27. til 30.maj - Raftingtur i Bosnien/Montenegro – Højalpine sletter og dybe kløfter med sjove hvirvler

Næste morgen skal vi afsted til rafting i Tara – og vi glæder os. Vi skal først være fremme inden syv, så vi har god tid til turen. Vojo, vores campingfar, har igen voldsomt insisterende deklameret for os, at ingen tur i den retning kan foretages, uden et ærbødigt besøg til Ostroch klosteret hvor vi skal tænde et lys for at få velsignelse til resten af rejsen. Det kræver en 10 km. omvej af en smal, men dog officielt velsignet bjergvej. Med guds hjælp klarer vi turen uden forhindringer og ankommer til - et mareridt af biler – halvdelen af Montenegro plus omkringliggende lande må være på pilgrimsfærd til dette kloster. Vi møder blandt andet en meget karismatisk udseende serbisk pige, høj, tynd og iklædt noget der lidt ligner en brun nonnedragt. Hun har sådanne øjne og sådan en fremtoning at det er umuligt for ens blik ikke at drages mod hende. Hun vil gerne have et lift videre, men vi er fyldt op. Hun kigger på os med sit mærkeligt faste blik, og spørger om vi også er ortodoks katolske, og vi må jo svare nej, hvilket kun fører til follow-up spørgsmålet om vi så trods alt er katolikker. Vi kan godt set, at et svar om ikke at være så troende, ligger helt uden for hendes forståelsesramme. Vi trækker det sikre kort og siger "Protestanter", hvilket vi godt kan se heller ikke er helt godt. Vi knokler videre op af små stier mod det øvre kloster, som ligger gravet ind i en stejl klippevæg. Heroppe mødes vi af et meget mærkeligt syn.

Ostroch feecetæppecentral og kloster

Der hænger fleecetæpper til udluftning på enhver dertil egnet overflade. Vi snakker hundreder af tæpper, alle forskellige og der hænger en let støvet duft af gamle tæpper (og lidt af tis) i luften. Da vi kommer op til selve klosteret ligger der bunker med fleecetæpper i tusindvis, samt også en del smalle madrasser på hele klosterpladsen. Kigger man ind i klosteret, ligger ligeledes store bunker af tæpper. Det fascinerende er, at der fortsat ikke lader til at være bare to, der er ens. Vi diskuterer om der kan have været en religiøs festival, det er trods alt pinsetid, og der derfor er tale om tæpper til sovende pilgrimme, men det er slet ikke til at forestille sig så mange sovende mennesker på en gang. Da vi ser et par mennesker som kommer op ad stien medbringende fleecetæpper i poser, går det op for os at der nok er tale om indsamling til flygtninge eller andre katastroferamte. Der er så store køer for at komme ind i selve klosteret, at vi nøjes med at betragte sceneriet udefra. Vi er dog inde i den voldsomt tilsodede lysetændingsgrotte, hvor varmen og røgen fra utallige små gule hellige lys er ved at kvæle os. Vi har i øvrigt selv taget lange bukser på for at være ærbare, men der er åbenbart ikke ikke nogen religiøse dekreter omkring kavalergange, og stramme korte kjoler, for der er rigtigt mange af kvinderne som er endda meget nydeligt klædt på.

Menneskemængderne er så store at vi snart fortrækker og kører ned af bjerget igen. På vej ned spiser vi frokost på en stor restaurant og på tjenerens anbefaling bestiller vi en familie-tallerken med noget schnitzel, ost og kartofler til 38 euro – beregnet på fire – men han mener at den rækker til os fem. Vi skal da lige love for at det rækker – der ankommer et kæmpe fad med et bjerg af forskelligt stegt/paneret kød, forsigtigt anslået vel omkring 2 kg. Midt blandt kødet ligger to stykker paneret friturestegt ost på størrelse med brieoste. I hver ende af fadet ligger et, siger og skriver et, stykke slattent salat – og underneden kødet stikker enkelte pomfritter deres fedtede ansigt frem – velbekomme. Det viser sig at kødbjerget er anbragt ovenpå kartoflerne, som i denne inkarnation er pomfritter druknet i stegeolie og kødsaft. Det lykkes os kun at spise en trediedel af kødet, og så har hele familien også nået kvalmegrænsen.

Således mætte i krop og sjæl kører vi nu direkte mod raftingcampen i Bosnien. Turen derop er spektakulær, da den lokale flod Piva (betyder øl) er opdæmmet til en 16 km. lang Piva sø, og vejen derfor går gennem en snæver og slynget kløft. Vejen klæber sig til bjergsiden og antallet af tunneler er utroligt. Ind imellem krydses til den anden siden af kløften af smalle broer og ad selve dæmningen. Ved en af broerne er der så uvejsomt, at broen er den direkte forbindelse mellem mellem to lodrette klippesider. Man kører gennem tunnel direkte ud af klippen på broen og på den anden side direkte ind i klippen igen. Grænseovergangen er ved en bro over raftingfloden Tara, som er så smal at kun en bil af gangen kan passere.

Vel fremme ved campen, som ligger "in the middle of absolutely nowhere", men direkte ved floden, modtages vi af en ungersvend, som spørger om vi har booket på forhånd. Han ser lidt overrasket ud, da vi siger ja, så vi er tydeligvis ikke ventede. Da vi siger at vi skal på Durmitorturen, bliver han nødt til at ringe og spørge sig for, for han er ikke sikker på at det går med en pige på 10. Vi fremviser mailkorrespondencen med hans chef, og så er den betryggende respons – et smil og ”10 years, why not!” Dernæst har han store problemer med at finde en 6 personer hytte til os, så vi må vente en halv time på den bliver gjort klar. Vi følger husjomfruen derhen og præsenteres for en gammel faldefærdig træhytte med et noget muggent lugtende gulvtæppe, der en engang har været rødt. Ved nærmere inspektion viser der sig også skimmelpletter på loftet, og nu mener Chefnavigatøren Henriette at det er på tide at gøre indsigelse – for 1000 euro må de kunne gøre det lidt bedre, så Mads kan slippe for et astmatisk anfald. Den flinke unge mand finder så en firepersoners og en to personers hytte til os, i noget bedre stand. Aftensmaden er endnu et kødorgie, samt tærter, ost m.m. i mængder vi slet ikke kan overskue – igen må vi sende mere end 2/3 retur.

I turbeskrivelsen står der at morgenmaden skal indtages kl. 7, da det er en lang tur vi skal ud på. Men vi får besked på at vi bare skal dalre derhen ved 8 tiden og så vil guiden møde os der. Morgenmaden viser sig også at være et kødorgie, denne gang et virkeligt flot udvalg af speget og røget lokalt charcuteri, samt en kirsebærmarmelade der bringer julens risalamande i nær erindring. Vi spiser igen efter bedste evne, men man kan dårligt se vi har været der, da vi går fra bordet. Guide er der imidlertid ingen af, og der er heller ikke nogen, der rigtigt ved noget om sagen. Vi bliver dog henvist til en ung fyr som siger at guiden helt sikkert snart kommer – for han havde selv lige set ham nede i byen! Stinne har sagt at sådan en raftingguide helst skal være høj, mørkhåret og med et stort skæg - hun er åbenbart mere i puberteten, end vi lige havde regnet med! Pludselig er han der, høj, lækker og mørkhåret med stort sort skæg. Vi møder nu de to andre par der skal med på samme tur. Det ene par et sted i 30'erne er virkeligt mystiske. Herren Rudi er østriger med en ufattelig uklædelig fremadstrøget glathårsfrisure, og en utrolig nærmest karikaturagtig fistelstemme med klassisk østrigsk accent. Fruen er rumæner, og taler med en ligeledes uudholdelig lillepigestemme. Allerværst er det når de taler fransk indbyrdes – så er det lige før man knækker sammen af grin. Det er et par dannet af to egoistiske karrieresingler, som modenhedsmæssigt ligger et sted i de sene teenagerår – muligvis de helt tidlige tyvere hvis man skal være rar. Det andet par er kroater, begge læger. Han er plastikkirurg i fyrrerne og hun, Mia, er en absolut nydelig akutlæge i først i tredverne – vi er ret sikre på at det er hans kone nummer to da han taler om sine børn, og ikke om deres. De er rigtigt søde, og taler sproget så de kan oversætte lidt for os undervejs.

Guiden genner os nu sammen, og siger: ”Hello my name is Kristian, and I will be your guide on the Tara river – any questions? If not, we are ready to go get the gear” Det må simpelt hen være den korteste intro i verdenshistorien. Vi må derfor have grabben i vejret for at få afklaret småting som: Hvad skal der ske, hvad skal vi have med, hvordan transporteres det og så videre. Efterfølgende udleveres våddragter, hjelme og redningsveste, og vi læsses i to firhjulstrækkere. Det østrigsk/rumænske par har set sig meget varm på at køre Landrover, så vi andre må nøjes med en Toyota Landcruiser, kørt af en skægget ældre herre ved navn Draco, med kun et fungerende øje. Vi der er lidt bilkyndige, ved at en Landcruiser er resultatet af at Toyota har kigget på en Landrover (som grundlæggende set er stykke rustik landbrugsmekanik) og så lavet en ordentlig og bedre bil i japansk kvalitet – så vi er egentlig godt tilfredse.

Draco den enøjede chauffør

Kaffestop

Storebjerge

Mads og Maiken i zipline over kløften

Dette bliver starten til en tre timers tur gennem bjergveje, mineagtige tunneler, gennem utroligt smukke og dramatiske landskaber. Vi kommer helt op over højfjeldet med blomsterenge, små sæter hytter, og masser af snelommer som endnu ikke er smeltet. Flere steder skærer vejen sig igennem partier med sne. Det højeste punkt er et pas i 1.900 meters højde, hvor Mads får lejlighed til at tage en ordentlig rutchetur på en stejl sneskråning. Hele tiden er vi omgivet af barske bjerge, og det er en vanvittig flot tur, som i sig selv udgør en hel ekspedition. Men hen på eftermiddagen er vi fremme ved floden og kan få sat den medbragte gummibåd i vandet. Vi instrueres i de grundlæggende færdigheder og sikkerhedsprocedurer – herunder at forældre ikke svømmer efter børn der er faldet overbord – det gør guiden! De to par sidder forrest i hver sin side, dernæst kommer Henriette og Mads i den ene side og Jesper og Stinne i den anden. Maiken får hæderspladsen foran midtfor.

Den skæggede guide Kristian 

Den vilde biflod

Team rafting - Rudi on the left :-)

Vel ude i den smukke blågrønne bjergstrøm begynder løjerne. Første strømhvirvel tages forlæns, næste baglæns og så tager vi lige een roterende – så er vi ligesom kommet i gang. Det er virkeligt sjovt og vandet sprøjter i store skyller ind over os, når styrmanden med sikker hånd placerer båden lige det allerværste sted i strømhvirvlerne. Alle hviner af fryd når vi kastes rundt i bølgerne, og den normalt lidt forsigtige Stinne, kan slet ikke få det vildt nok. Undervejs er der også tid til at nyde synet af den storslåede kløft, som faktisk kun kan ses fra båd, da den er for uvejsom at færdes i til fods. Hele tiden tilføres der yderligere vand, enten fra små bække, eller fra rivende strømme. Vi stiger af båden ved et dramatisk tilløb der buldrer så voldsomt ned i floden at man kan mærke kulden fra den. Den kommer direkte ud af et stenskred som vi kravler op til, og løber kun 170 meter før den munder ud i Tara. Stinne og Mads er rigtigt hårde til at padle,og lader sig slet ikke skræmme af det vilde vand. Vi har hele floden for os selv, da der ikke er andre som er på den lange Durmitor tur. Vi stopper også et par steder for at svømme og springe ud fra klipper. Mads viser sig at have uerkendte evner som tårnspringer, og tager ufortrødent helt op til 5- 6meters udspring fra klippen direkte ned i strømmen. Når man så rammer vandet, gælder det om at få svømmet hen til den ventende gummibåd på tværs af strømmen. Her viser kræfterne sig ikke helt at slå til, og Mads når ikke ind til båden, men ryger forbi – en lynhurtig Maiken har dog hørt efter i timen og rækker sin paddel frem som han kan få fat i. Hun får ham trukket ind og han får fat i båden. I hele denne manøvre er vi imidlertid røget længere ned af floden, og det østrigsk/rumænske par ligger derfor også i vandet og skal fanges ind. Vi får derfor besked på at Mads skal slippe båden og selv svømme til bredden. Det kan Henriettes moderinstinkt imidlertid ikke holde til, så ordren tilsidesættes og Mads hales med et moderligt bjørnetag ombord i båden. De øvrige svømmere er derfor lidt kolde efter det lange ophold i vandet, da de lidt senere hales ombord. Turen går videre i den paradisiske kløft, nye hvirvler forceres og humøret er højt. De mange svømmeture i det 8 grader kolde vand betyder dog at vi efterhånden fryser noget, trods den megen hårde padlen – så da overnatningsstedet viser sig, er det yderst velkomment.

Man kan godt blive lidt træt på sådan en raftingtur

Rå biler ved overnatningsstedet

Morgenmad kløften 

Morgenstemning fra hytten

Vi skal sove på nationalparkens hytte helt inde i selve kløften, kun tilgængelig med båd, Lada Niva eller andet firehjulstrukkent køretøj. Der er tale om en temmelig stor hytte med 2-4 sengs værelser, og uden fast indlagt strøm. Der er kun strøm mellem klokken 9 og 10 om aftenen gennem en 36 kilovoltampere dieselgenerator. Maden laver vores chauffør derfor over bålet. Der varmes gullasch, skæres tomat og agurk, samt grilles kylling, pølser og steaks og det smager alt sammen herligt. Godt trætte kryber vi til køjs og det tager ikke mange sekunder før Ole Lukøje har slået os for panden. Næste morgen er det op og sørge for at få våddragter m.m. ud i solen, så de om ikke er tørre, så i hvert fald lune inden vi skal i dem igen.

Sjovt insekt

Sjovt insekt fra siden

På denne sidste de af turen er der et stykke, som ikke er så egnet for børn. Det er derfor organiseret sådan, at vi mødes op med Landroveren efter et stykke tid, for så at springe et stykke på 4 km. over. Det er de to andre par noget fortrydelige over, men guiden er benhård, vi startede sammen, så tager vi også hele turen sammen. Vi byder ind med at børnene og en af os kan tage med bilen, men diskussionen lukkes med at vi gør som oprindeligt aftalt. Det fører til en lidt forknyt stemning i båden, hvor særligt den rumænske pige er meget mavesur og slet ikke kan nyde turen. I stedet er fokus på alt det de er gået glip af. Hævnen kommer dog hurtigt. I en rigtig god strømhvirvel ryger hendes mand Rudi pludselig overbord som den første og eneste på turen. Han får dog fat i båden med det samme og fruen får ham lodset ombord igen. Vel ombord modtages han af en storgrinende guide, som pointerede at det da var godt at vi sprang det slemme stykke over – for der, havde det ikke været sjovt at ryge overbord. Resten af turen hetzes Rudi løbende af styrmand Kristian: Rudi, har du fødderne i stropperne, Rudi, pas på, der kommer hvirvel, og så videre. Han tager det heldigvis i godt humør, og det formår også at få løst op på den forknytte stemning (måske ikke helt hos Rudis kone, men hun var også lidt af en krampe).

Ekspedition til vandfald 

Paradis på jord

Vi andre nyder turen, selvom vi her på det nedre stykke må dele fornøjelsen med en hel del andre. Lægerne fortæller at, da de tog det nedre stykke sidste år i august, var der mindst hundrede både på floden. Så vi nyder at der trods alt kun er tale om en fem/seks andre både. Vi kommer igennem store hvirvler hvor vi bliver kastet rundt og overdænget med koldt vand og hyler af grin og kulde. Solen banker dog ned, så vi får hurtigt varmen igen – det er slet ikke koldt som gårsdagen. Undervejs driller guiden løbende Stinne og Mads, ved at stænke vand i hovedet på dem med pagajen. Maiken får lov til at stå op i båden i et par hvirvler, og da hun på et tidspunkt er nede og side ved siden af guiden, udfordrer han hende til en mavebøjningskonkurrence. Fødderne i stropperne og så ryggen bagud over kanten af båden. De tager de første 50 dybe mavebøjninger i god stil, men da han tror at det er ovre fortsætter Maiken bare: Fiftyone, fiftytwo lyder den lille pigestemme. Han har jo ikke andet valg end at følge med hvis han ikke skal tabe ansigt. De passerer, både halvfjerds og firs medens de skiftes til at tælle på engelsk. Til sidst tælles der højt op til one hundred som endeligt slutmål. Da han med et brøl råber ”One hundred” og stopper, høres Maikens lille stemme igen: Hundred and one, hundred and two og stopper først med hundred and three. På baggrund af dette udråbes Maiken som Admiral af båden. På det sidste stykke mod målet er det Mads der overtager som styrmand – en tjans han klarer til bravour. To fantastiske dage på floden er ovre, og vi er alle helt høje og enige om at det har været en uforglemmelig oplevelse.