køleskabet, og smed rygsækkene på skuldrene – nu kunne næste eventyr begynde.

Det var helt hyggeligt at gå den velkendte vej op mod Savicivandfaldene og gense de hyggelige beværtninger, der ligger nedenfor bjerget. Men derfra blev det hurtigt stejlt og selvom stien er lagt i serpentinersving og temperaturen relativt kølig, varede det ikke længe før vores vandretasker klistrede mod skjorterne og åndedraget blev tungt og prustende, men vi fik også sat fra i et pænt tempo. Stien er det meste af strækningen omsluttet af høje slanke træer og først da vi er nået et godt stykke op, belønnes vi med et åbent view over Bohinjsøen og får et indtryk af hvor højt vi er nået op. Men det giver os ingen indikation af hvor langt der er igen og efter to timer, hvor vi kun har bevæget os i stejlt opadgående terræn, begynder vi at komme med egne skøn på hvor langt der er igen – ”Nu må vi snart være fremme”, ”om ti minutter kan vi nok se hytten”, ”det ser ud til at stien flader ud efter næste sving”. Efter flere skuffelser, hvor vores forudsigelser ikke har holdt stik, går luften ud af Maiken og hun sætter sig ned på en klippesten og erklærer, at nu kan hun ikke gå et skridt mere. Mens Jesper tager sig af Maiken fortsætter resten af holdet og to minutter senere dukker hytteskiltet op 'Dom na Komni 5 min'. Mads smider rygsækken og løber i rask tempo ned til Maiken og Jesper, mens han råber ”rygsæk-ekspressen, rygsæk-ekspressen”, hvorefter han griber Maikens rygsæk, så hun slipper for at bære noget det sidste stykke vej.

Langt om længe skimtes Dom na Komni gennem træerne.

Og to sekunder senere oplever vi vore første hytteåbenbaring. 

Humøret er højt, da vi godt trætte i kroppen endelig når det punkt, hvor hytten åbenbarer sig for os og vi endelig kan smide vores rygsække og ikke mindst vores ildelugtende svedige støvler og sokker som efter en lang dags vandring lugter så krydret, at man er meget taknemlig for, at der er et særskilt rum til vandrestøvler i hytten. Det er samme hyttemor og hyttefar som sidst vi var her, og hyttemor har stadig en lille fletning nederst i den ene side af håret. Hytten er stor, og der er fint plads til os, og vi får anvist et lille 8 personers rum. Ud over os er der vel 20-25 mennesker, de fleste del af en gruppe amerikanske vandrere med lokal guide. Da vi er oppe igen spørger vi efter ”halv-pension” og det siger hyttefar ja til, men vender senere tilbage og siger at fruen siger at det ikke er muligt. Vi spørger ud i køkkenet, hvor madammen meget kontant erklærer at det skulle vi da sandeligt have reserveret dagen i forvejen – eller i hvert fald senest i morges. Det har vi aldrig været ude for før, og det undrer os noget. Det er ikke fordi de er løbet tør for mad, for vi kan vælge det samme fra menukortet. Her er det bare dyrere. Halvpension er 10 euro dyrere per person, end ren overnatning (33 euro versus 23 euro). Det inkluderer aftensmad og dessert samt morgenmad. Aftensmaden koster os 7 euro uden dessert og morgenmaden samme beløb – så det hele handlede vist mere om indtjening. Hytter i Slovenien er private, men har for udvalgte ting faste priser – og halvpension er en af de priser der er fastsat af bjergklubben. Kan man ikke justere på prisen, så kan man jo skrue lidt på vilkårene for at opnå prisen ;-) Men ellers er det dejligt at gense hytten og vi snakker lidt med det tyske par på samme værelse som os, der går Via alpina ruten. Trætheden melder sig dog hurtigt, og kl. 8 er familien Sandager (og det tyske par) gået til ro.

Jesper vågner tidligt til en flot morgen i bjergene, men må tulle lidt rundt, da morgenmaden først starter kl. 7. Vi får instrueret ungerne i fjeld-morgenmads-strategien. Spis mest muligt på hvert stykke franskbrød, gerne lag på 1 cm. nutella eller marmelade, for de to stykker skal holde det meste af dagen, sammen med det scramblede æg og teen. Omkring kl. 8 er vi pakkede og klar til at gå mod næste hytte, Dom na Triglavski Jezerih – Hytten ved Triglav søerne – og kendt som seven lakes hut. Den ligger mellem to søer, en øvre og en nedre, som da vi kommer er spaltet i tre grundet lav vandstand. Den øvre er lidt snyd, da den alene eksisterer som følge af en opstemning. Det tager os ca 3,5 time at gå op til hytten, som kun ligger 100 højdemeter over na Komni. Men turen derop er mildt sagt kuperet, så vi får alligevel gået en del højdemeter. Det er derfor en brugt trup der endelig kan se hytten foran os og vi glæder os til at indtage frokosten der. Fra tidligere oplevelser og anmeldelser ved vi at den store hytte er en ren pengemaskine, da den er placeret så alle der vil op i dalen skal passere den. Det har ikke ændret sig: Vi bestiller en oksesuppe for at holde omkostningen nede. Det er også en ret hvis pris er fastsat af bjergklubben (3,5 euro) og hytten er forpligtiget til at udbyde den). Det viser sig at hytten har samme strategi som os. Når man ikke kan øge indtjeningen på prisen eller ved at droppe retten, så må man jo se på omkostningen. Vi får serveret hvad der teknisk set er en suppe, men som rettelig burde benævnes ”Varmt vand med spor af boullionperler (kun spor) og sporadisk drys af tørrede urter. Det er nok den mindst mættende servering vi nogensinde har fået serveret – og vi var ellers temmelig klar til en solid suppe med bønner og kød. Vi burde nok have brokket os – men vi slubrede det uinspirerede stads i os – hvilede os lidt – og så gik vi ellers videre.

Fremme ved Dom na Triglavski Jezerih
lykkeligt uvidende om at vores næste måltid er en portion vand.   

Turen videre op i gennem dalen mod Zazavska Koca i 2100 meters højde var en lang relativt blid stigning hvor det stille og roligt begyndte at tynde ud i træerne, indtil forkrøblede bjergfyr tog over.

Vi ser mange smukke og sjove blomster undervejs. Ungerne navngiver denne finurlige bjergblomst for floffieblomst .

En af de syv søer på ruten op til Zazavska Koca

Midt på stien spotter Maiken den første Alpin Salamander

Undervejs så vi en hel gruppe af murmeldyr der legede og spiste i solen. Desværre er de relativt sky og derfor svære at komme tæt på, så vi måtte nyde dem på afstand. På en del af turen begyndte det at regne så meget at vi måtte have regntøjet på og det viste sig at Stinnes regnbukser bestemt ikke var tætte længere. Heldigvis havde begge piger fået nye regnjakker i Ljubjana, så det var kun benene der blev våde. Det var nogle seje unger som trods blæsevejr og regn bare vandrede videre opad i dalen. Vi passerede yderligere en af Triglavsøerne og landskabet skiftede til det rent højalpine nøgne stenlandskab. Heroppe blandt de glatte våde sten ser Maiken pludselig et sælsomt dyr, som ingen af os nogensinde har set før. Den alpine salamander – et dyr som normalt kun er nataktivt – men som ved tunge regnfald kan vende sin døgnrytme og blive dagaktivt. Det er det sorteste dyr man nogensinde har set – og ligner noget der er støbt i gummi. Grundet det kolde vejr havde det en flugthastighed i superslow – et ben møjsommeligt flyttet ad gangen – så vi fik et godt kig på dyret inden det fandt en sprække i klippestykkerne.

Zazavska Koca ligger dramatisk og smukt omgivet af stejle bjerge.

Da vi endelig får kig på hytten, sætter børnene farten op og efterlader os gamle til selv at finde frem. Maiken bliver lidt utilfreds med selskabet og vælger sin egen rute gennem blokmarken uden for stien. Længere fremme kan vi se en gentleman med vandrestave og six-pence kasket der har valgt samme strategi. Han søger dog efter et stykke tid tilbage mod stien igen, mens Maiken bare drøner videre i det uvejsomme terræn. Da vi passerer den nydelige ældre herre med et ”hello”, spørger han om vi mon skulle være briter. Han har bemærket at vores rygsække og Henriettes jakke er af det engelske mærke Karrimor. Vi forklarer at det såmænd bare er købt her i Slovenien.

Vel fremme på hytten tages vi hjerteligt imod af den søde hytteværtinde i Mickey-Mouse fleecebukser. Det var godt at vi havde reserveret, for den er helt booket op, en gruppe på 13 franskmænd, samt en gruppe på seks fra ”Swiss alpine club – Geneva” samt en række mindre grupper og par. Herren med kasketten, Paul, viser sig at være englænder og leder af det scweitziske kontingent fra Geneve, og ham får vi en god lang snak med. Han var meget imponeret over at være blevet så bastant overhalet af lille slanke Maiken i hendes gule regnjakke. Han taler fransk med sin gruppe der, hvis vi ikke husker forkert, består af fem damer, af henholdsvis fransk, spansk, italiensk, schweitzisk og bosnisk oprindelse. Herudover taler han russisk, rumænsk, serbokroatisk og en smule slovensk. Han har haft en lang karriere som stålsælger i de gamle østlande og har de sidste 20 år boet i Geneve. Han var på Triglav første gang i 1970'erne, og det var egentlig meningen at hans gruppe også skulle have været oppe på Triglav. Men det kedelige vejr gjorde at de lagde andre planer. Vi kan også se på de dyngvåde mennesker der løbende ankommer senere end os til hytten, at vejret har slået om til det værre, så vi er glade for at vi trods alt bare fik en byge og kom i læ inden det blev rigtigt trælst.

Sløret billede fra hytten - afspejler meget godt den venlige selvskabelige Pouls tilstand senere på aftenen.

Hytten er nu tætpakket med alle langborde fyldt med vandringsmænd og damer. Vi får også snakket lidt med den store franske gruppe, som viser sig at være et hold venner der har rejst i bjerge sammen over hele verden. De er rigtigt søde, men taler kun fransk, så det er chefkøreren der må agere tolk. De har været på toppen af Triglav dagen før med fire lokale guider. Men det var i rigtigt dårligt vejr, hvor de måtte gå hele topturen i reb i små grupper med en guide forrest i hvert tov. Det havde være en hård tur i tåge med hagl og iset sne lige i ansigtet. Vi snakker senere med nogle der havde snakket med guiderne på en anden hytte, og de havde beskrevet turen som ”Pure hell”. Den franske gruppe er dog kommet sig over den hårde tur, og humøret er højt. Endnu en gang imponerer Maiken, da hun trods sit relativt begrænsede omfang sætter hele den solide portion bønneret til livs. Der er ikke noget der giver appetit som en hård vandredag! Pludselig er der opstandelse, der er set bjergemser på stenskredet overfor. Vi får også set dem, og lidt senere er der igen uro. Nu står der pludseligt tre store ibex bjergeder lige uden for hytten. Mads er først og får set dem på tre meters afstand. Desværre er der ikke nogen store hanner, som ellers har det mest imponerende og overdimensionerede horn.Vi ender dagen med at hjælpe Paul med at drikke den ekstra indkøbte flaske rødvin som hans gruppe ikke magter at gøre kål på, så vi er først i seng ved 10 tiden.

Vi bygger rede. Med fem senge ved siden af hinanden kan vi ligge tæt og holde varmen.

Næste dag må vi revurdere vandreplanerne. Vi havde tænkt os at gå over passet i 2300 meters højde til paralleldalen og så følge dalen ned på vej til målet, hytten Dom na Planini pri Jezeruh (Hytten på sæteren ved søen). Men da vejret er dårligt, blæsende og regnvådt, og Paul har fortalt at de kunne se store snefaner nede i dalen da de gik på tværs, vælger vi den sikre vej og går retur samme vej som gårsdagen ned mod hytten med den dårlige suppe. Hernede kan vi så tage et lavere beliggende pas over mod den ønskede hytte Dom Planini. Turen ned gennem dalen går rigtigt godt, da regnen er løjet af inden vi har forladt Zasavskahytten. Vi ser ingen murmeldyr – de bryder sig ikke om gråvejr – men både Mads og Stinne finder en alpin salamander igen. Turen op i det lavere pas er en hård og brutal stigning op gennem bjergfyrrene, afløst af en flot men også stejl passage over en stenskråning bestående af sten og klippestykker der er eroderet af bjergtoppene. Nu er pulsen ved at være godt oppe, da vi når det sidste meget stejle stykke op i selve passet. Her må vi klatre lidt og have hænderne til hjælp. Der er heldigvis banket stålwirer og stål pløkker ind til sikring af de værste steder. For to år siden gik vi den modsatte vej, nedad, og inden af os kan huske at det var så stejlt. Kort efter belønnes vi med at kunne se toppen af passet, og nedturen på anden side er heldigvis blidere. Det er igen en lang tur ned gennem først bjergfyr og siden birketræer. Her er fugtigt og frodigt med lysåben skov i det meget bakkede landskab. Pludselig ser Stinne en stor tung metallicsort fugl med tydelige hvide vingebånd gå i luften bare 10-20 meter foran os. Mens vi står og snakker om det mon kunne have været en Tjur, som ellers er sjælden og svær at spotte, kommer nummer to, og så nummer tre og så nummer fire i luften og forsvinder igen blandt bakker og træer. Alle var flotte sorte hanner – hunnen er ikke så spektakulær – lidt ligesom fasanerne derhjemme. Det var noget af en oplevelse. Desværre var det kun Jesper og Stinne som så dem (Mads så skyggen af den sidste), da resten af familien gik længere tilbage. Da de når frem kan vi dog stadigt høre tjurerne, med deres kald der lyder lidt ligesom navnet – tjuuur – tjuuur.

Müslibarer og nøddemix gør det ud for frokost.
Det er til enhver tid mere nærende end vandsuppe.

Mads viser Maiken vejen op gennem det stejle pas.

Maiken morer sig over hvor store mængder tis, der kan komme ud af en ko.

Fra sæterhytterne er der kun to kilometer til Dom na planini pri Jezeruh

Udsigten nydes ved Dom na planini pri Jezeruh

Hygge i hytten

Det sidste stykke ned mod hytten går forbi en sæter med fritgående kvæg med klokker. Her skal vi passere meget tæt forbi og næsten skubbe til de store køer – så det er rart at de store dyr er så omgængelige. På en lille græseng ligger der en række sæterhytter hvor man kan købe mælk og ost – det springer vi nu over. Sidst del af ruten går ad en meget stejl grusvej ned gennem en klippekløft, inden den idylliske sæterhytte ”Dom na planini pri Jezeruh” åbenbarer sig med sine flotte gamle tømmerlader og smaragdgrønne græsenge. Denne hytte er et must på turen, da det er den klart hyggeligste hytte i området. Sidste gang lykkedes det os at få værten til at tage harmonikaen frem og vi har stadig et par af de små strikhuer som fruen lavede til toppen af halvlitersflasker. Da vi præsenterer os som tidligere gæster lyser værten, som ellers godt kan se lidt tilknappet ud, op i et stort smil, og vi får anvist vores helt eget hyggelige 8 personers rum. Da vi bagefter sidder bænket med 5 kopper kakao ved bordet og lidt snolder som hyttefar kom forbi med, er vi enige om at det bare har været en dejlig dag. Også her er der godt fyldt op, men det skyldes primært en stor gruppe slovenske børn der er på en organiseret vandretur. Ud over dem og os, er her to hollandske piger, og et tysk par. Begge hold var også på Zasavska hytten, så vi har fulgt samme rute. Til aften er der travlt i hytten med servering af hele den store ungdomsgruppe, så det er lige ved at vi misser aftensmaden. Det er ikke blevet kommunikeret tilstrækkeligt tydeligt at vi ønsker halvpension, men det får vi heldigvis rådet bod på. Vi får grøntsagsupper og en enkelt portion Jota, som er en tung saurkraut ret med røgede kødstykker. Til dessert er der pandekager med æblemarmelade. En god dag er slut og vi kryber godt trætte til køjs.

Undervejs holder vi et hestestop.

Ungerne giver den gas efter fire dages hård bjergvandring.

Armene skal også styrkes

Næste dags tur går nedad gennem de smukke skove mod landsbyen Stara Fuzina. Undervejs møder vi en scene fra det sidste århundrede, to mænd der er ved at fragte gods op af de stejle stier ved hjælp en en kæmpestor flot arbejdshest. Med på turen er også et lille brunt føl som tålmodigt trisser bagefter. Man kan høre hvor hårdt arbejde det er for den tungt lastede hest, når de store hove skal finde bid på den glatte stejle sti. Vi har fin fart på ned gennem skoven og er nede ved landsbyen efter godt tre timer. Her opdager de ukuelige unger et udendørs motionsanlæg, som selvfølgelig skal afprøves, trods det faktum at vi stadig mangler 1,5 times vandring! Nede i selve byen tager vi et tiltrængt frokoststop ved floden. Køber lidt ind ved købmanden og spiser brød, pålæg og frugt, samt en berliner til dessert. Ved det lille nationalparkmuseum hvor vi egentlig bare skulle ind for at tisse, falder vi i snak med to israelske par, Roz og Ruth, samt det andet par hvis navne er for hebræiske til at vi kan huske dem. Roz er en rigtig flot mørklødet israeler med et meget charmerende glimt i øjnene og godt humør. Samtidig har han sådan en veltrænet krop og det lidt insisterende dominerende blik i øjnene der gør at man uvilkårligt tænker på den israelske lange værnepligt og muligheden for at han formentlig kan slå een ihjel på mindst 24 sjove måder. De er alle utroligt åbne og charmerende og vi nyder snakken, hvor de efter at have hørt om vores tur, hurtigt trumfer den, da begge familier har været afsted på helårsture med børnene. Da vi siger at det jo nok er noget man kun gør een gang i livet, siger den ene med et stort smil at hans familie da faktisk har været afsted på to helårsture:-) Behørigt overtrumfet siger vi farvel til de søde israelere, og tager den sidste halvanden time ned til Riblev Laz og rundt langs Bohinj søen tilbage til camp Zlatorog.

Lille rød traktor i Stara Fuzina