Vores erfaringer
med Grækenlands motorveje er, at de er så dyre, at man for alt i
verden bør undgå dem og vælge de almindelige landeveje. Når
campingvogne er hægtet bag på mere end fordobles prisen, så vi var
ikke det mindste i tvivl, da vi skulle køre den lange vej til
Delphi. Vælg landevejen frem for motorvejen. Vi havde tidligere kørt
på den første del af vejen, da vi skulle til Korinth og her var
landevejen udmærket, så vi satsede på at den sidste del af turen
ville være tilsvarende. Da vi kom over Korinther kanalen ændrede
landevejene imidlertid sig til at være smalle veje gennem
kontinuerlig spredt bebyggelse og hastigheden faldt til de 45-50 i
timen. Vi var derfor glade da GPS'en viste af i en mere landlig
retning mod Delphi. Men vejen her blev gradvist endnu smallere og
langt mere snoet da vi også skulle lidt i højden. Efterhånden er
større og større dele af vejen eroderet bort af noget der må have
været massive regnskyl. Ofte hænger den yderste del af asfalten i
fri luft, da undergrunden bestående af klippestykker, grus og
sandjord er skyllet bort. Man skal virkeligt koncentrere sig for at
sikre at et eller flere hjul ikke ender med at ryge i store huller
eller endnu værre ud over vejkanten, hvor der sagtens kan være
30-40 cm. ned. Vi begynder at frygte om det i det hele taget er
muligt at komme videre – måske er hele vejbanen skyllet bort. Vi
bliver dog glade da vi ser en modkørende – det tyder jo på at det
kan lade sig gøre. En god oplevelse er da vi spotter en stor
landskildpadde på vejen (det siger lidt om vores hastighed, at
medtrafikanterne er skildpadder). Vi stopper selvfølgelig op og får
et godt kig på den søde skildpadde.
To steder på ruten var hele vejbanen faktisk skyllet bort, men det lykkes os alligevel at få manøvreret vogntoget forbi uden større skader. Undervejs indkasseres også flere beundrende/hovedrystende/chokerede blikke fra de lokale landmænd for hvem campingvogne åbenbart er ligeså almindelige som UFO'er. Endelig kommer vi da ud på på bedre veje, farten kommer op trods det stadigt mere bjergrig landskab.
To steder på ruten var hele vejbanen faktisk skyllet bort, men det lykkes os alligevel at få manøvreret vogntoget forbi uden større skader. Undervejs indkasseres også flere beundrende/hovedrystende/chokerede blikke fra de lokale landmænd for hvem campingvogne åbenbart er ligeså almindelige som UFO'er. Endelig kommer vi da ud på på bedre veje, farten kommer op trods det stadigt mere bjergrig landskab.
Når man kører
rundt i den varme Grækenland er det lidt surrealistisk at støde på
et skisportssted, men bjergbyen inden Delfi skilter med pister og
leje af ski … Midt i april er der stadig lidt sne på bjergtoppene,
men det er virkeligt svært at forestille sig, at der kan falde sne
nok til at drive skisportscenter. Da vi kører igennem Delfi
fornemmer man hurtigt, at dette er en af Grækenlands helt store
turist attraktioner. Der holder mængder af turistbusser parkeret
langs landevejen og de små gader er fyldt med souvenirbutikker og
hyggelige tavernaer. Her er flere turister end vi har set noget andet
sted. Når man skal vælge en ny campingplads er der ofte den lille
udfordring at når man først er kørt ind på området er der ikke
plads til at vende en bil med campingvogn og typisk også stejlt så
man ikke bare kan koble vognen fra. Hvilket gør at valget er truffet
allerede når man er kørt ind.Vi vælger derfor denne gang at stille
bil og vogn et stykke fra den første campingplads og så vandre ned
og inspicere forholdene. Det tager selvfølgelig lidt tid, men er
langt behageligere. Den første plads har pool og bordtennisbord, men
ser ikke særlig hyggelig ud. Ydermere er personalet ikke særligt
indbydende og prisen de forlanger er oppe på 35 euro, det hidtil
dyreste vi har mødt.
Så vi gentager
manøvren på den næste plads 5 km. længere fremme. Og her ligger
en ganske lille plads, vi bliver taget imod af en smilende og meget
venlig mand. Prisen er også 27 euro, langt mere rimeligt.
Beliggenheden er utrolig flot direkte på siden af bjerget med
fabelagtig udsigt over bjerge, dale og havbugt i det fjerne. Selve
dalbunden ud mod kysten er flad som en pandekage, tydeligvis
tidligere havbund og fuldstændigt beplantet med oliventræer. Synet
fik i sin tid de franskmænd som udgravede ruinerne i Delphi til at
døbe det La mer des olives – olivenhavet. Campingpladsen ejes af
en familie som også dyrker oliven, så på pladsen bydes vi på
smagsprøver på både olien, oliven og og en lækker tapenade.
Dejligt at opleve den stolthed og kvalitetsbevidsthed de lægger for
dagen, og dejlig at de slet ikke er pågående, men bare stolte over
deres produkter.
Vi finder en god
plads og børnene får lov til at sætte telt op på en naboparcel,
da der er mange ledige pladser. De hyggede sig med at indrette teltet
med dyner, liggeunderlag og lamper og havde en hyggelig aften og nat
i teltet. Næste morgen opdages imidlertid en veritabel invasion af
tusindvis af mikroskopiske røde edderkopper, noget mindre end
knappenålshoveder. De hverken bider eller generer på anden vis, men
har den uheldige egenskab at de kvitterer med en ildrød farveplamage
når man ligger/træder dem i stykker. Maikens hvide sandaler var
stort set lyserøde under bunden efter at have trådt gennem La mer
des araignées – Edderkoppehavet i teltets apsis. Også dynerne var
fulde af små edderkopper og måtte rystes grundigt inden de skulle
retur i campingvognen. Så det blev til både børn og
voksnesfortrydelse kun til en enkelt nat i teltet.
Dagens eskursion
gik selvfølgelig direkte til ruinerne og oraklet som vi kunne nå
til fods fra campingpladsen gennem en smuk gammel sti op ad bjerget
til byen Delphi. Der var fyldt med turister, busser og skoleklasser i
store mængder. Nærige som vi jo er, var det ærgerligt at se et
lille opslag ved indgangen til ruiner og museum, som proklamerede at
der var gratis indgang på National monuments day – den 18 april.
Frem med mobiltelefon for at afgøre at det sikkert allerede havde
været den 18. eller det måske var i morgen. Man mister lidt
opmærksomheden på ugedage og datoer når man rejser på denne måde.
Stor var glæden, da vi opdagede, at det faktisk var i dag, det var
den 18. For en nordjyde og en glyngøresild gør det jo glæden
dobbelt så stor, når man ligefrem sparer penge ved at se en
attraktion. Således opløftet indtog vi ruinområdet som er meget
meget kuperet – man under sig over hvorfor de partout skal mokke
disse tonstunge marmorblokke langt op af bjergsiden. De stakkels
håndværkere som i sin tid opførte de imponerende templer må have
bandet noget. Mange af byggematerialerne kom ind via skibe i bugten
og skulle så fragtes hen over olivensletten som er fuldstændigt
plan, nivelleret og nærmest byggemodnet – men nej her skal der
ikke stå templer – lad os os i stedet bruge hvad der må have
været overmenneskelige kræfter på at fragte de tonstunge blokke
3-400 højdemeter op af bjerget.
![]() |
| Vandreturen op til Delphi |
![]() |
| Apollontemplet |
Selvfølgelig må man så erkende at arkitekens ide alligevel var den rigtige når man i dag står blandt ruinerne og ser den fabelagtige udsigt. Beliggenheden er ganske enkelt spektakulær midt blandt de høje barske bjerge – det fås ikke mere imponerende. Allerøverst (så er man jo også ved at være i form) ligger et imponerende velbevaret stadium komplet med tilskuerbænke, start- og mållinie. Heroppe er der også høje fyrretræer der yder lidt skygge mod den brændende sol. Her får vi også en lektion i forskellen på gymnasie og universitetseskursioner. Gymnasieklasser går typisk rundt på følgende måde. Et styk overentusiastisk (og alligevel træt udseende) lærer som docerende deler ud af sin lærdom for en flok meget lidt entusiastiske elever, som typisk er mere optaget af: At se lækre ud på selfies, være på snapchat/facebook, skubbe hinanden ned af ruiner eller bare demonstrere det helt særlige opgivende livstrætte blik man udvikler når man som 16 årig trækkes rundt i det der dybest set bare en stak gamle sten. De universitetsstuderende derimod, sidder dybt koncentreret i skyggen og arbejder med deres noter/undervisnings materiale samt diskuterer dæmpet indbyrdes, mens læreren cirkulerer langsomt rundt og ermedi diskussionerne. Det er selvfølgeligt muligt at der var tale om en særlig gruppe overmotiverede teologistuderende, men kontrasten sprang under alle omstændigheder i øjnene.
Det er helt klart
berettiget, at Delphi er blandt verdens store turistattraktioner, og
det bør være et must see, hvis man er på de kanter i Grækenland.
Beliggenhedens skønhed, fornemmelsen af et pust fra historien men
også det fine tilhørende museum gør det til et helt specielt sted.
Når man rejser her i Grækenland og ser rester af den antikke
civilisation, er det spændende at opleve hvor meget af ens egen
kulturelle referenceramme og begrebsapparat der stammer herfra. Bare
sådan en lille ting som at se op på bjerget Parnassos og få ideen
at begrebet ”Kulturparnasset” måske stammer herfra, for derefter
at læse op på sagen og finde ud at det begreb kommer fra beboerne i
en hule på bjerget. Fyldt op af kultur meldte et af de
dybereliggende lag i Maslows behovspyramide sig og vi fik lokaliseret
en lille restaurant i Delphi by. Denne gang var vi heldige, det var
et dejligt sted med den sødeste dame, og vi fik en 3 retters menu
touristique for 12-15 euro som smagte virkeligt dejligt. Med til
oplevelsen hørte dog også at en af de lokale mænd (som muligvis
ikke kørte på alle fire cylindre) stillede sig op neden for
restaurantens borde, observerede de spisende et stykke tid, hvorefter
han med et solidt hark hentede en slimklat af kyklopiske dimensioner
op fra mave-tarmregionen og tydeligt veltilfreds deponerede den midt
på fortovet for derefter at forlade gerningsstedet. Vi måtte så
skræve hen over den da vi skulle retur til campingpladsen.
Inspireret af
historierne om oraklet blev dagens tilhørende skoleopgave for
ungerne: at producere en stop-motion film. Der blev arbejdet
koncentreret med at udvikle skript, lave kulisser og figurer i silk
clay. Der blev lavet fantastisk flotte udgaver af præsten, oraklet
og Sokrates, og gode replikker til de tre figurer. Oraklet der
dengang (som nu) var en kvinde, der ifølge overleveringen var høj
på gasser der sivede ud af bjerget, udtalte absurde nonsens svar på
Sokrates spørgsmål, som præsten så oversatte til rimende svar på
vers.
Næste dag
besluttede vi at køre til en lille kystby, se byen og få en
badetur. Byen havde trods dens lidenhed en havn på to sider af byen,
og en lille promenade med restauranter samt det sædvanlige udvalg af
småbutikker. Da ingen af os havde været begavede nok til at tage
penge med, måtte frokosten klares for de 4 euro vi kunne finde i
bilen – lidt vand og en pakke kiks. Da vi kom retur til Delphi
camping skulle der handles ind, og Henriette og Jesper besluttede at
være sportslige, på med en rygsæk og så speedvandrede vi af den
gamle bjergsti op til byen. På en god halv times tid var vi fremme
og kunne gå på jagt efter en købmand. Dem er der som regel mange
af, og det var der også her. Men de er meget små og udvalgte yderst
begrænset, en af dem indeholdt ud over slik snacks og drikkevarer
primært elektrisk udstyr fra midthalvfemserne i pakninger der var
falmet til ukendelighed. Det må kræve en solid portion kommerciel
optimisme at fastholde håbet om at varelagret nok en dag skulle
blive omsat. Lidt samme oplevelse som vi havde dengang vi lånte Else
og Thomas sommerhus i vestjylland og tog på indkøbstur til
købmanden i Vedersøe, som havde et rullestativ med et imponerende
udvalg af kassettebånd fra senfirserne – ligeledes falmede. Vi
fandt dog en anden butik og fik indkøbt grillpølser, frosne
souvlaki-sticks og utroligt nok to liter frisk mælk.
![]() |
| Charmerende havneby nær Delphi |
På returtrekket
opdagede vi den flotteste grønne og brune slange, en god meters
penge, lang og tyk som en underarm. Da den ikke opdagede os lige med
det samme, fik vi et rigtigt godt kig på den inden den hastigt
fortrak. Det er dejligt at være i et land med så megen vild natur
og dermed også med så mange vilde dyr. Men nu kaldte vores lejede
hus og besøg fra Hans og Margrethe, så vi måtte videre mod Athen.
Først skulle vi dog betale for opholdet i form af tre gange 27 euro.
Op til den flinke mand og frem med visakortet. Og frem kom så en ny
version af den særlige græske hang til ikke-sporbare kontanter.
Skal vi ikke lave betalingen som halvt visa, halvt kontanter foreslår
han smilende. Man forstår godt hvorfra underskuddet på de Græske
statsfinanser stammer.






Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv gerne en lille hilsen/kommentar