Dag 35-37 Jesper bliver 50, vi spiser på frokostrestaurant og møder søreme også Palermo-Bent.

Næste morgen var hele campingvognen pyntet med hjemmelavede dannebrogsflag på samtlige låger og et morgenbord med varm kakao og et orgie i chokoladegaver. Stinne og Maiken havde lavet hver sin fantastiske tegning til deres gamle far. Maikens var af en flotVW campervan på vej ud i det grønne med nummerpladen ”2U FAR 50” og en advarselstavle der sagde ”Du er lige som en far skal være”. Stinnes var af en slumrende hanløve og fyldt med rosende ord, herunder ”Du ligner efterhånden en gammel træt hanløve, men du er da i hvert fald ikke nogen aggressiv gammel hanløve”. En dejligere måde at fejre en 50'års fødselsdags morgen findes nok ikke.

Fødselsdagsmorgenbord

Vi tog senere afsted til Valle dei Templi og brugte et par timer på at spadsere mellem gamle græske templer, nogle som ruiner og andre der stod ganske flot endnu. Først skulle vi dog gennem et meget grundigt securitycheck med metaldetektor og taske gennemgang. Det er helt klart, at eventuelle terrorister jo ikke ville kunne trænge ind på det kæmpestore ødebeliggende område på andre måder end gennem hovedindgangen. Alene det meget solide og velholdte hegn, der kun var faldet sammen et par hundrede steder, ville afholde dem, og så snakker vi slet ikke om de patruljerende vildhunde der tiggede mad fra turisterne med halen mellem benene. Områdets stand skyldtes i høj grad en tidligere engelsk officer, som tilbage i starten af sidste århundrede viede sit liv og formue til at undersøge ruinerne, og få nogle genopbygget igen. Når man står og ser ud over resterne af et tempel, med kæmpestore tonstunge byggesten kastet i alle retninger, kan man godt stå og undre sig lidt over, hvordan det dog er lykkedes nogen at ødelægge det så grundigt. Begge os voksne tog os selv i at stå med netop den tanke, og overveje hvordan nogen da kan få kastet så meget rundt med tingene. Vi var lidt flove over hvor lang tid det tog os at gennemskue at det jo nok er jordskælv der står bag roderiet. Men også den tanke bliver man lidt lille af, for det må godt nok have været store kræfter der har været på spil. Efter 2 timer og en ordentlig tordenskylle i ruinerne var vi tilbage ved bilen, som vi også denne gang havde lavet en bedstefar Hans manøvre med, og parkeret den udenfor den officielle parkeringsplads så vi kunne spare p-gebyret. At den valgte parkering så betød at udkørslen skulle foregå sidelæns midt i indersiden af et sving, fyldt med italienske lavtflyvende Fiat-missiler i alle retninger øgede jo kun oplevelsen – men vi slap ud.

Er der hul igennem?

Fagter der signalerer vores holdning til tordenbyger

Næste dag forsøgte vi at komme over og se den glinsende hvide klint Scala dei Turchi som skulle ligge 2 km. fra camperstoppet. Godt nok var det overskyet og blæsende, men det var jo forsøget værd. Vi valgte dog at tage bilen frem for at gå. Efter at have forceret trappen ned til stranden måtte vi erkende at der var højvande, og det derfor ikke var muligt at vandre langs kysten op til selve klinten, så vi måtte nøjes med et kig på afstand til de, i mangel på solskin, smågrå klinter – ikke just nogen stor oplevelse. Vi besluttede derfor at rykke teltpælene op, da en misligeholdt parkeringsplads måske ikke var det mest tiltalende sted at tilbringe yderligere en kold regnvejrsdag. Diskussionen gik mest på om vi skulle sætte det lange ben foran og sætte kurs mod Grækenland, i håbet om solskin og varmegrader, eller vi endnu ikke var helt færdige med Sicilien.

Scala dei Turchi - i gråvejr

Næste stop blev dog Isola delle Feminine (et lovende navn) hvor der ifølge vores campingbog skulle befinde sig en dejlig campingplads, nær metroforbindelse til Palermo som vi gerne ville se. Vel af motorvejen kom vi ned gennem en række smalle ensrettede gader fyldt med biler og fodgængere, og uden at skade nogen af delene lykkedes det os at finde vej ned på lungomaren (promenadevejen langs kysten). Et mere misligeholdt og trist syn skulle man lede længe efter, store grå bølger skyllede ind mod en møgbeskidt stenstrand fyldt med plastaffald, gamle havestole, sko og blandet havforurening i sådanne mængder, at det alligevel kunne imponere os – selv efter en måned i syditaliens forfald og bunker af henkastet affald. Selve vejen var ujævn og fyldt med huller og var flankeret af afskallet beton og halvdøde palmer. Vi var stort set klar til at køre videre med det samme, men fandt dog den smalle indkørsel til Camping la Playa og fik vogntoget vredet derind.

Pladsen var bestyret af et par tilknappede søstre som ikke havde stået forrest i køen da vorherre delte charme-gener ud. Metroen viste sig at være lukket grundet et meget langtrukket forsøge på at gøre den funktionsdygtig, så vi var henvist til at bruge en erstatningsbus, som de imidlertid først kunne forklare os om hvis vi mødte op i receptionen kl. 19.15. Vi fandt en plads i regnvejret og fik slået støttebenene ned og krøb i ly i vognen. Næste dag viste sig ligeså lidt imødekommende, og pladsen viste sig at være udstyret med et sindrigt vandbesparende og lettere nedværdigende brusesystem med følgende brugervenlige setup: Vælg en bruse kabine, nummer 1-3 hos herrerne og 4-6 hos damerne, affør dig mest muligt tøj og sæt sæbe med mere klar. Gå derefter ud af brusekabinen, ud foran hele bygningen, indfør lille plastdimmer med 10 mulige bruseklip i smal automatsprække, afvent klonk-lyd (som vi kender den fra Århus sporvejes gamle klippekortsautomater). Når klonkende afklipning af et bruseklip er foretaget vælges det rette brusekabinenummer på et display og godkendes – efterfølgende har du så 10 sekunder til at få møvet kadaveret tilbage i valgte kabine inden de fire minutters lunkent vand du netop har opnået ejendomsret over, begynder at løbe. Dette var det teoretiske forløb, men da det var første åbningsdag i sæsonen betød det i praksis at oplevelsen blev forlænget lidt. Plastdimmer indsat – intet klonk – 10 forsøg senere – fortsat intet klonk. Ind og montere ærbar påklædning, vandre tur ned til receptionsbygning, forhandle med mistroisk charmeforladt dame om tilkaldelsen af hendes i øvrigt søde mand, som ved hjælp af trylleri med en skruetrækker aftvang badeautomat et højlydt klonk, med efterfølgende spurt til kabinen for at afføre sig tøjet inden vandet var holdt op med at løbe. Læg så til at det hele foregik ved ca. 10 graders varme og i småregn – ikke den fede måde at starte dagen på.

Grundet dagsregn udskød vi ekskursion til Palermo til den efterfølgende dag og fik dagen til at gå, mestendels spærret inde i vognen med skolearbejde og læsning. Kun afbrudt af en aftengåtur i støvregn, op for at spise i den lille by. Her fandt vi et lille pizzaria og delte tre pizzaer for næsten igen penge. På hjemvejen ringede kirkeklokkerne (klokken 20 minutter i 9) og vi besluttede os for at tage en katolsk gudstjeneste med i handlen. Det var sjovt at se hvor fyldt sådan en kirke er på en helt almindelig hverdagsaften. Det er tydeligt at alle kender hinanden og der bliver småsnakket og kindkysset til den store guldmedajle, krydret med knæfald for altret og små ture om bag ved for at ordne praktiske ting, og hilse på personalet. Gudstjenesten blev forrettet af passende sortklædt og ganske nydelig præst, som havde en prædiken som handlede sjovt nok om kampen for troen og guds kærlighed. Indlagt var sange understøttet af to guitarister. Noget af det der gjorde indtryk var at præsten falder på knæ for en centralt placeret bling-bling stråleglans med en ædelsten (eller et stykke farvet glas) som også dele af menigheden var oppe og gøre knæfald for. Under dele af prædikenen lå også de to guitarister på knæ – ganske umageligt så det ud. Det var dog heller ikke mere helligt, end at det kunne afbrydes midlertidigt, da den ene vurderede at det var på tide at få skiftet batterier i præstens mikrofon. Da det viste sig at være noget der mindede om en helaftensforestilling valgte vi at bruge et af de musikalske indslag til at gennemføre et elegant exit. Vi syntes selv at vi slap heldigt fra det, men det viste sig at vi var blevet bemærket. På vejen hjem tiltog støvregnen stille og roligt til et regulært uvejr (af bibelske dimensioner havde man nær sagt) hvor bølgerne slog voldsomt ind over havnefronten med hav og himmel i et. Resultat: Fem dyngvåde folk som valgte at løbe det sidste stykke. Og så den regulært bibelske hævn – i samme sekund vi nåede campingpladsen stilnede det af – vi kunne næsten høre latteren i det høje.

Næste dag rettede vejret sig dog henad frokost og vi valgte at tage bilen ind til Palermo for at udnytte dagen bedst muligt. Vi har efterhånden skrevet meget om syditaliensk trafikkaos, men intet kan måle sig med Palermo, hvor selv Jesper med hans ellers stoiske ro bag rattet var ved at gå ud af sit gode (nu halvtresårige) skind. Vi havde sat GPS'en til en parkeringsplads i nærheden af centrum, men da vi kom derhen, efter flere runder i samme rundkørsel og rundt af de samme små veje, stod der snuskede banditter alle vegne som var meget forhippede på at hjælpe os med at parkere. Der var ikke nogen tvivl om, at deres hjælp ikke var noget man skulle indlade sig på, og efter flere runder rundt i kvarteret og et bravt forsøg på at køre ind af udkørslen til en parkeringskælder, valgte vi at køre til et andet parkeringsområde i Palermo. Det viste sig så imidlertid ikke at være et parkeringsområde man kunne benytte, medmindre man havde tænkt sig at tage færgen, så vi måtte holde ind til siden og genoverveje mulighederne nok en gang. Rundt omring os var der parkeret i alle tænkelige afskygninger af ulovlig parkering – men det turde vi alligevel ikke indlade os på. Jesper var efterhånden så tyndslidt, at han var parat til at tage tilbage til campingpladsen, men gik dog med til at give det et sidste forsøg og her lykkes det os at finde et hul på en rolig vej, efter italienske forhold, hvor vi var nogenlunde trygge ved at forlade bilen. Nu gik den vilde jagt efter en musikbutik hvor vi kunne købe nye plektorer og efter et sted vi kunne få noget hårdt tiltrængt frokost. Nu ved vi ikke om alle kender udtrykket Palermo-Bent, som karakteriserer sådan en en lidt for slikket type i kikset tøj – men undervejs, lige midt i Palermo stod han der – den vaskeægte Palermo-Bent – fuldstændigt som man havde forestillet sig. Håndtegnet illustration følger senere.

Vi spiste en glimrende frokost, Pasta Vongole og Pasta Ragu, på et lille frokostrestaurant, med meget sød betjening iført pirattørklæder. Restauranten havde tydeligvis mange stamkunder og det forstår man godt for det var både billigt og lækkert og menuen skiftede fra dag til dag. Ejeren af stedet havde anskaffet en app til sin mobil, som kunne oversætte alt hvad hun sagde, og det var tydeligvis en fornøjelse for hende at se den i funktion. Så hun brugte meget tid på at sætte os ind i hvad man kunne få – det var faktisk ofte nemmere at forstå det itaienske:-). Alle som spiste der var på kindkys med personalet og en herre på vej ud, var henne forbi vores bord for at kommentere misforholdet mellem størrelsen på Maiken og størrelsen på den portion pasta hun havde bestilt. Da han lidt senere vendte tilbage igen, kaldte vi ham hen for at se, at hun faktisk havde sat det hele til livs. Så fik vi en lille snak om hvordan man holder frokostpause fra arbejde i Italien og går på restaurant med kaffe, dolce og det hele, samt en lille historie om hans fætter som var læge med speciale i hudcancer bosiddende i Danmark. Det var virkeligt hyggeligt at være på et sted hvor alle skulle have en snak med ejeren, kokken eller tjenerne – det hele var som en stor familie – og guddødemig om ikke bessefar kom ned fra privaten med et par tomme tallerkner til opvasken – mere autentisk bliver det vist ikke. Tilbage ved vores uskadte bil sad der selvfølgelig en p-bøde i ruden. Vi havde parkeret lovligt, indenfor båsen og alt var i orden - man skulle bare have trukket en p-billet fra en eller anden usynlig automat – øv.

Palermo er hyggelig at slentre rundt i, vores eneste egentlige destination var et dukketeatermuseum, som vi i første omgang forvekslede med et dukketeater, hvor truppen dog var taget på tourne. Så googlede vi ny adresse og denne gang var der gevinst. Et lille halvstøvet museum fyldt med teaterdukker fra alle egne af jorden, inklusive vietnamesiske vandteaterdukker som vi kender dem fra Hanoi. Mest spændende var faktisk en række sorthvide billeder taget af en italiensk/amerikansk fotograf på Sicilien omkring 1950 som led i dokumentation af Marshall-hjælpens konsekvenser. Henriette ville gerne forbi botanisk have – det kom vi dog ikke. Men vi fandt ved et tilfælde en meget lille Parco Garibaldi med nogle helt utrolige forvoksede stuepalmer, som sætter luftrødder ud fra grenene som ad åre bliver til støttestammer og giver et helt eventyrligt og surrealistisk resultat.

Seriøse stuepalmer

Dukketeatermuseet - lidt spooky var det!