13. til 15. juli - Skodas hjemby – biler, sjove danskere, rabies og en lækker læge

I Mlada Boleslaw har vi valgt en plads med det lovende navn ”Autokamp Automotoklub Skoda Kosmonosy. Den viser sig at ligge i udkanten af Mlada Boleslaw i et område der hedder Kosmonosy – et navn der bringer støvede mindelser frem om den russiske indsats i rummet – særligt til Jesper hvis første fede legetøj faktisk var et batteridrevet månelandingsfartøj – landingen på månen fandt sted i 1969, året efter Jespers fødsel. Det lokale erhvervslivs er heller ikke blinde for den kosmiske reference, og har pyntet et par siloer i passende Tintin stil. 

Retro-rumkunst på silobasis

Pladsen er endnu en tidslomme, med et lille nusset kontor i en bygning der har kendt bedre dage som også huser en kiosk og en lille restaurant. Det virker fuldstændigt som at være katapultet tilbage til 70'erne. På bænkene ved kiosken sidder en dansk storfamilie bestående af et pensioneret par og deres børn og svigerbørn, samt at par børnebørn og plejebørn. De store børn, som er omkring 15-18 år gamle, inviterer Mads med til at spille en art fodbold på tværs af et tennisnet, og det har de rigtigt meget sjov ud af. Familien er kommet på pladsen de seneste 20 år, og fortæller at der ikke har været foretaget den store modernisering i al den tid de har kendt pladsen – til gengæld er antallet af campister også dalet hvert eneste år, så der nu her i højsæsonen er under halvt fyldt.

Fællesfaciliteterne omfatter bl.a. et køkken som er utroligt ulækkert og nedslidt og mest benyttes af nogle typer, som mere ligner udenlandske håndværkere der bor billigt, end de ligner campister på ferie. Hele stedet er forfaldent og Jesper påpeger grinende at årsagen til at græsset på pladsen er lidt højt, måske ligger i, at ejerne har udliciteret ansvaret til den betonhavenisse med tilhørende plæneklipper, som står tæt på kiosken. Faderen forklarer at det ikke er helt skævt: Campingfar havde forsøgt at slå græsset for en god uges tid siden, men da plæneklipperen var gået i stå og ikke responderede på et par frustrerede startforsøg havde han opgivet – trukket den ned bag en af bygningerne og efterladt den. Efter et par dage var han gået hen til den igen og havde prøvet at starte den. Da den heller ikke denne gang ville starte, havde han vist bare opgivet projektet. Det blev i hvert fald heller ikke slået i de i løbet af de dage vi var der. I mellemtiden får Mads snakket med de unge drenge og kommer tilbage og fortæller at de var rigtigt søde, men også lidt specielle. Da Mads havde forklaret at han kommer fra Jaungyde tæt på Ry i Jylland, kvitterer den ene dreng med at fortælle at han da bor på Tranevej – i det gule hus som slet ikke er til at overse.

Da toiletfaciliteter m.m. var lidet tiltrækkende valgte vi ikke at spise på campingpladsen. Da den lå i et stort beboelsesområde uden butikker og restauranter var alternativerne ikke mange. Men den lokale tennisklub der lå overfor, pralede da med at have en restaurant. Det viser sig mere at være en cafe med tjekkede palle-møbler og en hyggelig stemning. Vi vælger en burger og nogen hotdogs som viser sig at være gourmetfastfood, lækkert lavet med et tvist og med smagfuldt hjemmelavet tilbehør.

Tennisburger og limonade

På pladsen ligger også en enorm campingvogn med en dansk militærmand, kendt som løjtnanten, der har været udsendt i Bosnien tilbage i 1990'erne. Han er kommet her på pladsen lige siden og kan også bekræfte at tiden er gået helt i stå her. Det er vist en søn der har overtaget pladsen efter sine forældre, og han driver stedet lidt med venstre hånd. Han bekræfter også historien med plæneklipperen, som skulle være et glimrende eksempel på campingfatters generelle tilgang til opståede problemer. Hvis de kan komme af sig selv, kan de vel også gå væk af sig selv. På pladsen står der også en tidligere generation af toiletbygninger, og hvis de nuværende er faldefærdige og småulækre – så skal man bare kigge ind i den forrige generation. Her i skurvognene hænger flaget og muggent tresser-vinyltapet i med det sidste af neglene på både loft og vægge – både halve og hele baner svæver delvis i luften. Da Stinne vil vise Henriette den gamle toiletbygning, falder der en flise ned fra væggen i det øjeblik de åbner døren. Men, der er jo ingen grund til at få vognene kørt væk, eller bare aflåst – på et tidspunkt sørger naturen vel for at de forsvinder.

Næste dag har Henriette ligget vågen hele natten og spekuleret på om der stadig er hundegalskab i Tjekkiet og på nettet har hun læst sig frem til at der er 100% dødelighed ved sygdommen hvis man ikke hurtigt får en vaccine. Vi får derfor ringet til vores rejseforsikring, hvor lægen lover at undersøge sagen og vende tilbage. Vi vælger at tage på tur til Skodamuseet, som ligger centralt nede i byen. På vej derned bliver vi ringet op og anbefalet at snakke med en lokal læge om hvor vidt Henriette skal vaccineres. Google viser eksistensen af et hospital stort set overfor museet – så det kan jo ikke passe bedre. Undervejs passerer vi en Poliklinik,som vi gætter på er en lægeklinik. Alt står på tjekkisk, så vi stiller os foran en glasluge der godt kunne ligne en klinik. De er ikke særligt villige til at hjælpe, men peger bare gentagne gange på øjnene – det viser sig at være en øjenlæge! Oppe på første sal finder vi en praktiserende læge, hvor lægesekretæren snakker gebrokkent engelsk – hvilket er mere end man kan sige om lægen som også giver sit besyv med. De er også noget afvisende og blokerer faktisk døren rent fysisk med deres kroppe – så de er sikre på at vi ikke kommer ind – her hjælper intet, selv ikke bønner – så vi må videre til hospitalet.

Skodas fine museum i de gamle produktionshaller

Vi finder hospitalet og en ny glasluge. De er sådan set søde nok, men kan intet stille op uden det blå sygesikringskort. Så enden på det bliver at Henriette tager en taxi retur til campingpladsen efter de manglende papirer. Imens går husbonden og ungerne på Skodamuseum. Imens de fornøjer sig med de fede gamle biler tøffer Henriette og chaufføren tur retur til campingpladsen i fin stil. Tilbage på hospitalet, lader de Henriette komme til med det samme hos en rigtig ”Doktor Frank”-lækker tjekkisk mandlig læge. Som kompetent og venligt kigger på damelåret og på formfuldent engelsk forklarer at rabies ikke er noget problem i Tjekkiet, men at hun hellere må få en stivkrampe for god ordens skyld. Således velbehandlet af det tjekkiske sundhedssystem genforenes Henriette med resten af familien på det fine Skodamuseum. Skoda har virkeligt lavet nogle fine biler tilbage i bilens barndom. Op igennem 70'erne er det dog tydeligt at man er faldet lidt af på den, og har ladet sig inspirere lidt vel kraftigt af kendte vesteuropæiske biler, som f.eks. Land Rover. Men et rigtigt fint museum beliggende i de smagfuldt istandsatte gamle produktionsbygninger – det er tydeligt at Volkswagens afdeling for kvalitet også har været i gang her. Alt er top i orden og der er spækket med velklædt og imødekommende personale. Da vi spiser i den tilhørende restaurant viser det sig også at være spændende og lækkert tilberedt mad i form af moderne variationer af klassisk tjekkisk mad – og så til absolut menneskelige priser. Hvis man nogensinde kommer på de kanter kan museet varmt anbefales – resten af byen er der ikke så meget fut i.

Hjemturen foregår også på gåben, og nu er vejrguderne ikke længere med os. En mindre shoppingpause i et storcenter giver et lille afbræk – særligt til Stinne som har været indlagt til at se på kedelige biler i flere timer. Det begynder nu at regne mere, og da vi er ca. halvvejs er det efterhånden temmelig sjasket vejr. Så enden på det hele bliver at drengene løber hjem efter bilen – der er jo ingen grundt til at vi alle bliver sjaksvåde. Pigerne fryser lidt i ventetiden, men polstrer sig med det nyindkøbte tøj og er glade for at se drengene, da de kommer retur som prinserne i den trofaste hvide Citroen.