Næste dag, lørdag, var vejret dog
igen regnfuldt og vi havde påny snakken om Grækenland. Vi ligger
dog nu 30 km. fra Messina ved en fantastisk bugt med tilhørende
lille naturreservat, Laghetti di Marinello. Pladsen er mellemstor,
slidt, men der er dampende varmt vand ad libitum i bruseren og
internet – hvis altså man holder PC'en 20 cm over bordhøjde og i
den rette vinkel. Og så ligger den med et bagtæppe af høje stejle
bevoksede klipper og direkte ud til den skønneste bugt med små
fiskerbåde, krystalklart vand og naturreservatet med nogle helt
særlige brakvandssøer der ligger beskyttet bag en stor naturlig
sandtange, svarende til Skagens spids. Fra kysten er der udsigt til
de Æoliske øer med Stromboli som den mest imponerende.
 |
| Morgentur på stranden foran campingpladsen |
Næste dag skinnede solen og da vejret
i en længere periode havde været været ustadigt og regnfuldt, var
vi rygende enige om, at det var tid til at få vasket tøj og at
bunkerne var så store, at det godt kunne betale sig at finde et
vaskeri – da det godt kan være lidt dyrt at vaske på
campingpladser. Efter en google søgning på ”lavandaria” drog de
to voksne afsted mod nærmeste bud der lå 25 minutter væk i bil ad
landevejen SS125. På turen hen af superstradalen gennem det flade
kystlandskab fyldt med citrustrægartnerier, skulle vi lige have den
obligatoriske gps-initierede frakørsel, der via en række mindre
veje, i en større bue med mange snoninger efter et par kilometer
førte os tilbage på SS125. Årsagen til frakørslen forstod vi ikke
helt – men bedste bud er at det lille apparat gerne ville gense den
skinnende m.a.m.i.l. (Middle Aged Man In Lycra = midaldrende
motionscyklist) vi havde havde overhalet første gang et par
kilometer før vores lille ekskursion ud i det blå, og som vi nu
igen måtte snige os forbi. Når ret skal være ret holdt han en god
fart, men alligevel føltes det lidt åndet.
Vel fremme ved første bud på et
vaskeri som involverede parallelparkering på byens trafikerede
hovedgade og en længere gåtur måtte vi skuffet konstatere at
skodderne var kørt ned, og et hurtigt kig rundt afslørede at denne
tilstand ikke var helt ualmindelig i resten af det lokale butiksliv.
Det var så her, at vi måtte indse at det alligevel ikke er helt
uvæsentligt at holde øje med ugedagene – søndag i et katolsk
land er butikkerne sjovt nok lukkede. Da vi var retur havde hele
ekspeditionen da heller ikke taget mere end 1,5 til 2 timer. Så var
det også, at vi bøjede os og opsøgte campingpladsens egen
semiprofessionelle vaskemaskine, og fodrede den med de krævede 5
euro i blodpenge. Belønnet blev vi så med tøj, der sjældent har
været så rent og velduftende.
Når man bor fem mennesker på ganske
få kvadratmeter, kan man godt få brug for at sende ungerne af sted
nogle timer på en selvstændig opdagelsesekspedition. Derfor fik
ungerne pakket en god madpakke og instrukser om at undersøge tangen
på den fredelige strand nedenfor campingpladsen. Tangen var
spændende for ungerne, fordi det frivillige team der ellers jævnligt
kommer og rydder op i reservatet sjældent når helt ud på tangen og
derfor ligger der både plastikgenstande og knogler spredt rundt
mellem muslingeskaller og sten. Ungerne var interesseret i at
undersøge knoglerne i håbet om at kunne finde hvalknogler og de
havde derfor medbragt plastikposer, hvis de nu fandt noget der var
spændende. Da ungerne flere timer senere kom tilbage var poserne
fyldt til bristepunktet med knogler i en grad, at de havde svært ved
at bære det hele. Hele rovet blev læsset af uden for campingvognen
og resten af dagen lå knoglerne og skinnede hvidt og fik vores lejr
til at ligne katakomberne i Palermo, som vi vel og mærke aldrig fik
set.
Næste dag gik Stinne på bedste
videnskabelige maner i gang med at artsbestemme knoglerne med hjælp
fra tegninger af et ko-skelet og et delfin-skelet. Ret hurtigt fik
hun hjælp af Mads og sammen brugte de det meste af formiddagen på
tålmodigt at gennemgå bunken af knogler. Det viste sig at de havde
fundet én knogle, som de bestemt mener kommer fra en delfin, og så
vel alt i alt et par hundrede blandede ko-knogler. Således var ugens
natur og teknik time klaret – både for de voksne og børnene.
 |
| Ungerne leder efter hvalknogler på stranden |
 |
| Rekonstrueret delfinskelet |
 |
| Knoglerne undersøges nøje |
På campingpladsen ligger der skiftende
autocampere, primært med tyskere, og vi falder i snak med det
sødeste ægtepar, Rudolph og Paula på 80 år. De er tyske, fra
Schwabien, men har siden de gik på pension boet i Ungarn. Her på
pladsen bor de i Schildtkröte 6, en mindre Citroen autocamper. Den
er som navnet tilsiger 6. generation autocamper. De har rejst på
lange campingture hele deres liv, først med telt og VW variant i en
årrække. Men en god ven arbejder i et firma som leaser VW varevogne
til erhvervslivet som man kan købe billigt, når de efter tre år
kommer retur til leasingsselskabet. De slår til og for 1.800 DM
køber de starten på det der bliver til Schildtkröte 1 – som ved
hjælp af primært skibsapteringsudstyr bliver til en af de første
autocampere i tyskland. Da den er hyggelig og et sjældent syn får
den rigtigt meget opmærksomhed, og da de ser en annonce fra en mand
der ønsker at købe netop en autocamper ender de med at sælge nr. 1
for 10.000 DM kun 2 måneder efter at have færdiggjort den. Med den
solide fortjeneste bygges så nr, 2. Nummer 4 i rækken bygges på
Mercedesbasis og kører samfulde 600.000 km. før også den må
pensioneres. De seneste 2 er dog købt som færdige campere da de
ikke længere orker arbejdet med at aptere selv.
 |
| Der hygges med de rejsevante tyskere Rudolf og Paula |
Kontakten starter dog egentlig med at
Paula spørger om vores børn måske kunne have lyst til at komme
over og lave stenmaling hos dem. Rudolph snitter i træ og Paula
maler små søde dekorationssten når de skal fordrive tiden. Den er
ungerne helt med på, og de har en hyggelig formiddag, hvor de alle
tre maler de fineste sten og Mads agerer tolk, når der skal snakkes
med de to tyskere, som trods utallige års rejser, kun taler tysk.
Det er utroligt søde mennesker, som vi har en del at gøre med, vi
henter brød til hinanden, går på pizzarestaurant et par gange og
sidder ude om aftenen og snakker politik og oplevelser og drikker
årgangsgrappa. En af aftenerne støder Klaus og lidt senere hans
frue til. De er festmusikere med egen lille musikskole fra det
tidligere DDR og rejser også gerne et par måneder hvert år. Når
de har tjent penge nok til, at de er ved at ramme næste skattetrin,
så lukker de butikken og drager afsted. Vi spørger om de har lyst
til at spille lidt musik, men fruen er lidt småforkølet og skal
hvile sig lidt.
 |
| Koncert med Klaus |
Men da Mads og Henriette sidder og
spiller lidt guitar varer det ikke så længe inden den lille trinde
Klaus kommer med saksofon og rytmebox. Så får vi den ene
schlager/klassiker efter den anden i partyudgaver, serveret af Klaus
der tydeligt hygger sig med opmærksomheden – en lille smule
gyseligt og samtidigt meget hyggeligt. Et af numrene er Blueberry
Hill, som Vladimir Putin vel ellers endegyldigt har ødelagt for
menneskeheden med sin gyselige kejser-udgave. Senere på aftenen får
vi mange historier om hvordan det var at leve i DDR tiden, hvor man
måtte købe sig en 10 år gammel Trabant for det dobbelte af
nyprisen – hvis man ikke havde tålmodighed til at vente på de 10
års leveringstid. De savnede begge den mere åbne kollektive DDR
kultur, hvor man var oprigtigt interesseret i hinanden (ikke kun
fordi man rapporterede til Stasi :-), snakkede sammen og kom hinanden
ved. I dag oplever de meget at alle er sig selv nok, noget vi også
selv bemærker på pladserne, hvor mange campister er meget lukkede
omkring sig selv. Heldigvis er der også stadig folk, som er åbne og
imødekommende, og rejser også for at møde andre mennesker.
Ved siden af pladsen står en flere
hundrede meter høj klippevæg, og helt oppe på toppen af den ligger
Tyndaris med en meget stor kirke med en fantastisk udsigt over
bugten. Kirken helliget den sorte madonna, der stammer fra 900
tallet, hvor den ifølge overleveringen var lastet på et skib, der
kom langvejs fra for at undslippe forfølgelserne af de kristne.
Skibet måtte ved en grum storm søge læ i bugten, og da de et par
dage senere ville lette anker var der ingen vind og skibet kunne
derfor ikke komme videre på sin rejse. Først da man lossede kassen
med den Sorte madonna ville skibet røre sig. De lokale fandt kassen
på stranden og stor var opstandelsen, da man brød kassen op og
fandt den fine madonnastatue. Statuen er vel ca. en meter høj og
forestiller en brun Jomfru Maria med et påfaldende voksent udseende
Jesusbarn ved sin side.
 |
| Klosteret Tynd a' ris også kaldt Tyndaris hvor Den Sorte Madonna bor |
 |
| Udsigt over tangen fra kirken ved Tyndaris |
Turen op til kirken går af en lille
bjergsti som snor sig stejlt op gennem en kløft og ud langs kanten
af klippen for til sidst at stige op til selve kirken. Her ligger der
et lille torv fyldt med religiøse souvenirbutikker og en cafe som
også har god gelato. Vi er derfor begyndt at gå pilgrimsfærd til
cafeen hver dag. Første gang tog det os 1,5 time at gå der op med
mange indlagte pustepauser, men det er nu lykkes os at komme ned på
en 35 minutter, når vi giver den gas. Alt i alt tager turen vel små
2 timer med indlagt rundtur på toppen og cafebesøg. Det er dejligt
at mærke, hvor sikker og hurtig på benene vi bliver på den lille
bjergsti, efter at have taget turen et par gange. Det viser sig, at
de lokale fruer også bruger rute som motionssti, Rudolph mener dog
nærmere, at der er tale om ”böse frauen” der går bodsgang for
alle deres synder eller bare dem, de godt kunne tænke sig at have
bedrevet.
Vi hygger os virkeligt og har besluttet
os for at vente til efter påske inde vi kører videre. Dagene går
med små udflugter, hvor vi blandt andet på den suverænt bedste dag
kører til Capo di Milazzo. Ude på spidsen er der 27 grader
varmt og gåturen til Laghetti di Venus (Venus søerne) er en varm affære. Heldigvis
belønnes vi med nedstigningen til den yndigste lille klare naturlige
klippepool lige ved kanten til havet. Den forsynes med frisk havvand
hele tiden og det varede ikke længe før modige Maiken var sprunget
i. Kort tid efter var vi alle sprunget i det dejlige kolde vand –
virkeligt lækkert efter den varme nedtur. De lokale italienere lod
sig dog ikke lokke til den slags udskejelser, men nøjedes med at
betragte de van(d)vittige nordboere. Denne Venus må i øvrigt have
været en meget renlig dame, da det virker som om enhver naturlig
pool i Italien er opkaldt efter damen. Efter en varm tur langs den
anden side af forbjerget var vi tilbage på toppen for at få nok en
is. Her sad et velholdt svensk pensioneret par omkring de 60, som
havde haft ferievilla ved Marinella nu i 10 år. De var pæne og
velholdte, men et eller andet ved dem gav bare indtrykket af at alt
ikke var så skønt som det umiddelbart så ud. En sådan svag
tristesse bag de smarte solbriller og det pæne tøj og måske også
synet af den rutinerede håndtering af hvidvinsglassene med
tilhørende en-liters karaffel – kombineret med at de jo skulle i
bil derfra - gav os indtrykket af et lidt alkoholiseret par.
I løbet af påsken skulle der jo også
findes påskeæg. Godt nok var det kaniner der levede på tangen, men
mon ikke de også kunne lægge påskeæg, bare man klemte dem lidt.
To poser små chokoladeæg, samt et stort skulle nu gemmes, uden at
andre kunne finde dem. Bagerst på pladsen var der et areal som
udgjorde en art vognkirkegård for udtjente campingvogne. Det helt
ideelle sted at gemme påskeæg. Ned og hente ungerne på stranden og
så gik den vilde jagt med at samle ind i farmors flettede kurv. Som
sædvanlig var det ikke alle æggene som kunne genfindes, så der er
også muligheder hvis man skulle komme på de kanter igen.
 |
| Der samles påskeæg med stor iver |
 |
| En fantastisk islagkage blandt Paula og børnenes malede sten |
Da det var lørdag aften havde Rudolph
informeret os om at der nok ville være en slags udvidet krybbespil
om Jesus død og opstandelse foran kirken. Hele byens centrale del
viste sig at være spærret af og samtlige byens skuespillerspirer
var udkommanderet og iført mere eller mindre overbevisende udgaver
af mellemøstlig og romersk klædning. Det viste sig at være en
længere forestilling, som skiftede mellem byens torve. Særligt
”yndige” var de små englebørn som simpelthen blev båret frem
af deres ambitiøse mødre placeret i en passende positur og så
afhentet af mor igen når var færdig.Det var en sjov oplevelse men
lidt langtrukkent, så vi droppede selve korsfæstelsen som vist
foregik oppe på bjerget. Næste dag tog vi for fjerde gang turen op
til Tyndaris kirken på bjerget, og v er nu ved at have gode
bjergben. Om aftenen spiste vi på en lokal restaurant sammen med
Paula og Rudolph og aftalte at forsøge at komme forbi deres by i
Ungarn på hjemturen. Næste dag var der afgang og for første gang
slap vi for at betale for børnene, så den samlede regning for 9
dage beløb sig til 150 euro. Godt nok kom damen løbende da vi
skulle køre, men det var heldigvis kun for at åbne og lukke porten
for os.
 |
Hvis man kigger grundigt kan man faktisk godt se Jesus midt i billedet
samt tre små håndplacerede englebørn |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Skriv gerne en lille hilsen/kommentar