På vej tilbage mod Vojos campingplads står valget nu mod at tage den utroligt smukke men også meget
snoede bjergvej, med en af Europas ældste nationalparker bestående
af urskov eller den direkte vej, som vi kender i forvejen, men som
også i vores øjne er usigelig smuk. Vi vakler lidt mellem det ene
og det andet og lige som Chefnavigatøren arbejder hårdt på at få
overbevist alle om at to ekstra timers kørsel, formentlig med
talrige omgange opkast, er værd at tage med, for sådan en
naturoplevelse, samler der sig meget tunge mørke skyer over bjergene
og Henriette må bøje sig. Bjergkørsel på smalle regnvåde glatte
veje er der vist ikke noget grund til at rode sig ind i.
Tilbage på campingpladsen, får vi på
rekordtid spist frokost, samt sagt farvel til Vojo, der tilbyder at
lede efter en ledig byggegrund, så vi kan komme ned at bo ved siden
af ham. Så pakkes vognen og nu går turen mod kysten til en lille
hyggelig campingplads iPetrovac, nogle kilometer nord for Bar.
Vi bliver vist rundt på pladsen så vi
kan udse os en plads og gensynsglæden er stor da vi opdager, at
Erhard og Brigitte fra Blofeld, som vi hyggede os meget med på
Ksamil camping i Albanien, ligger på pladsen. De hjælper os med at
få skubbet vognen ind på en skyggefuld plads under nogle store
træer, mens ungerne løber ned til stranden af en lille natursti.
Stranden er dejlig, med klart vand og små runde sten, masser af
liggestole og et par små restauranter. Masser af mennesker i alle
aldre nyder solen og vandet – langt de fleste er lokale turister
fra Montenegro. Men campingpladsen bidrager selvfølgelig også med
det sædvanlige kontingent vesteuropæiske pensionerede
klimaflygtninge.
 |
| Gensyn med Brigitte og Erhard |
 |
| Stenstranden lige nedenfor campingpladsen |
Vi slapper bare af og hygger os. Jesper
er på scootertur sammen med Erhard, ind til Petrovac for at handle.
Han føler sig lidt som en midaldrende napolitansk knallertbølle,
når de suser afsted gennem trafikken. Petrovac er en rigtig
kystturistby, og har været det i mange år, også tilbage i
Jugoslaviens dage. Store grimme hoteller, og en rigtig lang
Lido-strand, hvor man kan udstille sine ynder og brune ballerne. På
vej retur bliver vi vinket ind til siden af den største Polizist i
hele Montenegro. Man føler sig ganske lille når man sidder der på
en bette scooter og to meter bredskuldret uniformeret, bevæbnet
politimand med hår mellem tænderne læner sig ind over en med en
myndig mine. Men det hjælper at være midaldrende turist, han kigger
bare lidt på os, går om bagved, konstaterer at nummerpladen er tysk
og så vinkes vi videre. Erhard rystede noget i bukserne, da han
havde forventet hele turen med identitetskontrol, førerbevis,
registreringspapirer, bremsekontrol og hvad ved jeg. Så vi griner
noget af oplevelsen, og bliver enige om, at han var så stor, at han
ikke bare havde hår mellem tænderne, men ligefrem på tænderne –
det er iøvrigt første gang Erhard er blevet stoppet på ”Der
Roller” (som tyskerne kalder en scooter). De er ellers afsted på
campertur to gange tre måneder hvert år, altid samme rute og altid
samme campingpladser. Denne plads er deres start og slutplads, og i
løbet af en god uges tid skal de hjemad til Blofeld igen og bruge
resten af sommeren i deres lillebitte bindingsværkshus på 40 m2.
Da meget af tiden går med hyggesnak,
får Henriette også lidt af historien om Erhard og Brigitte. Vi har
lagt mærke til, at de aldrig drikker alkohol, hvilket ellers er fast
inventar på de fleste pensionistpars campingborde, og vores gæt på,
at de måske har haft alkoholproblemer viser sig at være korrekt. De
har drukket alt for meget i mange år, og for Erhards vedkommende
begyndte det allerede i tyve års alderen. Han fortæller at det
krævede fem omgange med afvænning på hospitalet før han fattede
alvoren og holdt ved. De har nu været tørlagte i 15 år, og tager
det så alvorligt at de ikke rører noget med alkohol, ikke engang en
kage med likør. Det er hyggeligt at være sammen med så søde og
åbne og hjælpsomme mennesker, som vi heldigvis har mødt store
mængder af på denne tur. Resten af tiden bruges på strandture,
børnenes forsøg på at fange sumpskilpadder, der er nuttede og
vores forsøg på at undgå kontakt med campingpladsens
Egeprocessionsspinder-larver hvis behåring ifølge Erhard brænder
værre end brændenælder. De minder egentlig lidt om en mindre og
landlevende udgave af den fireworm som Henriette brændte sig så
gebommerligt på i Grækenland. Vi er også på aftentur til Bar,
hvor vi fra bilen får øje på en stor moske med guldkupler. Efter
at have skiftet til lange bukser trasker vi hen til moskeen, for så
at opdage, at der står store kors på de løgformede kupler –
altså er det en kirke, ikke en moske. Kirker har vi snart set nok
af, så vi tager et hurtigt kig og går skuffede tilbage til bilen.
Vi kører videre til det egentlige mål, gamle Bar, hvor vi finder en
port ind i byens gamle fæstningsanlæg. Der er ikke nogen mand i
billetboden, så vi går bare ind. Men efter kort tid kommer en
venlig dværg vuggende på hjulede ben, og det viser sig at han er
billetmanden. Vi får betalt og slentrer rundt i borgen og nyder de
stemningsfulde ruiner, som er delvist indtaget af slyngplanter og
blomster i alskens farver og former. Hovedattraktionen er dog en
hunkat med killinger, som hun opbevarer i en af det lille museums
store antikke krukker. Efter to afslappende dage er vi klar til at
rykke videre mod Dubrovnik.
 |
| Udsigt over den gamle akvædukt fra Bars borgruiner |
 |
| Gamle Bar |
Den første plads vi kører forbi, er
simpelthen for skrottet, og vi fortsætter videre frem til camp
Maslina noget nord for Dubrovnik. Denne plads er stort set fuld, de
får op mod 80 nye vogne pr. dag, så vi har kun to pladser at vælge
imellem. Den ene er på en grusplads sammen med tre andre vogne, så
vi vælger den anden, en lille fin matrikel med udsigt ud over havet.
Trætte sultne og svedige skynder vi os at få vognen bugseret ind på
plads og knokler med at få støttebenene ned. Imens står parret
ovenfor, endnu en omgang pensionerede tyske klimaflygtninge og skuler
på os med fornærmede miner. Der er åbenbart et eller andet de er
sure over. På tidspunkt lyder det som kvinden siger ”You are
smiling, but do you see me smiling?” til ungerne. De havde havde
søgt ly for solen i skyggen bag vognen med udsigt op mod naboerne.
Stinne kommer så til Henriette og siger at naboen er sur og brokker
sig over at vi tager deres udsigt. Jespers første ordveksling med
damen er da hun fornærmet grænsende til rasende siger om jeg godt
vil få mine børn til at holde op med at stirre så uhøfligt på
dem - ”They are staring” hvæser dragen med tung tysk accent.
Hvorefter hun med nedstirrende øjne udspyr gennem de kronisk
nedadvendte mundvige, at hun så sandeligt intet har imod børn, ”Ich
habe ja vier enkelkinder” Vi forøger at forklare at vi søreme
ikke tror at de stirrer for at være uhøflige, de vil nok bare sige
hej. Men det formilder ikke kranen. Og så begynder hun et meget
nedladende arrigt foredrag om campingettikette, hensyntagen, og
hvordan der jo skal være plads til alle, vi har jo tydeligvis ikke
prøvet det der camping før. Her kommer vi med denne kæmpestore
vogn og hensynsløst tager deres udsigt. I parentes skal her bemærkes
at vores vogn er en dværg i forhold til deres egen kolosale
luksuscamper. Vi påpeger at vi nu har rejst i over tre måneder uden
at have oplevet sådan modtagelse. Så udvikler skænderiet sig og
Henriette er nu på vej til at tænde helt af på den urimeligt
uhøflige tyske kran. I mellemtiden står hendes lille mand og ser
både sur ud,men også tydeligt led ved konens opførsel. Her
beslutter vi så at ophøre med at kommunikere med den ildsprudlende
drage, men i stedet henvende os til manden og spørge om det måske
kan hjælpe hvis vi flytter vognen lidt baglæns og til siden (så
kan vi godt nok ikke længere få plads til at slå vores fortelt
op). Det mener han nok vil kunne hjælpe, så vi ruller benene op
igen, flytter bilen der står i vejen og mosler vognen af sted, en
meters penge baglæns. Den stilfærdige mand tilbyder venligt nok
hjælpe til, mens fruen topfornærmet nedstirrer os fra det høje
(pladserne ligger på terasser, så hun har et godt overblik). Vi
klarer nu selv manøvren, og får vognen nivelleret igen.
Således velkomne nyder vi så en sen
og tiltrængt frokost mens vi ristes af rasende drageblikke fra
spindesiden af de moralsk overlegne tyskere. Manden prøver lidt
stilfærdigt at lade som ingenting, men føler sig dog nødsaget til
ind i mellem også at stirre lidt for at bakke fruen op. Når ret
skal være ret blokerede vi deres udsigt lidt rigeligt, men det var
ikke ond vilje, og vi havde da med det samme fundet en løsning på
det, hvis de bare var kommet ned og forklaret problemet pænt. Men
ellers er det en dejlig plads, med gode rene faciliteter og en meget
lang stejl sti ned til kysten, hvor man kan bade omkring en lille
havn. Det er godt nok ikke så trygt, da der er mange både i vandet,
men det er dejligt at blive kølet af. Man er så godt nok brændt
varm igen, når man har taget højdemeterne op til pladsen, men så
kan man jo bare tage en ny tur. Vi bliver på pladsen to dage, så vi
kan få set Dubrovnik. Det tager en halv times tid at komme derhen,
men nedkørslen fra landevejen oppe på bjerget og ned til byen ved
vandet er lidt tricky og for store deles vedkommende ensrettet. Det
giver os lidt problemer, da vi under søgningen efter en p-plads
ryger ind på opkørslen, og derfor må hele vejen op på landevejen,
køre 2 kilometer væk fra byen for at kunne vende og komme retur.
Men det er nødvendigt at bruge ressourcer på at finde en p-plads.
P-husene og pladserne nede i byen har en timetakst på 40-70 kr. i
timen, og vores plan var at bruge hele dagen der. Det lykkes os dog
at finde en plads på bjerget lidt ovenfor den gamle bydel til 10
kroner i timen.
 |
| Udsigt over Dubrovnik |
 |
| Dagens velfortjente højdepunkt |
Selve Dubrovnik er da utroligt smuk,
men også lidt for velrestaureret og plastikagtig. Der er horder af
turister, blandt andet fra de fuldstændigt urealistisk store
Cruise-ships der nærmest er større end hele byen. Overalt trækker
guider rundt ved næsen ved hjælp af oprakte arme med flag,
plastikmapper, selfiestænger med klud og hvad man ellers kan bruge
som markering af guidens position i folkehavet. Hele den gamle bydel
inden for borgmuren er en stor turistfælde, og det føles lidt som
at gå rundt i Legoland, mere end i en reel by. Prisniveauet er
rettet mod velbeslåede amerikanske turister, så vi kan slet ikke
være med. Vi kæmper hårdt for at finde en restaurant der ikke vil
ruinere os til frokost, og ender alligevel med at bruge 400 kr. på
frokosten. Vi kunne uden problemer have fået en regning godt på den
anden side af 1000 kr. Efter et par timer i den dampende hede, har vi
manøvreret rundt mellem stort set alle jordens folkeslag (ok, der
var ikke mange afrikanere og eksimoer – men ellers). Ved et-tiden
må vi erkende, at vi er overophedede og egentlig ikke syntes vi kan
få så meget mere ud af byen – så vi kører retur til vores
campingplads.
Næste dag kører vi op ad kysten,
passerer problemløst de to grænseovergange, der hvor Bosnien lige
har et lille stykke af kysten, inden det igen er Kroatien. Lidt
længere oppe svinger vi så ind i landet for at komme ind i retning
af Mostar i Bosnien Herzegovina. Vi vil ind og se et flodudspring der
skulle være rigtigt smukt i byen Blagaj. Det ligger kun 15 km. fra
Mostar og 40 km. fra Kravice vandfaldene og er dermed en god base.
Ved grænseovergangen her går det imidlertid ikke så smidigt. Vi
mangler det grønne forsikringsbevis på campingvognen, og
Grænsebetjenten vil ikke lukke os ind. Vognen er jo kaskoforsikret,
men vi har ikke det rette stykke papir med. Jeg mener bestemt at
campingvognen i øvrigt er dækket for ansvar gennem bilens
forsikring, som vi jo har papirer på – men det hjælper ikke. Det
kan dog løses hvis vi sætter vognen ind til siden og går 100 meter
retur til noget der hedder terminal. Terminal viser sig at være et
udtjent aluskur med en luge som ikke er bemandet. Der står et
håndskrevet telefonnummer med et fornavn man kan ringe til. Mens vi
står og diskuterer strategi, og overvejer at droppe turen til
Mostar, kommer en ubarberet, barfodet mand i sommershorts og ærmeløs
trøje sjoskende nede fra floden. Han kan udstede en midlertidig
forsikringspolice på 7 dages varighed for den runde pris af 30 euro.
Vi føler os bondefanget og tænker at prisen var noget arbitrær,
men må til lommerne, hvis vi vil videre.
Resten af turen op i landet følger vi
den smukke flod på vores venstre side. Vi har sat googlemap på en
autocamp Blagaj. GPS er bare sat på Blagaj by, da vi ikke lige havde
koordinaterne på pladsen. Vi kommer til at følge GPS'ens sædvanlige
forslag om at tage en næsten ikke eksisterende bivej, i stedet for
at blive på telefonens rute. Det betyder, at vi nu mister retningen
til campingpladsen, da telefonen ikke kan genberegne uden
netforbindelse. Og vi laver ikke samme fejl som i Albanen hvor vi kom
til at betale 400 kr. for at åbne telefonens googlemaps i 10
minutter. Så nu kører vi på lykke og fromme ad en smal vej fyldt
med huller – chefkøreren er en lille smule anstrengt over igen at
være lokket i fordærv af GPS'en. Det viser sig at være held i
uheld, for pludselig ligger der en lille agriturismocamping foran os.
Vi hører os ad, og da prisen er rimelig, 25 euro pr. nat, triller vi
ind på pladsen. Det er simpelthen græsplænen i deres have vi bor
i, og haven ligger direkte ned til den krystalklare flod der
udspringer 5 kilometer væk oppe i Blagaj.
 |
| Jeanne og Tay |
 |
Ungerne spiller UNO med Tay, mens en hærfugle flyver i pendulfart
frem og tilbage langs floden. |
Her er tre andre vogne. Først falder
vi i snak med Jeanne fra Sydafrika, der sammen med sin 10-årige
store søn Tay rejser rundt i Europa i en Hollandsk meget nedslidt
Hymer autocamper med 30 år på bagen. Hun havde fundet camperen på
internettet, og er så bare fløjet herover og købt den. De rejser
et halvt år rundt her i Østeuropa, og har også lige været på en
et-års tur rundt i Asien – så det kan ikke være meget eksmanden
ser til sin dreng. Drengen lider tydeligvis af noget ADHD, og har
haft lidt svært ved at falde til i skolen. Nu må han ordne
skolearbejdet gennem nogle amerikanske hjemmesider, da Mor også skal
passe sit arbejde som webdesigner mens de rejser – så der kan
blive råd til turen. Hun forklarer at hendes arbejde som selvstændig
webdesigner sagtens kan klares via mailkontakt med kunderne, da hun
under alle omstændigheder ikke syntes at det er nødvendigt at bruge
tid på at mødes personligt med kunderne. Det tager simpelthen for
lang tid, og hvis de insisterer på at mødes klarer hun det via
Skype eller lignende. Faktisk fortæller hun normalt ikke kunderne at
hun er afsted i så lang tid, hun siger bare at hun lige p.t. er
”abroad”. Den anden vogn er et meget sødt fransk ægtepar, som
bliver helt ekstastiske da de hører at Jesper kan tale fransk. Det
er Daniel og Marie-Anne fra Bretagne som er meget flove over deres
ikke særligt gode engelsk. Som de forklarer er der ingen vægt på
at lære andre sprog i det franske system – det er kun et
nødvendigt onde. Så deres fremmedsprogskompetencer er begrænsede.
Det går nu fint at snakke sammen på engelsk, blandet med lidt
fransk, og de griner lidt da vi forklarer at engelsk med tyk fransk
accent er blandt verdens mest sexede sprog. Den sidste vogn er en
tysker med bierbelly og tilhørende moustache, samt en frue som er
fuldtidsbeskæftiget med at strigle deres to terriere – så dem
snakker vi ikke med.
Værtsparret er et utroligt sødt ældre
ægtepar som kom taler bosnisk, så kommunikationen går med fagter
og tyske brokker. Da vi ankom var der dog besøg af venner der som
flygtninge havde boet i Sverige, så der fik vi anvist ”den
allarbesta platsen”. Hver morgen står der en kurv med morgenbrød
klar til os, og dag hen under aften banker det pludseligt på vognen.
Så står den lille runde mand med fire store hjemmebagte pitabrød
som han rækker frem – som vi lidt overrasket tager imod.
Vores første udflugt fra pladsen går
til flodudspringet Blagaj og den smukke gamle by Mostar. Der opstår
kortvarig forvirring i bilen, da vi fortæller børnene, at vi skal
besøge Mostar. Maiken spørger begejstret om moster er rejst herned
for at være sammen med os og hun er ikke fri for at blive noget
skuffet, da vi fortæller hende, at det ikke er moster men Mostar.
Men først skal vi have hævet nogle
Bosniske penge og se Blagaj. Ved Blagaj parkerer vi ovenfor
flodudspringet på en helt tom betalingsparkeringsplads med ikke
mindre end tre parkeringsvagter til at holde øje med pladsen. Lidt
tættere på Blagaj viser det sig, at vi kunne have parkeret ganske
gratis, men vi bliver enige i, at de to euro var godt givet ud, når
det kan holde tre mænd i arbejde.
 |
| Blagaj udspringer fra hullet i klippen og vandet er så rent, at det kan drikkes. |
 |
| Smuk bygning ved Blagaj |
Blagaj er en af landets helt store
turist attraktioner og foran de gamle smukke huse på vejen mod
flodudspringet er der plantet en række små turistboder, hvor man
kan købe alt fra skrammel til lokale hjemmelavede delikatesser.
Langs floden er der restauranter, hvor man kan spise, mens den kølige
brise fra floden skaber en naturlig form for aircondition. Men her
lugter for meget af turistfælde, så vi vælger at tage vores sultne
maver med ind til Mostar for at spise en god frokost der.
 |
| Skudhuller ses overalt i Mostar. |
Vi bliver noget overrasket over hvor
mange spor fra borgerkrigen, der stadig står tilbage. Ruiner efter
bombedementer, skudhuller i murværk og låger og vi ser også mænd
i kørestole, der mangler deres ben, men selvom krigens rædsler
stadig kan mærkes i Mostar er byen smuk og hyggelig. Meget hurtigt
finder vi en hyggelig restaurant og til ungernes begejstring er der
pizza på menuen og ikke nok med det, der er også alverdens lækre
desserter til så billige penge at ungerne får lov at vælge lige
hvad de vil have. 250 kroner senere har hele familien spist så de er
ved at revne.
30 km. fra pladsen ligger en anden af
områdets store attraktioner, Kravice vandfaldene. Her er et smukt og
bredt karstvandfald, hvor vandet fosser ud over store mospuder og
samles i den dybgrønne flod. Da vi ankommer er der ikke så mange,
men det ændrer sig hurtigt. Ungerne er som de første ude og svømme
i den store vandfaldspool, og oplever også her hvor svært det er at
svømme imod strømmen. Pludselig stiger ens respekt for de ellers
underkendte gråænder, når man ser hvordan det med noget der ligner
minimal indsats cruiser modsat strømmen med deres effektive
svømmefødder.
 |
| Mads og Stinne er svømmet over floden, for at se vandfaldene på den anden side. |
 |
| Mads og Maiken tørrer i solen. |
Efter at have set på det spektakulære vandfald
opdager vi et lille bitte træskilt der peger mod Mali Kravice –
det betyder vist nok lille Kravice. Vi er nærmest de eneste der går
denne vej, og vi belønnes med en fantastisk spadseretur langs den
klare flod. Mange steder ligner det et tropisk akvarium når man
stirrer ned gennem det klare flaskegrønne vand på fisk og
vandplanter. Vel fremme efter en kilometer ligger der så ganske
rigtigt en miniudgave af de store fald, og denne gang har vi det helt
for os selv.
 |
| Vegetationen langs floden. |
 |
| Overalt er der grønne frøer og ferskvandsfisk. Her ses en snog på vej op af floden. |
 |
Retur fra Kravice spiser vi sen frokost i den lille historiske by Pocitelj.
Her møder vi Renata, der måtte flygte til Tyskland med sine forældre under borgerkrigen.
Hun fortæller at 90% af befolkningen i Pocitelj enten flygtede eller blev dræbt. |
Vi har nu i to dage været de eneste på campingpladsen,
og får også den varmeste afsked med knus og kindkys da vi vælger
at køre videre. Campingfatter hjælper til med at komme godt ud på
den lille vej, og så kører vi. På den smalle vej må vi trække
godt ud til tiden da vi møder en modkørende, og chefkøreren
glemmer igen at tæt beplantning og campingspejle ikke er nogen god
kombi. Af ryger spejlet i højre side, og da vi er så langt inde i
det grønne at vi ikke kan komme til at samle spejlet op, er der ikke
andet at gøre, ned at køre forsigtigt frem. Det medfører så en
ubehagelig knasende lyd, så nu har vi kun et campingspejl – øv.
Kæmpe krammer fra mostar, der også meget hellere ville være nede at besøge jer end afslutte skoleåret her i Århus. Tak for hyggelig fødselsdagshilsen til Rasmus i går.
SvarSlet