Dag 19-21 Sicilien, nu er vi her sgu - Sol, varme og flere pensionister

Færgen til Messina. Vi springer helt over, at den første billetmand solgte os en billet, der var noget billigere end forventet og hed Auto-standard. Vi var derfor lidt nervøse, da vi kom ned og holde i selve færgekøen. Her ligger heldigvis yderligere et billetkontor, og vi får opklaret, at vi mangler en billet til campingvognen, denne udstedes så mens færgen læsses, og vi spærrer hele anden bane. Men vi nåede ombord. Ombord gik Jesper ned for at inspicere færgens udbud af fastfood – da han kom tilbage til bordet, var der en underlig fnisende stemning og Henriette var pist væk. Efter kort tid kom Henriette tilbage til bordet storgrinende og i selskab med en meget lille pose chips. Alle havde jo regnet ud, at farmand var for nærig til at købe noget i en færgekiosk, og derfor ville vende tomhændet tilbage – ud af dette kom så en konspiration om at omgå denne nærighed ved, at lade Henriette snige sig ned til kiosken og handle ind. Resultat 1 pose chips, ca. 50 gram – 4 euro. Mmmm, men det var det hele værd, Jespers ansigt taget i betragtning.

Sicilien er en fantastisk smuk bjergø, et dejligt skift fra det nedslidte, lidt tarvelige fastland. Messina viser sig primært at bestå af meget stejle bakker, som den lokale byplanlægger har valgt at pryde med en lang række mere eller mindre umotiverede lyskryds midt på bakkerne. Det er f***** ikke rart, når man kører en let undermotoriseret trecylindret bil med skrøbelig fransk kobling – den er bare ikke glad for at starte på en bakke med en tungt læsset campingvogn. Men lugten af brændt koblingsplade er jo også et slags ferieminde. Efter lidt forviklinger, en lettere kompliceret u-vending med campingvogn og og lidt sicilianske eder vendt mod den trofaste GPS – der fremadrettet skal kendes som ”The I'm not wrong, it is just alternative facts, route-finding device - AKA ”The Trump navigator” var vi på sporet mod camping Forcetta Sicula på sydøstkysten.

Hovednavigatøren (Henriette) har en for navigatører lidt uhensigtsmæssig særhed – højre/venstre blindhed. Det er et syndrom, der manifesterer sig i, at man siger højre, når man mener venstre. De komplicerer jo navigationen lidt. Da vi hen ad aften var et par hundrede meter fra destinationen, er der pludseligt et af livets store valg: Højre eller venstre – vælg nu! Med stor sikkerhed udmeldes, højre, efterfulgt af et ”Ikke den højre” da svinget var taget. Resultat: En bil med campingspejle og campingvogn (2,2 m. bred) i fejl retning gennem en mindre siciliansk provinsbys meget smalle hovedgade, netop på det tidspunkt hvor trafikken er tættest. Chaufførens nåede maks-puls inden der var gået 10 sekunder og spejdede nu desperat efter en løsningsmulighed, medens navigatøren gjorde sit for at råde bod. Gennem en række halsbrækkende undvigemanøvrer lykkes det faktisk at komme gennem det meste af byen bulefri og tage et meget hurtigt valg om at forsøge at vende ekvipagen på en lille tankstation. Ved at spærre hele hovedgaden, lave et par bakkemanøvrer uden at ramme benzinstandere og et meget skarpt venstresving, hvor vinklen mellem bil og campingvogn var noget under de 90 grader, lykkedes det at få vendt rundt og komme retur. Ok – et spejl benyttede lejligheden til at folde sig selv ind gennem nærkontakt med en uskyldig Fiat – men ellers gik det godt. Vel fremme på campingpladsen holder chaufføren så og spærrer hele indkørslen (den var ganske lille) medens chefnavigatøren forsøger at komme i kontakt med telefonitisramt campingdirektrice. Da der ikke er respons, vælger pågældende navigatør (uden at føle det nødvendigt at orientere chaufføren herom) at tage en slentretur rundt på pladsen for at se, hvor hyggelig indrettet den er. Tilbage sidder chaufføren med puls 190 fra bykørslen og koger i arrigskab, da han ikke aner hvad der foregår (spærrer fortsat al ud og indkørsel). (Note fra navigatøren: Trafiktætheden på pågældende plads vurderes til at være under 1 bil i timen, og slentre turen varede maks 5 minutter og var en rent faglig udflugt, der handlede om at finde en god plads – ovenstående brok kan derfor alene skyldes chaufførens noget slidte nerveapparat). Men det hele løste sig, og vi fik en fin plads lidt fra vandet.

Stranden nedenfor campingpladsen. Ungerne samler lavasten, kvarts m.m.

Pladsen er virkelig hyggelig, og en stor forbedring i forhold til den seneste i Calabrien. Trods kun 2 stjerner og slidte installationer, gøres der rent flere gange dagligt, og der er fyldt med sjove indfald – bemalede sten, cykler i træer, tivolimaskiner herunder stærkmandsboksebold og flipperspil. Her er faktisk en del mennesker, man kan godt se, at Sicilien er en fast destination for europæiske pensionerede klimaflygtninge. Her er nordmænd, svenskere, franskmænd, italienere, englændere og schweitzere – alle primært i autocampere (de største er selvfølgelig de norske). Bl.a. møder vi igen Sylvia og Roberto, to virkeligt søde schweitzere vi kender fra ”bordellet i Pompei”. De havde en drøm om, at Röbi skulle pensionere sig som 60 årig, for så havde de kalkuleret, at der kunne blive råd til at købe en Autocamper og overgå til status som klimaflygtning. Trods en slem bilulykke som gjorde at Röbi måtte stoppe med at arbejde noget tidligere, er det alligevel lykkedes at indfri drømmen med en lækker nyindkøbt autocamper med trailer. Darinn gibts den ”Roller”, en lille scooter, der giver lidt mobilitet. Det er bare hyggelige folk, som vi nyder at snakke med, og det er dejligt at have nogen at hilse på om morgenen. Men generelt er folk meget gemytlige her på pladsen, inklusive de ansatte, der kommer hen og roser Mads's guitarspil og spørger, om vi ikke har lyst til at de rigger bordtennisbordet an.

Campingstolene er fundet frem for første gang

Ungerne er vilde med den tilhørende strand, hvor de sammen bygger avancerede konstruktioner i det sorte basaltsand, sopper og samler fede sten. Udvalget af sten er stort, da vi er lige ved udløbet af en lille flod, quartz i alle nuancer, mange varianter af lavasten, granit, basalt, og sort skifer. Enkelte af lavastenene ser ud til at indeholde små agater – så de er i høj kurs. De allestedsnærværende pensionister følger spændt byggerierne og kommenterer på nattens tidevandsskader. 

Strandkunst med Trump placeret mellem trolden og aben 

Inspireret af romerne har ungerne konstrueret eget bad på stranden

Men der er også yngre folk. Om aftenen kom en fransk familie cyklende ind på pladsen. To specialbyggede tandemcykler, far, mor og tre ganske små børn - den ene i cykeltrailer. De er på en etårig tur og har allerede været forbi Spanien, Portugal og Marokko. De ligger ikke på den lade side da de på 2 uger nu har klaret Sicilien. Børnene er 7, 5 og 2 år gamle og hele familien sover i et relativt lille telt, da alt skal kunne transporteres på cyklerne. Vi kiggede på hinanden - 1 år på cykel i bjergegne, med omkring 150 - 200 kg. per tandem, regnvejr, blebarn - vi gjorde det IKKE! Næste dag tidligt, var de afsted igen, og vi havde lidt ondt af de små børn, der igen skulle tilbringe hele dagen på cykel. Men indrømmet, det gav fruen nogle ualmindeligt lækre og temmeligt muskuløse ben. Hun var imidlertid ikke ret stor, så det så lidt voldsomt ud. Vi nyder virkeligt, at vi nu er på breddegrader, der giver 15-20 graders varme, og i naturskønne omgivelser.

Den franske familie på vej mod Albanien