11. til 12. juli - Andet Budapest-besøg, Østrigsk algesuppe, Tjekkisk schnitzel og en gal hund.

Næste dag drager vi til Fiskerbastionen som Henriette også kan huske fra turene her ned sammen med forældrene. Fiskerbastionen ligger øverst oppe i den kuperede del af Budapest, højt hævet over floden. Det er et omfattende sandstensbyggeri som egentlig kun har hundredeogtyve år på bagen, selvom det ser langt ældre ud. Flotte imposante trapper, mure og tårne.omkranser en stor plads med en næsten endnu større katedral. Vi kigger på den flotte udsigt over byen, men også turist tingeltangel og gadekunstnere drager blikkene. Særligt en enkelt maler, som insisterer på at han er den eneste på pladsen som rent faktisk kan male, alle de andre bruger bare kopier som de lægger lidt farve på – siger han. Rigtige kunstnere vil dog også have rigtige penge, så hans priser gør at vi alligevel ikke køber noget. Vi er sultne og går længere op bag pladsen hvor der ligger en række restauranter – bl.a. en Jamie's Italian. Prisniveauet er noget kørt op, her i en by hvor det ellers er urimeligt billigt at spise, så vi takker nej og vælger at holde den kørende på en is fra butikken lige ved siden af. Så bevæger vi os ned mod byens centrum og et rimeligere prisniveau.

Fiskerbastionen - et under i bastant sandsten

Katedralen på toppen af bastionen

Vi prøver den velfungerende metro og tøffer lidt rundt i byen, og er igen en tur i den store park ved Zoo. Vi prøver at komme ind og se det verdensberømte Szechenyi kurbad som er beliggende i nogle utroligt flotte slotslignende bygning i barokstil. Men det er desværre ikke muligt at komme indenfor uden at skulle i badene, og det har vi ikke lige tøj med til. Vi nøjes med at gå en runde udenfor og så indtager vi restauranten på bagsiden for at få tisset af. Den nærliggende tissekone ønsker vi bestemt ikke at opsøge igen. På restauranten vil vi så bestille et par øl og sodavand for ligesom at betale for toiletbesøget. Det viser sig imidlertid at være temmelig svært, da de to tjenere ignorer os på det groveste. Da vi formaster os til at tage et drikkekort for at se på udvalget og forsøger at bestille ved baren, ender det bare i at tjeneren inddrager kortet og brysk anviser os at vi skal sidde ned. Vi sætter os derfor ved et bord udenfor hvorfra vi så ignoreres yderligere en rum tid, indtil den anden tjener nedlader sig til at bringe os drikke kortet igen. Denne gang får vi så lov til at bestille, og drikkevarerne ankommer da også nogenlunde prompte. Imens vi sidder der, kan vi se på en hjemløs som stopper op ved en drikkevands post lige på den anden side af vejen, og får fyldt sine 1,5 liters flasker med vand inden han trasker videre. Så er forskellen på os der har og dem der ikke har pludseligt meget tydelig – også selv om vi er en bunke jyder på et stramt budget.

Budapests smukke banegård - lidt skæmmet af afskærmningen

Efter nogle dage her i Budapest er det egentlig meningen at vi skal videre til Prag, men efterhånden er vi blevet mættet af storbyer og det lykkes derfor Jesper, at sælge ideen, om i stedet at besøge Skodas hjemby Mlada Boleslaw, til resten af familien. Vi pakker derfor vognen ned og forlader den nedslidte plads som vi ellers er kommet til at holde af. Tilbage igennem Budapests tætte trafik uden større problemer, ud over en af de efterhånden mange fejllæsninger af gps'en. Den fører til, at vi på et meget kompliceret sted med veje og togspor strittende i alle retninger, vælger forkert og derfor kommer på en lang omvej næsten op til fiskerbastionen, inden vi kan komme tilbage i rigtig retning igen. Anden gang går det bedre og vi ryger som ønsket ud på byens omfartsveje.

Da vi er for nærige til at køre på betalingsveje (det kræver en forudindkøbt plakette i forruden) er vi både forbi Slovakiet og Østrig på vejen mod Tjekkiet. I Østrig gør vi holdt i en lille vinby, hvor vi tager et slag minigolf ved den lokale svømmesø. Selve søen er fuldstændigt grøn af algesuppe, så den har vi ikke lyst til at prøve. Vi passerer grænsen til Tjekkiet i nærheden af den lidt større by Brno som vi kører ind igennem på vores vej mod nord. En 15 kilometer nord for Znojmo passerer vi en restaurant ”Ranch / 38” beliggende ”in the middle of absolutely nowhere”. En lokal entreprenant herre (eller dame) har valgt at kombinere de to oplagte forretningsområder Autohjælp og Restaurationsdrift. På parkeringspladsen holder der flere sjove biler som nok aldrig kommer til at forlade pladsen igen, herunder en kraftigt modificeret Skoda pickup til rallykørsel, som dog nok har kørt sit sidste rally for nogen års tid siden – nu står den her vist mest for at dø. Der hersker en umiskendelig westernstemning over stedet, hvor vi er de eneste mennesker. Man tænker lidt at der pludselig kunne komme en bindegal bondeknold med hund og haglbøsse og drive os på porten. Men vi vover pelsen og åbner døren til restaurantbygningen hvor vi modtages med en helt utroligt teenagesur og mut betjening, meget professionelt og korrekt udført af en i øvrigt yndig ung dame. Stedet har flere retter, alle dog med schnitzel eller kylling – vi var mest til kylling. Efter at have nærstuderet spisekortet går det op for os at retterne er fuldstændigt de samme. Man kan få kyllingfilet bare med kartofler, eller med fersken og kartofler, eller med fersken, sovs og kartofler eller gå all-in-eksotisk og vælge den med ananas og kartofler og så den helt vilde: Kyllingfilet med ananas, sovs og kartofler. Der var også en mulighed for at skifte ”beilage” fra kartofler til ris. Vi gik med fersken og sovs og ris.

"Hillbilly parking only"

Den rustikke indretning på Ranch / 38

Behageligt mætte af de truckerstore portioner vralter vi ud på p-pladsen igen og bliver enige om at stoppe for i dag og finde en campingplads. Der ligger en lovende plads Camping Country i Hluboké Mašůvky lidt tilbage i retning Znojmo, så den tager vi. Efter at have trillet af små hullede veje kommer vi frem til en velholdt plads, hvor det dog er svært at spotte receptionen. Det viser sig at de første bygninger er noget hestestald og lidt fællesfacilititer, og vi følger et lille skilt om bag ved, over en lille bro, og pludselig ligger der et lille hyggeligt cafeområde hvor folk sidder under parasoller og drikker øl og kaffe. Jesper drøner forrest fokuseret på at finde receptionen og Henriette er lidt bagud og kigger lidt på det hyggelige område. Pludselig mærker Henriette en skarp smerte i låret – det er en stor rottweiler der fuldstændigt uprovokeret er kommet flyvende ”out of nowhere” og har sat tænderne i Henriettes indbydende lår. Ejerparret får trukket den gale hund tilbage til bordet igen, og det efterlader en lamslået Henriette, som er så overrasket at hun næsten er i tvivl om hvad der er sket. Ejerparret, som udgøres af en rockertype med store forbrændingsar i ansigtet og en brintoveriltet blankt udseende dame, sidder stille og roligt og aer deres hund og ligner nogen der bare sidder og hygger sig. Henriette er inde på et toilet for at inspicere skaderne, som er et ordentligt blåt mærke, lidt hudafskrabningerne og en tydelig hjørnetand der lige er brudt gennem huden. Da hun kommer ud igen råber hun frustreret af de to passive ejere, at deres hund har bidt hende – men de sidder bare og ser ud som de ikke fatter en meter af hvad der foregår – faktisk virker det mest som de prøver at fokusere på at lade som ingenting.

Det er lettere surrealistisk og Jesper kan heller ikke rigtigt finde ud af hvad man skal stille op med den underlige situation, så vi ender med at gå ind i receptionen, hvor campingmutter finder plaster og rensevæske frem. Vi er derinde ganske længe, i lettere chokeret tilstand mens vi samtidigt får registreret vores papirer. Campingmor beklager meget, men hun kan jo ikke rigtigt gøre for det. Pludseligt kommer der nogen og siger at vores vogn blokerer vejen, og vi må skyndsomst over og få fundet en plads til campingvognen og få samling på ungerne. Senere kommer campingmutter forbi for at beklage og høre hvordan det går, samt for at sige at der er bestilt dyrlæge til at se på hunden, samt at den har fået mundkurv på. Hun har også bestilt en tid til Henriette hos lægen næste dag ved frokosttid. Resten af dagen er vi noget rystede, og vi kan se over til campinghytten hvor de to småtbegavede hundeejere holder til – ikke på noget tidspunkt har de sagt undskyld eller beklaget – det er virkeligt underligt. Det var jo egentlig bare meningen at vi skulle sove og så komme videre tidligt næste morgen, på vej mod Skoda-byen, så vi diskuterer lidt hvor alvorligt såret er, og om det er nødvendigt med lægebesøg. Næste dag beslutter Henriette at vi dropper lægebesøget og bare kører videre. Vi forlader camp country lidt op af formiddagen, og skuler ondsindet på campinghytten da vi passerer den og begiver ud på landevejen igen.