11. til 20. maj – Albanien kalder, billedskønne bugter, overstrømmende venligt værtspar og dykkercertifikat

I løbet af frokosten er det begyndt at regne, og da vi er klar til at køre handler det faktisk om at løbe hen til bilen før man bliver alt for våd. Her ville man ønske at man havde koblet på inden frokost, men også det må klares i regnvejr. Det hele går lidt stærkt, så efter påkobling er vi lige ved at køre, men må ud igen og låse døren på campingvognen. Så sætter vi i gang i en stor bue ud på vejen. Her kan vi så se vores trappetaburet stå helt alene tilbage, så stort sving rundt igen og en sidste gang ud i regnen for at få låst vognen op og trappen med. Nu er vi klar og kører afsted i det silende regnvejr – uden campingspejle – de ligger nemlig stadig i bagagerummet. Ingen af os har dog lyst til at komme ud i regnen igen og der er heller ikke nogen gode steder at holde ind, så vi afventer at regnen stilner af inden de monteres efter vi har kørt en 20 km eller deromkring. Hele turen til Albanien foregår mere eller mindre i regn, men stille og roligt. Det er heller ikke nogen lang tur, bare et par timer eller tre. Da vi nærmer os grænsen stiger frekvensen af biler med albansk nummerplade, hver og en er en Mercedes. Af andre har vi fået at vide at Albansk grænsekontrol kan være en langvarig affære, men da vi kommer til grænsen bliver det bare en historielektion for børnene omkring old style grænsekontrol – sådan som man næsten selv har glemt den. Første step, bøst udseende græsk politimand, der skal se pas og kontrollere antal passagerer. Køre 25 meter til næste step, finurlig græsk tolder der skal se og kontrollere papirer på bilen. Han spørger også til formålet med turen, og vil efter undskyldende indledning gerne høre til hvordan i alverden man dog kan tage tre børn ud ad skolen i et halvt år. Dernæst køre 50 meter gennem ingenmandsland frem til Albansk politimand, der skal se pas og Albansk tolder der skal have papirer på bil og campingvogn. Efter at disse er kodet i computeren må vi så rulle ind i Albanien. Hele processen tog vel omkring 5-10 minutter, så hvis der havde været kø af biler kunne det sagtens have taget lang tid.

Turen gennem Albaniens starter af gode veje gennem bløde bjerge og dale i regnvejret. Vi kigger noget på de stejle bjergsider der flankerer vores rute og glæder os over at vi ikke skal den vej op med campingvognen. Efter et stykke tid viser GSP af til venstre mod en mindre vej, der selvfølgelig snor sig op af de pågældende stejle sider. Vejen er smal, og vejværnsstolperne i siden er fra Enver Hoxhas tid, mange af dem væltet, og en hel del er kørt ned/gået til de evige jagtmarker. Da vejen er stærkt snoet, dårligt vedligeholdt, ganske stejl og temmelig smal gør det turen deropad i regnvejr til en spændende oplevelse. Efterhånden som vi når op på toppen tiltager regnvejret til et decideret skybrud med tilhørende tordenvejr. Vi kommer over toppen til en virkeligt smukt landskab, som dog er mørkt og dystert i det dårlige vejr. Vand løber i stride strømme, langs vejen, på vejen og på tværs af vejen. Ved siden af vejren løber der en voldsom buldrende mudret elv som er gået noget over sine bredder og bruser rundt om træer og andre forhindringer – det er virkeligt voldsomt vejr. Længere nede møder vi den totale kontrast til det mudrede brune elv, nemlig en stor kanal med vand fra vandkraftværket. En van(d)vittig flot aquamarinblå strøm af bjergvand der løber langs vejen i en betonkanal. De to store vandløb kanal og elv løber ved siden af hinanden de næste par km. Længere nede forenes de og man ser det brune og blå vand blandes som to bøtter maling med en resulterende beskidt blågrønlig farve på den samlede strøm søm løber afsted i det nu flade landskab. Vi er på vej mod byen Ksamil, der ligger billedskønt i en bugt lige ud for den græske ø Korfu. Under det kommunistiske regime var kontrollen så streng at de små øer ud for byen var forbudt område. Man var ganske enkelt bange for at de skulle flygte til Korfu. Alene et arbejdshold bestående af kvinder eskorteret/kontrolleret af bevæbnede vagter måtte komme ud på på øerne for at dyrke lægeplanter (måske hash til diktatoren, hvem ved.

Efter GPS'ens forventelige fejlnavigation, hvor vi missede et højresving, derfor fik 7-8 kilometers kørsel af fejl vej før det var muligt at foretage en u-vending med campingvogn og komme retur, når frem til den lille campingplads Ksamil Camping og bliver budt velkommen af Alexander, der allerede iført stort regnslag står parat til at modtage os, da vi ankommer. Måske har vores googles vedvarende overvågning (Google navigation var sat på Ksamil camping) sladret om at vi var på vej, men rart er det at få hjælp, når himmel og hav står i et, og campingvognen skal bugseres rundt på verdens mindste camping plads. Alexander beder os køre vognen ind til siden og løbe op til receptionen, som nærmest er et meget aflangt udendørskøkken med et loft af velduftende lyserøde blomster. Her står Linda parat og sammen med Aleksander anretter de med lynets hast under taget et bord med bænke. Alt tørres af for regnvand og dækkes med bløde farverige tæpper. Snart finder hun the, kaffe og slik frem til hele familien på en lille bakke med yndige kniplings broderier. Sikke en velkomst. Og som et yderligere tegn på velkomst stilner regnen også af. 

Linda og Aleksander

Linda og Alexander har travlt for vi er ikke de eneste gæster der er ankommet. Mørk høj ung fyr på motorcykel er kommet før os, italiensk pensionist par umiddelbart efter, og alle skal have the, kaffe og snolder. Vi sidder længe ved bordet og venter på at Alexander eller Linda vil komme tilbage og anvise os en plads, når de er klar. Ligeså langsomt forsvinder slikket fra bakken og vi forsøger at lære ungerne at de ikke behøves al slikket, at det er høfligt at holde lidt igen, men det er svært at lære ungerne tilbageholdenhed, når man ikke selv mestrer disciplinen. Vi begynder at snakke lidt med det ældre italienske ægtepar, der er blevet placeret ved et bord ved siden af os, de sidder også og venter … Under snakken finder vi ud af at de kender Danmark, da de har haft udvekslingsstuderende fra Esbjerg for omkring 30 år siden. Da vi har siddet en halv time, og Aleksander er begyndt at tulle lidt rundt og rydde op og fruen ordner blomster begynder vi at undre os lidt over, hvornår vi skal have anvist en plads. Det italienske par sidder og udstråler samme begyndende frustration, klokken er trods alt 7 om aftenen. Efter at have gået lidt utålmodigt rundt om os selv, spist alt slikket, kigget lidt ud i luften m.m., går Jesper hen til Aleksander og spørger lidt til det med pladsen. ”Ahh”, siger denne stille og forsigtige mand, ”You are ready now?”.Og det har vi jo egentlig været temmelig længe, så vi går sammen med den italienske mand i gang med at skubbe campingvognen på plads. Vi holder midt for, lidt ukurant, således at vi ikke er i vejen for hverken dem der skal til den ene eller anden del af det ganske lille stykke jord. Ud over os, er her tre andre campere, samt et par stykker oppe ved huset hvor de mere regulære pladser er. Vi får senere at vide at den plads vi holder på er danskerpladsen. Her boede det første danske par, et mekanikerpar der til gengæld også boede her i fem år, mens de skrev guidebøger om de sydlige balkanlande.

Linda og Alexander er begge lærere (det bestemte regimet i sin tid – han ville f.eks. gerne have været tandlæge) og arbejder stadigt om formiddagen, så om dagen er det i princippet Lindas mor, en meget krumrygget gammel dame på 87 der passer pladsen. Hun ligner det hun nok er, en lille gammel slidt landbokone, helt klædt i sort. Hofter og ryg er tydeligvis ødelagt af hårdt arbejde, og man kan se at det gør ondt at bevæge sig rundt, når hun meget langsomt tøffer ned for at tage imod en ny vogn. Henriette har før snakket om muligheden for, at børnene kunne få lov til at se en udenlandsk skole, og hun tager derfor fat i værtsparret og hører om Mads måske kunne komme med en dag. Han får lov at komme med Alexander i skole, hvor han følger en 8. klasse to dage. Det syntes han er dejligt, og han tages virkeligt godt imod, inden frokost ved alle elever hvem han er, og mange vil gerne snakke. I timerne der foregår på albansk forstår han selvfølgelig ikke så meget, men noget af det han bider mærke i, er at der er et meget uformelt forhold mellem lærere og elever. Trods det faktum at lærerne går i undervisningskitler, har de, som hjemme, store problemer med at skaffe ro i klassen. Bygningerne er gamle og nedslidte, men bøgerne er nye og fine. Det virker til at eleverne får deres egne bøger, ikke som hjemme, hvor man har klassesæt der udlånes og genbruges igen og igen. Frokost klares for alle ved en ramponeret campingvogn, som tilbyder underlødig fastfood – ingen har madpakke med. Mads nyder de to dage, og syntes at det er helt hyggeligt at gå i skole igen. 

Fællesareal og reception på Ksamil camping. På arealet foran blomster buskene
kan der klemmes 4-5 små campere ind og på taget er der plads til telte om sommeren. 

Udsigt fra taget over bugten.

Der er mange huse i Ksamil der er blevet sprængt i ruiner af regeringen,
fordi det er et ulovligt byggeri.   

En af de attraktioner, der ligger i køreafstand fra campingpladsen er Blue Eye. Et fascinerende krystalklart kildevæld, som er en dyb kanal der kommer inde fra bjerget med en voldsom vandstrøm. Den yder i gns. 13.800 liter i minuttet, og direkte fra dette lille hul løber der derfor en nydelig elv. Det ligger midt i en frodig regnskovslignende oase, med masser af planter og højtvoksende skov omkring sig. Stinne bliver køresyg efter den snoede landevejskørsel og det ender med at Henriette og Stinne vælger at gå det sidste stykke til fods for at sikre at Stinnes morgenmad bliver der hvor den skal. Det er varmt at gå af den støvede snoede landevej og lige inden vi drejer ind på parkeringspladsen hvor Jesper, Mads og Maiken står og venter på os, får vi øje på den kæreste hundehvalp. Den fanger hele familien i sådan en grad, at det kommer helt bag på os, da en lille slange snor sig over vejen forbi os i en meters afstand fra Stinne.

Sceneriet omkring kildevældet er ganske paradisisk og forsøgte man at fange det på et maleri, ville det uundgåeligt ligne et kitschet billede fra Bazar Vest. Vandet vælter op af den dybe kilde og skaber en intens blå sø med lysegrønne vandplanter der pynter under og omkring vandet. Rundt om flyver der et utal af blå guldsmede og de heldige når også at få øje på en lysegrøn øgle, som lynhurtigt forsvinder ind mellem de høje grønne planter langs stien. Det er virkeligt et godt bud på edens have. Den krystalklare elv strømmer med stor hast et stykke ned, hvor den så forenes med en tilsvarende strøm fra en anden kilde. Hvor det flader lidt ud og strømmen sagtnes, er de bygget to pavillioner ude i strømmen hvor man kan sidde og spise. Her indtager vi dagens frokost, noget tørstegt kylling og gris – hurra for turistfælder. 

Blue Eye, og det er endnu flottere i virkeligheden

Hjemme på pladsen falder vi i snak med Brigitte og Erhard, to tyskere som kører i en lille Citroen campervan. Hun er 66 og han er 52, og de tilhører også flokken af klimaflygtninge. Da Fruen gik på pension for 3 år siden, valgte Erhard også at stoppe, meget til sine kollegers forundring. De købte et meget lille bindingsværkshus i en landsby syd for Frankfurt for 31.500 euro, samt deres campervan for et lidt højere beløb, og de lever nu udelukkende af Brigittes pension. Det er flinke folk, der rejser 2 gange 3 måneder om året, og holder omkostningerne så langt nede som muligt. Den snakker vi en del med, og vi tager også sammen til Ksamils årlige muslingefestival. Det minder lidt om Ry by night, bare med muslinger. Alle byens mange restauranter har en lille bod, hvor man kan prøvesmage primært muslingeretter. Nogle steder koster det 100-200 lek (5-10 kr.) men de fleste steder er det gratis. Vi spiser os derfor mætte i muslinger og andet godt fra havet. Ellers er der optræden af alt hvad der kan gå og stå i denne lille by, og Mads får ikke rigtigt snakket med eleverne, da de alle er med i et eller andet der skal optrædes med. Kvalitet og indhold varierer en del, fra oplæsning af engelsk børneskuespil, over dansenumre, til en lang række af meget talentløse børn, der med stor iver og fuld volumen synger mere eller mindre kendt popnumre aldeles falsk. Med jævne mellemrum så slemt at man må holde sig for ørerne. Der er meget langt til Knudsøskolens flotte musicals. Vi holder derfor ikke så længe, og ved 8 tiden går vi hjem til vognen igen. Inden det har vi dog lavet aftale med en dykkerinstruktør om, at Mads skal tage open water diver certifikat, så det binder os dermed til yderligere en uge på denne plads og ikke mindst til flere dage på stranden med solbadning, snorkling og muligheden for at finde flotte sten og muslinger.

Mads udfylder de obligatoriske papirer inden kurset begynder.
Jorgo viser sig at være en fantastisk sød og omhyggelig instruktør. 

Teorien går glat for Mads, men ørerne driller.

De mange dage ved stranden Manastirit får igen oprydningsdjævlen op i os og vi rydder endnu en strand.
Denne gang får vi hjælp af Jorgos assistent og bliver inviteret på gratis drinks på restauranten ovenfor, hvor ejeren tydeligvis er forlegen over, at vi rydder op på hans strand.  

En eftermiddag ser vi Butrint, hvilket skulle være Balkans vigtigste samling ruiner fra græsk/romersk tid. Vi starter ud med mugne børn, der bestemt ikke har noget ønske om at se yderligere ruiner. De vader derfor teenageragtigt rundt med modvilligheden strålende ud af alle porer. Det får farmand til at iværksætte en solid morallektion, hvor de kollektivt bedes om at stramme balderne og komme ind i kampen og nyde turen, fandeme så! De vågner da vi viser dem to sumpskildpadder som svømmer rundt mellem ruinerne der er delvist vandfyldte. Derefter går der sport i at finde skildpadder og frøer, og pludselig bliver turen rigtigt hyggeligt. Det er et stort område og vi slentrer stille og roligt igennem på en halvanden times tid. Det ligger meget smuk på en meget stor bakke ud til et lavland med store brakvandssøer. De altid entreprenante romere byggede selvfølgelig en stor akvadukt oppe fra bjergene og tværs over hele lavlandet, så byen havde gode vandforsyninger og badeanlæg. De efterfølgende civilisationer havde vanen tro ikke den organisatoriske kompetence til at holde systemet vedlige, så den holdt kun et par hundrede år. I byzantinsk tid, omkring år 500 var den allerede stort set væk. 

Det meste af ugen går med at tage med Mads til dykkerøvelser, enten i Saranda, eller i en Ksamil's to nabobugter. Jorgo er dejligt rolig og tager alt i Mads's tempo. Det giver lidt problemer at Mads har svært ved at udligne trykket i ørerne, og øvelserne med masken driller også lidt. Også vejret driller lidt med regn og deraf følgende dårlig sigt i vandet. Men Mads giver den en skalle og træner lidt i bugten derhjemme, og snart har han styr på øvelserne, og vejret retter sig også. Sidste dag er fredag hvor fri opstigning og maskeskift klares til UG, og således er alle praktiske øvelser på plads. Ørerne driller, så det sidste dyk bliver ikke så dybt, 7 meter, men det er en stolt dreng vi får op ad vandet igen. Om aftenen kører vi til Sarande for den afsluttende teoretiske test, som klares med kun en fejl. Mads får sit junior open water diver certifikat og er stolt om en pave. Det betyder også at det er sidste dag i Ksamil hos Linda og Aleksander, og at vi næste morgen kører nordpå.