Fredag morgen kører vi fra Skoder lake
camp. Trods de velordnede forhold og størrelsen af pladsen, gælder
den græsk/albanske hovedregel fortsat – VISA karte nemen wir
nichts – leider kaput oder sowass. Der er simpelthen ikke nogen god
grund til at blande skattemyndighederne ind i at man driver en
campingplads – Cash is king (det er korrekt at det også gælder
”The man in black” – men her er det kontanter vi taler om. Så
vi samler alt vi har i lek, inklusive mønter og låner yderligere 20
euro af ungerne for at kunne betale den samlede regning på 12.800
lek. Således tømt for albanske betalingsmidler drejer vi nordover
og kører langs søen mod Montenegro. Grænseovergangen er et kaos af
grusvej under renovering og parkerede lastbiler i mængder der gør
det svært at finde ud af hvor man skal henad. Men vi får os
manøvreret frem til ”grænsekiosken” og fremviser pas og
køretøjers registreringsbeviser til først de albanske og siden de
montenegrinske toldere og slippes ind i det nye land. Nu er vejene
bedre, togsporene lige og funktionsduelige, husene bedre
vedligeholdt, og der ligger slet ikke samme mængder affald i
vejkanten.
Vi er på vej mod
Kotor, og vælger at køre ud mod kysten frem for gennem bjergene. Vi
kører gennem landbrugsland med små byer, væk er hestekøretøjer
og landbrugsliv som for 70 år siden. Godt nok er markerne stadig
små, men her er det traktoren der regerer. Rigtigt mange af dem er
model lille røde traktor – den runde røde Massey Ferguson fra
60'erne som Yrsa og Erik har. Men her er der tale om en østeuropæisk
licensmodel, for flere af traktorerne ser ganske nye ud, og der står
heller ikke Massey Ferguson på dem. Man savner virkeligt ikke de
kæmpestore danske monstertraktorer med tvillingehjul og 250 hestes
dieselkværne. Det her er landbrug i en skala hvor det er
menneskeligt og ikke industrielt og intimiderende som det
højeffektive danske – vi er gået glip af meget med al denne
rationalisering og stordrift hjemme.
Efter at have kørt en times tid kommer vi forbi nordenden af Shkodersøen. Den nordlige ende af Shkodersøen er virkelig smuk, præget af store lavvandede vådområder fyldt med åkander og andre vandplanter, så man ved første øjekast overser vandspejlet og tror at det er en særpræget mark. Vi når lige at snakke om at her kunne det også være rigtigt spændende af se sig omkring, selvom vi egentlig er på vej til Kotor, da Citroên'en pludseligt advarer om tab af dæktryk. Vi syner hurtigt hjulene, og venstre bagdæk ser lidt anæmisk ud, uden at det dog er kritisk. Vi kører videre mod førstkommende benzinstation for at tanke luft og benzin. Undervejs passerer vi et skilt mod en campingplads lige her midt i alt det smukke. Heldigvis er der en fin tankstation kort tid efter og vi drejer ind og tjekker luft. Slangen er dog for kort til at vi kan nå om til hjulene på passagersiden. Så vi kobler campingvognen fra, vender bilen rundt og tjekker den anden side for luft, kører op og tanker benzin og skal så tilbage og koble vognen på igen. Da de to rødklædte tankpassere ser at det er en kvinde der skal dirigere bilen hen til campingvognens kobling kommer de straks løbende, og nu er der så tre personer der dirigerer chefkørerens bakmanøvrer. Det er i sig selv lidt stressende og øger risikoen for at bakke ind i trækket, men vi kommer dog fint på plads og koblingen sænkes ned på krogen. I al forvirringen glemmer vi at dobbeltchecke at koblingen er gået i indgreb, og i bagklogskabens ulideligt kloge lys, må chefkøreren indrømme at slingekoblingens lyserøde arm også var lidt lettere at trykke ned end den plejer. Men alt er godt og vi trækker vognen et par meter frem så vi også kan checke lufttrykket på campingvognen. Alt vel og vi er klar til at køre. Frem til udkørslen, orientere sig, godt med gas (det er op ad bakke) og så køre ud på vejen. Kloonk, boink, krash, vi holder 10 meter oppe af vejen – campingvognen står på næsehjulet tilbage ved udkørslen fra tankstationen. Fuck, fuck, og fuck. Henriette ud af bilen og inspicere skaderne og Jesper får bakket slæden tilbage til tankstationen igen.
Strømkablets 13 pol stik er revet af
og det samme gælder det kabel der sikrer, at campingvognens
håndbremse trækkes når uheldet er ude og så er næsehjulet blevet
trykket en anelse skævt, men heldigvis ikke mere end det stadigt med
lidt god vilje fungerer. Vi får hurtigt hjælp af tankpersonalet til
at skubbe campingvognen op på en parkeringsplads. Solen bager ned og
der er 31 grader i skyggen, så vi tager en hurtig beslutning om at
lade Henriette tage af sted og inspicere den campingplads der skulle
ligge et sted i nærheden, mens Jesper bliver tilbage i campingvognen
med ungerne og skaber sig et overblik over skadens reelle omfang.
Campingpladsen viser sig at ligge tre
km fra tankstationen, men allerede da der, efter 2 km. drejes af
hovedvejen ind mod en lille gruppe huse kommer en smilende og
insisterende dame løbende og banker på ruden. ”Kan du hjælpe mig
med at finde campingpladsen” siger Henriette og damen svarer
ufortrødent at Henriette blot skal henvende sig i
informationscenteret og anviser derefter parkeringsplads i de snævre
gader fyldt med biler og turister. Det er ikke første gang at
bookingen til en campingplads er foregået lidt fra pladsen. Dette
prøvede vi også i Matera i Italien, så Henriette følger med damen
ind på en restaurant, hvor en venlig og meget ivrig mand overtager
opvartningen, får sat Henriette ved bordet og finder snacks og
drikkevarer frem. Det begynder at virke en kende suspekt og det
bliver ikke bedre da manden begynder at forsøge at sælge bådture
på søen i stedet for campingplads.
Der er ikke andet at gøre end at rejse
sig op, lettere uhøfligt og udvandre for derefter at opdage at bilen
er blokeret af en kæmpe skraldebil med tre arbejdere der både skal
tømme containere og derefter møjsommeligt står og klemmer løse
kasser sammen for at få plads til det hele i bilen. Skraldebilen
spærrer også for andre biler så hele landsbyen blokker til. Ti
lange minutter senere lykkes det, at få Citroên'en bakket ud fra
parkeringspladsen og køre den sidste kilometer ad det sidste stykke
af en meget lille snæver vej, for til sidst at komme til en helt tom
stellplatz uden skygge. Det virker ærligt talt lidt trist og det er
ikke til at se, hvor man skal henvende sig, men dørklokke nummer et
giver pote og en gammel mand kommer ud for at hjælpe.
Det viser sig, at der også er en plads
bag mandens hus med nyanlagte frugttræer og et picknic-overdække,
der tilbyder skygge i den bagende sol. Her er noget mere hyggeligt.
Vi får talt os frem til en pris på 20 euro per nat og så går
turen endelig tilbage til tankstationen for at hente familie og
campingvogn. Her modtages chefnavigatøren med glæde, af en familie
der var begyndt at undre sig lidt over tidsforbruget og frygte at
noget kunne være gået galt. Men som pigerne sagde, hun er nok bare
faldet i snak som hun plejer.
Pludseligt er det hele en tro kopi af
vores oplevelser for år tilbage i Spreewald: Vognen bryder ned en
fredag eftermiddag (dengang var det Camp-letten der punkterede), men
heldigvis et sted hvor det ikke var farligt og hvor vi let kan løse
problemerne (dengang punkterede vi midt i en ”stau” på
motorvejen, umiddelbart før afkørselsskiltet mod Spreewald).
Området er et betagende smukt sølandskab (Spreewald er også et
stort vådområde, med mulighed for bådture ad kanalerne” og vi
får en fantastisk uventet miniferie ud af det.
I Spreewald måtte vi vente til mandag
før hr Rademacher kunne hjælpe os med et nyt hjul. Denne gang
efterlader vi ungerne på pladsen og kører afsted efter hjælp så
snart vognen er stillet op og gjort klar. Vi kan nemlig ikke finde ud
at at skille 13 pol stikket ad, og søger derfor efter
autoværksteder, hvor vi måske kan købe et nyt. Campingfar har nøje
anvist os en rute til det bilværksted han plejer at benytte 15 km
væk, så det bliver vores første forsøg. Men her er der ingen
hjælp at hente ud over at de giver os adressen på en
Citroenforhandler med værksted yderligere 20 km væk i Podgorice. Da
vi kører ind i byen ligger der bilforhandlere og værksteder i
hobetal på begge sider af indfaldsvejen og vi forsøger os et par
steder uden noget held imens vi forgæves forsøger at finde
Citroenforhandleren. Vejene driller og modet begynder at falde en
kende og det hjælper ikke, at vi undervejs kan konstatere at ingen
biler i Montenegro har monteret jydekrog. Vi får først hjælp da vi
forsøger os hos en Volvoforhandler. Her kan de modsat de andre
steder tale engelsk og selvom de ikke umiddelbart kan løse problemet
for os, finder de en video på youtube der omhyggeligt trin for trin
viser, hvordan man skiller stikket ad.
Efter to timer må vi derfor køre
retur til pladsen med stort set uforrettet sag angående stikket, men
dog med bilen fyldtop af lækre madvarer. Undervejs i varmen og
frustrationen får vi nemlig øje på et stort (bilka-size)
supermarked, og den kloge chefnavigatør insisterer på at vi kører
ind og får drukket og spist lidt – da vi er ved at blive lidt
stressede og modløse. Her bliver vi så teleporteret ind i det 21.
århundrede igen, på samme måde som østtyskerne må have følt det
i 1989. Fra et Albanien hvor butikkerne var små og vareudvalget
meget sparsomt til hele den kapitalistiske velsignelse med lækre
varer i hobetal. Fra at stå og tænke ”er der overhovedet noget
jeg har lyst til at spise/købe” til ”wauv – det der skal vi da
have, og det der, og den der ser dæleme også god ud, og de der
chokoladekiks skal vi i hvert fald også have. Oplevelsen løftede
humøret mere end man skulle tro muligt.
![]() |
| Melon a la Bedstemor |
Ungerne er lidt modløse da vi kommer
tilbage til pladsen, det har tydeligvis været et chok for især
Maiken, da campingvognen faldt af og hun har brug for at blive
trøstet lidt. Vi får vendt stemningen ved hjælp af en melondessert
mor Margrethe lavede tilbage i 80érne og som Stinne og Maiken nu går
i gang med at gøre hende kunsten efter. Imens forsøger Jesper og
Henriette at skille 13 pol stikket ad, nu med en nyerhvervet viden
om, hvordan det skal gøres. Det driller dog noget, og først da en
rørtang tages i brug kommer det lovede klik, og vupti kan stikkes
trækkes fra hinanden. Så er der så tretten poler og ti afrevne
ledningsender der skal matches – men til alt held viser den tyske
video også skemaer over kablingen. Undervejs i denne proces kommer
husets ejer Vojo ned, finder en gammel malingsspand at side på og
kigger interesseret med. Da vi går i gang med at glatte
kobbertrådene lidt ud og skære isolering af der hvor det er
nødvendigt – stopper Vojo os, nein, nein, warten, warten siger han
og forsvinder så et godt stykke tid. Tilbage kommer han storgrinende
med en lille kagedåse og en lille tang – ”Vojo hilfen, muss
profi gemacht verden” siger han. I kagedåsen ligger der
kabeltyller (små metaldimser man klemmer på enden af kabler for at
sikre en god elektrisk forbindelse) og det åbenbarer sig at vores
vært har arbejdet 20 år i Tyskland som stærkstrømselektriker for
Siemens med at installere trafostationer. Han tager derfor over og
monterer kabeltyller på alle ledninger og ved fælles hjælp går vi
derefter i gang med at matche ledningsfarver med terminalerne i
stikket. Det går ret godt med pol 1 – 8, men så kommer
problemerne, ved pol 9-13 passer farvekoderne ikke længere. Videoen
har brune, sorte og rødbruneledninger, og vores kabel har hvidblå,
blå og blåhvide. Intet problem, vi søger da bare efter et dansk
skema på indernettet. Det er så lige her at Campingpladsens net
vælger at strejke og vi sidder nu uhjælpeligt fast, med et halvt
færdigt kabel. Hvad gør man så – man ringer til en livline
-ligesom i tv-quizzerne. Af sted med en sms (pris 4 kroner) til
Jespers bror Nicklas, ”Hjælp brormand”. Prompte kommer besked
retur: ”Her er skema over pol 1-8, pol 9-13 bruges normalt ikke! Ny
sms, ”Det er altså pol 9-13 jeg skal have fikset, kan du finde et
andet skema? Og søreme om ikke han finder det rette skema, og de tre
blålige ledninger kan skrues fast i terminalerne og stikket lukkes –
nu i endnu bedre stand end da vi kørte hjemmefra – certificeret af
Siemens :-).
Nu viser det sig at Vojo selvfølgelig
har en søn der sælger bådture på den smukke sø. Vi kan jo ikke
bryde traditionen fra Spreewald hvor vi kom på Kahnenfart på
kanalerne, så vi takker ja til at sønnike kan komme i morgen
tidligt og informere om mulighederne. Niko, som han hedder, er
partejer af campingpladsen men har også fået bygget en båd til
turistfart på søerne. Næste dag tager vi derfor på en dejlig
bådtur. Vi bliver alle fem hældt ind i Nikos bil, for at køre den
lille kilometer af grusvejen op til bådene. Der er jo i sagens natur
ikke seler til alle i bilen, men det er ikke noget problem, for som
Niko siger, dem bruger vi aldrig – politiet kommer aldrig her.
Seler er først noget man bruger når man kommer ud på landevejen.
Således betryggede kører vi afsted i en stor bunke oven i hinanden.
Han viser sig nu at være i besiddelse
af den klart bedste båd på søen, kun et år gammel, og med toilet
ombord. Det tager et par forsøg at at få startet motoren, da
propellen er fyldt med vandplanter fra dagens første tur med en
fransk gruppe. Men vi er snart undervejs på en tretimers tur ned af
søen. Vandet er helt anderledes her i den nordlige ende, det er ikke
længere krystalklart,men præget af store mængder af organisk
materiale, og sigtbarheden er nede på et par meter. Overalt er der
kæmpestore marker af åkander – det er virkeligt et spektakulært
syn. Vi sejler en tur ned forbi en lillebitte fængselsø med flotte
bygningsruiner, hvor Vojos onkel i sin tid har siddet indespærret og
efterfølgende flygtet fra. I dag er det bare en romantisk ruin med
murværk helt ud til vandkanten. På vej op i den nordligste ende af
søen kommer chips poserne, den hjemmelavede Raki og rødvin frem.
Den lokale vin her er meget mørkerød og med en sjov blanding af at
være rund og kraftig med en del syre. Vi standser et par gange så
ungerne kan lave hovedspring fra båden, og Mads og Maiken får også
en trækketur bag båden i et tov. Efter tre dejlige timer på søen
er vi tilbage på pladsen og nyder bare at slappe af i de 30 graders
varme.
![]() |
| Bådtur med Niko |
Vi har pladsen helt for os selv indtil
en tysk familie med fire store børn triller ind gennem skydelågen i
en gammel Mercedes stationcar med en camplet-agtig tingest bagpå og
indtager pladsen ved siden af os. Da der kun er skygge ved
picknikbordene falder vi hurtig i snak med hele familien, undtagen
manden som febrilsk med sveden dryppende ned af ansigtet forsøger at
forvandle trailerens foldeudplader til en fire meter bred og fast
retrocampingvogn. Men sidestykkerne driller og vil ikke samles
rigtigt og efterhånden er manden så ond i sulet at familien
overbærende holder sig på behørig afstand. Han pakker det hele
sammen, holder en nedkølingspause og starter så forfra. Endelig
står campingvognen udklappet og klar til brug og manden søger nu
ind i skyggen til os andre hilser pænt og smilende og tager sig nu
ganske fredelig ud. Da vi hen på aftenen drager afsted for at smage
på den lokale vin slutter han sig til os, mens hans kone, der ikke
kan tåle vin bliver tilbage på pladsen.
Vi er blevet nøje instrueret i hvilken
vingård, vi skal besøge af Vojo. Hans gamle skolekammerat er efter
Vojos insisterende væsen, det eneste rigtige sted at besøge og han
har nøje og gentagende gange instrueret os i, hvordan vi kommer
derhen - alligevel lykkes det os, i god tro, at ende på en anden
lille og hyggelig vingård. Vi bliver betjent af en mørk midaldrende
kvinde, fuldstændig skæv i ryggen efter to diskusprolapser.
Rundhåndet deler hun ud af de gode sager og vi får os en hyggelig
snak på gebrokkent tysk om stedet der er familiedrevet og har været
i familiens eje i godt 50 år. Der er mange gode sager at smage på
og vi er lettere beruset, da vi i skumringen dalrer tilbage til
pladsen, hvor vi må stå skoleret overfor Vojo, som faderligt
skælder os ud over, at hans ven måtte vente forgæves. Han havde
ellers, som han sagde, så store forhåbninger til os, men nu er alt
håb tabt :-). Og vi får at vide at det andet danske par på pladsen
ovenfor sagtens kunne finde det rette sted. Vi skal selvfølgeligt op
og hilse på Bendt og Anne, turens andet danske par. De har lejet en
campervan i Tyskland og vi får en hyggelig snak resten af aftenen
med de to søde mennesker, som nyder fordelen ved at være
pensioneret. De bor i et ældrebofællesskab i Roskilde og griner
lidt over det sjove i at være væk, og så alligevel at kunne følge
med på sidelinien via mail i de interne diskussioner og afstemninger
hjemme i Roskilde.









Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv gerne en lille hilsen/kommentar