16. til 20. juni - Jagten på en campingplads, nederlaget og forsoningen.

Godt mættet af store kommercielle campingpladser med gigantiske campere og rosastegte campister, der knap nok kan hilse, kører vi af sted mod en lille familiedrevet campingplads der ligger i en bugt nær kystbyen Senj. Da vi kommer til afkørslen, en lille vej der fører stejlt ned mod kysten, er vi lidt lunkne ved at dreje af og vælger i stedet at køre frem til nærmeste p-plads for at koble campingvognen fra, så vi kan inspicere den smalle vej ned til campingpladsen og undgå at udsætte vores elskede Citroen for et utilsigtet omsorgssvigt med eventuelle katastrofale følger.

Det viser sig at være en meget klog beslutning for vejen ned mod campingpladsen bliver stejlere og stejlere jo tættere vi kommer på kysten og inden vi når selve pladsen, kan vi se, at vi tilmed skal igennem en tunnel, der er så snæver, at det mest af alt minder om en cykeltunnel. Lidt skuffede vender vi bilen for at køre op til campingvognen, som vi atter må hægte på for at køre videre op langs kysten til den næste campingplads.

Efter at være kørt forbi utallige campingpladser med nedkørsler vi godt kan komme ned af – men ikke op af - og endnu et par pladser, der virker så gustne og semi-forladte, at vi end ikke overvejer at køre derind, er vi lidt pressede, og vi ender derfor på endnu en stor kommerciel campingplads beliggende i turistbyen Selce. Vi holder og spærrer det hele foran bommen, og i receptionen er det umuligt at tvinge et ægte smil ud af receptionisten, der professionelt og effektivt betjener os. Vi er så desillusionerede at vi alvorligt overvejer at vende rundt og køre videre igen – pladserne på øen Krk er kun en times kørsel væk. Men, vi stiller vogntoget, og begiver os til fods efter receptionens anvisninger. Det er varmt og alle de ledige pladser vi ser, er skrå, ukurante og ucharmerende, eller omgivet af skrottede fastliggervogne. Vi må videre ned af den i øvrigt stejle nedkørsel og humøret daler yderligere. For at sætte trumf på, åbenbarer der sig nu en lydkollage af bayrisk ungabunga musik krydret med skrålende alkoholvædede stemmer. Klokken er kun halvto om eftermiddagen, men det ligger ikke nogen dæmper på lydkilden, som viser sig at være 8-10 fulde tyskere der lystigt danser med håndværkerrøv i shortsene og skråler til dårlig schlagermusik med volumenknappen i bund. Vi kigger på hinanden, og kan alligevel kun smile af optrinnet – ro og fred og en lille hyggelig familiecampingplads blev det ikke til.

Til gengæld er her lækker strand med snorkling og hovedspring

En tur i trampolin bliver det også til

Vi finder dog en lidt tilbagetrukket plads på en grusvej, med en skråning overfor os og et vildt buskads bagved. Det betyder, at vi kun har naboer på begge sider af vognen og på grund af bevoksningen virker det helt privat. Vi placerer vogntoget i westernformation med Citroen'en som værn mod omverdenen. Det eneste vi mærker til vores pensionerede naboer er, at den slovakiske nabo til venstre for vognen, slår så gigantiske fjærter om aftenen, at det får vores campingvogn til at vibrere og ungerne til at grine højlydt, mens tyskerne til den anden side bidrager med højlydte opstød og alendyb ræben, hvilket til får Maiken til at lave den sjoveste grimasse og Henriette til at klukle. Er her ikke hyggeligt! Og jo, det er her faktisk, vi har faktisk et helt roligt hjørne her, når først naboernes kropsudluftninger stilner af. Der er skyggefuldt, det lufter lidt, og kysten viser sig at være det bedste snorklested vi endnu har været ved. Her er rent, og vandet er fyldt med spændende fisk. Kysten er yderste led af en næsten uendelig lang lido der går hele vejen ind til selve byen, og trods det meget turistede præg er det hyggeligt at slentre afsted i aftensolen.

Aftenstemning fra byens havnepromenade

Her spiser vi for 250 kroner til aften

Men så er desserten også hjemmefabrikeret af Stinne, Maiken og Mads

Varmen, der sniger sig op omkring de 30 grader, bidrager til et meget lavt aktivitetsniveau. Men lidt får vi da motioneret, når vi med jævne mellemrum bevæger os ned til kysten for at få en dukkert. På vejen kommer vi forbi den ene strandede hval efter den anden. Nogle på liggestole, andre på luftmadrasser, men alle med maver, der er så opsvulmede og udspændte, at man er bange for de vil eksplodere. Henriette mener at vi her er vidne til ligestillingens endelige konsekvens, nemlig at mænd også kan blive gravide, Jesper mener nærmere, at vi er hen i retning af den gamle t-shirt hvor der hen over maven står ”Her udvider Tuborg”. Men nu har vi været her tre dage uden at foretage os andet end at slappe af og vaske tøj – og vi hygger os faktisk. Efter mange måneders rundrejse virker tilstedeværelsen af gode badeforhold,en effektiv vaskemaskine (10 kg) og fungerende internet som balsam for sjælen. At skrive blogindlæg, med billeder, et sted hvor upload er en by i Rusland, har vi brugt lidt for meget af vores liv på. At være i bad et sted hvor campingpladsen har fastlåst temperaturen til lunken og vandmængden til dråbeform har vi også fået nok af. Så vi må indrømme at vi er til fals for civilisationens goder. Vi snakker ikke med et øje her på pladsen, ikke engang naboerne, men vi er nok også lidt mætte af rejsesamtaler. Dagene går bare på bedste feriemanér – og det er ok. Vi får også regnet på arealer, divideret, læst højt, skrevet blog, lavet god mad, skrevet diktat og alt det løse. Og så planlægger vi vores næste ryk ind i Slovenien med vandring i Triglav-bjergene.