Dag 31 - 35 Tre udgaver af den Sicilianske kvinde og Necropoli Pantalica

Vi var også en tur til Syracusas gamle bydel, som ligger på en lille ø, hvor mange af stenene fra teatret nu er endt. Et skønt sted at slentre rundt, hvor vi så et sjovt lille privat museum med Leonardo da Vincis og Archimedes mange maskiner og konstruktioner. De fleste i en udgave hvor man kunne pille ved dem og prøve funktionaliteten. Inden vi blev lukket ind, fik vi dog læst og påskrevet af Siracusas svar på Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, en dame bag et panserværn af et skrivebord med et meget firskårent og maskulint kropsprog, som ikke lod een det mindste i tvivl om, at man alvorligt ville fortryde at bryde nogle af påbudene. Hun var flankeret af den onde tvilling, en noget mere feminin dame, som bag sit anderledes lette glasskrivebord, signalerede endnu mindre imødekommenhed. Hun værdigede os ganske enkelt ikke et blik, mente vel at al nødvendig kommunikation var klaret med den håndskrevne seddel, der stod centralt på bordet. ”Do not sit down or touch the desk”. Det var ikke umidelbart klart om forbuddet alene omfattede glasbordet eller også inddrog de to stole foran i en forbudszone. Vi følte ingen trang til at afprøve sagen men koncentrerede os om udstillingen, der faktisk var rigtigt fin og gav mange gode snakke om vægtstangsprincip, gearing og anden mekanik – dagens fysikundervisning hermed klaret. Dagen blev rundet af på en bar, der serverede et dejligt ærligt måltid mad. Store portioner af simpel velsmagende mad, og dejlig italiensk Birra.

Et par dage senere vender vi tilbage for at se Noto i aftenlys og ender på Gelato Bianchi på hovedgaden. Her får vi fantastisk is og betjenes af en pige i 30'erne som har en noget særegen makeup, der var løbet lidt, med meget sort ved øjnene, der giver hende et noget træt og lidt forgrædt udtryk. Hun er umiddelbart temmelig reserveret, men da butikken er tom, henvender hun sig pludselig til os på gebrokkent engelsk. Vi snakker om is i DK og Italien og hun siger, at de har den gode is, fordi de har de lokale råvarer. Hun fortæller om en særlig sød sommercitron, der er mange gange større end normale (og især vinter-) citroner. Vi er ganske overbeviste om, at hun mener Pomeloer, men efter hektisk søgen på mobilen viser hun et billede fra i sommers af en kæmpecitron, hun havde pyntet i butikken, samt en hel masse små, hun også havde malet ansigter på. Og så spørger vi ind til, hvordan man tillaver artiskokker, og det tager hun temmelig alvorligt: Med mimik, fagter, italiensk, engelsk, hovedrysten, diverse rekvisitter fra butikken (herunder en papirsblomst hun måtte kravle helt op på disken for at få fat i – den skulle agere artiskok, når hun skulle demonstrere, hvordan man blødgjorde ved at hamre den ned i bordet) og lidt google translate får vi en traditionel Siciliansk opskrift på kogt og friteret artiskok, suppleret med en mimet udgave af, hvordan den spises – det var en oplevelse i sig selv.

Vi tager også i Necropoli Pantalica, som ligger 30 km. vest for Siracusa. Et fantastisk kløftlandskab, hvor der løber en lille flod/å. I de høje kløfter har fortidsfolket i bronzealderen indhugget grave i de lodrette klipper – ca 5000 stk, tidsmæssigt fordelt over hele bronzealderen. Mange på steder man ikke forstår, de har kunnet nå. Nogle klipper ligner næsten schweizerost, så gennemhullede er de. Nede i bunden af kløften løber en krystalklar å, der danner et paradisisk lille badebassin, hvor hele familien benytter det varme vejr til at hoppe i ”au naturel”. Vi bruger hele dagen på at vandre og tage på opdagelse i kløfterne, og efter at have stødt på en lokal lille mand, som indviede os i stedets historie, tog vi også den noget lodrette gedesti ned i kløften til en flagermusegrotte. Den var ikke for de højdeskrække. Han fortalte også, at den fontæne, vi så ved det græske teater i Syracusa, faktisk springer med vand fra åen i bunden af kløften. Grækerne har for 2.500 år siden etableret 30 km. akvædukt, hvoraf store dele er underjordisk i op til 10-20 meters dybde. Her nede i klippen er der så hugget en mandshøj tunnel med vedligeholdelsesskakter op eller ud til overfladen. Det er vildt imponerende og den er fortsat en den af Syracusas vandforsyning. Bygget af Karthageniensiske krigsfanger, i lighed med det Græske teater. Vi afsluttede dagen med endnu et bad, denne gang kun børnene.

Fersk kilde i Syracusa hvor der vokser papyrus - ti meter fra havet

Tiden ved Lido de Noto var nu løbet ud og vi skulle videre. Vi startede dagen med at besøge naturreservatet Vendicari og mosaikkerne i Villa Tellaro. Man fandt mosaikkerne i 1971 ved udgravninger på en lille landejendom og det viste sig, at der havde ligget en meget stor romersk villa her midt i ingenting. Mosaikkerne er nogle af de finere polycrome mosaikker man har fundet, og endnu en gang er man ved at tabe kæberne over, hvor raffinerede de gamle romere har været. Kæmpestore rum på 25 – 60 m2 med fulde mosaikgulve i fantastiske farver – virkeligt et besøg værd, og meget overskueligt.

Der er bygget en gangbro, så man kan kigge ned på de smukke mosaikker

Velbevaret mosaik fra Villa Tellaro

Vendicari er et fuglereservat, hvor vi nød solen, så på flamingoer, ibis-storke, ske-storke og mere velkendte fiskehejrer. Stedet rummede også en århundredgammel fabriksruin, som senest i 1940'erne havde været en fiskefabrik. Nu stod kun ruinerne tilbage og mindede mere om en slags tempel med store flotte søjler, der oprindeligt havde båret et tag, men nu så helt mytiske ud. Ved tre/fire tiden var vi så klar til at køre mod Agrigento, hvor vi havde fået anbefalet et campersted ved Scala dei Turchi.

Stisystem gennem sumpområde i fuglereservatet 

Havet ligger for enden af stien og fødderne bliver dyppet

Så skal fødderne tørres inden vi går hen til ruinerne 

Pigerne på opdagelse

Ruinerne fra en tunfabrik

To skestorke der går og hygger sig i vandkanten

Nu er det måske ved at være trivielt at høre om GPS-drillerier, men når man på samme dag har kørt tværs gennem hele det centrale Sicilien fordi GPS'en mente, at det var en hurtigere rute end den mere direkte vej langs kysten, når turen tager nærmere fem end tre timer, når mørket falder på og den vælger at dirigere en af unavngivne veje med jordskælvslignende tværgående buler i vejen, der har fået campingvognen til at danse ukontrolleret med hylende blokerede bremser bag én – så fylder GPS'en en hel del i ens bevidsthed. Nå den så tilmed ender dagen med at opgradere fra hyppige momentane udfald til fuldstændigt at opgive ævred umiddelbart ved ankomsten til destinationsbyen kl. 19.30 om aftenen, så man må skifte til google navigation mens man håndterer tæt aftentrafik i en ukendt by – så er man ved at være bare lidt brugt. Da GPS'en stod af sagde den 5 min tilbage. Da google kom op at køre sagde den så16 minutter tilbage, med en lang omvej gennem meget skumle industrikvarterer tilfølge og endelig bragte den os til en slutdestination, hvor der i hvert fald ikke var noget camperstop. Efter lidt rådslagning fik vi identificeret fejlen, vi var kørt lige forbi for 100 meter siden. Da vejen var ensrettet kunne vi imidlertid ikke bare køre tilbage, og vi slog derfor googlemaps til igen, nu med rette destination. Estimeret køretid til destination 17 minutter – HVAD! - det var jo lige 100 meter nede af vejen!!!. Her tabte vi al tillid til moderne teknik og valgte at køre turen på fornemmelsen – det viste sig muligt at foretage en uvending og komme ind på den ensrettede del 10 meter før campingpladsen – succes og køretid 1-2 minutter. To minutter efter vi ankom på pladsen, låste de porten for natten – phew!

Da det var sent var der heldigvis en fiskerestaurant tæt derved som også havde pizza ovn og billige pizzaer. Den noget klistrede tjener, som altid havde et ”the cook recommends” forslag i baglommen fik os prakket følgende på: Henriette fik en Seabass – freshly killed and grilled, og Jesper og Mads fik house pizza. Fisken viste sig at være netop det, en fisk vendt på grillen uden nogen form for tilbehør, udover nogle meget tynde striber af forskellige uidentificerbare saucer/marmelader. Pizzaen var en gyselig opfindelse med Prosciutto Crudo, rucola, champignon, parmesanflager, dåsemajs og urimelige mængder af en palmeoliebaseret substans ala Arlas pizzatopping. De øvrige fiskehovedretter lå omkring 12-14 euro, men da regningen kom viste det sig at den grillede Pesce selvfølgelig gik for 20 euro – således fyldt med en blanding af palmeolie og fortrydelse traskede vi hjem og afsluttede dermed Jespers sidste dag som 49 årig.