5. til 7. april Græsk idyl i lille bugt – Lefka Beach Camping.

Torsdag ved 12 tiden, kunne vi rulle af færgen og sætte hjulene på kajen i Patras, En græsk havneby som er noget mere imødekommende end dens syditalienske modpart Bari. Havnebyer er ofte lidt kedelige, men her er renere og mere vedligeholdt, og vi er helt væk fra det calabriske mismod. Turen videre ind går langs den smukke fjord som skiller Peloponnes fra det øvrige græske fastland lige på den anden side. Med stejle bjerge på begge sider er det et betagende syn, og væk er affaldet i vejkanten. Vi er også kommet af med det særegne italienske ”servicio” begreb på tankstationerne hvor man aldrig ved om man skal betale 1 krone til 1,5 mere literen, for at en lille fedtet mand tanker bilen. Priserne er dog stadig høje, med omkring1,60 i middelpris. De to landes befolkninger deles om et noget afslappet forhold til skattebetalinger, så benzin afgifter er et af de få beskatningsgrundlag man vanskeligt kan unddrage sig og som derfor sikrer lidt skatteindtægter til de slunkne statskasser. Vi drejer ind på en tankstation, men misforstår skiltningen og ryger på lastbilsiden hvor der kun er diesel, og længere bakkemanøvrer med vores 11 meter vogntog er endnu ikke blevet en favorit. Så det er bare videre ud på motorvejen og ind på næste tank 25 km. senere. Men når man er nede på at køre 7 km/l så lærer man at være forudseende og indlede sine tankningsforsøg i tide, så det går fint. Vi er sultne, og der købes lidt fastfood på tanken. Her er madkulturen skiftet, så vi ender med en ordentlig bunke meget olieret kageagtigt brød med fyld af bl.a. et fetalignende produkt – væk er de italienske sandwich med godt pålæg.

Vi tager til Lefka beach camping som ligger på den vestligste af Peloponnes flige, tæt ved Nafplio. Pladsen ligger efter at vi er kørt gennem to ganske små hyggelige byer, hvoraf den nærmeste hedder Vivari, eller Bipapi som det ca. skrives på græsk. Her kan en lille flække stadig bære to købmænd, en bager, en slagter, et konditori, et apotek, 6 restauranter/cafeer samt diverse andre butikker. Vi taler en størrelse by, der får Ry til at ligne et decideret metropol. Selve pladsen ligger ved den meget stejle kyst, så direkte efter man drejer fra vejen ved skiltet, holder man på en 20 graders hældning. Det gør beslutningen om at vælge netop denne campingplads nem, der er kun en mulighed og det er at fortsætte videre ned af den lille stejle, smalle og snoede vej gennem pladsen, mens man overvejer, hvordan vi nogensinde skal komme op herfra igen. Vi finder en fin plads lige ved havet og får hjælp af en sød ung tysker og sønnen fra pladsen til at få mokket vognen ind på plads. Vi ligger ned til en azurblå fjord, der ender en kilometer længere inde i bugten ved Vivaris lille havn. Om aftenen spejler lysene fra den lille by sig i fjordens vand og bagtæppet bag byen består af støvede rækker af bjerge i horisonten. Det ligner fuldstændigt en filmkulisse, og de obligatoriske fiskebåde ligger stille og vugger i bugten. Her er virkeligt smukt (traumhaft som det schweitziske paddleboard-par benævner det).En af dagene kommer der pudselig fire robåde forbi, toere med styrmand og på afstand ser det ud som om de fører danske flag. Det er jo nok alligevel for langt at ro – men det så nu meget dansk ud.