25.-27. maj - Montenegro, sammenbrud, søparadis og Vojos camp i Virpazar

Fredag morgen kører vi fra Skoder lake camp. Trods de velordnede forhold og størrelsen af pladsen, gælder den græsk/albanske hovedregel fortsat – VISA karte nemen wir nichts – leider kaput oder sowass. Der er simpelthen ikke nogen god grund til at blande skattemyndighederne ind i at man driver en campingplads – Cash is king (det er korrekt at det også gælder ”The man in black” – men her er det kontanter vi taler om. Så vi samler alt vi har i lek, inklusive mønter og låner yderligere 20 euro af ungerne for at kunne betale den samlede regning på 12.800 lek. Således tømt for albanske betalingsmidler drejer vi nordover og kører langs søen mod Montenegro. Grænseovergangen er et kaos af grusvej under renovering og parkerede lastbiler i mængder der gør det svært at finde ud af hvor man skal henad. Men vi får os manøvreret frem til ”grænsekiosken” og fremviser pas og køretøjers registreringsbeviser til først de albanske og siden de montenegrinske toldere og slippes ind i det nye land. Nu er vejene bedre, togsporene lige og funktionsduelige, husene bedre vedligeholdt, og der ligger slet ikke samme mængder affald i vejkanten.

 Vi er på vej mod Kotor, og vælger at køre ud mod kysten frem for gennem bjergene. Vi kører gennem landbrugsland med små byer, væk er hestekøretøjer og landbrugsliv som for 70 år siden. Godt nok er markerne stadig små, men her er det traktoren der regerer. Rigtigt mange af dem er model lille røde traktor – den runde røde Massey Ferguson fra 60'erne som Yrsa og Erik har. Men her er der tale om en østeuropæisk licensmodel, for flere af traktorerne ser ganske nye ud, og der står heller ikke Massey Ferguson på dem. Man savner virkeligt ikke de kæmpestore danske monstertraktorer med tvillingehjul og 250 hestes dieselkværne. Det her er landbrug i en skala hvor det er menneskeligt og ikke industrielt og intimiderende som det højeffektive danske – vi er gået glip af meget med al denne rationalisering og stordrift hjemme.

Efter at have kørt en times tid kommer vi forbi nordenden af Shkodersøen. Den nordlige ende af Shkodersøen er virkelig smuk, præget af store lavvandede vådområder fyldt med åkander og andre vandplanter, så man ved første øjekast overser vandspejlet og tror at det er en særpræget mark. Vi når lige at snakke om at her kunne det også være rigtigt spændende af se sig omkring, selvom vi egentlig er på vej til Kotor, da Citroên'en pludseligt advarer om tab af dæktryk. Vi syner hurtigt hjulene, og venstre bagdæk ser lidt anæmisk ud, uden at det dog er kritisk. Vi kører videre mod førstkommende benzinstation for at tanke luft og benzin. Undervejs passerer vi et skilt mod en campingplads lige her midt i alt det smukke. Heldigvis er der en fin tankstation kort tid efter og vi drejer ind og tjekker luft. Slangen er dog for kort til at vi kan nå om til hjulene på passagersiden. Så vi kobler campingvognen fra, vender bilen rundt og tjekker den anden side for luft, kører op og tanker benzin og skal så tilbage og koble vognen på igen. Da de to rødklædte tankpassere ser at det er en kvinde der skal dirigere bilen hen til campingvognens kobling kommer de straks løbende, og nu er der så tre personer der dirigerer chefkørerens bakmanøvrer. Det er i sig selv lidt stressende og øger risikoen for at bakke ind i trækket, men vi kommer dog fint på plads og koblingen sænkes ned på krogen. I al forvirringen glemmer vi at dobbeltchecke at koblingen er gået i indgreb, og i bagklogskabens ulideligt kloge lys, må chefkøreren indrømme at slingekoblingens lyserøde arm også var lidt lettere at trykke ned end den plejer. Men alt er godt og vi trækker vognen et par meter frem så vi også kan checke lufttrykket på campingvognen. Alt vel og vi er klar til at køre. Frem til udkørslen, orientere sig, godt med gas (det er op ad bakke) og så køre ud på vejen. Kloonk, boink, krash, vi holder 10 meter oppe af vejen – campingvognen står på næsehjulet tilbage ved udkørslen fra tankstationen. Fuck, fuck, og fuck. Henriette ud af bilen og inspicere skaderne og Jesper får bakket slæden tilbage til tankstationen igen.

Strømkablets 13 pol stik er revet af og det samme gælder det kabel der sikrer, at campingvognens håndbremse trækkes når uheldet er ude og så er næsehjulet blevet trykket en anelse skævt, men heldigvis ikke mere end det stadigt med lidt god vilje fungerer. Vi får hurtigt hjælp af tankpersonalet til at skubbe campingvognen op på en parkeringsplads. Solen bager ned og der er 31 grader i skyggen, så vi tager en hurtig beslutning om at lade Henriette tage af sted og inspicere den campingplads der skulle ligge et sted i nærheden, mens Jesper bliver tilbage i campingvognen med ungerne og skaber sig et overblik over skadens reelle omfang.

Campingpladsen viser sig at ligge tre km fra tankstationen, men allerede da der, efter 2 km. drejes af hovedvejen ind mod en lille gruppe huse kommer en smilende og insisterende dame løbende og banker på ruden. ”Kan du hjælpe mig med at finde campingpladsen” siger Henriette og damen svarer ufortrødent at Henriette blot skal henvende sig i informationscenteret og anviser derefter parkeringsplads i de snævre gader fyldt med biler og turister. Det er ikke første gang at bookingen til en campingplads er foregået lidt fra pladsen. Dette prøvede vi også i Matera i Italien, så Henriette følger med damen ind på en restaurant, hvor en venlig og meget ivrig mand overtager opvartningen, får sat Henriette ved bordet og finder snacks og drikkevarer frem. Det begynder at virke en kende suspekt og det bliver ikke bedre da manden begynder at forsøge at sælge bådture på søen i stedet for campingplads.

Der er ikke andet at gøre end at rejse sig op, lettere uhøfligt og udvandre for derefter at opdage at bilen er blokeret af en kæmpe skraldebil med tre arbejdere der både skal tømme containere og derefter møjsommeligt står og klemmer løse kasser sammen for at få plads til det hele i bilen. Skraldebilen spærrer også for andre biler så hele landsbyen blokker til. Ti lange minutter senere lykkes det, at få Citroên'en bakket ud fra parkeringspladsen og køre den sidste kilometer ad det sidste stykke af en meget lille snæver vej, for til sidst at komme til en helt tom stellplatz uden skygge. Det virker ærligt talt lidt trist og det er ikke til at se, hvor man skal henvende sig, men dørklokke nummer et giver pote og en gammel mand kommer ud for at hjælpe.

Det viser sig, at der også er en plads bag mandens hus med nyanlagte frugttræer og et picknic-overdække, der tilbyder skygge i den bagende sol. Her er noget mere hyggeligt. Vi får talt os frem til en pris på 20 euro per nat og så går turen endelig tilbage til tankstationen for at hente familie og campingvogn. Her modtages chefnavigatøren med glæde, af en familie der var begyndt at undre sig lidt over tidsforbruget og frygte at noget kunne være gået galt. Men som pigerne sagde, hun er nok bare faldet i snak som hun plejer.

Pludseligt er det hele en tro kopi af vores oplevelser for år tilbage i Spreewald: Vognen bryder ned en fredag eftermiddag (dengang var det Camp-letten der punkterede), men heldigvis et sted hvor det ikke var farligt og hvor vi let kan løse problemerne (dengang punkterede vi midt i en ”stau” på motorvejen, umiddelbart før afkørselsskiltet mod Spreewald). Området er et betagende smukt sølandskab (Spreewald er også et stort vådområde, med mulighed for bådture ad kanalerne” og vi får en fantastisk uventet miniferie ud af det.

I Spreewald måtte vi vente til mandag før hr Rademacher kunne hjælpe os med et nyt hjul. Denne gang efterlader vi ungerne på pladsen og kører afsted efter hjælp så snart vognen er stillet op og gjort klar. Vi kan nemlig ikke finde ud at at skille 13 pol stikket ad, og søger derfor efter autoværksteder, hvor vi måske kan købe et nyt. Campingfar har nøje anvist os en rute til det bilværksted han plejer at benytte 15 km væk, så det bliver vores første forsøg. Men her er der ingen hjælp at hente ud over at de giver os adressen på en Citroenforhandler med værksted yderligere 20 km væk i Podgorice. Da vi kører ind i byen ligger der bilforhandlere og værksteder i hobetal på begge sider af indfaldsvejen og vi forsøger os et par steder uden noget held imens vi forgæves forsøger at finde Citroenforhandleren. Vejene driller og modet begynder at falde en kende og det hjælper ikke, at vi undervejs kan konstatere at ingen biler i Montenegro har monteret jydekrog. Vi får først hjælp da vi forsøger os hos en Volvoforhandler. Her kan de modsat de andre steder tale engelsk og selvom de ikke umiddelbart kan løse problemet for os, finder de en video på youtube der omhyggeligt trin for trin viser, hvordan man skiller stikket ad.

Efter to timer må vi derfor køre retur til pladsen med stort set uforrettet sag angående stikket, men dog med bilen fyldtop af lækre madvarer. Undervejs i varmen og frustrationen får vi nemlig øje på et stort (bilka-size) supermarked, og den kloge chefnavigatør insisterer på at vi kører ind og får drukket og spist lidt – da vi er ved at blive lidt stressede og modløse. Her bliver vi så teleporteret ind i det 21. århundrede igen, på samme måde som østtyskerne må have følt det i 1989. Fra et Albanien hvor butikkerne var små og vareudvalget meget sparsomt til hele den kapitalistiske velsignelse med lækre varer i hobetal. Fra at stå og tænke ”er der overhovedet noget jeg har lyst til at spise/købe” til ”wauv – det der skal vi da have, og det der, og den der ser dæleme også god ud, og de der chokoladekiks skal vi i hvert fald også have. Oplevelsen løftede humøret mere end man skulle tro muligt.

Melon a la Bedstemor

Vandkamp på pladsen

Ungerne er lidt modløse da vi kommer tilbage til pladsen, det har tydeligvis været et chok for især Maiken, da campingvognen faldt af og hun har brug for at blive trøstet lidt. Vi får vendt stemningen ved hjælp af en melondessert mor Margrethe lavede tilbage i 80érne og som Stinne og Maiken nu går i gang med at gøre hende kunsten efter. Imens forsøger Jesper og Henriette at skille 13 pol stikket ad, nu med en nyerhvervet viden om, hvordan det skal gøres. Det driller dog noget, og først da en rørtang tages i brug kommer det lovede klik, og vupti kan stikkes trækkes fra hinanden. Så er der så tretten poler og ti afrevne ledningsender der skal matches – men til alt held viser den tyske video også skemaer over kablingen. Undervejs i denne proces kommer husets ejer Vojo ned, finder en gammel malingsspand at side på og kigger interesseret med. Da vi går i gang med at glatte kobbertrådene lidt ud og skære isolering af der hvor det er nødvendigt – stopper Vojo os, nein, nein, warten, warten siger han og forsvinder så et godt stykke tid. Tilbage kommer han storgrinende med en lille kagedåse og en lille tang – ”Vojo hilfen, muss profi gemacht verden” siger han. I kagedåsen ligger der kabeltyller (små metaldimser man klemmer på enden af kabler for at sikre en god elektrisk forbindelse) og det åbenbarer sig at vores vært har arbejdet 20 år i Tyskland som stærkstrømselektriker for Siemens med at installere trafostationer. Han tager derfor over og monterer kabeltyller på alle ledninger og ved fælles hjælp går vi derefter i gang med at matche ledningsfarver med terminalerne i stikket. Det går ret godt med pol 1 – 8, men så kommer problemerne, ved pol 9-13 passer farvekoderne ikke længere. Videoen har brune, sorte og rødbruneledninger, og vores kabel har hvidblå, blå og blåhvide. Intet problem, vi søger da bare efter et dansk skema på indernettet. Det er så lige her at Campingpladsens net vælger at strejke og vi sidder nu uhjælpeligt fast, med et halvt færdigt kabel. Hvad gør man så – man ringer til en livline -ligesom i tv-quizzerne. Af sted med en sms (pris 4 kroner) til Jespers bror Nicklas, ”Hjælp brormand”. Prompte kommer besked retur: ”Her er skema over pol 1-8, pol 9-13 bruges normalt ikke! Ny sms, ”Det er altså pol 9-13 jeg skal have fikset, kan du finde et andet skema? Og søreme om ikke han finder det rette skema, og de tre blålige ledninger kan skrues fast i terminalerne og stikket lukkes – nu i endnu bedre stand end da vi kørte hjemmefra – certificeret af Siemens :-).

Vojo og Jespers profi' elarbejde

Nu viser det sig at Vojo selvfølgelig har en søn der sælger bådture på den smukke sø. Vi kan jo ikke bryde traditionen fra Spreewald hvor vi kom på Kahnenfart på kanalerne, så vi takker ja til at sønnike kan komme i morgen tidligt og informere om mulighederne. Niko, som han hedder, er partejer af campingpladsen men har også fået bygget en båd til turistfart på søerne. Næste dag tager vi derfor på en dejlig bådtur. Vi bliver alle fem hældt ind i Nikos bil, for at køre den lille kilometer af grusvejen op til bådene. Der er jo i sagens natur ikke seler til alle i bilen, men det er ikke noget problem, for som Niko siger, dem bruger vi aldrig – politiet kommer aldrig her. Seler er først noget man bruger når man kommer ud på landevejen. Således betryggede kører vi afsted i en stor bunke oven i hinanden.

Han viser sig nu at være i besiddelse af den klart bedste båd på søen, kun et år gammel, og med toilet ombord. Det tager et par forsøg at at få startet motoren, da propellen er fyldt med vandplanter fra dagens første tur med en fransk gruppe. Men vi er snart undervejs på en tretimers tur ned af søen. Vandet er helt anderledes her i den nordlige ende, det er ikke længere krystalklart,men præget af store mængder af organisk materiale, og sigtbarheden er nede på et par meter. Overalt er der kæmpestore marker af åkander – det er virkeligt et spektakulært syn. Vi sejler en tur ned forbi en lillebitte fængselsø med flotte bygningsruiner, hvor Vojos onkel i sin tid har siddet indespærret og efterfølgende flygtet fra. I dag er det bare en romantisk ruin med murværk helt ud til vandkanten. På vej op i den nordligste ende af søen kommer chips poserne, den hjemmelavede Raki og rødvin frem. Den lokale vin her er meget mørkerød og med en sjov blanding af at være rund og kraftig med en del syre. Vi standser et par gange så ungerne kan lave hovedspring fra båden, og Mads og Maiken får også en trækketur bag båden i et tov. Efter tre dejlige timer på søen er vi tilbage på pladsen og nyder bare at slappe af i de 30 graders varme.

Bådtur med Niko

Fængselsøen i søen

Åkandebadning

Børn og blomster

Uendelige åkandemarker

Vi har pladsen helt for os selv indtil en tysk familie med fire store børn triller ind gennem skydelågen i en gammel Mercedes stationcar med en camplet-agtig tingest bagpå og indtager pladsen ved siden af os. Da der kun er skygge ved picknikbordene falder vi hurtig i snak med hele familien, undtagen manden som febrilsk med sveden dryppende ned af ansigtet forsøger at forvandle trailerens foldeudplader til en fire meter bred og fast retrocampingvogn. Men sidestykkerne driller og vil ikke samles rigtigt og efterhånden er manden så ond i sulet at familien overbærende holder sig på behørig afstand. Han pakker det hele sammen, holder en nedkølingspause og starter så forfra. Endelig står campingvognen udklappet og klar til brug og manden søger nu ind i skyggen til os andre hilser pænt og smilende og tager sig nu ganske fredelig ud. Da vi hen på aftenen drager afsted for at smage på den lokale vin slutter han sig til os, mens hans kone, der ikke kan tåle vin bliver tilbage på pladsen.

Vi er blevet nøje instrueret i hvilken vingård, vi skal besøge af Vojo. Hans gamle skolekammerat er efter Vojos insisterende væsen, det eneste rigtige sted at besøge og han har nøje og gentagende gange instrueret os i, hvordan vi kommer derhen - alligevel lykkes det os, i god tro, at ende på en anden lille og hyggelig vingård. Vi bliver betjent af en mørk midaldrende kvinde, fuldstændig skæv i ryggen efter to diskusprolapser. Rundhåndet deler hun ud af de gode sager og vi får os en hyggelig snak på gebrokkent tysk om stedet der er familiedrevet og har været i familiens eje i godt 50 år. Der er mange gode sager at smage på og vi er lettere beruset, da vi i skumringen dalrer tilbage til pladsen, hvor vi må stå skoleret overfor Vojo, som faderligt skælder os ud over, at hans ven måtte vente forgæves. Han havde ellers, som han sagde, så store forhåbninger til os, men nu er alt håb tabt :-). Og vi får at vide at det andet danske par på pladsen ovenfor sagtens kunne finde det rette sted. Vi skal selvfølgeligt op og hilse på Bendt og Anne, turens andet danske par. De har lejet en campervan i Tyskland og vi får en hyggelig snak resten af aftenen med de to søde mennesker, som nyder fordelen ved at være pensioneret. De bor i et ældrebofællesskab i Roskilde og griner lidt over det sjove i at være væk, og så alligevel at kunne følge med på sidelinien via mail i de interne diskussioner og afstemninger hjemme i Roskilde.