30 april til 3 maj – Meteora, ex-pats reunion og en fedtet campingfatter

Meteora er et smukt, forunderligt klippelandskab, der med sine bløde, høje kurver og mange ovale huler ligner et overdimensioneret kunstværk fra 60'erne. I fordums tider boede der eremit munke inde i de mange klippehuler, som de klatrede op i ved hjælp af rebstiger. Her sad de så og bad hele dagen, afsondret fra resten af verden i håb om, at de på den måde kunne opnå evigt liv - what a life. Efterhånden blev de åbenbart trætte af det ensomme liv og der opstod et stort klosterfællesskab og der blev bygget klostre på mange af klippetoppene. I dag bor der stadig munke i flere af de gamle klostre, som kan besøges af turister. Klostrene ligger allerøverst på utilgængelige klippetoppe og kan kun nås ad en smal sti/trappe der er bygget ind i bjergsiden og forbundet til resten af verden med en bro.

Turen derop gik godt, vi støttede den græske trafikale infrastrukturfond gennem betalingen af 9,5 euro i afgift for hele 16 km. motorvejskørsel, syndede med turens førte og forhåbentligvis eneste tur på McDonalds. Det lå måske lidt i temaet med destinationens klostre, da McDonalds som bekendt også er en art religiøs oplevelse. Først gennemlever man den forbudne lyst (skal vi ikke tage på McD, selvom vi godt ved at det er forkert), så synden (indtagelsen af fedt

, salt og sukker i urimelige mængder) og endelig fortrydelsen (hvorfor gjorde vi det egentlig, det kommer ikke til at ske igen).Vi havde set på vores ACSI kort, at Camping Meteora havde en swimmingpool og ungerne håbede af hele deres hjerte, at der denne gang ville være vand i poolen. Vi blev mødt af en smilende uhøjtidelig campingfatter, ubarberet og med langt fedtet hår, som bad os køre ind og finde den plads, vi helst ville campere på. Ungerne sprang ud af bilen og løb ned til poolen, for endnu en gang at kunne konstatere, at Grækerne ikke har travlt med at få vand i deres bassiner. Der ville gå 2-3 dage før der kom vand i, for poolen skulle først rengøres - øv.

Der var forholdsvis mange børn på pladsen og rigtig mange økoturister med telte og klatregear. Selve pladsen er rodet, men kønt beplantet med rosenbuske og hyggelig på den lidt skrottede måde. Vi fandt en jævn plads mellem nogle høje træer, hvor det var nemt at bakke campingvognen ind og efterlod derefter ungerne på pladsen for at få handlet og fyldt de tomme depoter. På vejen mod supermarkedet passerede vi David og Sarah som kom trillende i deres lejede camper og da vi kom tilbage til pladsen havde de parkeret deres camper skråt overfor vores. Dog helt uden at opdage vores vogn, og de havde derfor sendt en sms ”where are you”. Da vi kom frem havde de set ungerne og vi blev mødt med Sarahs charmerende franske accent ”Wee are storking you”.

Børnene leger og de voksne drikker - sådan!

De bød igen på en aperitif inden aftensmaden, og således blev vi indviet i det trendy begreb, en Aperol spritzer og vedligeholdt vores begyndende leverskader og dårlige maver. Men det er virkeligt hyggeligt at sidde og snakke med nogle søde mennesker som man også nu føler man har en relation til. Pigerne har også for alvor fået hul på det engelske og de løber rundt sammen med Elsa. Det er tydeligt at de også nyder at det er velkendte folk. 

Næste morgen tager vi en fælles tur med bussen op til det øverste kloster. Bussen er en halv times tid forsinket, og var det ikke for de 20 andre der stod samme sted og ventede havde man nok opgivet. I ventetiden diverterede David og Sarah med historier om Schweitz, hvor man ifølge dem annoncerer det i højttaleren hvis toget er 1 minut forsinket. De har også prøvet at sidde på restaurant, hvor tjenerens respons på spørgsmålet ”Hvornår kommer maden” var, ”Om 7 minutter”. Og den kom efter 7 minutter :-) Busturen derop tager kun et kvarters tid og udsigten ud mellem klipperne er hele tiden fortryllende.

Der er ikke skiltet med ruter så det er lidt af et gætværk
at finde ruten tilbage til campingpladsen.

Klostrene ligger placeret på toppen af de bløde klipper.

David insisterer på at tage et familiebillede af os.

Vel deroppe er det store kloster lukket, så vi vandrer ned til det næste i rækken. Her har man den tåbelige regel, at kvinder skal være iklædt nederdel, men de udlåner dog store mængder af slå-om nederdele så de syndige bukser kan tildækkes. Damer i lårkorte kjoler er dog ikke noget problem, så det må jo være selve buksestoffet der virker for inciterende på munkene. Klostret er flot, men også meget fyldt af turister, som sammen med varmen går det en lille smule ulideligt. På turen ud konfronteres man med menneskemængders manglende evne til at tænke praktisk. De der er på vej op i klostret fylder hele stien, og ser meget misbilligende på vores forsøg på at færdes i nedadgående retning. I stedet for at begynde at forelæse om den logiske brist: at de jo ikke ville komme hurtigere ind ved at forhindre os i at komme ned, nærmere tværtom, eller forklare at vi jo heller ikke var ved at forsøge at snyde i køen, eftersom vi faktisk var på vej ud, valgte vi strategien blot at møvre os brutalt frem, bag os kunne vi høre Sarah, der er uddannet produktionsingeniør, udspyde franske fornærmelser omkring alle de opadgåendes intelligens, når de ikke kunne fatte at hvis alle holdt til højre, så gled det hele meget mere effektivt. Men ned kom vi da, hjulpet af en kombination af nordisk brutalitet og fransk arrogance. Vel tilbage på pladsen mødes vi af Hanni og Hermann, der har fundet pladsen skråt over for os, og lighed med Sarah og David uden at opdage hverken vores campingvogn eller deres camper. Stor var gensynsglæden og den blev straks fejret på bedste ex-pat maner - med en lille en til halsen.

Klosteret. Sarah i baggrunden til venstre med den obligatoriske nederdel.

Mads og Lucy

Elsa 

Næste dag står den på trekking i det forunderlige bjerglandskab og der bliver klatret og sprunget fra sten til sten alt imens Henriette Hønemor febrilsk forsøger at indprinte ungerne, at de skal passe på de værste dødsfælder herunder holde sig langt fra stejle klippekanter. Der er fortsat ikke rigtigt nogle skilte, og vores første rutevalg ender i toppen af en stejl kløft hvor yderligere fremdrift kræver klatregrej. Der er så stejlt at vi er bange for at sætte sten i skred, så vi må retur. Hvis man ikke kan komme op, må man jo prøve at gå ned. Et stykke nede kommer vi dog til samme konklusion som før, bare med omvendt fortegn - her går det ganske enkelt for stejlt ned ad, og det er uforsvarligt at fortsætte. Vi sætter derfor kurs mod campingpladsen igen, hvor vi mødes af vores venner som overbærende udtaler at det da vist var en noget kort vandredag. Vi forsøgte febrilsk at forklare at det var naturen der havde stoppet os, og ikke bentøjet. 

Ved foden af Meteoras Nål, en enkeltstående klippe

Udsigt med gren

Mads finder en skildpadde af arten græsk landskildpadde.
Den har et smukkere mere glansfuldt skjold end de andre landskildpadder vi har fundet 

Fjorten dages udsigten for hele den sydøstlige del af Europa lover nu regn/torden hver eneste dag, og vi har nu alle også fået set Meteora. Så alle tre par drager nu afsted, os mod Pindusbjergene i nord, og de andre to hold mod strandene i syd. Da vi skal betale den uformelle campingfatter bliver vi bekræftet i det gamle ordsprog - "Never judge a book by its cover". Vi troede at det her ville være billigt, med udgangspunkt i de slidte faciliteter og campingfatters let uhygieniske udseende og fik derfor aldrig spurgt til prisen. Men det bliver turens suverænt dyreste ophold, med 42 euro pr. overnatning - ØV! Men fortrydelsen fortog sig nu hurtigt mens vi drog af de små landeveje mod nord.