2. til 5. april - Calabrien et miks af historie, højkultur og de laveste mest snuskede drifter

Nu skulle vi endelig have kursen sat mod Grækenland, dog med et lille mellemstop på den gustne calabriske campingplads med den tyske hundelejr og nu yderligere fyldt med gigantiske myg i store mængder, vi taler snabler i kanylestørrelse og mængder i legioner. Tilmed var der heller ikke noget vand, da det lige var brudt sammen. Hvorfor man vælger at bruge sine vintermåneder på så nedslidt en campingplads i et så livstræt og beskidt område, fyldt med udslukte mennesker kan vel kun forklares med prisen. Så tidligt næste morgen banede vi os videre vej gennem de prostituerede damer på havestolene langs landevejen. Vi valgte at tilføje endnu et mellemstop og satte kursen mod Matera i det centrale Calabrien, med dets særlige hulebeboelser. Vi havde læst om Matera hjemmefra, men også fået det varmt anbefalet af det tyske ægtepar, som noget det endnu ikke var lykkedes dem at få set, trods mange års ønske herom. Vi har på denne tur ikke mødt ret mange mennesker som har noget positivt at sige om Calabrien. Området omkring vores kommende færgehavn Bari skulle tilmed være noget af det værste, fyldt med banditter, alfonser og letlevende damer med døde øjne. Så det var med noget blandede forventninger vi kørte afsted.

Turen gik et godt stykke langs kysten, hvor vejen efter fremmeste calabriske tradition var udnævnt til genbrugsplads/losseplads og byerne var ilde vedligeholdt og ucharmerende. Efter noget tid drejer vi indad i landet, og trenden fortsætter. Forladte huse, øde landskaber men også en gradvis mere spændende natur. Vi kører og taler om hvor dejligt der kunne være i disse bløde rullende bakker, hvis ellers de lokale kunne tage sig sammen til at passe lidt på det. Som det ser ud nu er det ikke et sted man har lyst til at opholde sig. Vi stiger langsomt op i bakkerne og knap 15 km. før byen Matera kommer vi forbi en hel forlystelsespark med tilhørende hotel, fuldstændigt forladt og i forfald. Vi har ikke længere tal på alle de dyre ejendomme vi efterhånden har set, som bare er blevet forladt og overladt til naturens luner – et vanvittigt spild af ressourcer. Økonomien bag må være så dårlig at det ikke engang kan løbe rundt selvom det er købt billigt på tvangsaktion.

Materas claim to fame er at være det sidste sted i Italien hvor folk stadig boede i huler gravet ind i klippen, det som på charmerende fransk hedder at bo som troglodytter. Hulernes oprindelse ligger mere end 5000 år tilbage, hvor de startede som klippegrave. Sidenhen er de anvendt og udvidet til beboelse og efterhånden også kirker. Med til historien hører at man i 1950'erne besluttede at rydde hele huleområdet som i realiteten var en art slum, mere usundt og fugtigt, end romantisk. Man mente simpelthen ikke at det var det moderne Italien værdigt at have sådanne u-landsforhold. På vej ind gennem Matera må man igen overveje om det overhovedet var turen værd at køre herop. Byen langs landevejen er trist, nedslidt og da vi i vejsiden passerer de hulebebyggelser man kommer for at se, er de bag trådhegn i et trist nedslidt erhvervsområde med bl.a. stenbrud. Man tænker lidt – skulle vi bare være kørt direkte til Bari. Men dagen er smuk, omend kold, og vi fortsætter ud af byen mod det camperstop tyskernes guide havde anbefalet og som gps'en er indstillet på.

Uden for byen støder vi pludseligt på et noget mere charmerende huleområde beliggende spredt i et kuperet område, og lige der svinger vi af vejen og ud på en lille bivej mod overnatningspladsen. Efter et par hårnålesving er vi kravlet op på en slags højslette hvor der er et rent, lidt barskt landskab uden træer og buske, og pludselig er der skiltet med et naturcenter/cafe som også styrer det med overnatningen. Og her er det så den totale transformation sker. I en stor gammel nedlagt gårdsbygning som smyger sig ind i landskabet ligger naturcentret. Man åbner en lille dør og ud strømmer lækker dæmpet jazz, indenfor er den hyggeligste lille cafe med et par borde og en flot høj mørkhåret mand bag disken, som med rare intelligente øjne og en blid stemme spørger hvad han kan hjælpe os med. Da han ser Jespers pas (fødested Aarhus) udbryder han: ”Ahh, you come from the European Capital of Culture 2017”. Det viser sig at Matera er valgt til at være det i 2019 og at ham og hans venner er en del af dette arbejde. Nogle af dem har endda været på besøg i Aarhus for at lære af erfaringerne her. Et blidt og begavet menneske der både taler engelsk og fransk, lækker jazz, stilfulde omgivelser, ren natur – kontrasten til vores hidtidige oplevelse af Calabrien kan næsten ikke være større.

Selve pladsen ligger lidt længere nede af vejen inde på en gammel gårds jorder. Hele gården er omkranset af et enormt langt stenhegn og bygningerne er sat fint i stand. Der er en stor hovedbygning, et lille kapel og yderligere et lille hus. Alle husene er bygget af den lokale sten, og det viser sig at det hele er bygget oven på et stort stenbrud hvor man har brudt stenene til husene. Dette underjordiske stenbrud er så stort at det indgår som lokation i Mel Gibsons stort anlagte Jesus film (Mel Gibsons, ikke Jens Jørgen Thorsens). I filmen befinder det sig i sagens natur i Palæstina, men optagelserne er lavet her i Matera, Selve pladsen er primitiv, der er indlagt strøm, og toilet og bad er i den lille bygning. Her køligt, men helt utroligt smukt og vi nyder det bare. Ungerne slippes fri til at tage på opdagelse i hulelandskabet længere nede og efter en halv times tid følger de voksne også med. Det er sjovt at springe rundt som bjergeder og lede efter bjerghuler og solen varmer efterhånden også helt pænt. På tilbagevejen går vi forbi naturcenteret og ser optagelser med vildtkamera af områdets dyreliv. Her er åbenbart fyld med rovfugle, hulepindsvin og særligt vildsvin i store mængder. Da vi først har fået øjnene op for det, kan vi se rodespor fra vildsvinene over det hele, samt huller fra de mus/gnavere som alle de elegante falkefugle der hænger i luften over det hele må leve af. Hele højsletten med til hørende klippehuler er udpeget som Unesco kultur/natur verdensarv, og det er bestemt berettiget.

Hulelandskab omkring Matera. 

Materatrek. Overalt er der spor fra vildsvin,men det lykkes ikke at spotte et eneste.

Næste dag beslutter vi os for at gå i krig med området. Vi starter med at vandre ned mod den store kløft der skulle give et panoramavue over gamle Matera. Ifølge den venlige mand er broen i bunden af kløften dog lukket , så vi kan ikke komme over til byen af den vej. På vejen er der rodet i jorden flere steder og vi får os analyseret frem til, at det må være spor af områdets mange vildsvin, der går og graver efter rødder om natten.

Kløften vi skal krydse for at komme op til Matera.

Den defekte hængebro der er spærret og flodstykket vi passerer
ved at hoppe fra sten til sten.

Kløften er stejl, men vi er efterhånden ved at være vant til at gå i stejlt og uvejsomt terræn, så vi skyder en pæn fart, selvom vi også tager os tid til at se nogle af hulerne undervejs. Da vi når broen er den rigtig nok lukket og vi står overfor at skulle gå tilbage og tage bilen (det kedelige men fornuftige valg) eller finde et sted, hvor vi kan krydse floden (det sjove men også lidt risikable valg da floden lugter en kende af kloak og det kræver at man kan hoppe på sten som en klippevant gemse for at komme over på den anden side). Vi kigger på hinanden og valget er enstemmigt, vi skal da prøve at krydse floden. Det tager lidt tid at finde et sted, hvor det er realistisk at komme tørfodet over, og snart er Jesper ovre, rask og elegant, Stinne følger trop i sikker stil og det samme gør Mads og Maiken. Maikens fod glider en anelse, på en af de store skæve klippesten, men hun får den reddet uden problemer. Til sidst kommer Henriette og nu kunne det jo være sjovt, hvis hun faldt i, men det gør hun forunderligt nok ikke. Til gengæld kan stilen hverken beskrives som let eller elegant og at springe over stenene en gang til for at komme hjem igen udelukkes med det samme (Det hænder i selv den mest demokratiske familie at én stemme har mere vægt end fire). Der er nu kun en vej hjem og det er gennem den kønne huleby Matera og derefter 5-6 km langs trafikeret landevej.

Vi må forcere spæringen af stien for at komme ind i Matera by

På den anden side af spæringen finder vi dette skilt.

Udsigt over de snævre labyrintiske gader og ensfarvede huse,
der kendetegner Matera.

Vi vandrer rundt på må og få efter den indre GPS,
Den fungerer væsentlig bedre end bilens. 

Byen Matera er ganske magisk og minder mest af alt om en gigantisk labyrint. Det vi får set undervejs er ret tilfældigt, da det nærmest er umuligt at finde rundt i de små smalle gader. Vi kommer forbi et hyggeligt værksted, som har lavet hele byen i miniature i den lokale tuf-sten og desuden sælger lokaltfremstillede souvenirs i samme materiale. De anbefaler, at vi besøger det lille museum overfor, som er et rekonstrueret hulehjem, hvor man kan se, hvordan de lokale typisk havde indrettet sig i klippehulerne for bare 60 år siden. Museet gør tydeligvis indtryk på børnene, som faktisk synes det er ret hyggeligt med et æsel og en griseunge indenfor. Men da vi påpeger, at vi ikke får lugten med i totaloplevelsen, hverken fra dyrene i hjørnet af hulen eller fra toiletspanden ved siden af familiens brede etageseng og at familien boede så tæt og fugtigt, at børnedødeligheden var stor, går lidt af det romantiske af hulen.

Hulemuseet i Matera, der viser et typisk hulehjem.

Der er hakket to åbne rum ind i bagvæggen. Et til dyrene og et til familiens etageseng.
 I det forreste rum er køkkenet med med brændekomfur.

Mens vi går af landevejen, kommer vi forbi et gigantisk stenbrud, som i dag er lavet om til en skulpturpark. Vi er de eneste i parken og kan derfor fornøje os med frit at råbe ind i det store stenbrud, hvor de stejle klippesidder skaber et helt fantastisk ekko. Det er tydeligt at kunstnerne, der står bag skulpturerne også har haft en fornemmelse af, at lyden er helt særlig i klippebruddet, da musik er et gennemgående tema i flere af skulpturerne. Det er fornemt at man bare kan gå ind og opleve sådan en kulturpark.

Skulpturpark i udkanten af Matera.

Er det humor eller blot en advarsel for
hvad der kan ske, når man kører i bjergene?

Lodret klippevæg i skulpturparken. 

Vi tænker at Matera er et spændende bud på europæisk kulturby, og ville gerne have oplevet en koncert midt i stenbruddet. Måske vi kan få Christian, Henriettes bror, til at uropføre et værk her en dag. Tilbageturen foregår med livet som indsats i kanten af landevejen, det havde formentlig været sikrere at krydse floden igen, men så var vi gået glip af skulpturparken og en spændende tur rundt i byen. Ved tre-tiden er vi retur ved pladsen, pakker vognen ned og siger farvel til Matera og kan så sætte kurs mod færgen.

Køreturen mod Bari krydres med udsynet til de nu obligatoriske købedamer på deres plasticstole i vejkrydsene, men også en noget mere direkte form for markedsføring finder sted. Midt på en øde olivenmark, der ligger langs landevejen, står et lille stenskur, og i dets døråbning står en dansende/vridende dame alene iført sorte blondetrusser og bh og averterer sine tydeligvis nydelige ydelser – et virkeligt mærkeligt syn. Undervejs har chefnavigatøren med udgangspunkt i hendes dejlige lyse, tillidsfulde og positive menneskesyn flere gange tvivlet noget på validiteten af den lidt mere kyniske førers bedømmelser om at der er tale om prostituerede i vejkanten – det kunne jo også bare være piger der venter på bussen, måske lidt rigeligt festklædt tidspunktet taget i betragtning men så alligevel. Damen på olivenmarken lader ikke så megen tvivl tilbage. Omend vi dog begyndte at udvikle en alternativ historie om, at der strengt taget godt kunne være tale om en olivenplukker der havde fået det for varmt af dagens hårde arbejde og derfor havde smidt tøjet og stod og fik lidt skygge i døråbningen. At olivenplukkere går med g-streng og blonde-BH under arbejdstøjet lyder jo meget rimeligt, når man se på hvor aggressiv makeup syditalienske damer i øvrigt benytter sig af.

Både GPS og skilte var stort set enige om ruten, så vi gled ubesværet gennem det grimme Bari, og fandt færgehavnen omkring 16.30. Vi havde ikke købt billet i forvejen til færgen der gik 19.30, så vi skulle have fundet et billetkontor. Her skulle man dog holde skarpt øje da der ikke var skiltet noget særligt. Vi ryger ind i noget der ligner den direkte vej til færgekøen, med store betonklodser mellem os og en parkeringsplads, og vi holder derfor ind til siden. At bakke retur forekom ikke som nogen god ide, så vi blev holdende og stak afsted til fods. Det viste sig at vi holdt lige ved terminalen, og få minutter senere havde vi billet Bari-Patras, sejltid ca. 15 timer som ”camping on board”. Det betyder at man må sove i sin campingvogn under overfarten og dermed sparer de temmelig dyre kahytter. Tilmed kunne vi bare køre direkte til færgen som begyndte at læsse bilerne allerede kl. 17, hvilket var om 10 minutter.

Vi havde forudset at vi skulle holde på bunden af færgens vogndæk i en gusten hørm af diesel og maskinrum, men søreme nej! Vi skulle op af en stejl rampe (klampen i bund og så håbe på at Citroens 3 cylindre ikke løb tør for krudt inden toppen var nået) og blev så vi vist ind til siden til en høj placering med lys, luft og havudsigt. Ud og slutte strømkabel til færgens stik, montere spildevandstank og så fungerede vores lille hjem fint som kahyt. Selve færgeoverfarten er da bare en fornøjelse, når man kan ligge i sin vante vogn og slappe af. Vi måtte dog ikke bruge gaskomfuret af hensyn til brandfaren, så aftensmaden blev indtaget i cafeteriaet. Ikke stor kogekunst, men ok billigt og bedre end det meste færgekost vi tidligere har mødt.

Næste destination Grækenland.

Næste formiddag fik vi en hyggelig snak med et engelsk yngre par med en lille datter. De havde været undervejs i et par måneder og var nu på de sidste tre uger, inden de skulle tilbage til mandens nye job til maj. Han var biolog med speciale i miljøfaktorers påvirkning af fisks opvækst og voksenliv og hun var folkeskolelærer i de mindre klasser. Da hans seneste kontrakt var udløbet, havde hun sagt jobbet op, autocamperen indkøbt og så afsted mod Spanien og Portugal. En færge fra Spanien til Rom og en del kørsel senere, var de nu her, på vej mod Grækenland. De havde i sagens natur et ret stramt budget, så de sov kun på pladser til mellem 7 og 10 euro, og meget gerne i det fri. Det havde i Calabrien givet dem den lille bonusoplevelse, at fruen havde siddet og hvilet sig på en campingstol (manden var på tur med den lille pige). Pludselig stod der to mænd som gerne ville forhøre sig om hvad prisen på hendes ydelser var. Hun var selvfølgelig blevet noget befippet og havde forsøgt med fagter at forklare at hun skam havde små børn, og slet ikke var i den branche. Så nogen gange er piger på campingstole bare nogen der venter på bussen (eller på mand og børn).