1. juni til 7 juni. Tilbage til kysten, Bar, Mostar og krystogtshelvedet Dubrovnik

På vej tilbage mod Vojos campingplads står valget nu mod at tage den utroligt smukke men også meget snoede bjergvej, med en af Europas ældste nationalparker bestående af urskov eller den direkte vej, som vi kender i forvejen, men som også i vores øjne er usigelig smuk. Vi vakler lidt mellem det ene og det andet og lige som Chefnavigatøren arbejder hårdt på at få overbevist alle om at to ekstra timers kørsel, formentlig med talrige omgange opkast, er værd at tage med, for sådan en naturoplevelse, samler der sig meget tunge mørke skyer over bjergene og Henriette må bøje sig. Bjergkørsel på smalle regnvåde glatte veje er der vist ikke noget grund til at rode sig ind i.

Tilbage på campingpladsen, får vi på rekordtid spist frokost, samt sagt farvel til Vojo, der tilbyder at lede efter en ledig byggegrund, så vi kan komme ned at bo ved siden af ham. Så pakkes vognen og nu går turen mod kysten til en lille hyggelig campingplads iPetrovac, nogle kilometer nord for Bar.

Vi bliver vist rundt på pladsen så vi kan udse os en plads og gensynsglæden er stor da vi opdager, at Erhard og Brigitte fra Blofeld, som vi hyggede os meget med på Ksamil camping i Albanien, ligger på pladsen. De hjælper os med at få skubbet vognen ind på en skyggefuld plads under nogle store træer, mens ungerne løber ned til stranden af en lille natursti. Stranden er dejlig, med klart vand og små runde sten, masser af liggestole og et par små restauranter. Masser af mennesker i alle aldre nyder solen og vandet – langt de fleste er lokale turister fra Montenegro. Men campingpladsen bidrager selvfølgelig også med det sædvanlige kontingent vesteuropæiske pensionerede klimaflygtninge.

Gensyn med Brigitte og Erhard

Stenstranden lige nedenfor campingpladsen

Vi slapper bare af og hygger os. Jesper er på scootertur sammen med Erhard, ind til Petrovac for at handle. Han føler sig lidt som en midaldrende napolitansk knallertbølle, når de suser afsted gennem trafikken. Petrovac er en rigtig kystturistby, og har været det i mange år, også tilbage i Jugoslaviens dage. Store grimme hoteller, og en rigtig lang Lido-strand, hvor man kan udstille sine ynder og brune ballerne. På vej retur bliver vi vinket ind til siden af den største Polizist i hele Montenegro. Man føler sig ganske lille når man sidder der på en bette scooter og to meter bredskuldret uniformeret, bevæbnet politimand med hår mellem tænderne læner sig ind over en med en myndig mine. Men det hjælper at være midaldrende turist, han kigger bare lidt på os, går om bagved, konstaterer at nummerpladen er tysk og så vinkes vi videre. Erhard rystede noget i bukserne, da han havde forventet hele turen med identitetskontrol, førerbevis, registreringspapirer, bremsekontrol og hvad ved jeg. Så vi griner noget af oplevelsen, og bliver enige om, at han var så stor, at han ikke bare havde hår mellem tænderne, men ligefrem på tænderne – det er iøvrigt første gang Erhard er blevet stoppet på ”Der Roller” (som tyskerne kalder en scooter). De er ellers afsted på campertur to gange tre måneder hvert år, altid samme rute og altid samme campingpladser. Denne plads er deres start og slutplads, og i løbet af en god uges tid skal de hjemad til Blofeld igen og bruge resten af sommeren i deres lillebitte bindingsværkshus på 40 m2.

Da meget af tiden går med hyggesnak, får Henriette også lidt af historien om Erhard og Brigitte. Vi har lagt mærke til, at de aldrig drikker alkohol, hvilket ellers er fast inventar på de fleste pensionistpars campingborde, og vores gæt på, at de måske har haft alkoholproblemer viser sig at være korrekt. De har drukket alt for meget i mange år, og for Erhards vedkommende begyndte det allerede i tyve års alderen. Han fortæller at det krævede fem omgange med afvænning på hospitalet før han fattede alvoren og holdt ved. De har nu været tørlagte i 15 år, og tager det så alvorligt at de ikke rører noget med alkohol, ikke engang en kage med likør. Det er hyggeligt at være sammen med så søde og åbne og hjælpsomme mennesker, som vi heldigvis har mødt store mængder af på denne tur. Resten af tiden bruges på strandture, børnenes forsøg på at fange sumpskilpadder, der er nuttede og vores forsøg på at undgå kontakt med campingpladsens Egeprocessionsspinder-larver hvis behåring ifølge Erhard brænder værre end brændenælder. De minder egentlig lidt om en mindre og landlevende udgave af den fireworm som Henriette brændte sig så gebommerligt på i Grækenland. Vi er også på aftentur til Bar, hvor vi fra bilen får øje på en stor moske med guldkupler. Efter at have skiftet til lange bukser trasker vi hen til moskeen, for så at opdage, at der står store kors på de løgformede kupler – altså er det en kirke, ikke en moske. Kirker har vi snart set nok af, så vi tager et hurtigt kig og går skuffede tilbage til bilen. Vi kører videre til det egentlige mål, gamle Bar, hvor vi finder en port ind i byens gamle fæstningsanlæg. Der er ikke nogen mand i billetboden, så vi går bare ind. Men efter kort tid kommer en venlig dværg vuggende på hjulede ben, og det viser sig at han er billetmanden. Vi får betalt og slentrer rundt i borgen og nyder de stemningsfulde ruiner, som er delvist indtaget af slyngplanter og blomster i alskens farver og former. Hovedattraktionen er dog en hunkat med killinger, som hun opbevarer i en af det lille museums store antikke krukker. Efter to afslappende dage er vi klar til at rykke videre mod Dubrovnik.

Udsigt over den gamle akvædukt fra Bars borgruiner

Gamle Bar  

Den første plads vi kører forbi, er simpelthen for skrottet, og vi fortsætter videre frem til camp Maslina noget nord for Dubrovnik. Denne plads er stort set fuld, de får op mod 80 nye vogne pr. dag, så vi har kun to pladser at vælge imellem. Den ene er på en grusplads sammen med tre andre vogne, så vi vælger den anden, en lille fin matrikel med udsigt ud over havet. Trætte sultne og svedige skynder vi os at få vognen bugseret ind på plads og knokler med at få støttebenene ned. Imens står parret ovenfor, endnu en omgang pensionerede tyske klimaflygtninge og skuler på os med fornærmede miner. Der er åbenbart et eller andet de er sure over. På tidspunkt lyder det som kvinden siger ”You are smiling, but do you see me smiling?” til ungerne. De havde havde søgt ly for solen i skyggen bag vognen med udsigt op mod naboerne. Stinne kommer så til Henriette og siger at naboen er sur og brokker sig over at vi tager deres udsigt. Jespers første ordveksling med damen er da hun fornærmet grænsende til rasende siger om jeg godt vil få mine børn til at holde op med at stirre så uhøfligt på dem - ”They are staring” hvæser dragen med tung tysk accent. Hvorefter hun med nedstirrende øjne udspyr gennem de kronisk nedadvendte mundvige, at hun så sandeligt intet har imod børn, ”Ich habe ja vier enkelkinder” Vi forøger at forklare at vi søreme ikke tror at de stirrer for at være uhøflige, de vil nok bare sige hej. Men det formilder ikke kranen. Og så begynder hun et meget nedladende arrigt foredrag om campingettikette, hensyntagen, og hvordan der jo skal være plads til alle, vi har jo tydeligvis ikke prøvet det der camping før. Her kommer vi med denne kæmpestore vogn og hensynsløst tager deres udsigt. I parentes skal her bemærkes at vores vogn er en dværg i forhold til deres egen kolosale luksuscamper. Vi påpeger at vi nu har rejst i over tre måneder uden at have oplevet sådan modtagelse. Så udvikler skænderiet sig og Henriette er nu på vej til at tænde helt af på den urimeligt uhøflige tyske kran. I mellemtiden står hendes lille mand og ser både sur ud,men også tydeligt led ved konens opførsel. Her beslutter vi så at ophøre med at kommunikere med den ildsprudlende drage, men i stedet henvende os til manden og spørge om det måske kan hjælpe hvis vi flytter vognen lidt baglæns og til siden (så kan vi godt nok ikke længere få plads til at slå vores fortelt op). Det mener han nok vil kunne hjælpe, så vi ruller benene op igen, flytter bilen der står i vejen og mosler vognen af sted, en meters penge baglæns. Den stilfærdige mand tilbyder venligt nok hjælpe til, mens fruen topfornærmet nedstirrer os fra det høje (pladserne ligger på terasser, så hun har et godt overblik). Vi klarer nu selv manøvren, og får vognen nivelleret igen.

Således velkomne nyder vi så en sen og tiltrængt frokost mens vi ristes af rasende drageblikke fra spindesiden af de moralsk overlegne tyskere. Manden prøver lidt stilfærdigt at lade som ingenting, men føler sig dog nødsaget til ind i mellem også at stirre lidt for at bakke fruen op. Når ret skal være ret blokerede vi deres udsigt lidt rigeligt, men det var ikke ond vilje, og vi havde da med det samme fundet en løsning på det, hvis de bare var kommet ned og forklaret problemet pænt. Men ellers er det en dejlig plads, med gode rene faciliteter og en meget lang stejl sti ned til kysten, hvor man kan bade omkring en lille havn. Det er godt nok ikke så trygt, da der er mange både i vandet, men det er dejligt at blive kølet af. Man er så godt nok brændt varm igen, når man har taget højdemeterne op til pladsen, men så kan man jo bare tage en ny tur. Vi bliver på pladsen to dage, så vi kan få set Dubrovnik. Det tager en halv times tid at komme derhen, men nedkørslen fra landevejen oppe på bjerget og ned til byen ved vandet er lidt tricky og for store deles vedkommende ensrettet. Det giver os lidt problemer, da vi under søgningen efter en p-plads ryger ind på opkørslen, og derfor må hele vejen op på landevejen, køre 2 kilometer væk fra byen for at kunne vende og komme retur. Men det er nødvendigt at bruge ressourcer på at finde en p-plads. P-husene og pladserne nede i byen har en timetakst på 40-70 kr. i timen, og vores plan var at bruge hele dagen der. Det lykkes os dog at finde en plads på bjerget lidt ovenfor den gamle bydel til 10 kroner i timen.

Udsigt over Dubrovnik

Dagens velfortjente højdepunkt 

Selve Dubrovnik er da utroligt smuk, men også lidt for velrestaureret og plastikagtig. Der er horder af turister, blandt andet fra de fuldstændigt urealistisk store Cruise-ships der nærmest er større end hele byen. Overalt trækker guider rundt ved næsen ved hjælp af oprakte arme med flag, plastikmapper, selfiestænger med klud og hvad man ellers kan bruge som markering af guidens position i folkehavet. Hele den gamle bydel inden for borgmuren er en stor turistfælde, og det føles lidt som at gå rundt i Legoland, mere end i en reel by. Prisniveauet er rettet mod velbeslåede amerikanske turister, så vi kan slet ikke være med. Vi kæmper hårdt for at finde en restaurant der ikke vil ruinere os til frokost, og ender alligevel med at bruge 400 kr. på frokosten. Vi kunne uden problemer have fået en regning godt på den anden side af 1000 kr. Efter et par timer i den dampende hede, har vi manøvreret rundt mellem stort set alle jordens folkeslag (ok, der var ikke mange afrikanere og eksimoer – men ellers). Ved et-tiden må vi erkende, at vi er overophedede og egentlig ikke syntes vi kan få så meget mere ud af byen – så vi kører retur til vores campingplads.

Næste dag kører vi op ad kysten, passerer problemløst de to grænseovergange, der hvor Bosnien lige har et lille stykke af kysten, inden det igen er Kroatien. Lidt længere oppe svinger vi så ind i landet for at komme ind i retning af Mostar i Bosnien Herzegovina. Vi vil ind og se et flodudspring der skulle være rigtigt smukt i byen Blagaj. Det ligger kun 15 km. fra Mostar og 40 km. fra Kravice vandfaldene og er dermed en god base. Ved grænseovergangen her går det imidlertid ikke så smidigt. Vi mangler det grønne forsikringsbevis på campingvognen, og Grænsebetjenten vil ikke lukke os ind. Vognen er jo kaskoforsikret, men vi har ikke det rette stykke papir med. Jeg mener bestemt at campingvognen i øvrigt er dækket for ansvar gennem bilens forsikring, som vi jo har papirer på – men det hjælper ikke. Det kan dog løses hvis vi sætter vognen ind til siden og går 100 meter retur til noget der hedder terminal. Terminal viser sig at være et udtjent aluskur med en luge som ikke er bemandet. Der står et håndskrevet telefonnummer med et fornavn man kan ringe til. Mens vi står og diskuterer strategi, og overvejer at droppe turen til Mostar, kommer en ubarberet, barfodet mand i sommershorts og ærmeløs trøje sjoskende nede fra floden. Han kan udstede en midlertidig forsikringspolice på 7 dages varighed for den runde pris af 30 euro. Vi føler os bondefanget og tænker at prisen var noget arbitrær, men må til lommerne, hvis vi vil videre.

Resten af turen op i landet følger vi den smukke flod på vores venstre side. Vi har sat googlemap på en autocamp Blagaj. GPS er bare sat på Blagaj by, da vi ikke lige havde koordinaterne på pladsen. Vi kommer til at følge GPS'ens sædvanlige forslag om at tage en næsten ikke eksisterende bivej, i stedet for at blive på telefonens rute. Det betyder, at vi nu mister retningen til campingpladsen, da telefonen ikke kan genberegne uden netforbindelse. Og vi laver ikke samme fejl som i Albanen hvor vi kom til at betale 400 kr. for at åbne telefonens googlemaps i 10 minutter. Så nu kører vi på lykke og fromme ad en smal vej fyldt med huller – chefkøreren er en lille smule anstrengt over igen at være lokket i fordærv af GPS'en. Det viser sig at være held i uheld, for pludselig ligger der en lille agriturismocamping foran os. Vi hører os ad, og da prisen er rimelig, 25 euro pr. nat, triller vi ind på pladsen. Det er simpelthen græsplænen i deres have vi bor i, og haven ligger direkte ned til den krystalklare flod der udspringer 5 kilometer væk oppe i Blagaj.

Jeanne og Tay

Ungerne spiller UNO med Tay, mens en hærfugle flyver i pendulfart
 frem og tilbage langs floden.

Her er tre andre vogne. Først falder vi i snak med Jeanne fra Sydafrika, der sammen med sin 10-årige store søn Tay rejser rundt i Europa i en Hollandsk meget nedslidt Hymer autocamper med 30 år på bagen. Hun havde fundet camperen på internettet, og er så bare fløjet herover og købt den. De rejser et halvt år rundt her i Østeuropa, og har også lige været på en et-års tur rundt i Asien – så det kan ikke være meget eksmanden ser til sin dreng. Drengen lider tydeligvis af noget ADHD, og har haft lidt svært ved at falde til i skolen. Nu må han ordne skolearbejdet gennem nogle amerikanske hjemmesider, da Mor også skal passe sit arbejde som webdesigner mens de rejser – så der kan blive råd til turen. Hun forklarer at hendes arbejde som selvstændig webdesigner sagtens kan klares via mailkontakt med kunderne, da hun under alle omstændigheder ikke syntes at det er nødvendigt at bruge tid på at mødes personligt med kunderne. Det tager simpelthen for lang tid, og hvis de insisterer på at mødes klarer hun det via Skype eller lignende. Faktisk fortæller hun normalt ikke kunderne at hun er afsted i så lang tid, hun siger bare at hun lige p.t. er ”abroad”. Den anden vogn er et meget sødt fransk ægtepar, som bliver helt ekstastiske da de hører at Jesper kan tale fransk. Det er Daniel og Marie-Anne fra Bretagne som er meget flove over deres ikke særligt gode engelsk. Som de forklarer er der ingen vægt på at lære andre sprog i det franske system – det er kun et nødvendigt onde. Så deres fremmedsprogskompetencer er begrænsede. Det går nu fint at snakke sammen på engelsk, blandet med lidt fransk, og de griner lidt da vi forklarer at engelsk med tyk fransk accent er blandt verdens mest sexede sprog. Den sidste vogn er en tysker med bierbelly og tilhørende moustache, samt en frue som er fuldtidsbeskæftiget med at strigle deres to terriere – så dem snakker vi ikke med.

Værtsparret er et utroligt sødt ældre ægtepar som kom taler bosnisk, så kommunikationen går med fagter og tyske brokker. Da vi ankom var der dog besøg af venner der som flygtninge havde boet i Sverige, så der fik vi anvist ”den allarbesta platsen”. Hver morgen står der en kurv med morgenbrød klar til os, og dag hen under aften banker det pludseligt på vognen. Så står den lille runde mand med fire store hjemmebagte pitabrød som han rækker frem – som vi lidt overrasket tager imod.

Vores første udflugt fra pladsen går til flodudspringet Blagaj og den smukke gamle by Mostar. Der opstår kortvarig forvirring i bilen, da vi fortæller børnene, at vi skal besøge Mostar. Maiken spørger begejstret om moster er rejst herned for at være sammen med os og hun er ikke fri for at blive noget skuffet, da vi fortæller hende, at det ikke er moster men Mostar.

Men først skal vi have hævet nogle Bosniske penge og se Blagaj. Ved Blagaj parkerer vi ovenfor flodudspringet på en helt tom betalingsparkeringsplads med ikke mindre end tre parkeringsvagter til at holde øje med pladsen. Lidt tættere på Blagaj viser det sig, at vi kunne have parkeret ganske gratis, men vi bliver enige i, at de to euro var godt givet ud, når det kan holde tre mænd i arbejde.

Blagaj udspringer fra hullet i klippen og vandet er så rent, at det kan drikkes.

Smuk bygning ved Blagaj

Blagaj er en af landets helt store turist attraktioner og foran de gamle smukke huse på vejen mod flodudspringet er der plantet en række små turistboder, hvor man kan købe alt fra skrammel til lokale hjemmelavede delikatesser. Langs floden er der restauranter, hvor man kan spise, mens den kølige brise fra floden skaber en naturlig form for aircondition. Men her lugter for meget af turistfælde, så vi vælger at tage vores sultne maver med ind til Mostar for at spise en god frokost der.

Skudhuller ses overalt i Mostar. 

Vi bliver noget overrasket over hvor mange spor fra borgerkrigen, der stadig står tilbage. Ruiner efter bombedementer, skudhuller i murværk og låger og vi ser også mænd i kørestole, der mangler deres ben, men selvom krigens rædsler stadig kan mærkes i Mostar er byen smuk og hyggelig. Meget hurtigt finder vi en hyggelig restaurant og til ungernes begejstring er der pizza på menuen og ikke nok med det, der er også alverdens lækre desserter til så billige penge at ungerne får lov at vælge lige hvad de vil have. 250 kroner senere har hele familien spist så de er ved at revne. 

Vi slentrer gennem byen i retning af den berømte bro Stari Most som under borgerkrigen blev skudt i smadder. Den er nu bygget op og flankeres på begge sider af ”den gamle bazars snævre gader” - det er ”newspeak” for ”meget veludstyret turistfælde som måske en gang har været en bazar”. Her sælges souvenirs i uhyggelige mængder, særligt falder de mange genstande lavet ud af gamle patronhylstre i øjnene. Det er er lidt beskæmmende sådan at lave krigen til underholdning – særligt når man tænker på at de sikkert er lavet i Kina på linie med det meste af det øvrige vareudvalg. Men udsigten fra floden er virkelig utrolig flot, med klipper og vandet der changerer i grønne og blå nuancer. Her mange turister, men ikke så mange at det generer – vi er glade for at have set det her i forsæsonen. Disse små smalle gader i august må være ulidelige. Vi tøffer tilbage til bilen og kører retur til Blagaj, og undervejs på turen lægger vi ekstra mærke til de mange spor efter krigen, der er overalt, også i de helt små byer. Det må have været så frygteligt! 

Broen Stari Most

Stari Most fra siden

30 km. fra pladsen ligger en anden af områdets store attraktioner, Kravice vandfaldene. Her er et smukt og bredt karstvandfald, hvor vandet fosser ud over store mospuder og samles i den dybgrønne flod. Da vi ankommer er der ikke så mange, men det ændrer sig hurtigt. Ungerne er som de første ude og svømme i den store vandfaldspool, og oplever også her hvor svært det er at svømme imod strømmen. Pludselig stiger ens respekt for de ellers underkendte gråænder, når man ser hvordan det med noget der ligner minimal indsats cruiser modsat strømmen med deres effektive svømmefødder.

Mads og Stinne er svømmet over floden, for at se vandfaldene på den anden side.

Mads og Maiken tørrer i solen.

Efter at have set på det spektakulære vandfald opdager vi et lille bitte træskilt der peger mod Mali Kravice – det betyder vist nok lille Kravice. Vi er nærmest de eneste der går denne vej, og vi belønnes med en fantastisk spadseretur langs den klare flod. Mange steder ligner det et tropisk akvarium når man stirrer ned gennem det klare flaskegrønne vand på fisk og vandplanter. Vel fremme efter en kilometer ligger der så ganske rigtigt en miniudgave af de store fald, og denne gang har vi det helt for os selv.

Vegetationen langs floden.

Overalt er der grønne frøer og ferskvandsfisk. Her ses en snog på vej op af floden.

Retur fra Kravice spiser vi sen frokost i den lille historiske by Pocitelj.
Her møder vi Renata, der måtte flygte til Tyskland med sine forældre under borgerkrigen.
Hun fortæller at 90% af befolkningen i Pocitelj enten flygtede eller blev dræbt.

Vi har nu i to dage været de eneste på campingpladsen, og får også den varmeste afsked med knus og kindkys da vi vælger at køre videre. Campingfatter hjælper til med at komme godt ud på den lille vej, og så kører vi. På den smalle vej må vi trække godt ud til tiden da vi møder en modkørende, og chefkøreren glemmer igen at tæt beplantning og campingspejle ikke er nogen god kombi. Af ryger spejlet i højre side, og da vi er så langt inde i det grønne at vi ikke kan komme til at samle spejlet op, er der ikke andet at gøre, ned at køre forsigtigt frem. Det medfører så en ubehagelig knasende lyd, så nu har vi kun et campingspejl – øv.