4. til 7. maj - Ioannina, drypstensgrotter og første kig over Vikos Gorge

Vi kører den smukke vej gennem bjergene til Ioannina og får en lille smagsprøve på den skønhed der venter os i Pindusbjergene. På vejen kører vi forbi en gammel skrottet Pickup, der holder parkeret i vejkanten. En arabisk familie er på vej ned fra ladet, hvor de har ligget gemt under et hav af tæpper. Dette giver anledning til diskussion i bilen. Har vi virkelig lige være vidne til menneskesmugling på åben landevej eller lå familien blot under tæpperne, så de slap for at fryse i den kolde bjergluft. På linie med diskussionen omkring de Calabriske vejkantsdamer var der to vinkler, den naive, godtroende og så den kynisk, realistiske. Denne gang var rollerne dog byttet ud, chefnavigatøren var denne gang kynikeren og chefkøreren den godtroende bortforklarende. Vi nåede aldrig til en egentlig konklusion, meen forklaringen om at det bare var gæstearbejdere der frøs, var måske lige så tynd som den med oliveplukkeren der svedte i lingerie.

Der er ikke meget charmerende at sige om Ioannina, da vi kører gennem byen i kedeligt gråvejr for at finde campingpladsen. Campingpladsen ligger ned til en stor mudret sø, med grålige bjerge i baggrunden. I receptionen er der tilrøget og manden bag disken forlanger i nærheden af 50 euro for en overnatning. Henriette bliver så paf over den ”høje” pris, at hun spontant udbryder ”This is to much, we normaly pay around 30 euro. You have to give us a better price”. Manden finder måbende lommeregneren frem, fumler lidt med den og den ender med, at han uden yderligere forhandlinger lader os bo på pladsen for 27 euro per nat – (Bedstefar Hans´s gener har slået til igen).

Søen ved campingpladsen

En af de seværdigheder, der ligger tæt på Ioannina er Perama-hulerne, og den altid forlystelsessyge Henriette argumenterer hårdhændet og overbevisende for at vi tager derop til samme dag, hvor vi lige præcis kan nå den sidste rundvisning. Først køber vi billetter af en dame bag en billetluge, står og venter 3 minutter, hvorefter den samme dame forlader billetlugen, for at klippe hul vores billetter.

Hulen er smuk med sine mange knudrede stalakitter og stalagmitter og det tager ca 45 minutter at bevæge sig gennem de lange gange i rumpen på en flok tyske pensionister.

Vi får en grundig gennemgang af hulen af en mimikfattig græker med monotomt stemmeleje, som dog har det formildende over sig, at han ved hvad han taler om og ikke skynder på nogen, men hele tiden opfordrer alle til at tage de glatte trin i eget tempo. Han starter ud med at sige, at alle skal gemme deres kameraer væk, da blitzene fra kameraer skaber grøn algevækst. Han forklarer at også billeder uden blitz er forbudt. Hvilket afføder en vis mumlen blandt tysken, særlig de der har medtaget tripods til kameraet. Resultatet er dog også at der tages stribevis af billeder så snart han kigger væk. Særligt stærkt går det da en noget svær og småastmatisk hausfrau 50 meter inde i hulen, må erkende sit nederlag og skal følges til udgangen. Generelt bliver der prustet og stønnet når de tyske Bier-bellies skal fragtes op og ned af de glatte trin. Men en flot oplevelse er og bliver hulerne altså. Dagen sluttes af med en ordentlig tordenskylle, præcis som lovet i vejrudsigten. 

Hvis man spørger ungerne er pladsen, som også er Ioaninnas ro/yachtklub, fantastisk for wifi'en er så stabil, at det er muligt at streame, så længe man sætter sig i nærheden af receptionen. Ungerne får alle snakket og skrevet med deres venner,og vi får anledning til at komme lidt ajour med blogindlæggene. Men næste formiddag er vejret overraskende godt. Der lurer nogle store skyer over bjergene, men solen skinner her på campingpladsen. Vi er alle sammen overloadet med oplevelser og trænger mest af alt til at hygge os og lave ingenting. Sidst på eftermiddagen har vi alle kørt i tomgang så længe at Jesper begynder at få fniller og vi samler flokken for at se gå en tur ned i Ioanninas gamle bydel. Turen ind går langs en dårligt vedligeholdt trafikåre forbi byens busstation og med ikke mindre end tre china-markets med stort udvalg i gustent syntettøj

Vi kommer forbi en frisør som ser tillidsvækkende ud og lister priser mellem 5 og 10 euro. Nu er det vist tid til at få Jespers manke reduceret lidt. Jesper bestiller tid hos frisøren næste dag, og så går turen ind i de overraskende charmerende gader bag den gamle bymur. Vi finder frem til den gamle osmanniske borg, som senest har været bestyret af herskeren Ali Pascha. Han var ikke tyrk, men af albansk herkomst, og kom i bad standing hos tyrkerne, da han i en fatal overvurdering af egen styrke holdt op med at betale skat og arbejdede mod løsrivelse fra tyrken. Det kostede ham hovedet, og han, hovedet og fruen ligger begravet midt på borgarealet under et kunstfærdigt fugleburslignende smedejernsgitter. Borgen er ikke så særligt imponerende, men beliggenheden er flot og vi beslutter senere at vende tilbage for at se sølvsmedemuseueet der ligger nederst på området.

På vejen hjem til pladsen forsøger vi os med at gå langs søen, men vejen bliver mere og mere uautoriseret og skummel, lidt kolonihavelignende skure og en forladt ruin der er overskrevet med grafitti. Den ligner meget et sted hvor narkomaner fixer, og vi kommer da også forbi en gruppe unge mænd, der står og handler med stoffer. Nu er vi lidt utrygge og da vi spotter en smutvej op til hovedvejen, må vi krydse en  ulækker grusplads der lugter af urin og andre gode sager, hvor der står en stor sort varevogn med åben skydedør. Det indre af vognen vi kunne se, var dækket af arabisk udseende gardiner fra gulv til loft, en opsats med kunstige blomster og med en enlig fladskærm monteret centralt på væggen op mod kabinen. Først gik diskussionen på at nogen måtte bo i vognen, men den totale mangel på møbler, eller andet inventar (ud over de nævnte genstande) fik os igen i retning af de basale humane drifter. Da man tydeligvis ikke kunne spise inden i vognen, måtte det være en anden af de basale behov der kunne dækkes og det drejede sig ihvertfald ikke om olivenplukning.

Pindus bjergene kalder og næste formiddag kører vi afsted på snoede bjergveje ind i Pindus nationalpark og besøger som det første et informationscenter, hvor en sød men lettere pessimistisk kvinde sætter os grundigt ind i, hvad parken har at tilbyde. Mens vi er der, kommer mobilbageren forbi, så vi får også lige 2 lune franskbrød med (0,70 euro pr. stk.). Den søde dame forklarer os at hvis vi vil se hele parken tager det ca. 2 måneder, så hun nøjes med at give os highlights'ne. Hun siger at det er ok at campere, så længe det ikke er inde i den helt centrale og mest beskyttede del. Med følger også en advarsel omkring ikke at have mad udenfor, af hensyn til bjørnefaren, samt at undgå hyrdehundene som ofte er tævet til at være meget bidske. Vi får også en snak om Grækenlands meget dårlige økonomi og den manglende udsigt til bedring. Hun har læst at danskerene skulle være verdens lykkeligste folk og vil gerne vide hvorfor vi tror at det forholder sig sådan. Efter en snak om velfærd, tillid og fraværet af korruption er hun klar til at emigrere.

Vi kører på hendes anbefaling op til byen Monodendri for at se selve kløften fra et lille kloster der ligger lige på randen til afgrunden. Kløften er 900-1000 meter dyb, og kun godt 1100 meter bred, så det er et meget dramatisk syn der venter os. Monodendri består af huse bygget i den lokale sten, og ligeledes stentage lavet af den lokale grove skiffer. Når sådant et hus har stået et par århundreder og er blevet lidt skævt, ligner det nærmest noget der er vokset op af klippen. Specielt fordi området også er fyldt med naturlige "stabler" af skifersten der ser meget menneskeskabte ud. Stenen er simpelthen revnet overalt i lodrette og vandrette brud, der får det til at ligne en art organisk murværk.

Stinne og Maiken på en af de karakteristiske bjergstier i Pindus

Klosteret ved udsigtspunktet

På skiltet står der at Vikos Gorge er verdens dybeste kløft

Det giver et sus i maven at kigge ned i kløften

På vej længere op i bjergene kommer vi forbi et skilt der hedder "Stone forest", og det lyder så tillokkende at vi bare følger det. Det fører os gennem det mest utrolige landskab nogen af os nogensinde har set. Mellem træerne står der næsten Gaudi-agtige fremspring og tårne i mængder der retfærdiggør betegnelsen stenskoven. Det er så fascinerende at det kræver disciplin at holde øjnene på vejen, og sikre at vi ikke ryger ud over kanten.

Stenskoven

Sent forår og masser af flotte blomster

Et stentræ blandt andre i skoven

Umiddelbar efter stenskoven ender vejen og vi er ved udsigtspunktet Oxya. 100 meters gang videre og så står vi direkte på kanten af kløften, et skridt yderligere frem, og så er der frit fald på måske 900 meter - lodret ned!

Oxya 1 meter fra afgrunden

Kigget ned i kløften suger igen i maven

Nu skal Jesper ned og klippes, men det her skal vi simpelthen se noget mere af, og vi beslutter os for at prøve turens første wild-camping. På turen tilbage bryder syndfloden ud og vejbanen er flere steder dækket af vand. Jesper anmoder ydmygt om at blive kørt direkte til frisørdøren, og med vores vanlige utrolige held og gode forbindelse til vejrguderne stilner det af, lige som citroênen er ved at lægge an til landing 100 meter fra frisøren. Resten af familien begiver sig til Sølvmuseet, mens Jesper indtager salonen. Efter at have flyttet en større mængde dametasker lykkes det at erobre en halv balle på frisørens sofa. Den pæne unge mand klipper efter bedste evne på baggrund af de sparsomme instruktioner, og en halv time senere spæner en nyklippet Jesper mod borgen og museet. 20 minutter i lukketid sidder der ingen i indgangen, så han sniger sig forbi for at spare de 3 euro og finder familien indenfor. Det er et virkelig dejligt og meget smagfuldt museum indrettet under de store stenhvælvinger og fyldt med imponerende sølvarbejde. Det er et søstermuseum til det olivenmuseum vi så i Sparta og dermed ligeledes finansieret af Piraeus banks kulturfond.Så noget godt kommer der da ud af de kapitalistiske udbytteres forsøg på at købe aflad for deres uanstændige kapitalakkumulation.

Et af de mange faldefærdige gamle huse i Ioannina

Et af de smukke istandsatte huse 

Sally Hawkins betjener os

På vejen hjem gennem byen kommer vi forbi verdens hyggeligste lille rustikke cafe i et lokale med stenhvælvinger og meget højt til loften. Servitricen er utroligt sød, imødekommende og lidt fe-agtig, hun minder lidt om skuespillerinden Sally Hawkins fra Happy-go-lucky. I kombination med den skæve indretning med billeder af franske og italienske kunstfilm, samt et lækkert lydspor af fede evergreens som f.eks "Ain't no sunshine", og dejlige salater, bliver det en slags totaloplevelse af ren balsam til sjælen. Højdepunktet bliver dog da kokken kommer ud fra køkkenet: En høj, slank, aristokratisk udseende romersk/græsk statue af en kvinde, med kunstfærdigt opsat hår, der er så smuk at hun nærmest har et guddommeligt skær over sig, materialiserer sig bag bardisken med vores mad. Normalt skal man jo ikke gøre sin hustru (der sidder med ryggen til) opmærksom på at man ser på smukke kvinder, men hende her var simpelthen en oplevelse der skulle deles. Næste gang hun kommer ind kigger vi begge, og vi bliver enige om at det her, er uden for kategori (som de siger i Tour de France kredse). Jørgen Leth ville spontant have skrevet en ode til besyngelse af kvindemennesket, og efterfølgende forsøgt at forføre hende - havde han været til stede. Vi andre der ikke har den slags gaver må nøjes med at beundre :-). Således opløftede vender vi hjemad.

Maiken har haft lidt ondt i maven hele dagen og om aftenen er hun helt sølle og Jesper og Maiken bytter seng, så Maiken kan sove ved siden af Henriette. Om natten vågner hun og Henriette når lige at finde en gryde frem og gribe fat om Maikens store manke, før der kastes op i stride strømme. Både sengetøj og hår går frit, men nattesøvnen bliver lidt afbrudt. Næste dag er derfor sat på standby så Maiken kan blive frisk igen og bruges på at klargøre campingvognen til de kommende dages fricamping i bjergene.