Dag 29 - 31 Lido de Noto, Syracusa og lokalkolorit

Turen går glat, da vi vælger motorvejen og dermed slipper for voldsomme stigninger og hårnålesving på smalle veje. Den nye plads findes efter det nu forventelige GPS-svigt. Indkørslen viser sig at ligge vinkelret ud til landevejen i en højrekurve, skiltet en meter før selve svinget – vi når lige at bremse op, men ikke at svinge ind. Så vi kører videre og vender vognen og kommer retur. Denne gang tør vi dog heller ikke svinge ind, da indkørslen kun lige er på længde med vores vogntog og afsluttes af en halvt lukket port, og midtvejs er der krydsende jernbanespor. Ikke lige stedet man har lyst til at holde og vente på, om man kan få porten åbnet, mens toget måske, måske ikke kommer. Til sidst tog vi dog chancen og sporet viste sig at være delvist asfalteret over – så risikoen for tog var nok lidt overvurderet. En venlig fastliggende germaner blev opsporet og han hjalp med at få os ind og få fundet en plads. Alberto, som passer pladsen, ville først komme senere.

Lido di Noto

Vi er derfor nu på Oasi Park Falconara ganske tæt ved Lido di Noto på sydøstkysten. En ganske lille discountplads til 13 euro pr. nat. Derfor er her vel ca. 8-10 campere med tyske klimaflygtninge i form af meget stilfærdige pensionister. I går, lørdag eftermiddag kom imidlertid italiener-weekendinvasionen. Ind på pladsen rullede tre lettere bedagede autocampere, og på et splitsekund ændrede hele pladsen karakter. Ud væltede castet til en mafiafilm fra Napolis snævre gyder. Den store gamle alfahan med grå manke, skinnende halskæde, stor mave og temmelig dårlige tænder, som dog for det meste lyser i et hyggeligt grin. Fruen, en lille tynd dame, som ser ud som om livet har været lidt hårdt, Sønnike med blankt sort hår barberet op i siden på bøllemanér, hans frue med lillakikset hårfarvning og kronisk monteret smøg. I lighed med de øvrige tre damer i entouraget er hun ikke just diskret på makeupfronten, og som første stop efter at de gamle biler er kørt på plads i en sky af halvforbrændt diesel, cigaretrøg og italienske udråb og fagter, styrer samtlige donnaer efter toilettet, hvor de starter med at glatte hår, rette makeupen og checke at brintoverilte-blonderingen fortsat holder, også i bunden - alt foretages med smøgen i den ene hånd eller i flaben. Alt i alt er der tre familier, plus et sæt bedsteforældre (alfahan og frue) og en bunke unger. Så nu er roen forbi, der råbes, diskuteres, spilles musik og leves – det er faktisk ret festligt.

Alle cykler rundt på de medbragte børnecykler, også de voksne som tager noget, der mest minder om kæresteture, hvor fyren og damen cykler runder her på pladsen og fyren viser imponatortricks ved at forsøge at køre med en hånd (ca. 10 cm. før han er ved at vælte), samt køre på baghjulet hvilket han heller ikke kan finde ud af – men de tager ufortrødent et par runder mere på den meget lille plads. Damen med blomstret hoodie om livet, sort striktrøje og sort tophue med kvast, i venstre hånd holdes permanent en tændt smøg uanset tid og aktivitet.

Der er også kommet yderligere en italiensk familie, som dog er fra en lidt anden socialklasse. De har en sød pige med lange fletninger, som Stinne og Maiken gerne vil i kontakt med. Det er dog svært, for da de nærmer sig med badmintonketchere sker der ikke rigtigt noget – og spørge tør man jo ikke. De vender tilbage og erklærer, at pigen er mindst 15 år, og de derfor tror, hun ikke gider at være sammen med dem. Det hele løser sig først, da Henriette tager teten og tager dem med over og introducerer. Det viser sig, at pigen er 12 år og rigtigt sød og forsigtig. Hun er kommet til skade med armen, så derfor ingen badminton. De finder i stedet sammen om silk clay og derfra ser vi ikke mere til pigerne – der skal hentes hjem til aftensmaden. Mads bliver tilbedt af en hoben mindre men småfede napolitanske gadebanditter. Det viser sig hurtigt, at han kan en række tricks, der kan imponere dem. Han løber hurtigere end dem, er bedre til at klatre (de spørger om han går til parcour) og til Mads's meget store forbavselse, er han også bedre til fodbold end de er. Det er lidt nyt for Mads at være sportsgeni, så det nyder han i store drag.

Gadebanditter 

Pladsen er et meget simpelt camperstop, og alt ordnes af Alberto, som anviser pladser, gør rent, renser toiletter, beskærer buske og indkasserer betaling. En utroligt sød, kvik og imødekommende fyr, som hurtigt er ovre og egenhændigt skifter vores strømstik så vi får 6 og ikke 2 ampere. For de ikke strømkyndige skal tilføjes, at 2A ikke er meget, hvis man også godt vil have lidt varme og varmt vand på vognen. Han taler kun italiensk, men er ganske nem at forstå. Installationerne er primitive og består af nogle træbarakker med toiletter og bad. Men badet er direkte under citrontræerne, så man står og bruser sig under modne gule citroner – det burde være en menneskeret at tage bad under citrontræer. Det lykkes også hurtigt ungerne at besnakke Alberto, så han skaffer dem en håndfuld friske citroner fra træerne. Når man kører ind ligner det en plads man maks. bliver på een dag, nu har vi været her i seks! Vi har også mødt Gudrun fra Tyskland, som havde behov for at få oversætterhjælp til et afsnit i en Fanø-strikkeopskrift på dansk, som hun var kørt fast i. Så nu er vi lidt stivere i ret, vrang, glatstrik, kiggekant og andre strikkefaglige udtryk.

I løbet af dagene har vi været i Noto, som har en meget flot men også nedslidt bykerne i ren Siciliansk barokarkitektur og derfor er Unesco verdensarv. Det er dog noget, man kan nå at se på en eftermiddag, da alt bortset fra hovedgaden er lettere miserabelt. Hovedgaden er til gengæld virkelig flot og bygningerne nærmest lyser af den specielle sandsten, de er konstrueret af. Vi spiste Siciliansk street food, som består af forskellige former for dejpakker, enten bagt eller friteret med et indhold af f.eks. ris, kartofler, grøntsager, fisk, skinke, kyllinge, okse eller hestekød (her averteret som en særlig delikatesse). En pakke udgør i sig selv en fuld frokostret, og det er ikke let kost. I nogle af udgaverne er der også indbagt pomfritter sammen med diverse andet fyld.

Siciliansk barok, Noto

Næste eskursion er en tur til den gamle hovedby i middelhavsområdet Syracusa, hjemby for Archimedes. Vi starter igen med ruinerne (stakkels børn). På et stort område nord for byen ligger der græske og romerske ruiner. Det græske teater er oprindeligt bygget omkring 500 år BC og ad flere gange efterfølgende udvidet og renoveret til senere behov. Mener at kunne huske at det har været i brug frem til år 440 – altså vel omkring 900 års brugstid. Her kunne vi i dag godt lære lidt omkring holdbar og smuk offentlig arkitektur. Efter det havde overlevet så længe, lå det brak i århundreder, indtil nogle invaderende, omstillingsparate og dynamiske spaniere besluttede at mange af stenene kunne finde bedre anvendelse i diverse bymure, forsvarsværker og paladser. Da teatret oprindelig kunne huse ca. 16.000 publikummer er der dog stadig så meget tilbage, at man kan forestille sig, hvor stort det har været. Det ligger virkeligt smukt med udsigt over bugten, og allerøverst oppe løber der vand i en lille dam/fontæne.

Kilden

Klippegrave fra bronzealderen udforskes

Det græske amfiteater nedenfor gravene

Her stod vi lidt og snakkede om, hvor det lækre og klare vand mon kom fra, da vi var nær toppen af det højdedrag teatret ligger på, og vand jo sjældent springer på toppen af af ting af sig selv. Neden for teatret lå Dionysos Øre, en fabelagtig spiralformet klippesprække der stille snævres ind til en meters brede, hvor den stopper 50 meter inde i klippen. Hele vejen ind er højden uændret ca 25 meter!

Dionysos Øre

Øret er del af et meget stort stenbrud som i dag er plantet til som appelsin- og citronplantage. Her stod vi og nød synet af de modne citrusfrugter, og diskuterede om det nu var ok at hoppe over hegnet og stjæle et par stykker. Et pensioneret fransk ægtepar passerede forbi og stansede op lidt længere henne af stien. Her blev manden stående underligt umotiveret, mens fruen fortsatte videre. Han lignede Jesper's far Niels en hel del, både i statur, påklædning og særligt i det lidt skælmske blik. Da vi jo er ordentlige mennesker formanede vi ungerne og drog tomhændede videre. Et hurtigt blik bagud afslørede at franskmanden, der nu troede sig alene, på bedste ”Niels-manér” havde planket den og nu tøffede målrettet rundt inde blandt citrontræerne. Men det har englænderne jo sagt i mange år – man kan ikke stole på ”the frigging frog-eating french”.

Videre rundt viste det sig, at romerne lige havde knaldet yderligere et kæmpestort teater op, da det første ikke egnede sig til gladiatorkampe. Det er helt utroligt, hvor mange og hvor store bygningsværker de gamle civilisationer har formået at etablere – særligt når man tænker på, hvor få mennesker de faktisk var. Men det billiggør selvfølgelig processen lidt, hvis man har slaver til rådighed.

Close-up af det  romerske amfiteater med gekko'er