27. til den 30. April - Pilion-halvøen og Sikia camping, europæiske alkoholvaner og røverhistorier

Pilion-halvøen, kentaurnes hjemsted, udgør næste stop med hele tre ACSI campingpladser hvoraf de to ligger på den øverste del, lige ved siden af hinanden, Vi vælger camping Sikia, der viser sig at være den mest velholdte plads vi endnu har været på. På hele turen op fra Marathonas ser vi ikke en eneste autocamper/campingvogn, og da halvøen ligger over en times afstikker fra selve hovedtrafikåren nordover, begynder vi at undre os over om der overhovedet er nogen mennesker på pladsen. Umiddelbart efter byen Volos passerer vi et gustent camperstop, og det er næsten fyldt med autocampere og Sikia viser sig da også at have en del gæster. Pladsen er hyggelig campingplads og ligger i terasser ned til vandet. Vi får en plads lige i vandkanten, direkte ned til en beskidt strand, hvor tusinder og atter tusinde plastikstykker, gullige fedtede alger, diverse flaskepropper blandet plastikaffald og en enkelt død fugl ligger og skvulper i bræmme i vandkanten, Fanden tager ved Henriette der griber et fætter BR fiskenet og begynder at rydde op, mens pigerne dykker lidt længere ude i vandet, hvor det er knapt så ulækkert. Jesper mener det er omsonst, mængderne taget i betragtning, men efter 20 minutter må han give sig og begynder at hjælpe til og det samme gør en hollandsk dreng, Jan på 11 år.

Pladsen i Sikia og den rumænske røverbus

Ungerne og hollandske Jan, på den nu rene strand

Efter en halv time ser vandet væsentlig bedre ud, faktisk nærmest rent og vi er kommet i snak med drengen Jan og hans far Martein der er på roadtrip rundt i Grækenland. Vi drikker en øl med faren og ender senere med at spise aftensmaden sammen på en restaurant der er hyggeligt placeret helt ud til vandet, men hvor maden igen er kedelig …. Særligt fiskesuppen, som kommer med krofatters anbefaling, er et studie i græsk kulinarisk ubehjælpelighed. Man tager en ubestemmelig vandet grønsagssuppe med et par kålblade i, og tilføjer en selvstændig tallerken med tre hele ukrydrede grillede fisk af ligeledes ubestemmelig herkomst og vupti har man fiskesuppe. Fisk + Suppe = Fiskesuppe, matematikken holder fint, men resultatet er alligevel nærmest uspiseligt. Således let mellemfornøjede vandrer vi tilbage mod vognen, hvor den rumænske nabo Ciprian pludselig banker på døren og giver os en flaske mousserende rose som nabogave. Da var kommet lidt efter os i en stor Mercedes varevogn/bus. Vognen havde de købt for 14 dage siden, givet en ny lakering, smidt tre par sengebunde og samme mængde springmadrasser og ”hey presto” så havde de en camper. Foruden det almindelige Harald Nyborg campinggear havde de også fået plads til farmands kæmpestore sorte Harley Davidson i bilen, man skal jo ikke gå ned på udstyr.

Familien bestod af farmand, en stor muskuløs, behåret og flommet alfahan først i fyrrerne af bedste buldrende østeuropæiske karakter, en høj meget slank og velformet blonderet ligeledes meget østeuropæisk frue med et lidt hårdt ansigt og tilhørende personlighed, en buttet dreng på 9 og en høj slank dreng på 18, De viste sig at være en del af en større flok, som også indeholdt naboerne hjemmefra med deres to døtre i en Dacia og et meget spøjst campingtelt, der som et fortidslevn havde overlevet fra halvfjerdserne, komplet med orange og brune striber. Sidste mand i flokken var Soerin, en herre på 62, en forretningsmand der forklarede sin relation ved at sige at Ciprian hans money man / bank forbindelse. De havde kendt hinanden i tyve år, og oprindelig vistnok mødt hinanden fordi Soerin havde ansat Ciprians ekskæreste som blikfang til noget timeshare-salg. Soerin var med på en blanding af forretningsrejse og ferie, og havde løbende møder med nogle Grækere omkring opkøb af metalskrot i form af udtjente elektriske motorer. Han havde fire ansatte til at demontere dem og solgte derefter de udsmeltede metaller videre med god fortjeneste. Han var også i stand til med egenkonstruerede maskiner at omdanne plasticaffald via hydrolyse til brændstof, og havde derfor også fået øje på et stort lager af dette som han forsøgte at købe.

Han havde den ene røverhistorie efter den anden om sin opvækst som søn af en militær jagerflypilot, sine forretningseventyr og meget andet. Han ville gerne have været kommerciel pilot, men moderen som havde nok i en pilot (med tre katapulteringer fra ”malfunctioning Migs” bag sig), sørgede derfor via forbindelser på skolen at hendes søn dumpede øjen-testen. Således berøvet sine drømme lykkedes det ham ganske ung efter noget teknisk ingeniør uddannelse at få job på en helikopterfabrik og derigennem tjene op til et flycertifikat samt dyrke faldskærmsudspring med 200 spring i bogen. Herefter truede militærtjenesten, så han sørgede for at indrullere sig på økonomistudiet, således han ikke kunne indkaldes. Det var sessionsmyndighederne ligeglade med, og han blev indkaldt til session hvor de i tre dage truede ham med langvarig fængsling. På trediedagen bliver han hentet af to man i civil, som lister hans muligheder op: Han kan blive ved med at gøre oprør og dermed havne i fængsel, eller han kan med sin interessante baggrund nøjes med at gennemføre introforløbet på 45 dage, og derefter vil de lade ham overgå til officersuddannelse i den militære efterretningstjeneste. De holder ord og han ender bl.a. som faldskærmsinstruktør foruden uddannelsen som efterretningsofficer. Allerede her var det jo kulørt, men det fortsatte videre med historier om hans tid i Afrika og den landrover han havde fået af Muamar Gadafi som tak for et vellykket attentat på en modstander, hans banebrydende affaldsbehandlingsmetoder og meget mere. Rigeligt kulørt blev det dog da han, efter vi havde spurgt ind til hans holdning til Putins meritter, forklarede at den reelle årsag til invasionen/befrielsen af Krim, ikke var havneadgangen (he fucking had access to that allready), råstofferne (he fucking controlled those allready). Næ, det drejede sig i virkeligheden om adgangen til 64 mio. år gamle pyramider (built in the age of the dinosaur) og hvis jeg var i tvivl var der beviser, just do a fucking youtube search. Men underholdende samtalepartner, det var han søreme.

I løbet af dagen tager Henriette og Mads en kano tur med de to rumænske drenge overfor. Den ældste hedder Sebastian og er temmelig stærk. Sebastian tager den hårde tjans med at sidde bagerst i kanoen og padle og Mads sidder foran og padler. Der er ingen redningsveste så vores lyserøde vietnamesiske badering tjener som redningskrans. Sebastian er en sportslig og meget ansvarlig ung mand og han får os roet et godt stykke udenom klipperne ved campingpladsens strand mod havnen i nabobyen. Kombinationen af at den ungarske dreng på 9 har svært ved at forholde sig stille, når han får en sjat vand i nakken og de tiltagende bølger får kanonen til at gynge en del og Sebastian og Henriette beslutter efter knap 20 minutters sejllads er det er bedst at vende om og sejle tilbage til campingpladsen. Men det var bestemt en fin tur og tankevækkende at den unge ungarske mand virkede væsentlig mere fornuftig og ordentlig end de voksne han rejste med.

En aften har rumænerne fået sendt kvinder og børn i byen, og gjort is og sprut klar. Jesper bliver inviteret over til en snak med indlagt beværtning. Der skænkes meget og hyppigt, og det er svært at følge med de hærdede folk. Selvom det ikke er muligt at tømme glas i samme tempo som dem, ender Jesper med at blive småfuld af de stærke drinks samt det tempo der bliver drukket i. Historier kommer på banen, så som bankdirektøren Ciprians om at blive stoppet af politiet med den dobbelte hastighed af fartbegrænsningen og masser af sprut i blodet - men slippe afsted med det, fordi betjentene har boliglån i hans bank. Efter lidt tid inviteres Henriette og hun bliver også betroet diverse røverhistorier af Soerin. Hun får historien om hvordan han skulle uskadeliggøre en mand som prædikede mod Gadaffi. Hvordan de måtte narre prædikanten til at komme ud af sin bevogtede boligblok ved at lokke nogle børn til at smugle beholdere ind der fik området til at lugte af gas, så boligblokken blev evakueret. Forklædt som ambulancefolk kunne de derefter samle prædikanten op, sætte en iltmaske for hans ansigt som indholdt nervegas i stedet for ilt. Da hans hjerne havde taget tilstrækkelig skade efterlod de ham i den nærliggende park og misionen var fuldført.

Når man har fået tilstrækkelig vilde historier og chokeret set, hvordan drikkegildet slutter af med at Ciprian sætter sig op på sin store Harley i temmelig besoffen tilstand og drøner af sted mod den nærliggende by for at spise på restaurant mens resten af familien kører afsted med naboen (som havde prøvet at holde lidt igen med drikkeriet – men bestemt heller ikke kunne have været ædru da han havde taget noget bedre fra end Jesper) ved rattet, er det en noget anden fornemmelse at slutte sig til nogle campister der minder mere om os selv. Vi falder hurtigt i snak med et meget imødekommende ægtepar fra Holland, Hanni og Hermann, der bor overfor os. De er pensionerede, men har været ex-pats indtil for 2 år siden. De har boet Oman i mange år, men også i Tanzania og mange andre steder og snakker flydende engelsk. Pudsigt nok har de også været tæt på Gadaffi, da Gadaffis familien boede i deres kvarter. De er dog ikke på nogle måder imponeret af familien og undrede sig over hvordan sådanne slyngler kunne få asyl. Ydermere komme vi i snak med et andet ex-par sidst i 30'erne med to døtre, David er tysker/Kroat og Sarah franskmand og de arbejder for Nestle i Bulgarien. De to piger Lucy på knap 2 år og Elsa 6 år er begge 3-sprogede, omend den mindste ikke taler endnu, men tydeligvis forstår meget. Lucy minder mest af alt om en nuttet duracellkanin, som bliver ved med at gå i samme retning på jagt efter ulykker indtil søsteren Elsa løber efter hende og vender hende om.

Sarah og David

Hanni og Hermann har researchet på en veteranbane oppe i bjergene og sammen med den fransk/tyske familie bliver vi enige om en fælles togtur. Toget er en smalsporsbane (60 cm) fra begyndelsen af 1900 tallet og konstrueret af en franskmand. Denne oplysning får Sarah til at udbryde på engelsk med den karakteristiske lækre franske accent: Ahh, then wee will be safe', the train might not run, maybe it will be on strike, but wee will be safe. Dette viser sig både at være sandt og falsk da vi tager bussen hen til togstationen. Her står vi foran et mikroskopisk billetkontor bemandet med en dame som tager noget der minder om minutter pr. ekspedition. Da vi efter lang tid når frem i køen siger hun, at hvis vi ikke har reserveret, så er toget udsolgt. Men hun kan tilbyde et ekstratog som går fra den anden station senere på formiddagen. Hertil kan man imidlertid kun komme med taxa. Efter drøftelser som bl.a. omhandler muligheden for at vi er udsat for et avanceret turistscam, hvor hun får procenter af taxachauførerne, beslutter vi alle at dagen ligesom er afsat til at køre i tog, så vi bestiller de tre taxa'er. Sarah og David ender i den sidste, som åbenbart ikke er tilfreds med den position i startfeltet. De har en ganske enkelt hårrejsende tur, med sindsyge overhalinger af busser, biler geder og får og endeligt også de oprindeligt to forreste taxaer og når således først frem til endestationen.

Herman er chefforhandler på togstationen

Udsigt fra smalsporstoget-der lidt ligner et legetøjstog

Godt pakket i toget

I byen spiser vi lidt frokost på hvad der viser sig at være den lokale turistfælde, det meste er småuspiseligt, og særpræmien går til Henriettes kaffe. Efter 5 gange at forsøge at forklare konceptet kaffe med mælk, ender hun med noget der hedder en Nee, det er i hvert fald den lyd betjeningen med forvirrede øjne udstøder når hun bestiller en coffee with milk. Her er det problematiske så at nee på Græsk også betyder ja, så vi er ikke helt sikre på hvad det er der kommer. Men den kommer, og i en kop der hedder noget så inciterende som Nescafe Hot Shot. Det er en lunken kop meget stærk kaffe med noget underligt massivt brunligt skum, og er så ringe at Henriette må opgive.

Ekstratoget med fire vogne viser sig også at være fuldt pakket, men vi har billetter og sidder alle sammen i den ene ende af vognen. Lokomotivet er diesel, vi havde jo håbet på damp, men turen er virkelig flot. Udsigten er utrolig, og man under sig over hvad der kan have finansieret banens konstruktion – måske har den kørt oliven ned fra bjergene – for det virker mærkeligt at der skulle være nok passagergrundlag i denne tyndtbefolkede egn omkring 1900. Alt i alt bliver det en utroligt hyggelig dag og snakken går nemt og ubesværet med de to ex-pat-familier. Begge er fulde af gode historier, og de er lattermilde og imødekommende. Om efter aftensmaden satte vi os alle sammen over til Hollænderne og under indtagelser af diverse alkoholiske drikke (ex-pats er i god alkoholform, omend de slet ikke kan spille med i rumænernes liga) går snakken til langt ud på aftenen. Vi andre utrænede har, om ikke ondt i hovedet, så i hvert fald en alkoholbombet dårlig mave hele næste dag :-). Alles næste destination er Meteora, så vi bliver enige om at mødes op på samme campingplads deroppe og fortsætte det gode selskab.

Næste da er vejret gråt og vi pakker alting sammen og bevæger os op mod Meteora. David og Sarah kører også. Hanni og Hermann vil følge efter en dag senere.