Dag 25-28 På vulkaner med snegale italienere og afsted til ny destination

Da vejret i weekenden så godt ud både lørdag og søndag, valgte vi at tage the Etna Challenge allerede om lørdagen. Da der er koldt på vulkaner (og andre høje bjerge) om morgenen og fordi vi er lidt sløve i optrækket, kom vi først afsted lidt før 10 til en halvanden times køretur fra Sant'Allesio. Køreturen var GPS'et til en by ved foden af Etna, som var indgangen til sydsiden af vulkanen, og så regnede vi med, at der var skiltet derfra til bjerget. Vejret var fint, men da vi kom forbi Taormina og fik det første kig til Etna, blev vi svært skuffede. Toppen lå indhyllet i store lysegrå skyer – ikke lige favoritvejr til ”bjergbestigning”. Da vi kom til byen Zafferana Etnea, var der ganske rigtigt skiltet – hold da op hvor var der skiltet, Etna sud, Etna Nord, Etna ditten og Etna datten. Gennem små smalle hullede mærkelige veje, sporadisk dekoreret med henkastet affald, lykkes det os faktisk uden de store fejl at navigere byens labyrint og ramme den rigtige vej mod CAI hytten Rifugio Sapienza. Men så snart vi kom ud af byen kom tågen og skyerne og det var tydeligt at vi ikke skulle komme til at nyde udsigten fra Etnas top. De næste par hundrede højdemeter foregik i køligt diset smågråt vejr og vi var lidt misfornøjede over at skulle se Etna i gråvejr. Men pludselig ser vi et hul gennem skyerne, og der ligger de sneklædte tinder og stråler i solen. Og et par hundrede meter højere oppe kommer vi op over skyerne til et bjerg badet i solskin.

Refugiet er det højeste punkt (1910 m.) man kan køre til og ligger smukt placeret midt blandt kratere, hvoraf det seneste er fra 2002. Der er rigtigt pænt, sporadisk snedækket men også en masse parkeringspladser, souvenirboder, restauranter, en turistrundtursudbyder og endelig en kabinelift der kan løfte en yderligere 500 meter op af bjerget. Vi parkerede på den første del af parkeringspladsen og gik så afsted for at finde kabineliften. Vel fremme ved refugiet og liften kommer Jesper så i tanke om at vi ikke har købt en p-billet og et hurtigt check af de nærmeste bilers forruder viser at de fleste har en billet. Den altid fornuftige Henriette supplerer med at vi også mangler at få solcreme på. Jesper ager derfor retur mod bilen for at rette op på de to ulykker. Undervejs går der bedstefar Hans-manøvre i den, da Jesper begynder at foretage systematiske observationer af de parkerede bilers forruder og bemærker en statistisk signifikant sammenhæng. Jo længere væk man kommer fra det centrale område, desto mere falder frekvensen af biler med p-billet. Helt henne i den ydre ende hvor vi holder parkeret er der stort set ingen med p-billet. Nu koster sådan en djævel jo faktisk 6 euro – og de kunne jo være rare at spare. Som den opmærksomme læser nok allerede har gættet betyder dette analysearbejde at den anden opgave omkring solcremen glider let i baggrunden. Da husbonden glædesstrålende kommer retur til familien mødes han af et let opgivende blik fra resten af familien – som dog høfligt afholder sig fra kommentarer i stil med ”Mænd kan kunne holde en tanke af gangen”. Mon ikke det går uden ekstra solcreme, pigerne havde trods alt fået lidt på i bilen. Afsted og ind og betale de knap 150 euro til bjergbanekonsortiet så vi kunne komme op på bjerget. Over alt var der snegale italienere i store dynejakker og trendy solbriller, som havde medbragt kælke og andet snelegetøj for at få det fulde udbytte ud af den sjældne sne. Det noget tunge føre af småsmeltende sne lod ikke til at lægge nogen dæmper på dem, mens vi andre snevante nordboere var lidt sværere at imponere. Turen op med liften var en imponerende oplevelse og allerede her fik fantastiske panorama kig ud over Sicilien.

Dreng + sne = kæmpe snebold 

Da vi stod af liften blev vi overvældet af det skarpe lys, heroppe i 2500 m. var der stort set snedækket og man blev ganske enkelt blændet når man forlod liftbygningen. Pigerne var noget i tvivl om hvorvidt deres øjne nogensinde ville kunne vænnes til det stærke lys. Vi besluttede at tage en god travetur op af vulkanen, så langt som vi nu orkede. Der var også muligheden for at blive kørt yderligere 500 meter op af bjerget af nogle store larvefods-snebusser, men det syntes vi var for usportsligt (og så var det måske også lige en kende dyrt). Vi snørede derfor støvlerne og begav os opad langs med sporet fra busserne. 

Den lidt skuffede kropsholdning man kan se, afspejler ikke ungernes virkelige tilstand.
 De ville rent faktisk hellere gå op, end tage pensionistbussen. 

Det var som at gå i havregrød, når man gik i sporet fra busserne, men søgte man ud i sneen ved siden af var føret faktisk fint. Det var ganske tydeligt at vi var kommet til vejrs, for højdemeter bider altså anderledes hårdt når man kommer over de 2500 meter. Så det krævede at vi løbende satte små delmål med pauser og så bare tog turen op i små bidder. Vi fik efter et stykke tid øje på en højtbeliggende lille bjerghytte og besluttede os for at se om vi kunne nå denne. På de sidste hundrede højdemeter derop holdt vi vel pauser for hver 50-100 skridt, og det krævede løbende arbejde med motivationen at få alle mand med op.

Den hårde tur mod udsigtspunktet.

Men stille og roligt lykkedes det os faktisk at nå hytten, som vel ligger i omkring 28-2900 meters højde. I den højde blæste det en del, trods det i øvrigt fantastiske vejr og planen var at bruge hytten til at finde læ så vi kunne spise lidt sen frokost. De medbragte brød med pølse og skinke samt dåsefanta smagte fantastisk, og udsigten var formidabel. Vi var nu så højt oppe at vi kunne se ned over flere smukke kraterkegler, hvor der faktisk steg en lille smule røg af det ene. Alle mand nød at være kommet til tops, men det var koldt og vi var nu klar til nedstigningen.

Så nåede vi endelig toppen....Smil til fotografen!

Her gik det op for ungerne hvor nemt det er at gå nedad i sne, og vi fløj ned af vulkanen i højt humør og med store smil. Hvor det havde taget os mere end 2 timer at gå opad, tog det nærmere en halv time at løbe ned. Hele vejen med solen hamrende ned og udsigt helt til havet. En virkelig stor oplevelse, hvor vi bare var super heldige med vejret og alt var så smukt med det ganske friske snedække (det var jo resultatet af samme snevejr som vi selv var udsat for i Pompei). 

Der er god fart på vejen nedad!

Da vi kom retur til liftbygningen fik vi så den omvendte oplevelse – der var fuldstændigt mørkt inde i huset – virkeligt dunkelt og dystert. Men nåede at tænke hvordan i alverden de mennesker der sad derinde og drak kaffe, dog kunne se noget som helst. Og så ganske langsomt vænner øjnene sig til lyset og man opdager at der faktisk er ganske fint oplyst derinde. Efter turen resten af vejen ned med liften, kom vi tilbage til hoben af kælkende italienere der stadigt legede i sneen. Og nej, vi havde ikke fået en p-bøde – så Hans-strategien beviste endnu en gang sit værd. Men omkostningen ved den megen fokus på udgiften til parkering var så følgende: Mads, grillet til en pæn lyserød kulør, Henriette ligeså, Maiken i et fantastisk omvendt pandalook - når man smører solcreme på, men ikke husker at få noget på rundt om øjnene – så giver det et helt særligt look. Det modsatte look tog Jesper sig så af – når man går med tætsiddende solbriller og uden solcreme – så giver det også et helt særligt look. Og Stinne den lille bruner med de gode tyskergener – hun så bare smaddergodt ud – jævnt brun og lækker. En virkelig dejlig dag på vulkanen blev afsluttet med en gåtur rundt på det lille smukke dobbeltkrater crateri silvestri der ligger lige ved p-pladsen.

Søndag havde vi en rigtig slapperdag hvor vi fik ryddet op og gjort rent i vognen, og hvor dagens hovedaktivitet var en gåtur efter is ned i byen. Næste dag pakkede vi vognen efter 9 dage på pladsen, sagde farvel og på gensyn til vore schweitziske venner Röbi og Sylvia og kørte sydover.