17. til 20 april - Delphi camping - Underminerede veje, krybdyr og Oraklet i Delphi

Vores erfaringer med Grækenlands motorveje er, at de er så dyre, at man for alt i verden bør undgå dem og vælge de almindelige landeveje. Når campingvogne er hægtet bag på mere end fordobles prisen, så vi var ikke det mindste i tvivl, da vi skulle køre den lange vej til Delphi. Vælg landevejen frem for motorvejen. Vi havde tidligere kørt på den første del af vejen, da vi skulle til Korinth og her var landevejen udmærket, så vi satsede på at den sidste del af turen ville være tilsvarende. Da vi kom over Korinther kanalen ændrede landevejene imidlertid sig til at være smalle veje gennem kontinuerlig spredt bebyggelse og hastigheden faldt til de 45-50 i timen. Vi var derfor glade da GPS'en viste af i en mere landlig retning mod Delphi. Men vejen her blev gradvist endnu smallere og langt mere snoet da vi også skulle lidt i højden. Efterhånden er større og større dele af vejen eroderet bort af noget der må have været massive regnskyl. Ofte hænger den yderste del af asfalten i fri luft, da undergrunden bestående af klippestykker, grus og sandjord er skyllet bort. Man skal virkeligt koncentrere sig for at sikre at et eller flere hjul ikke ender med at ryge i store huller eller endnu værre ud over vejkanten, hvor der sagtens kan være 30-40 cm. ned. Vi begynder at frygte om det i det hele taget er muligt at komme videre – måske er hele vejbanen skyllet bort. Vi bliver dog glade da vi ser en modkørende – det tyder jo på at det kan lade sig gøre. En god oplevelse er da vi spotter en stor landskildpadde på vejen (det siger lidt om vores hastighed, at medtrafikanterne er skildpadder). Vi stopper selvfølgelig op og får et godt kig på den søde skildpadde.

To steder på ruten var hele vejbanen faktisk skyllet bort, men det lykkes os alligevel at få manøvreret vogntoget forbi uden større skader. Undervejs indkasseres også flere beundrende/hovedrystende/chokerede blikke fra de lokale landmænd for hvem campingvogne åbenbart er ligeså almindelige som UFO'er. Endelig kommer vi da ud på på bedre veje, farten kommer op trods det stadigt mere bjergrig landskab.

Når man kører rundt i den varme Grækenland er det lidt surrealistisk at støde på et skisportssted, men bjergbyen inden Delfi skilter med pister og leje af ski … Midt i april er der stadig lidt sne på bjergtoppene, men det er virkeligt svært at forestille sig, at der kan falde sne nok til at drive skisportscenter. Da vi kører igennem Delfi fornemmer man hurtigt, at dette er en af Grækenlands helt store turist attraktioner. Der holder mængder af turistbusser parkeret langs landevejen og de små gader er fyldt med souvenirbutikker og hyggelige tavernaer. Her er flere turister end vi har set noget andet sted. Når man skal vælge en ny campingplads er der ofte den lille udfordring at når man først er kørt ind på området er der ikke plads til at vende en bil med campingvogn og typisk også stejlt så man ikke bare kan koble vognen fra. Hvilket gør at valget er truffet allerede når man er kørt ind.Vi vælger derfor denne gang at stille bil og vogn et stykke fra den første campingplads og så vandre ned og inspicere forholdene. Det tager selvfølgelig lidt tid, men er langt behageligere. Den første plads har pool og bordtennisbord, men ser ikke særlig hyggelig ud. Ydermere er personalet ikke særligt indbydende og prisen de forlanger er oppe på 35 euro, det hidtil dyreste vi har mødt.

Så vi gentager manøvren på den næste plads 5 km. længere fremme. Og her ligger en ganske lille plads, vi bliver taget imod af en smilende og meget venlig mand. Prisen er også 27 euro, langt mere rimeligt. Beliggenheden er utrolig flot direkte på siden af bjerget med fabelagtig udsigt over bjerge, dale og havbugt i det fjerne. Selve dalbunden ud mod kysten er flad som en pandekage, tydeligvis tidligere havbund og fuldstændigt beplantet med oliventræer. Synet fik i sin tid de franskmænd som udgravede ruinerne i Delphi til at døbe det La mer des olives – olivenhavet. Campingpladsen ejes af en familie som også dyrker oliven, så på pladsen bydes vi på smagsprøver på både olien, oliven og og en lækker tapenade. Dejligt at opleve den stolthed og kvalitetsbevidsthed de lægger for dagen, og dejlig at de slet ikke er pågående, men bare stolte over deres produkter.

Vi finder en god plads og børnene får lov til at sætte telt op på en naboparcel, da der er mange ledige pladser. De hyggede sig med at indrette teltet med dyner, liggeunderlag og lamper og havde en hyggelig aften og nat i teltet. Næste morgen opdages imidlertid en veritabel invasion af tusindvis af mikroskopiske røde edderkopper, noget mindre end knappenålshoveder. De hverken bider eller generer på anden vis, men har den uheldige egenskab at de kvitterer med en ildrød farveplamage når man ligger/træder dem i stykker. Maikens hvide sandaler var stort set lyserøde under bunden efter at have trådt gennem La mer des araignées – Edderkoppehavet i teltets apsis. Også dynerne var fulde af små edderkopper og måtte rystes grundigt inden de skulle retur i campingvognen. Så det blev til både børn og voksnesfortrydelse kun til en enkelt nat i teltet.

Dagens eskursion gik selvfølgelig direkte til ruinerne og oraklet som vi kunne nå til fods fra campingpladsen gennem en smuk gammel sti op ad bjerget til byen Delphi. Der var fyldt med turister, busser og skoleklasser i store mængder. Nærige som vi jo er, var det ærgerligt at se et lille opslag ved indgangen til ruiner og museum, som proklamerede at der var gratis indgang på National monuments day – den 18 april. Frem med mobiltelefon for at afgøre at det sikkert allerede havde været den 18. eller det måske var i morgen. Man mister lidt opmærksomheden på ugedage og datoer når man rejser på denne måde. Stor var glæden, da vi opdagede, at det faktisk var i dag, det var den 18. For en nordjyde og en glyngøresild gør det jo glæden dobbelt så stor, når man ligefrem sparer penge ved at se en attraktion. Således opløftet indtog vi ruinområdet som er meget meget kuperet – man under sig over hvorfor de partout skal mokke disse tonstunge marmorblokke langt op af bjergsiden. De stakkels håndværkere som i sin tid opførte de imponerende templer må have bandet noget. Mange af byggematerialerne kom ind via skibe i bugten og skulle så fragtes hen over olivensletten som er fuldstændigt plan, nivelleret og nærmest byggemodnet – men nej her skal der ikke stå templer – lad os os i stedet bruge hvad der må have været overmenneskelige kræfter på at fragte de tonstunge blokke 3-400 højdemeter op af bjerget.

Vandreturen op til Delphi

De centrale ruiner i Delphi - Agoraen

Apollontemplet

Selvfølgelig må man så erkende at arkitekens ide alligevel var den rigtige når man i dag står blandt ruinerne og ser den fabelagtige udsigt. Beliggenheden er ganske enkelt spektakulær midt blandt de høje barske bjerge – det fås ikke mere imponerende. Allerøverst (så er man jo også ved at være i form) ligger et imponerende velbevaret stadium komplet med tilskuerbænke, start- og mållinie. Heroppe er der også høje fyrretræer der yder lidt skygge mod den brændende sol. Her får vi også en lektion i forskellen på gymnasie og universitetseskursioner. Gymnasieklasser går typisk rundt på følgende måde. Et styk overentusiastisk (og alligevel træt udseende) lærer som docerende deler ud af sin lærdom for en flok meget lidt entusiastiske elever, som typisk er mere optaget af: At se lækre ud på selfies, være på snapchat/facebook, skubbe hinanden ned af ruiner eller bare demonstrere det helt særlige opgivende livstrætte blik man udvikler når man som 16 årig trækkes rundt i det der dybest set bare en stak gamle sten. De universitetsstuderende derimod, sidder dybt koncentreret i skyggen og arbejder med deres noter/undervisnings materiale samt diskuterer dæmpet indbyrdes, mens læreren cirkulerer langsomt rundt og ermedi diskussionerne. Det er selvfølgeligt muligt at der var tale om en særlig gruppe overmotiverede teologistuderende, men kontrasten sprang under alle omstændigheder i øjnene.

Det er helt klart berettiget, at Delphi er blandt verdens store turistattraktioner, og det bør være et must see, hvis man er på de kanter i Grækenland. Beliggenhedens skønhed, fornemmelsen af et pust fra historien men også det fine tilhørende museum gør det til et helt specielt sted. Når man rejser her i Grækenland og ser rester af den antikke civilisation, er det spændende at opleve hvor meget af ens egen kulturelle referenceramme og begrebsapparat der stammer herfra. Bare sådan en lille ting som at se op på bjerget Parnassos og få ideen at begrebet ”Kulturparnasset” måske stammer herfra, for derefter at læse op på sagen og finde ud at det begreb kommer fra beboerne i en hule på bjerget. Fyldt op af kultur meldte et af de dybereliggende lag i Maslows behovspyramide sig og vi fik lokaliseret en lille restaurant i Delphi by. Denne gang var vi heldige, det var et dejligt sted med den sødeste dame, og vi fik en 3 retters menu touristique for 12-15 euro som smagte virkeligt dejligt. Med til oplevelsen hørte dog også at en af de lokale mænd (som muligvis ikke kørte på alle fire cylindre) stillede sig op neden for restaurantens borde, observerede de spisende et stykke tid, hvorefter han med et solidt hark hentede en slimklat af kyklopiske dimensioner op fra mave-tarmregionen og tydeligt veltilfreds deponerede den midt på fortovet for derefter at forlade gerningsstedet. Vi måtte så skræve hen over den da vi skulle retur til campingpladsen.

Inspireret af historierne om oraklet blev dagens tilhørende skoleopgave for ungerne: at producere en stop-motion film. Der blev arbejdet koncentreret med at udvikle skript, lave kulisser og figurer i silk clay. Der blev lavet fantastisk flotte udgaver af præsten, oraklet og Sokrates, og gode replikker til de tre figurer. Oraklet der dengang (som nu) var en kvinde, der ifølge overleveringen var høj på gasser der sivede ud af bjerget, udtalte absurde nonsens svar på Sokrates spørgsmål, som præsten så oversatte til rimende svar på vers.

Næste dag besluttede vi at køre til en lille kystby, se byen og få en badetur. Byen havde trods dens lidenhed en havn på to sider af byen, og en lille promenade med restauranter samt det sædvanlige udvalg af småbutikker. Da ingen af os havde været begavede nok til at tage penge med, måtte frokosten klares for de 4 euro vi kunne finde i bilen – lidt vand og en pakke kiks. Da vi kom retur til Delphi camping skulle der handles ind, og Henriette og Jesper besluttede at være sportslige, på med en rygsæk og så speedvandrede vi af den gamle bjergsti op til byen. På en god halv times tid var vi fremme og kunne gå på jagt efter en købmand. Dem er der som regel mange af, og det var der også her. Men de er meget små og udvalgte yderst begrænset, en af dem indeholdt ud over slik snacks og drikkevarer primært elektrisk udstyr fra midthalvfemserne i pakninger der var falmet til ukendelighed. Det må kræve en solid portion kommerciel optimisme at fastholde håbet om at varelagret nok en dag skulle blive omsat. Lidt samme oplevelse som vi havde dengang vi lånte Else og Thomas sommerhus i vestjylland og tog på indkøbstur til købmanden i Vedersøe, som havde et rullestativ med et imponerende udvalg af kassettebånd fra senfirserne – ligeledes falmede. Vi fandt dog en anden butik og fik indkøbt grillpølser, frosne souvlaki-sticks og utroligt nok to liter frisk mælk.

Charmerende havneby nær Delphi

Skolearbejde - Sokrates ved Oraklet

På returtrekket opdagede vi den flotteste grønne og brune slange, en god meters penge, lang og tyk som en underarm. Da den ikke opdagede os lige med det samme, fik vi et rigtigt godt kig på den inden den hastigt fortrak. Det er dejligt at være i et land med så megen vild natur og dermed også med så mange vilde dyr. Men nu kaldte vores lejede hus og besøg fra Hans og Margrethe, så vi måtte videre mod Athen. Først skulle vi dog betale for opholdet i form af tre gange 27 euro. Op til den flinke mand og frem med visakortet. Og frem kom så en ny version af den særlige græske hang til ikke-sporbare kontanter. Skal vi ikke lave betalingen som halvt visa, halvt kontanter foreslår han smilende. Man forstår godt hvorfra underskuddet på de Græske statsfinanser stammer.