Dag 16-18 Leviterende bevingede fallos'er, benzinbanditten og de forsvundne stjerner

Vi tog tidligt afsted den 1. marts til Napolis arkæologiske museum for at se på alle de fine fund fra Pompei og Herculanum, selvfølgeligt med særligt fokus på at få set Gabinetto Segreto. Vi valgte at betale for motorvejen, så vi undgik den vanvittige lokaltrafik. Men vi fik alligevel så rigeligt oplevet syditaliensk trafikkultur, da vi ramte bytrafikken inde i Napoli. GPS'en sprang jævnligt umotiveret i ruten, og led af massive udfald, hvilket i kombination med veje der deltes i 2 eller 3 før GPS'en var opdateret, gjorde det mildt sagt til en oplevelse. Der er dog en utrolig mangel på aggression i trafikken, hvor selv håbløse turistmanøvrer blot ledsages af lidt hovedrysten og et hurtigt blik – det hele flyder alligevel og man finder ud af det. Da vi senere og langt mere afslappede sad og indtog frokosten på museets trappe, kunne vi bedre nyde lydsiden af trafikken. Den minder egentlig meget om et stykke kontinuerlig musik med dytten, bremsen, accelerationer, ambulance- og politisirener i et kakofonisk, men alligevel sært vellydende miks. Faktisk ret hyggeligt som baggrundslydtæppe.

Vi havde sat GPS'en på Parking Carvour tæt ved museet. Man drejede op ad en lille tætparkeret sidegyde og for enden af den, skulle man lave et skarpt sving til venstre gennem verdens smalleste port direkte ned i kælderen under en bygning. Der var vel ca 2 cm ved hvert sidespejl (sådan føltes det i hvert fald), og så taler vi slet ikke om, at man ikke kunne komme lige på, men skulle dreje ind i en bue. Selvfølgeligt var der en bil lige bagved, som også skulle derned. Selve kælderen var en seværdighed i sig selv. Der var pakket biler ind, som drejede det sig om et lager – al plads var udnyttet til grænsen – rundt løb et par mænd i smånusset dagligdagstøj, som stod for at pakke bilerne. Man blev vinket lidt længere ind i garagen, spurgt hvor mange timer man skulle parkere, og så overtog de nøglerne til bilen. Her må man jo bare stole på, at det er ok at overlade nøglerne til sin spritnye bil og indhold til en totalt ubekendt syditaliener (vi valgte dog at tage passene med os). Det var lidt betryggende at se, at manden startede med at gå en runde om bilen og inspicere for skrammer.

Således lettet for bilnøglerne gik vi mod museet, hvor vi blev modtaget af den sædvanlige overbemanding – utroligt mange mennesker der lavede utroligt lidt. Selve museet er lidt støvet men fyldt med virkeligt flotte genstande. Der er mængder af utroligt detaljerede mosaikker, hvor de enkelte mosaiksten er ned til 2 gange 2 mm eller mindre – mange af motiverne med så høj detaljering, at man forledes til at tro, at der er tale om malerier, indtil man kommer tæt på. Det er næsten uforståeligt så flot, de velhavende under Romerriget har boet. Når man sammenholder det med synet fra ruinerne af flotte højloftede huse med bassiner og haver, kan man godt blive en lille smule misundelig – de har virkeligt haft sans for det gode liv. Der er også en samling af sølv og glaskunst, med bl.a. den blå vase fra Pompei (blåt glas med påsatte bittesmå 3-dimensionelle figurdekorationer i hvidt glas). Mængder af bittesmå pynte-glaskarafler og anden spinkel glaskunst, så man slet ikke forstår, at de har kunnet lave dem - og alle med disse fantastiske svungne former.

Stinne og Maiken undrede sig noget over, at de få kvindelige statuer stort set alle havde samme ansigt, mens der var meget større variation mellem mændene. Det var tydeligt at mange af de kvindelige statuer var idealiserede standardfigurer, mens mændene i højere grad forestillede konkrete personer. Det syntes pigerne var noget uretfærdigt. Vi skulle jo også i Gabinetto Segreto, det tidligere ”Hemmelige kabinet”, hvor den eksplicit erotiske del af fundene er udstillet. Her fik særligt børnene (og til dels også de voksne) udvidet kendskabet til menneskelig anatomi og kreative forplantningsmetoder. Men som Maiken fik det udtrykt, ”Det er jo bare en mand, der boller en dame bagfra”. Så var der selvfølgelig også den med ”Pan og gedens kærlige favntag”, de fine dørklokker med bevingede fallos'er som kontravægte og de ret nuttede små kander med meget store tissemandstude. 

Ved ellevetiden var sindet fyldt op, og vi smuttede ud på fortrappen og spiste de medbragte sandwich, så maven også kunne blive fyldt, mens Napolis trafik agerede underlægningsmusik. Tilbage i parkeringskælderen blev vi ledt hen til Citroen'en, der med kyndig hånd var kylet ind på en stejl opkørsel mellem to andre biler og med førersiden 5-10cm fra en ru betonvæg. Til alt held omfattede servicen dog også, at bilen blev kørt ud af kælderen i fin stand. Vi havde aldrig selv fået den ud fra den plads – og han gjorde det uden nogen form for assistance.

Retur mod Pompei, gennem Napolis tætte trafik, og ind på Fortuna Village for at hente campingvognen. Først ville Jesper dog lige tanke vognen og tjekke luft i dækkene på den lokale benzinstation, der skiltede med lave priser, 1,53 Euro/liter. Der var dog ikke længere nogen luftmåler, og den lille beskidte mand sagde med blandede fagter og italiensk, at den var kaput. Nå, så kunne vi vel i det mindste tanke, bilen rundt og over til pumperne. Her kommer den lille beskidte mand igen, og nu viser det sig lige pludseligt, at en ”ny” luftmåler manifesterer sig fra en lille skuffe, fulgt af en lettere utroværdig kommentar om, at den var blevet repareret/genfundet – nu måtte vi pludselig godt låne den :-). Manometeret var dog noget ukalibreret – et sjus var, at 4 bar ca. svarede til 2,3 i virkeligheden. Da vi så skulle tanke, holdt vi ifølge manden det forkerte sted, hvor den kun tog pengesedler – ville vi betale med kort, skulle vi over på den anden side. Da jeg så starter med at tanke her, kommer han over og insisterer på, at han skal tanke. Så blev det pludseligt til ”Servizio” og så steg prisen til 1,72 euro/liter. Således blev vi så snydt, som man vel næsten har krav på, når man er i Mafiaens højborg. Godt tanken allerede var halvt fuld i forvejen!

Den næste strækning mod Sicilien gik over smukke sneklædte bjerge, gennem et utal af tunneler og så til sidst gennem et meget ucharmerende fladt agroindustrielt område med mange appelsin/frugttræer og et stort uskønt beton butiksområde a la Tilst, sporadisk pyntet med afrikanske og italienske prostituerede. Den første tegn på dette særlige forretningsområde fik vi lidt tidligere, da den trofaste GPS igen havde overladt os til os selv, og vi havnede i en rundkørsel midt i absolut ingenting, hvor den eneste bygning var en nedrivningstruet lagerhal. Her sad søreme en begsort dame med stort parykhår, høje støvler og en meget lårkort kjole på en billig plastikstol og holdt øje med trafikken. Hun lignede ikke en opsynsmand og der var sandt at sige heller ikke noget at holde opsyn med.

Efter kort tid på stadigt mere suspekt udseende grusveje, kunne vi trille ind på vores 500 pladser store firestjernede, men meget billige campingplads og glædede os lidt til et step-up fra ”Bordellet i Pompei”. I receptionen sad to midaldrende støvede kvinder fordybet i noget vigtigt. Et let formanende blik hen over brillernes overkant forkyndte, at vi måtte vente til de var færdige. Efter det sædvanlige papircirkus med pasnumre, fik vi at vide, at vi bare kunne lægge os, hvor vi ville. Vi fandt en lille samling på ca. 5 campere/vogne på en i øvrigt fuldstændig tom plads. Det viste sig at være et lille tysk lokalsamfund bestående af varmehungrede pensionerede fastliggere, bundet sammen af deres passion for små hundelorte (og det var stavekontrollens forslag – der skulle egentlig bare stå ”små hunde”.

Vi havde dårligt koblet vognen af, før den første flinke bedstefar trådte til for at hjælpe med at skubbe på plads. Konerne var måske lidt mere reserverede, og særligt genboens kone lignede i helt udpræget grad, den engelske karakterskuespiller fra ”Lady in the Van” - Maggie Smith. Både udseende, gestik, mimik, de nedadvendte og lidt sure mundvige, der skabte det rette livstrætte ansigtsudtryk var til stede, og helt uafhængigt af hinanden havde vi begge tænkt på den samme skuespillerinde. Frem kom også Wolfgang, en stor gemytlig beverdingstysker med cykelstyrs overskæg, og som han selv sagde, to kamphunde – der dog viste sig at være to skrækslagne chiaua'er. Han havde også den fede Ford S-max med tysk ørn, gejlede blanke Ali-fælge, bibelfisk og følgende skriftsted på C-stolpen: ”Dont't touch my car” med tilhørende piktogram af en mand, der fik klø med en knippel.

Pladsen var rodet og forfalden, med væltede rækværk/stakitter, grene brækket af træerne og toiletter, som ingen tydeligvis havde ansvaret for at rengøre. Et udendørs disko/dasko område, som burde have været afspærret p.g.a. af nedstyrtningsfare og gennemtærede metalkonstruktioner. Bag et ligeledes rustent hegn lå heldigvis en dejlig bred strand, dog plettet med affald fra havet. Det var helt tydeligt, at der intet vedligehold/oprydning blev udført hen over vinteren. De lokale tyskere som boede der i for- og eftersæsonen fortalte, at når sommeren kommer bliver pladsen fyldt til bristepunktet med italienske turister. Så må man bare håbe, at de får hyret lidt rengøring ind til den tid. I nogle bungalows viste der sig at holde et andet tysk kontingent til – denne gang var fællesnævneren ”Store hunde” og dermed vel i sagens natur også ”Store hundelorte”. De var imidlertid ikke særligt imødekommende og deres kæmpestore bidske møghunde, var meget lidt betryggende – ”die beissen ja”, som småhundefolket advarede os. Men, og dette er et vigtigt men – temperaturen var for kraftigt opadgående. Fredag morgen viste sig derfor med varme og solskin og i løbet af formiddagen, var det som en af de bedre danske sommerdage på omkring 20 grader – endelig var vi kommet ned i varmen!

Ungerne glemte alt om skolearbejde og hyggede sig hele morgenen nede på stranden. Op af formiddagen hentede de os, for nu syntes de, det var tid til at komme i vandet. Da vi kom ned til stranden, var den ryddet for al affald. Mads og Maiken havde fundet 3 bildæk og konstrueret en glimrende skraldespand og derefter støvsuget et gigantisk område for alt affald – det var simpelthen imponerende. Nu var der lækkert, varmt og hyggeligt og vi nød feriens første stranddag i fulde drag.

Tilbage på pladsen var ungerne helt optaget af de tyske småhunde. Der var den sødeste hvalp, som naboen havde fundet forladt på pladsen i sølle forfatning – nu var det den kæreste legesyge hvalp, som lavede skyggeangreb på alt der bevægede sig og særligt på Maikens sko. Det var også noget af en udfordring for naboen at hænge vasketøj op, da det skulle gøres med en hvalp hængende i hver eneste stykke, den kunne nå, og at feje var helt og aldeles håbløst. Det så simpelthen så sjovt ud med Mutti, der forsøgte at rydde op, mens den lille hvalp saboterede alt.

De hyggelige naboer og varmen gjorde, at vi faktisk havde to rigtig fine dage på pladsen og selv damen i receptionen viste sig at besidde en charmerende finurlighed. Men Sicilien kaldte, og lørdag ved frokosttid kørte vi mod færgen til Messina.