5. juli til 7. juli - Tysk/ungarnske venner, underpermissioner, udspring og en ulykkelig søn.

Næste morgen forsøger vi en sidste gang at aflevere den fine tegning som Maiken har lavet til kunstneren, som tak. Men endnu en gang er ateliet lukket og vi ender med at måtte lægge den i postkassen. Og så sættes GPS'en på Rudolph og Paulas hjemby ved Neusiedler See i Ungarn. Landskabet bliver mere og mere landbrugsland, med større og større marker og vi lader helt det smukke bjergland bag os. Pludselig er vi i Ungarn og grænsen var nærmest usynlig, bare et stort skilt i en lille by og det var så det.

Nu er vi for alvor på den ungarnske Puszta (steppe) – her er fladt og markerne er rigtigt store. Steppe er det selvfølgeligt ikke længere, det er store marker, særligt solsikkemarkerne er uendelige have af gule blomster. Landskabet ligner for førte gang på turen Danmark, hvor den ene store mark afløser den næste og man ser høstede marker med uendelige ruller af rundballer der ligger som små geometriske skulpturer fordelt over stubmarken. GPS'sen viser os ad ujævne veje mod destinationen Hegykö – en lille termalby med tilhørende campingplads. Vi ruller karavanen ind på den mellemstore campingplads komplet med kurbadeanstalt, hvor der er godt fyldt op, og finder en plads nede bagerst i området. Der er godt nok langt til nærmeste strømstander, så Jesper må op og låne en forlænger i receptionen – det er alligevel første gang vores 25 meter kabel ikke kunne slå til. Selve strømstanderen befinder sig camoufleret under en tysk dames vasketøj, så det føles lidt invaderende at flytte dameunderpermissioner til side for at få stikket i alt imens indehaversken holder skarpt øje med én. Og ja, man kunne også læse den foregående sætning på en helt anden måde – men det er ikke meningen!

Ungerne tager en tur i de forskellige pools om eftermiddagen. De bryder sig ikke ret meget om de æggelugtende termalbade, hvor gamle pensionerede tyske turister i alle størrelser - især størrelse XXL sidder langs siden og plejer deres gigt og ømme muskler. Vi andre er heller ikke ikke så draget af at skulle ned i den ugennemsigtige suppe af termalvand og hudceller – så vi springer over. Da vi

går tilbage til vognen finder vi ud af at vi har danske naboer, Conny og Johnny fra fyens land. Et utroligt sødt og imødekommende par som har kommet her et par dage hvert år, de seneste par år. De er begge meget interesseret i formel 1 og kører gerne afsted på camping i forbindelse med de store løb. Vi får en hyggelig snak,og de er stedkendte og kan hjælpe os med at få lokaliseret en ATM, da vi er helt kolde på ungarske kontanter. De er tilmed så søde at de tilbyder at vi bare kan låne af dem, hvis vi ikke orker gå turen op til kontantautomaten. Det syntes vi alligevel ikke at vi kan tage imod, og efter en dag i bil er en gåtur heller ikke det værste. Et supermarked er der ikke rigtigt i byen, kun sådan en slags udvidet døgnkiosk. Til gengæld er der flere restauranter og tøjbutikker på campingpladsen.

Jesper og Henriette prøver termalbadene næste dag fra morgenstunden, et strategisk udvalgt tidspunkt, da alt vand skiftes ud om natten. Det er nu ikke en oplevelse vi sådan bliver afhængige af – når man har prøvet det en gang så er det vist rigeligt. Det er noget helt andet når man som Rudolph, hvis gigtsmerter lindres på helt forunderlig vis af det varme vand, kan smide alt sin smertestillende medicin, bare ved jævnligt at termalbade. De syntes dog at campingpladsens anlæg er blevet alt for overfyldt, så de har fundet et andet og roligere anlæg i nabobyen. Da vi går retur til campingvognen står der pludselig to Albani-pils til os og tre sodavand til ungerne. De står sammen med en lille seddel fra vores utroligt søde danske naboer, som nu er kørt videre men lige ville sige tak for godt selskab og ønske god rejse hjemover.

Paula, Rudolph, Oliver og os!

Om eftermiddagen besøger vi Rudolf og hans kone Paula og deres semideprimerede søn Oliver, som for kort tid siden er blevet skilt fra sin kone og bor i huset ved siden af. Først byggede Paula og Rudolph hus her, og efterfølgende købte Oliver en grund overfor på parallelvejen, således at deres haver støder sammen. Både søn og forældre rejser tit, så kan de passe hinandens huse - Paula og Rudolph drager afsted i deres elskede Schildtkröde-camper, og Oliver ernærer sig som rejseguide, og er derfor også væk meget af året. Det var heldigt at han var hjemme da vi kom, da han to dage senere skulle afsted på en 14 dages tur til Galapagos. Han har i øvrigt også været guide på Island mange gange, så han taler også lidt islandsk – Trods den historiske (og delvist geografiske) tilknytning, forstår man som dansker alligevel ikke et ord af det. Begge huse har fantastiske haver, virkeligt frodige og velpassede. På forældrenes grund tusser fire skildpadder rundt. Det er et par landskildpadder som de tog med hjem fra Tyrkiet for 50 år siden, og så deres to unger. Den ene af de unge er dog en erstatning Oliver har købt, da den oprindelige pludseligt var væk en dag. Ungerne hygger sig med at håndfodre de flotte dyr der grådigt gufler æblestykker i sig.

Haven, hvor ikke et strå står forkert

Schildkrödte eins und zwei

Vi sidder i den dejlige have og Paula har bagt en cheesecake til os, der smager dejligt af koldskål.

Rudolf og Maiken er begge interesserede i sten og Rudolf finder fine fossiler fra sin samling som han giver til Maiken. Vi får også historien om Olivers uduelige ungarske ekskone, som her i december har forladt ham sammen med deres teenage datter. Det er han stadigt meget ramt og bitter af, og han formeligt hvisler når talen falder på fruentimmeret. Han har desværre også lidt mistet forbindelsen til datteren, som ikke rigtigt har lyst til at komme på besøg. Det er ikke nemt med sådan en grim skilsmisse, og den stakkels mand er noget nede i kulkælderen. Men ellers et meget venligt menneske som kommer med mange gode tip til hvad vi skal se og forsyner os med brochurer og kortmateriale.

Stue med fliser, af hensyn til varmen

Stuen - langt liv mange minder

Rudolphs figurer

Næste dag besøger vi sammen Esterhazy slottet der ligger i Fertõd ganske få kilometer fra Hegykö. Slottet er ikke åbent, så vi tager bare en tur i parken, hvor der står en fin bronzestaue af Joseph Hayden, som åbenbart har en tilknytning til slottet og Esterhazy familien. Det var en af Ungarns tre store adelige familier forklarer Oliver, som tilsammen stort set ejede landet. Tilbage i retning Hegykö besøger vi et lille frilandsmuseum ”Fertőszéplaki Tájháza” som består af en samling af meget karakteristiske galvhuse, der oprindeligt har været meget udbredte i området. De er indrettet med inventar fra 1880'erne, 1900 tallet og fra 1940, og giver at godt billede af hvor lidt man har kunnet klare sig med. Noget man kommer til at tænke over når man er fem i en campingvogn, og oplever at det faktisk går ret fint, at klare sig på de få kvadratmeter og med noget der svarer til at thekøkken. Køkkenerne i de gamle huse er utroligt charmerende med fine gamle brændekomfurer, og man kan levende forestille sig hvordan det må have været det allerhyggeligste rum i de kolde ungarske vintre.

Esterhazy slottet 

Hayden und Freunde

Traditionelle gavlhuse - set fra bagsiden

Her må der have været hyggeligt om vinteren

Vi spiser frokost på den nærliggende restaurant Borgmestergården – lækkert tilberedt og til billige penge. Sidst på eftermiddagen mødes vi igen med familien Meisner. De viser os en udendørs udstilling af gamle damptoge der tidligere fragtede tømmer fra de nærliggende skove. Paula har bestilt bord på en restaurant i nærheden og det viser sig sjovt nok at være den samme restaurant, som vi spiste på til frokost samme dag.Vi slutter aftenenen af tilbage på Paula og Rudolfs terrasse i selskab med kolde radlere og et hav af sultne myg, som trods myggespray perforerer os i en grad så det klør overalt i dagene efter. Vi får sagt rigtigt farvel til de to søde mennesker, som vi mødte første gang i marts på Sicilien, for næste dag drager vi mod Budapest.

Togmuseum med Rudolph og Paula

Hvordan får man tiden til at gå på togmuseum