Dag 22-24. Taormina, Alcantara og det stille campingliv

Vi er fortsat på samme plads i Sant'Alessio Siculo og den største forandring er, at Henriette og Mads nu er nyklippede i den lokale salon. Henriette har fået en klipning, som bestod af  80 minutters ventetid, 2 minutters vask, tre minutters klipning og 15 minutters glatning og føn. Resultatet var dog værd at vente på, da vi fik hende tilbage 10 år yngre og med ny sydlandsk styling.

Una donna molto bella

Også Mads er blevet skarp i frisuren, men her gik klipningen ligeledes meget stærkt, så finishen måtte vi selv stå for.

Vi har også været på lidt udflugter, bl.a.Taormina og Savoca. I dejlige Taormina tog vi en byvandring og fik set det fantastisk flotte romerske amfiteater med overjordisk smuk beliggenhed.

Vi fulgte Niels og Ullas råd om at gå helt til tops for den store panoramaudsigt over bugt og by. Desværre tillod vejret ikke kig til Etna, men smukt var det i hvert fald. Vi blev snydt, så det drev i en frokostrestaurant, hvor pizzaen var Dr. Oetker og ikke helt tøet op, og vi måtte efterfølgende på en lille snackbar for at blive mætte. Man kan godt se, at byen er gearet til store turistmængder, men det var ganske stille og roligt, da vi var der – og sjovt nok ingen japanere/kinesere med selfiesticks.

Verdens smukkeste amfiteater

Maiken nyder udsigten

Søskendebrydekamp mellem ruiner

Savocas ”claim to fame” er at dele af Godfather I efter sigende skulle være optaget der. Under alle omstændigheder er det en fantastisk smuk bjergby, som vi tilmed kan se her nede fra vores campingplads. Vi var bare på gåtur rundt i de stejle gader, hvor biler var parkeret på hældninger man ikke skulle tro muligt. Vi så ikke nogen rigtige mafiosoer, men de voksnes fortællinger om Mafia-bortførelser og afskårne fingre bibragte alligevel en hvis stemning. Det blev så levende i Maikens hoved, at vi fandt det nødvendigt at forsikre hende om, at alle kidnapningsofre selvfølgelig var kommet godt hjem igen.

Cafeen i Savoca skabte mafiastemning med traditionel
italiensk underlægningsmusik

Samme formiddag var vi på det lokale onsdagsmarked lige ved siden af pladsen. Her var der i hvert fald 100 boder med: Sokker, dameundertøj, originale kopivarer, rengøringsartikler, dingenoter og dippedutter i alle tænkelige afstøbninger. Det var et stort trækplaster og det var de lokale der kom for at handle. Vi endte med: En hodie-sweatshirt til Mads (15 euro), 12 par strømper (i alt 4 euro) til diverse medlemmer af familien ( her var vi meget stolte da det lykkedes os at sænke prisen med en faktor 5 ved at gennemsøge samtlige boder), en lækker citronvoksdug (4 euro). Silvia og Röbi viste sig senere at have købt præcist samme dug – og det var ikke fordi der ikke var nok at vælge imellem. Vi sluttede af med at købe en Pollo arosto med patate fritte, i skarp konkurrence med en diminutiv lokal dame som underholdt os på italiensk med beretninger om sit dårlige bentøj, inklusive fremvisning af klumpfoden med knyster og tilhørende specialskotøj. Hun var så lav, at vi overvejede om vi skulle bistå med at række betalingen op til manden i boden. Alt i alt har vi indtil nu haft 4 meget afslappende dage her på Sicilien. Vejret har alle dage været så godt at man i løbet af dagen har kunne iføre sig sommertøj. Det fører til forespørgsler fra de lokale, som bekymret ser på Henriettes bare arme og spørger til, hvor vi kommer fra, mens de iført dunjakke skutter sig og trækker halstørklædet lidt længere op om ørerne.

Torsdag tog vi igen til den lokale bager som er en temmelig gammel mand der til forveksling ligner paven og i modsætning til denne kun taler italiensk. Men kommunikationen går fint, og han putter gerne et ekstra stykke brød i posen, eller giver en smagsprøve. Og så kan vi ikke stå for hans afsluttende hilsen til Jesper og Mads: ”A domani, ragazzi – ses i morgen drenge”. Forsynet med sandwichboller drog vi mod Alcantara kløften som er er en klippekløft nordvest for Taormina. Det var ganske nemt at finde og havde et stort cafeteria hvor man skulle købe billetter. Det udløste retten til at gå en tur på stier langs kløftens øvre rand krydret med nedstigninger til gode udsigtspunkter. Kløften går gennem en gammel lavastrøm, og har derfor ikke slet så mange år på bagen som andre kløfter, men er skabt på et par tusinde år. Det betyder at den skærer sig gennem basaltklippe af den type der er nærmest krystalliseret i 5 eller 6 kantede former. Det giver nogle meget flotte vægge som består af noget der ligner bunker af lange basaltstænger der vrider sig i mange retninger.

Parken i Alcantara prydet med den sydamerikanske
invasive kaktus som vokser overalt på Sicilien.    

Når noget rasler, skal man blot stå stille og frem titter et firben 

To labre piger og en afslappet teenager

Ved Saturnia fik vi jo at vide at italiensk lov sikrer mod at private afspærrer adgangen til naturlige vidundere, da offentligheden skal sikres adgang. Det viste sig så også at gælde her. Efter man med behøring fremvisning af billet var lukket ind i det indhegnede område var der pludselig en låge ud til en sti med offentlig adgang og så en ny låge ind i anden del af indhegningen. Vi kunne altså være kommet gratis ind og se vidunderet. Den offentlige sti var dog aflåst med en hængelås – så den ide havde de luret. Det er en virkelig flot kløft, ikke så fantastisk dyb, men med de meget spændende klippeformationer og en virkelig dejlig natur med firben, fugle og slanger. Vi tog en langsom slentretur, spiste frokosten og et par yderligere små snacks fra bageren. Faktisk lykkedes det os nok at bruge små 2 timer på det ret korte stisystem. Kløften ligger ikke langt fra Etna, så vi besluttede at køre en anden vej hjem via Etnas skrænter. Bjergbyen Castiglione di Sicilia lå så flot på en bjergtop med direkte udsigt til Etnas snedækkede tinder, at den måtte vi lige ind forbi. Her fandt 2. verdenskrigs første italienske massakre på civile sted – 16 personer blev henrettet af tyske tropper under tilbagetrækning. Perlen i byen var en gammel normannerborg allerøverst på klippefremspringet – bygget som vokset ud af klippen og virkelig et betagende syn. Ellers var det bare en meget stille lille by – en overgang følte vi os som 'Palle alene i verden'. Vi kom dog forbi den centrale plads hvor man fra den lille bar kunne side med panoramaudsigt til Etna – familien discount valgte dog at købe en halvandenliters danskvand til fælles stående indtagelse (Bedstefar Hans – du må være stolt af os).

Resten af turen hjem gik videre op i højderne indtil vi kom så højt op at landskabet skiftede til lavaødemark og temperaturen var faldet til 8-10 grader. Det var sjovt at se dette månelandskab, og vi håber at det lykkes os at komme videre op på Etna på søndag. Til sidst var klokken blevet så mange at chaufføren måtte overlade ratten til chefnavigatøren, da aftenkørsel i mørke med solbriller alligevel var for dumt at insistere på, og kørsel helt uden briller føltes heller ikke helt optimalt.

Megen daglig tid går med praktiske gøremål: Fylde vand på vognens beholder, tømme spildevandsbeholderen igen (utroligt at 30 påfyldte liter kan føles som 60, når de skal slæbes væk igen i form af spildevand), vaske tøj og håndklæder, gøre rent, rydde op, lufte ud og støvsuge med den lille brystsvage håndstøvsuger - en nullermand/brødkrumme ad gangen. Ellers går tiden med at snakke med de andre campister, spille bordtennis, skolearbejde, handle ind o.s.v. Det er virkeligt dejligt at være så tæt på hinanden og kunne følge med børnenes skolearbejde og leg. Der er et helt andet overskud her, end der er i dagligdagen derhjemme. Også mere tid til at morgennulre og nusse hinanden i nakken, og bare nyde at være til.

Maiken er som sunket i jorden