20 til 23 maj - Videre op i Albanien, navigationsproblemer, fattigdom og pladsen uden navn

Lige så enestående sød modtagelsen var da vi ankom på Ksamil Camping lige så sød er afskeden. Linda overrækker en pose fyldt med kage og tyrkisk delight samt en pose med frosset drikkevand, så vi har koldt vand til vores lange biltur. Derefter serverer hun lun spinat og ostepie for os inden vi kører og giver knus og kindkys – det er lidt ligesom at forlade gode venner. Således sendt godt af sted kører vi nu tilbage af den samme stejle bjergvej som vi kom og som vi også kørte da vi besøgte Blue Eye.

Vi kommer atter forbi sigøjnerlejeren, hvor folk bor i huse, bygget op af træ og plastik og hvor skrald ligger spredt udover hele pladsen. Her har romaerne en slags genbrugsplads hvor de sorterer plasticaffald de har fundet rundt omkring. Vi kører også forbi gedehyrden som Stinne og Henriette hilste på, da de gik på grusvejen ved Blue Eye, og selvom vi bestemt er klar til at rejse videre, er det også med lidt vemod, for vi var begyndt at komme ind på livet af Ksamil. Turen op gennem passet går let, men vejret er også noget bedre denne gang. Vi kommer ned i dalen og resten af turen går op gennem lavlandet. Der er tydeligvis lidt fattigere her, end omkring turistbyerne Sarande og Ksamil, og der er ikke mange steder man har lyst til at standse op. Undervejs i Gjirokaster kommer vi forbi endnu en romalejr, med de små fattige børn man får ondt i maven af at se på, der render rundt og samler affald og tigger. Længere henne er et meget sølle udseende gademarked placeret direkte på landevejen – hvilket gør gennemkørsel med campingvogn til lidt af en udfordring. Vi er kronisk bange for at fælde f.eks. en mand med høne, eller en kone med grøntsagsposer med enten sidespejle eller med selve campingvognen. Det kompliceres af at det er enhver albaners ret at smide sin Mercedes midt på vejen, hvis der lige skal handles lidt ind. Men som alt andet i albansk trafik, så glider det hele alligevel, og ingen kommer til skade eller så meget som bliver sure.

Udsigtspunkt fra rasteplads på vejen mod Kavaje

Vi har sat Gps'en på koordinaterne på pladsen, og det bringer os af den store hovedlandevej og ind på en af byen Kavajes indfaldsveje. Den viser fra til højre ad en meget hullet grusvej, og i en splitsekundsbeslutning vurderer vi at det er endnu af GPS'ens ”sjove” navigationsforslag, og kører forbi. Da vejen har høj midterrabat med hegn giver det en længere tur frem til næstkommende rundkørsel så vi kan komme retur på den anden side af vejen. Herfra ser grusvejen ligeså håbløs ud men vi har svært ved at gennemskue hvor filan vi så skal køre hen. Henriette spørger om vej på en lille restaurant/cafe. Den venlige mand spørger flere gange om vi har en ide om adressen, for det der står i vores tyske fotokopier er bare tre forskellige småbynavne. Vi peger på campingpladsens navn, Pa Emer, men det siger ham ikke noget. Det går op for os hvorfor, da han fortæller at det betyder ”Uden navn”. En gæst der kun taler albansk forklarer at han ved hvor campingpladsen er, det er ca. 16 km. væk, men svært at forklare til os. Så han vil gerne køre foran, mod at få benzinpenge, ca. 20 euro. Det må være en særligt forslugen Toyota manden er i besiddelse af, og den plads vi leder efter skulle ligge noget nærmere, så vi takker pænt nej og kører videre.

Efter at have spurgt på en tankstation på den anden side af hovedlandevejen ,hvor de har set et skilt mod Pa Emer, prøver vi igen at finde vej. Vi er dog lidt i problemer da det viser sig at de småveje vi kører rundt på, slet ikke er kendt af googlemaps. Vores GPS kender godt vejene men virker noget rundforvirret. Vi kører videre af stadigt mindre veje, blandt hestevogne og landbrugsmaskiner. Nu forsvinder også asfalten her, og tilsidst beslutter vi at koble vognen fra på et sted hvor det stadigt er muligt at vende den rundt med håndkraft. Pigerne og Jesper fortsætter efter GPS'ens tvivlsomme anbefalinger ned af en meget rustik grusvej, mens Henriette og Mads bliver tilbage og bevogter vognen. Det viser sig hurtigt at være en rigtigt beslutning at have smidt campingvognen, for vejen er nu noget der minder om et traktorspor, og enkelte gange er vi lige ved at blive hængende i mudderet. Vi kommer dog frem til et sted hvor der er skiltet mod pladsen, og kan her se den bro vi skulle have passeret, hvis vi havde fulgt GPS'ens oprindelige anbefaling med grusvejen inde i Kavaje. Det var ganske rigtigt den rette vej, men ville involvere passagen af en bro med 25% stigning – ikke en option med campingvogn. Vi spotter en alternativ mulig rute og kører retur efter campingvognen og resten af familien. Vejene herude er meget få og ulogiske, så resten af vejen mod pladsen er også temmelig forvirrende. Vi taler senere med nogle tyskere i camper, der havde brugt den bedste del af halvanden time på at finde frem, inklusive en forespørgsel til politiet før det lykkedes. Vi døber i fælleskab Pa Emer til ”The campsite with no name in the middle of nowhere”. En meget passende betegnelse for et område hvor markerne luges med hakker og håndkraft, høet vendes med greb og høballerne stakkes på hestevogn ligeledes med greb. Når man har set den samme dame hakke den  samme mark hele dagen i 28 graders varme, forstår man en ekstra dimension af sin gamle fars barndomshistorier om at ligge og luge i de uendelige roemarker på Fyn og beslutte sig for at der måtte kunne findes et andet liv ved at tage en uddannelse.

En af GPS'ens mange sjove forslag, vi er på vej rundt i svinget, kan du spotte vejen ind til højre - vi kunne i hvert fald ikke. Så behøver vi vel heller ikke nævne at der faktisk løber en å (som det ses på gps-billedet) man i givet fald skulle krydse og der er heller ikke nogen bro.

Så vi fortsætter bare ligeud blandt hestevogne og Mercedes'er

Campingpladsen er på en gang paradisisk med sine mange blomster, konstruerede træbroer og lange sandstrand og på samme tid skrottet på grund af store huller i vejen fyldt med mudder samt omgivelser hvor skrald og beton dominerer billedet. Det er en af Albaniens første campingpladser og drives af et ældre ægtepar, hvor manden ligner en krydsning mellem en sydfransk vinbonde og en snedig albaner, og fruen er et finurligt bette stykke kvindfolk med glimt i øjnene, som konverserer på autodikakt italiensk, iblandet brokker på fransk og engelsk. Hun forelår selv at vi kun har et barn, for ellers bliver det alt for dyrt. Det løber nu alligevel op i 25 euro pr.nat.

Vores lidt mudrede plads på Pa Emer

Solnedgang over broen til den kunstige ø

Aftenbadning i det lave vand

Albansk strand, lige på den anden side af campingpladsen - og det er hele stranden der ser sådan ud, ikke bare dette hjørne

Vi ser mange dyr på pladsen. Der er mange forskellige fuglearter og lige udenfor campingvognen får ungerne både øje på to firben og en rødlig slange som hurtigt forsvinder ind i beplantningen.

Om aftenen viser turens første ildflue sig for os som en lille gløde, der med små nøk bevæger sig rundt i mørket. De voksne tager en indkøbstur ind til Kavaje. Langs gaden sælges der alt fra frugt og grønt til levende kyllinger, høns og kalkuner. Man forstår i sandhed godt, at der er et marked for at købe levende dyr og slagte dem selv, for skal man købe kylling i et lille supermarked, er måden de opbevarer dem på en kende suspekt. Slagtede kyllinger ligger normalt smidt uden indpakning direkte sammen med andre frysevarer i butikkens kummefryser. Man ved ikke hvor mange der har haft i dem eller hvor længe de har ligget der, det eneste man ved er, at man ikke har lyst til at købe dem. I det hele taget er det meget begrænset hvad man kan købe af fersk kød, pålæg og andre friske fødevarer, selv udvalget af grøntsager er meget lille, men til gengæld frisk og lækkert - hvem kan klage over kirsebær til 7 kroner kiloet.

Gadebillede fra Kavaje.
Drengen forest trommer på en plastikdunk og forsøger at tigge sig til lidt håndører.

Vi er kun på pladsen i 2 dage, da vandet grundet regn er meget grumset og strandens gråbrune sand ikke er så indbydende. Vi får heller ikke rigtigt snakket med nogen. Jo mere parcelleret en plads er, desto mindre snakker man med hinanden. Vi er jo egentlig også på vej mod bjergene og Montenegro.

Vejene herop er generelt gode, og vi er ved at være rutinerede i at håndtere sydeuropæisk trafikal infrastrukturafvikling med campingvogn, så det går glat. Vi har ellers hørt rædselshistorier om de dårlige veje her nordpå, men det går fint. Vi holder ind på en grusplads for at Jesper kan få sokker på da airconditionen ved ved at fryse hans bare fødder af (bilen var nemlig meget ren for første gang på turen og han ville derfor ikke køre med de mudrede sandaler. Vi havde trods alt betalt 300 lek, eller hele 16 kroner for at få den vasket og støvsuget af en nydelig albansk mand). På pladsen holder en minibus med påskriften Østbirk turistfart, nu på albanske plader. Der findes et uofficielt turistslogan på tysk omkring Albanien: Hvorfor ikke tage til Albanien, din bil er her allerede. Vi tænker også at mange af de Mercedes'er vi ser her, må være ”importeret” til ”tag selv priser” af den albanske mafia, da det ellers er utroligt at Europas måske fattigste land har den højeste Mercedes-frekvens vi nogensinde har oplevet. Hver tredje bil er en Mercedes, og det er bestemt ikke alle sammen gamle øg. Der er masser af store vogne, hvoraf flere stadig har klistermærker eller nummerpladeholdere fra Baden Würtemberg, Stuttgart eller lignende.

Da vi har kørt et par timer, skal vi skifte retning og her kommer det så – det vi har hørt om. GPS'sen viser af mod venstre ind af noget der slet ikke kan kategoriseres som vej. Men da mudderpølen er fyldt af kæmpestore lastvogne i begge retninger, er det jo nok den rette vej. Det fører os gennem 1 eller 2 kilometers manøvrekørsel på kryds og tværs af en grusvej hvis primære kendetegn var fraværet af grus, der her var erstattet af kæmpestore søer af mudret vand. Der var mere tale om et vådområde, end noget der kunne karakteriseres som vej. Marchhastigheden lå omkring 3-4 km. i timen, og hele tiden med fare for at blive klemt af modkørende store lastvogne der forsøgte at navigere rundt om de dybeste huller. Vel ude på god asfalt igen beslutter vi at holde ind og kigge lidt på rutevalget det sidste stykke frem til den valgte plads. Vi tager de tyske fotokopier frem,og det er så her at vi ser, at den valgte plads er lukket pr. marts 2018. UPS – ny plads skal vælges. Lake Shkoder Resort, beskrevet som en af Europas måske 10 bedste campingpladser – det ser jo godt ud. Den skulle ligge skønt ud til den store Shkoder-sø der ligger på grænsen til Montenegro. Vi fortsætter og passerer gennem Shkoder, en af Albaniens ældste byer, og 10 kilometer længere nordpå drejer vi fra af den varslede grusvej. Denne gang i en overraskende god stand, helt uden huller. Vi kører en kilometer mellem marker og spredte huse, inden vi kan se et noget tvivlsomt udseende hegn, bag hvilket vi mener at kunne spotte campingbiler. Vi fortætter forbi et par grimme affaldscontainere - Europas måske bedste plads – yeah right. Frem kommer vi til en stor jernlåge, der da den glider til siden, åbenbarer en oase af velplejethed. Store åbne arealer med slået græsplæne i midten og fine overdækkede pladser nydeligt placeret i hver side. En stor grusplads leder frem mod en moderne administrationsbygning, hvor vi bliver mødt af en yndig velskabt yngre dame i strøget bluse og nederdel, som meget professionelt tager imod vores papirer. Nederst på pladsen ligger restaurant og liggestole ud mod den rene smukke Skhoder-sø. Alt er moderne, velholdt og rengjort, alt personale er nydelige unge mennesker, der tydeligvis er instrueret i at være imødekommende og servicemindede. Hold da op for en kontrast til mange af de andre steder vi har været – og så er prisen forsat de 25 euro vi er ved at være vant til. Havde vi kun været to, havde prisen været 14-16 euro, alt inklusive.

Til gengæld er her intet af den skæve charme nogle af de andre pladser har budt på, og slet intet af den personlighed der f.eks. gennemsyrede Ksamil Camping. Det er hele er mere glat her, med folk der vandrer ned hver morgen til liggestolene, efter de lige har taget et kort morgenbad i søen. Det minder os lidt om ferie sydpå med Orla Knudsen (all-inclusive). Men ret skal være ret, det er dejligt med de gode rene faciliteter og al den åbne plads - det hele er bare lidt parcelhusagtigt.