12. til 15. juni - Mødet med Adam og Eva i Krka's karstlandskab, Winnetous bjerge, blæsevejr og Zadar

Næste plads, Camp Marina, ligger bare 3 km. fra nationalparken Krka, som er en lidt mindre udgave af Plitvice. Det er et fladt landskab, præget af nylige skovbrande, som viser sig at gemme på en helt fantastisk karst-verden. På pladsen møder flere danskere, bl.a. hr. Kaj og fru Kirsten Larsen, som sammen med sønnerne driver campingcenter i Ejby på Fyn. Trods 30 år på Fyn, har ingen af dem mistet den oprindelige sjællandske accent. Det er et par rigtigt hyggelige mennekser, som er på vej mod Blagaj, til en tur med 25 andre danske campister. Vi får derfor en god snak sammen om mange ting, herunder det skønne Blagaj. Men vi får også sat på plads, at vores slingrekobling er den helt rigtige model, og at de gudsjammerlige knirkelyde kun er tegn på at den fungerer optimalt. Da deres venner som de skulle mødes op med på vej mod Blagaj, er forsinket på grund af en sprængt turbo, inviteres vi over til et glas vin, for at fejre at fruen fylder 70 om et par dage. Snakken går fortsat godt, og pigerne tegner de flotteste panoramabilleder fra bugten i Trogir som fødselsdagsgave. Der kvitteres med en is, da deres camper er udstyret med en 110 liters letvægtsfryser, som udover is også indeholder mad til hele turen. Vi forestiller os lige for sjov hvis vi skulle have medbragt mad til hele vores tur :-). Det er den første plads på hele turen hvor der er vand i poolen, og den er lækker og ren. Når man er inde i landet og temperaturen sniger sig forbi de tredive grader, så er en pool bare lykken. Stinne og Maiken er ikke til at drive op, og Mads er virkeligt træt af, at hans friske sår på knæet afholder ham fra at deltage i vandpjaskeriet. Til gengæld er der glimrende internet, så det kompenserer jo lidt.

Selve turen ind i nationalparken starter lidt trælst. Chefnavigatøren Henriette vil gerne følge det råd vi fik af sydafrikaneren, om at tage den vestlige indgang i byen Skradin. Herfra kan skal man nemlig sejles ind med båd og det skulle være rigtigt flot. Chefkøreren Jesper er mere stemt for at tage hovedindgangen, da vi har været oppe og tjekke den ud den foregående dag. Her var alt ordentligt og overskueligt med kæmpestore parkeringsarealer. Den anden indgang er i en lille by, og Jesper forudser et parkeringsmareridt og bøvl med at finde ud af hvordan og hvorledes man kommer afsted. Vi kører afsted efter chefnavigatørens dessiner, men da vi kommer til byen mener Jesper at hans indre forudsigelser sig at holde stik. Det er fyldt med den ene efter den anden af ukurante ”Official parkplace” bemandet med små grådige mand i plastikstole. Det er heller ikke til at se hvor selve indgangen er placeret og der tages et par anstrengende runder, for at forsøge at finde en rigtig officiel parkeringsplads. Efter bøvlet med tilhørende uvendinger på mærkelige steder ,er chefkørerens stressniveau lettere irrationelt steget til temmelig ucharmerende højder. I en småtrykket stemning (hvor ungerne lige skal være sikre på at mor og far ikke skal skilles :-) besluttes det så at køre tilbage til hovedindgangen, og dermed går vi glip af bådturen. Her er der gratis parkering og busser der kører en ned til selve parken, og vi arbejder hårdt på at få fortrængt den dårlige stemning så vi kan nyde den flotte natur.

Edens have

Selve stedet er et paradisisk guds under af naturskønhed, skabt af vand og den kalkholdige karst-undergrund. Store mængder af klart kildevand fosser overalt og strømmer rundt i åer, vandfald, bassiner, blandet med frodig grøn vegetation. I vandet står utrolige mængder af slanke fisk og frøer - sommerfugle og guldsmede er der også i store mængder. Det er ganske simpelt edens have. Dog udsat for en omfattende infrastruktur af stier og trævandreveje, der skal dirigere horderne rundt i terrænet. Vi går i en lind strøm af mennesker hele tiden, og selfiestænger glimter alle vegne. At det er edens have, bekræftes af at Adam og Eva også er tilstede. Da vi kommer rundt om et hjørne har vi pludselig udsigt til en hårdtpumpet blonderet udgave af kvindekønnet der poserer for to småklamme fedladne fotografter med dårlige tænder. Hun er sekunderet af en ung solarieprins hvis muskuløse brune lår dårligt kan være i de lækre hvide shorts (bare tænk Wham og videoen til club Tropicana, så har du billedet på nethinden). Begge har tøj på, men noget siger os at det nok kun er en stakket frist.

Krka's vandfald set fra oven

Smukke fisk i den grågrønne Limpopoflod

Vi fortsætter sammen med resten af menneskefloden rundt på træstierne i det smukke vandland og nyder de store mængder af grønlige blanke Døbler, som med finnernes bevægelser præcist holder deres plads i det strømmende vand. Det er flotte slanke fisk, som fra oven godt kan ligne en ørred, men er en fisk i karpefamilien. Variationerne i vandets forløb er uendelige, og man kunne tage det ene smukke billede efter det andet. Størstedelen af de billeder vi ser folk tage, indeholder dog primært deres eget iscenesatte fjæs med påtaget smil i den internationalt standardiserede selfie-positur: ”SÅ SÅ MAN LIGE MIG I – Indsæt selv stedet”. Det er simpelthen så grimt at se på, at det næsten kan måle sig med grimheden af de overdimensionerede tyske autocampere, der er på størrelsen med en dansk bybus og gerne har en Smart eller lignende lille bil trukket på trailer efter sig. Men når man abstraherer lidt fra mængderne, kan man godt forestille sig hvordan det har måttet være, at se dette utrolige sted før masseturismen kom væltende. Lidt længere fremme ser vi pludselig Adam og Eva igen, denne gang har han mistet t-shirten og står nu og poserer i de hvide shorts med bruneret fitness-muskuløs glinsende overkrop. Og sandelig om ikke vi lidt senere møder parret igen, da de holder pause, denne gang er det Eva som uheldigvis må have mistet noget af tøjet. Vi tror først at hun står med måsen bar, men det er vist bare hudfarvede trusser. Vi tager den sidste del af rundturen ned til den store finale, det spektakulære vandfald hvor man må bade. Der er dog så fyldt af badejern og badenymfer i det lave vand, at vi vælger at springe badet over. Broen retur over floden er stoppet med mennesker og det tager en hel del af oplevelsen, men Krka nationalpark er trods det et utroligt fascinerende sted, og vi er meget glade for at vi valgte at se det.

Vandet falder i de naturskabte kalkbassiner

Næste morgen kører vi afsted inden GPS'en er helt vågen, så ved landevejen tages en hurtig beslutning – til højre. Det viser sig selvfølgelig et par kilometer senere, da den vågner, at være den gale vej – så vi vender konvojen og kører retur forbi camp Marina i retning mod Skradin. Trods den dårlige karma fra gårsdagen kommer vi denne gang glat gennem Skradin og kører mod Starigrad til en ny plads, Paklenica camping, der primært er valgt ud fra billeder af den flotte pool. Men den ligger også tæt ved siden af Paklenica Nationalpark, et meget smukt bjergområde, som hernede er berømt primært for filmhelten Winnetou. Winnetou er en apache indianerhelt fra den tyske Karl May's indianerromaner skrevet i slutningen af 1800 tallet. I 1960'erne blev romanerne filmatiseret i en række tysk-yugoslaviske spillefilm, som åbenbart har været utroligt populære, særligt i Tyskland. Flere af filmene blev indspillet netop her i Paklenica's dramatiske bjerge. På campingpladsen er der således at Winnetou-museum, og her kommer løbende udflugtsbusser der skilter med ”Winnetou film locations tour”.

Turen op til indgangen af nationalparken er ganske kort, og vi vælger at gå den mest almindelige rute, der fører op til en bjerghytte. På med godt fodtøj, og så går det bare derudad. Det er dejligt at mærke, at noget af den kondition vi fik opøvet på Sicilien og i Pindus bjergene i Grækenland hænger ved, så det går glat op over. Der er bestemt andre mennesker her, men vi er kommet tidligt af sted, så der er ikke flere, end at det bare er hyggeligt. Efter relativt kort tid kommer vi til et klatreområde, hvor grupper af folk i farverigt udstyr forsøger at overvinde klippernes kringlede overflade. Men der er også oplevelser inden i selve klippen. Tito byggede i starten af 1950'erne tunneler ind i bjerget som atombeskyttelsesrum i tilfælde af russiske luftangreb. Dette anlæg er nu blevet istandsat og gjort åbent for besøgende. Det er indrettet som informationscenter om klatring og viser både teknikker og historie omkring udviklingen af Yugoslavisk/Kroatisk klatring. Blandt andet er den første formand for den Kroatiske bjergklub død ved klatring her i Paklenica. Han skulle have været et rigtigt renaissancemenneske, som både kunne skrive poesi, komponere, spille musik, klatre og se heriosk lækker ud i uldshorts. Inden i bunkeren er der en bouldering klatrevæg som ungerne indtager med stor fornøjelse. Maiken demonstrerer hurtigt et klart naturtalent, og klarer nemt nogle af de lidt sværere greb – som Stinne siger, så kan hun af sig selv nogen af de tekniske ting de andre to har lært til klatring. Det er rigtigt godt at Maiken også starter til klatring når vi kommer hjem igen.

Bouldervæg i Titos gamle bunker

Tilbage i sollyset følger vi den velanlagte sti op gennem kløften, omgivet af de stejle klippesider. Flere steder ligger der gamle vandmøller, og man tænker lidt hvor bøvlet det har måttet være at slæbe kornet helt her op i bjergene for at få det malet, for så bagefter at slæbe melet ned igen. Efter en to timers tid er vi oppe ved skovbetjentenes hus, hvor det er muligt at købe lidt spiseligt. På bedste bjerghyttemaner er der én ting at vælge imellem. Det er måske ikke så underligt at udvalget ikke er større, da vi undervejs mødte de to pak-heste der bruges til at transportere maden derop – det er sikkert samme måde kornet kom herop i gamle dage (møllerne har faktisk været i brug helt op til 1960). Vi vælger derfor suppen, som er den solide tykke udgave med flæsk og bønner. Da den slags bondekost ikke helt er pigernes favorit (en dreng i voksealderen er derimod anderledes glad for kosten), ender Jesper med at spise næsten tre portioner af suppen. Da vi fortsætter videre op ad bjerget, den sidste halve time mod bjerghytten, begynder konsekvenserne at melde sig overaskende hurtigt. Den megen muskulære aktivitet sætter ekstra gang i fordøjelsen, og vi mindes nu den gode Cornelis Vreeswijk sang ”Bruna böner blues”, med de uforglemmelige strofer:

Du dam, jag säger då det
Jag är så jävla trött på cœur de filet
Jag är så jävla trött på lax-sufleér
Och av gåsleverpastej får jag tvångsideér
Hummer din dummer det blir man ju inte mätt på
Ett kilo bruna bönor ska jag be att få

Du dam, vilket kalas
Nu vill jag blott utfärda en varning för gas

Konsekvensen er i hvert fald at særligt Jespers fremdrift nu suppleres af egentlig jetkraft. Resten af turen op og for den sags skyld også ned igen, fyres der med løst krudt fra chefkørerens nedre regioner i en grad der minder om en hjemmeværnsøvelse. Familien er meget taknemmelige for den kraftige brise der hele tiden lufter op gennem kløften og dermed sørger for at holde den omgivende lufts gasindhold indenfor acceptable rammer. Jesper selv nyder bare fremdriften, og får glade mindelser tilbage til ungdommens fjeldture med Niels, hvor man altid sørgede for at holde sikkerhedsafstand til koncerten fra faderens anale obo. Det er virkeligt dejligt at være på tur i bjergene igen, det er både godt for sjælen og kroppen at strække ud og bruge sine kræfter. Undervejs er der masser af tid til at soppe i den lille bjergstrøm og studere de mange insekter og smådyr. Vi møder et yderst fotogent firben, som formeligt poserer for Maikens kyndige hånd , hvilket giver nogle utroligt flotte nærbilleder. Vel nede igen bliver vi alle enige om at dette ikke skal være turens sidste bjergtur. Vi aftaler derfor at vi skal forbi bjergene ved Bohinj søen i Slovenien når vi kommer længere nordpå. Her var vi for et par år siden på en fabelagtig fire-dages vandretur fra hytte til hytte, og der kan vi godt lave en 5-6 dages tur igen.

Fotogent firben

Turens endemål - Bjerghytten lang oppe i kløften

Vi vil også gerne på tur til Plitvice, som Henriette besøgte for 30 år siden, men vejret er nu blæst op i en grad, der slet ikke indbyder til at flytte campingvognen. Blæsten suser og fyrretræerne svajer, så vi er helt bange for, om det skæve træ, der hælder lige ind over vores vogn, måske vælter ned over os. Vi tager derfor en overliggerdag med skolearbejde. Der skrives diktat og laves matematik til den store guldmedalje. Vejret er så blæsende, at vi faktisk spiser indenfor i vognen, og en lille tur til poolen er en lettere kold fornøjelse. Tiden kan jo også gå med at opdigte historier om vores genboer, et meget tysk par, bestående af en vel 40 årig kvinde med afbleget hår, og et meget fiffigt blik, som gav Jesper et ret tydeligt elevatorblik første gang han passerede deres vogn. Manden er lille og trind med den typisk tyske udspilede ølbug der ligner en ballon på bristepunktet, og så den noget uventede guldring i den ene brystvorte. Men den slags holder vi os selvfølgelig for gode til at gøre. Det urimelige blæsevejr fortsætter og vi overvejer flere gange om vi bør flytte vognen væk fra det skæve træ. Ud over at vi begraves i nedblæste fyrrenåle, sker der dog intet alvorligt, så vi bliver liggende. Næste dag blæser der stadig en stiv pelikan, men der skal ske noget, så vi tager en dagstur til nærliggende Zadar, hvor der sjovt nok kun er en let brise. Det bliver en slentretur rundt i den gamle bydel med kig til byens bølgeorgel. En sindrig konstruktion af store åbne rør ud til havnebassinet, som i den anden ende er forbundet til et resonanskammer under havnepromenaden. Bølgernes skvulpen oversættes derfor til tilfældige dybe melankolske orgeltoner – lidt ala hvalsang. Så kan man sidde og lytte til musikken på en nærliggende svunget bænk lavet af lys sten med indsatser af mørkt gammelt bolværkstømmer så helheden minder om et klaviatur. Imens springer glade unge turister jublende i havnebassinet – faktisk en ret hyggelig oplevelse.

Varmt vandorgel - det er godt at sidde lidt

Klaverbænken i Zadar

Vi ser også byens flotte glasmuseum, som har en imponerende samling af oldtidsglas, da Zadar er en meget gammel by. Omkring år 100 til 300 var det skik at kremere de døde og begrave asken i de fineste mundblæste urner i farvet glas. Ved at udgrave den gamle kirkegård har man fundet store mængder af disse, og mange af dem endda uskadte, da de ofte var beskyttet af en ydre keramikbeholder. Hertil kommer selvfølgelig en lang række andre glasvarer, blandt andet smukke små parfume og oliebeholdere. På museet var der også demonstration af glaspustning, hvor en glasblæser fremstillede kopier af gamle glaskander. Det var spændende at se det varme glas blive formet til en lille kande med håndtag, i en række simple arbejdsgange men med med tydeligt håndelag. Da der var meget varmt i det lille rum, havde den kvindelige glaspusters sveddryppende kavalergang også en dragende effekt på i hvert fald chefkørerens blik – men det lykkedes nu ganske godt at holde fokus på tilblivelsen af kanden. Da den officielle demonstration var ovre og de andre tilskuere (en skoleklasse med tilhørende lærerinde, som med uendelig kedelig diktion lagde speak til hele processen på kroatisk) var gået nedenunder igen, blev vi fem inviteret ind bagved. Kvinden viste sig at være en canadisk kunstner, som var på studieophold for at lære de gamle teknikker af en amerikansk kollega med speciale i den slags. Det var hendes 5'te dag, og nu skulle hun selv stå for demonstrationerne. Så vi fik lige hele processen en gang mere, indfarvning, pustning, forming i skabelon og endelig påsætning af håndtag. Det er virkeligt et fascinerende materiale, og det er utrolig kort tid de har at arbejde i, inden glasset bliver for koldt og skal i ovnen igen.

Glasurner og små offergaver

Flot opstilling - Fund og udgravningssted

Glaspusteren

Efter glasmuseet besøgte vi det nærliggende illusionsmuseum – en samling fysiske og optiske illusioner. De fleste af dem kendte vi i forvejen, men alligevel var det rigtigt sjovt at få narret sanserne gang på gang. En vortex-tunnel som bestod af en gangbro igennem et stort roterende mønstret rør kunne virkelig få en til at tro, at hele verden var ved at vælte. Hvis man kiggede på de roterende sider røg man næsten automatisk over mod den ene side af gangbroens rækværk. Henriette fik os i øvrigt ind til familiepris. Beskrivelsen lød: To voksne og to små børn, så Henriette lagde bare ud med at sige at vi havde ganske utroligt små børn – og så kunne man vel godt få tre med til samme pris. Det syntes billetdamen alligevel var så sjovt at hun slap os ind til den lave pris. På hjemturen havde vi lovet børnene et stop ved et kæmpestort indkøbscenter. Det viste sig at være endnu større end forventet, og vi brugte to timer på at kigge på tøj, til særligt pigernes store fornøjelse.

Hovedillusion

Maiken er tydeligvis den mindste