8. til 16. april Lefka beach - Mykene, Nafplio, Epidaurus, Nafplios fæstningsværk 1000 trin, Tolo, Tiryns, Sparta og Mistras, Det gamle Korinth

Campingpladsen er familiedrevet og har været i familiens hænder i snart 30 år. Både hr. Thakis og fru camping er søde og hjælpsomme og slipper gerne alt hvad de har i hænderne for at hjælpe. I øjeblikket er de ved at sætte pladsens restaurant i stand og receptionen ledes derfor fra byggepladsen udenfor restauranten. Spørger man efter en vaskemønt, starter campingfar sin gamle knallert og tøffer op af den vandvittige hældning til hovedbygningen og kort tid efter kommer han smilende retur med en mønt. Når han kører nedad er det for slukket motor, man ved vel hvordan man sparer benzin. På den anden side ser man ham yderst sjældent til fods, hvad enten det er op, ned eller ligeud er det i bil eller på den lille rygende knallert. Pladsens hyggelige atmosfære og smukke beliggenhed tæt på en perlerække af landets mest berømte seværdigheder gør, at vi hurtig falder til og campingpladsen bliver base for alle vores oplevelser på Peloponnes. Vi er også mere trygge, efter at Henriette har fået campingfar til at love, at han godt vil trække vores campingvogn op med sin diesel pick-up, når vi engang skal af sted igen.

Lefka Camping med plads ned til stranden.

Klippestranden nedenfor campingpladsen 

Den første dag på pladsen er vejret mildt men overskyet og vi overtaler derfor ungerne til at vente lidt med stranden og tage med os på ruintur til Mykene (Mykonos). Stinne er ikke rigtigt i hopla til endnu en ruintur, men har det i stedet sjovt med Maiken. De laver fotokunst i ruinerne og undersøger, hvordan det bedst kan lykkes at få Maiken til at indgå flere gange på samme fotografi.

På stedets lille museum vækkes pigernes interesse først, da vi griber det kunstnerisk an og de skal tage fotografier af de ting de finder smukkest og bedst kunne lade sig inspirere af i deres egen kunst. Mykenes fæstningsmure er op til 3.500 år gamle og man imponeres over det byggetekniske håndværk. Særligt en lang trappegang hugget mange, mange meter ned i klippen imponerer. Der er intet lys og da gangen drejer 180 grader på et tidspunkt bliver der fuldstændigt sort når man slukker den medbragte lampe. Det er en lidt skummel fornemmelse at stå her 10 meter under jorden, i bælgmørke, i det der i realiteten er et gammelt vandreservoir, og håbe at nogen ikke pludselig ved en fejl aktiverer den gamle akvædukt. Lidt nedenfor hovedruinerne ligger et gammelt gravkammer, bygget som en bikube med en 20 meter lang indgangsportal. Det er en virkeligt ærefrygtindgydende konstruktion. Den store overligger ved indgangen er estimeret til over 100 ton – hvordan hulan har man i antikken flyttet et stykke klippe som er måske 8 * 2 * 4 meter på plads uden maskinkraft?

Turistbillede af Henriette og Jesper ved Mykerne

Verdens første smiley ved Mykerne. 

Stinne har fået nok af bierne i gravkammeret. 

En aften hvor ungerne er i gang med at indfange krabber og søpindsvin til et lille vaskebalje akvarium, står Henriette og Jesper står med fødderne i vandkanten og hyggesnakker med et par fra Schweitzs, der netop er kommet tilbage fra en tur på deres medbragte paddleboards. Her står de normalt afsted i fin stil med deres solbrune trimmede kroppe. De har viftet os hen, fordi de har fået øje på en lille blæksprutte i vandkanten. Henriette dræber det magiske øjeblik, da hun med det samme kan se, det blot er en pigget søstjerne og får den forsigtigt vristet fra klippen, så den kan indtage en plads i ungernes akvarium. Pludselig får Henriette øje på en sjov, smuk farvestrålende børsteorm. Den er nem at fange, fordi den ligger og snor sig på en klippe under vandet uden mulighed for at gemme sig. På det tidspunkt har vi endnu ikke fået anskaffet os fiskenet, så alt hvad vi fanger, fanges med hånden. De røde tråde som ormen er beklædt med, får godt nok advarselslamperne til at tænde, men ikke mere end Henriette alligevel i et snuptag fanger ormen og skynder sig hen til akvariet med det, alt imens hånden begynder at svie og trådene falder af ormen. Henriette kæmper med at få vasket de brændende tråde af hånden, mens hun stille bander over, at det føles som hvis hun havde plukket en hel buket brændenælder med hænderne. Så lyder der et højt ”AV” fra Stinne. Hun er blevet stukket i foden af en hveps og står nu og kæmper med at få brodden ud af foden. En ulykke kommer sjældent alene.

Den farlige børsteorm.

Børsteormen viser sig efter en googling at være en 'fireworm' og som navnet jo lidt antyder, skal man holde sig på behørig afstand af den, da dens røde tråde brænder noget så eftertrykkeligt. Smerten på Henriettes hånd fortager sig i løbet af natten, mens Stinnes fod morgenen efter er både hævet og irriteret og der går faktisk flere dage før foden er helt god igen. Så de næste par ekskursioner indeholder ikke så meget vandring.

Kun 20 minutters kørsel fra campingpladsen ligger Nafplio som vi besøger af flere omgange. Det er Grækenlands vistnok tidligere hovedstad og i dag en af landets kønneste byer. Der er en helt særlig atmosfære i byen med de smukke gamle velholdte huse og blomsterkrukker og gamle citrontræer der skaber en frodig bymidte trods den tætte bebyggelse. Det er en af den slags byer hvor det bare er hyggeligt at vandre rundt på må og få, hvilket selvfølgelig betyder at der også er fyldt af turister inkl. de obligatoriske kinesere der kommer dappende i den karakteristiske asiatiske gangart. Byen ligger nedenfor nogle høje klippebjerge, hvor resterne fra byens forsvarsværker ligger øverst på toppene og bevidner at Nafplio historisk set har været en magtfuld by. Borgen i Nafplio er en venetiansk fæstning højt over byen fra 1711 til 1714. Berømmet som militært mesterværk, men erobret af tyrken allerede inden den var helt færdig. Først i 1822 indtages den af græske styrker. Vi tager de 913 trin til toppen i fin form, og nyder den fantastisk smukke udsigt over by og hav. Selve borgen er stor, men består alene af bygninger uden nogen form for inventar – så det bliver lidt ensartet at se på.

Stinne og Maiken i Nafplios smalle gader 

Borgen ved Nafplio 

På vej ned af de 913 trappetrin.
Lægmusklerne sitrer, da vi når bunden.

Den første dag vi besøger byen har vi besluttet at spise frokost på en restaurant, og vi går rundt og kigger i de snævre gader for at finde et hyggeligt sted, som ikke er for dyrt. Der er godt fyldt op på de spisesteder vi kommer forbi, og vi ender derfor med at sætte os på en restaurant på byens torv hvor der er et ledigt bord. Det lugter lidt af turistfælde, men vi er sultne, får bestilt og må jo så indtage det lidt olierede og kedelige resultat af bestillingen. Først efterfølgende finder vi restaurant-gaden med masser af hyggelige steder, som nok havde været en lidt mere delikat oplevelse.

Bagefter hygger vi os i de smalle gader med de mange turistbutikker, hvor man kan købe alt fra smykker og brugskunst til håndlavede sandaler og især pigerne er i deres es. Inden eftermiddagen er omme har de både købt armbånd og solhatte. Fra den hyggelige havnefront er det muligt at sejle ud til en klippeø, med et lille fæstningsværk, men vi nøjes med at kigge efter fisk i det klare havnevand, samt får et studie i hvor svært det kan være at foretage en spontanparkering af en mellemstor katamaran, når man skal have frokost. Først prøves der et par steder i det ene havnebassin. Så ud og cruise lidt rundt og danne overblik, og så et par yderligere forsøg i det andet bassin inden det hele blev for pinligt og de åbenbart tabte appetitten og endte med at sejle igen. Det så ellers så lækkert og overskudsagtigt ud da de begyndte – men frustrationen med at jage parkeringsplads i det sydeuropæiske kender vi kun selv alt for godt.

En god halv time fra Lefka ligger oldtidens store helsecenter – Epidaurus. Det er et helt fantastisk sted som man skylder sig selv at se hvis man er på Pelopennes. Mest velbevaret er det kæmpestore amphiteater som er berømmet for den gode akustik. Det er meget flot renoveret og med plads til 20.000 tilskuere gør det noget af et indtryk. For at alle rækker skal kunne se scenen bedst muligt er det lavet i en ganske særlig form, hvor de inderste 8 rækker ligger på en perfekt cirkelbue. De yderste tre rækker i begge sider følger så en noget fladere cirkelbue, hvilket sikrer at de ikke kun kan se nakken af skuespillerne. Men hele baggrunden for stedet er det store tempel, til ære for lægeguden Æskulap. Her var der i antikken læge- og kursted for hele den civiliserede verden. Folk kom endog meget langvejs fra i håbet om at blive helbredt for diverse lidelser. Fremgangsmåden var at man ankom således at man kunne sove på stedet. I løbet af natten ville guden så enten helbrede direkte eller via drømme give anvisninger til læge og patient på en passende kur. Det har været en kæmpe forretning lidt a la nutidens privathospitaler, med tilknyttet stort hotel til de rejsende patienter og handelsgade med udbud af både souvenirs og offergaver.

På vej til Epidaurus bliver Stinne kørersyg og vi tager et stop i det øde olivenlandskab.

Teatret ved Epidaurus

På det lille museum kan man se stentavler med helbredelseshistorier, opsat som tak til guden fra de helbredte. Der var dog også mere ”markedsføringsagtige” tavler som i lange lister opremser alle de skavanker og dårligdomme det er lykkedes Guderne og lægerne at kurere, komplet med detaljerede anvisninger på alle de slemme ting guderne ville gøre ved én, hvis man undlod at betale lægeregningen. Blandt de personlige takketavler var der en Galler fra det nordlige Frankrig som fik kureret sin blindhed. En anden høvding fra Tyrkiet bliver kureret for forstoppelse/fordøjelsesproblemer gennem følgende tiltag: Diæt baseret alene på brød og ost, mikset med selleri og salat. Der skal drikkes vand med citronjuice og mælk med honning samt dyrke motion og bade i kurbade. Endeligt skal han også studere på stedets bibliotek, dette måtte dog opgives da al den intellektuelle udfoldelse gav staklen hovedpine. Man ser for sig en stor forædt høvdingtyrk som måske ikke er for skarp, hvis egentlige problem bare er vellevned, og så nogle smågrinende læger der får strikket en kur sammen til tyksakken. Mon ikke han var glad for at komme derfra. Vi sluttede dagen med kapløb på stedets gamle stadium, en lidt risky affære i sandaler når det foregår på en kløvermark fyldt med summende bier. Det lykkedes dog alle at gennemføre de 178 meters løb uden bistik.

Lidt uden for Nafplio ser vi også Europas ældste borganlæg, Tiryns Borg. Bygget med sten og murværk i ufattelige kyklopiske dimensioner for treogethalvt tusinde år siden. På linie med Mykenes var det engang et meget driftigt område, i dag ligger det ganske øde hen midt i en appelsinplantage og langs en støvet landevej.

For foden af Tiryns forsøger Jesper at banke lidt entusiasme
 ind i ungerne.Stinnes fod gør ondt på grund af bistikket og
både Stinne og Maiken mener de har set nok ruiner!
 Pigerne får lov at hygge sig i skyggen, mens vi andre ser Tiryns

Stenene Tiryns er bygget af er gigantiske 

Længere mod nord var vi også på tur til det gamle Korinth, som havde flotte ruiner, men særligt det lille museum var vi imponeret af. Her var bl.a. 2 Kouroser som er store flotte mandsstatuer. De var fundet af kriminelle gravrøvere i 2010, og da de blev fanget med statuerne måtte de fortælle hvor de havde fundet dem. det gav anledning til fundet af en stor begravelsesplads man ikke tidligere havde kendt til.

Det gamle Korinth 

En dag manglede vi kontanter, og nærmeste ATM var 15 minutter væk i Tolo, prototypen på et strandresort, med hoteller, pensioner og selvfølgelig souvenirbutikker. Vi kom tilbage til Tolo et par dage senere hvor Henriette købte en rigtig pæn halskæde i en lille forretning. Indehaveren kunne høre på sproget at vi var danskere, og det undrede os lidt. Så fremdrog han en fotobog lavet af lille gruppe af danske roere fra Hørsholm på Sjælland. De var hans gode venner og kom hvert eneste år afsted til Tolo medbringende egne robåde for at lave roture rundt i omegnen. Altså havde det faktisk været danske flag der vajede på de robåde vi havde set i Lefkabugten nogle dage tidligere.


Der bliver også tid til en heldagstur til Sparta og Mistras. I Sparta hygger vi os med at se olivenmuseet og springer let og elegant over det arkæologiske museum, da vi trænger til at se noget andet end oldtidlevn. Det viser sig at være et rigtigt fint lille museum og ungerne får prøvet muskler med olivenkværnen.

Efter lidt frokost og kiggen butikker kører vi til Mistras som er det smukkeste område vi længe har set. Det gamle Mistras ligger meget højt, men stort set alle bygninger er forladte på nær klosteret, hvor der stadig bor seks nonner. Desværre var vi ikke klar over at stedet lukker allerede klokken 15:00, og vi ender med at måtte lave speedsightseeing og løbe gennem spøgelsesbyen for at se det meste på en halv time. 

Mistras spøgelsesagtige ruinby

Vi har fart på rundt mellem ruinerne,
da vi kun har en halv time inden området lukker.

En af kirkerne i Mistras

På vej ned får vi øje på et æsel,som helt sikkert stadig
 har en funktion på klosteret i dette uvejsomme terræn.

Dagen sluttes af med græsk is, og vi sender en tanke
til Italiens lækre gelateriaer. 

På campingpladsen har vi jo snart været nogle dage, og det betyder også at vi har lært lidt mennesker at kende. Der er f.eks. ”Les Quebecs”, Guy et Monique, som kommer fra Quebeck i Canada. Nogle utroligt søde og åbne mennesker. Hun har arbejdet som lærer for børn med indlæringsvanskeligheder, og han som universitetslærer, ligeledes med speciale i indlæringsvanskeligheder. De skyndte sig dog at pointere at der ikke var tale om at han havde scoret en af sine studerende :-). De er nu pensionerede og rejser gerne rundt i Europa et par måneder om året. De har ganske enkelt købt en autocamper som fast står i Frankrig, og så er den jo kun en flybillet væk fra Canada. De går meget op i at være sunde, og har store udfordringer med at kunne finde økologiske varer her i Grækenland. De juicer hver dag og Guy bager eget brød af boghvedemel, som faktisk minder lidt om rugbrød, dog med en lidt mere helseagtig smag. Det er utroligt for os at et canadisk ægtepar kan tale så dårligt engelsk. Han taler det gebrokkent, og hun taler stort set kun fransk. Det lød på dem, som om det meget var et princip, at man som fransk-canadier ikke skulle være nødsaget til at lære engelsk. Men utroligt at bringe sig selv i en position hvor man ikke kan tale med størsteparten af sine landsmænd.

Vi har også haft stor glæde af at tale med Willy (egentlig navngivet Wilhelm ”als der Kaiser” som han selv sagde) und Evy (Evyline). Evy var der de første dage, men skulle så rejse hjem og arbejde en måneds tid før hun igen ville komme retur til Lefka Beach. Willy er en utroligt sympatisk og imødekommende mand som vi hyggede os med et par aftener, hvor snakken gik i alle retninger. Og så var der Schweitserne, med deres padleboards og trimmede kroppe. Et meget velholdt par i halvtredserne som også var meget snakkesaglige. Han var politimand og bager. I Schweitz kan man nemlig først starte uddannelsen som politimand som 23 årig, og der er krav om, at man har en anden erhvervsuddannelse inden man starter. Vi påpegede at det var svært at se på ham, at han var bager med den slanke krop, hvortil han grinende svarede Schlechtes brot, Schlechtes brot – hvilket vel kan oversættes til dårlig bager, dårlig bager. Fruen som heller ikke havde mange gram for meget på kroppen, arbejdede hjemme med at at passe sin 80 årige far. Som hun sagde: Jeg laver mad, vasker tøj, gør rent – han løser bare soduko og ser tv. Men det var ok sagde hun, han havde jo aldrig fået det lært, og hun fik jo løn for at gøre det.

Men der er altså noget lusket med de Schweitzere. Når man så dem med deres store smil, solbrune kroppe og kropsnære badetøj og fruens tandsmykke fik man pludselig associationer hen i retning af swingerklubber, eller måske noget med noget lak og læder.  Hele ideen kommer måske i virkelighedheden mere af, at Jesper er kommet til at læse hele Bubber's selvbiografi, inklusive besøg i swingerklubben, (her kan man virkelig tale om triviallitteratur), på vores medbragte ebog. Nu er der jo faktisk også lavet en hel dokumentarfilm om hvad Schweitzerne (eller var det Østrigerne) gemmer af mystiske sager nede i deres kældre, omme bag den pæne facade, så man ved jo aldrig.Men utroligt søde mennesker var de i hvert fald.

Efter 13 skønne dage med snorkling, mange gode snakke med sjove mennesker og utallige ruiner måtte vi videre. Næste stop var oraklet i Delphi, nogle timers kørsel væk.