Tour de Sandager: Dag 13,14 og 15 Trafikkaos, utroskab og ruiner

Næste stop var jo egentlig Rom, men her så det noget koldt ud, så vi valgte at fortsætte sydover til Pompei. Derfor blev det lidt af en transportdag hvor det mest sindsoprivende var, da vi ”mistede” motorvejsbilletten – dem der man trækker, når man kører ind og så skal bruge igen, når man skal betale og forlade motorvejen. Mens vi kører, bliver vi opmærksom på, at ingen af os kan huske, hvor den var blevet lagt. Henriette prøver ad flere omgange at gennemrode hele bilen mens vi kører, men det lykkes simpelthen ikke at lokalisere den. Det giver efterhånden en lidt trykket stemning med stille forestillinger om, hvor alvorligt det nu i grunden er – og hvor dyrt det kunne blive. Vi var kørt på syd for Rom og havde efterhånden kørt et par timer. Vi besluttede at lave en eftersøgning på frokoststoppet i det håb, at betalingsterminalen først lå endnu længere fremme. Frokost blev indtaget på lastbilparkeringen på en rasteplads og bilen gennemsøgt med en lettere kriminalteknisk tilgang – forsøgte endda at placere skylden ved gennemgang af hændelsesforløbet – havde trods alt lige hørt en krimipodcast. Billetten var væk – alle hulrum gennemrodet – øv – kom helt i tvivl om vi overhovedet havde fået en billet, da bommen faktisk stod permanent åben, der hvor vi skulle have den. Vi lænede os op af familie-credoet: ”Det går sgu nok – vi finder en løsning” og kørte videre. Nu drejede det sig om at få stillet GPS'en ind på rette campingplads i Pompei. Her ligger billetten siger Henriette så pludselig: Billetten havde lejret sig bag armen til sugekoppen på GPS'en. Vi havde nok i fællesskab flyttet GPS'en mindst fem gange fra dens plads uden at opdage noget.

Således reddet (og 22 euro fattigere) slap vi af motorvejen og kørte ind i Pompei. Det var lidt af en oplevelse, særligt da GPS mistede sansen og vi valgte den forkerte retning. Det lignede et uland, vejen fyldt med store huller, alle biler bulede og huse der skaller af og er misligeholdte. Vi fandt en rundkørsel og kom i rette retning og drejede ind i Fortuna Village, der var valgt på lykke og fromme, beliggenhed og mest ud fra prisen. Ud kommer en lettere skummel mafiøst udseende person med lækkert sydeuropæisk hentehår, som med dyster bekymret mine spørger, om vi er der for at campere. Det mente vi selv var ganske åbenlyst, da vi lige havde manøvreret vores 10 meter lange vogntog ned af en stejl rampe uden mulighed for at vende om. Han viste sig dog at være rigtig venlig og imødekommende, da han havde fået anvist os en plads ved siden af den eneste anden vogn, en Schweitzer der straks sprang til for at hjælpe med at skubbe på plads.

Vi må hellere beskrive selve pladsen for at give det samlede indtryk. Det er et ganske lille sted beliggende direkte overfor ruinerne. Langs randen på to sider er der motelbygning med en række af ca. 15 små lidt gustne værelser. Centralt er der så tre rækker med campingarealer, vel ca. 20 pladser – alt skruet ned på en halv fodboldbane. Der var to biler ved kontoret, den Schweitziske autocamper og os! Nå, vi havde et sted og bo, tæt ved ruinerne og alt andet i nærheden så alligevel mindst ligeså gustent ud. I løbet af aftenen begynder der dog at komme lidt biler ud for værelserne og sidst på aftenen, hen mod nat, er der faktisk fyldt ud for alle værelser. Vi tænker lidt, at det måske er smålurvede forretningsfolk med behov for overnatning. Men, da første mand er oppe og tisse ganske tidligt næste morgen, er alle – siger og skriver samtlige – biler væk. Her begyndte vi så at tænke vores – hvem kører på motel for at forlade det inden kl. 6 om morgenen. Hjulpet af et Napolitansk ordsprog vi fandt i guidebogen lykkedes det os at opklare mysteriet: ”Der er altid tid til en kop kaffe og til at være hustruen utro”. Vi regner ikke med, at det er kaffen, de kommer efter. Efterfølgende (nu er vi her på trediedagen) har vi lagt mærke til, at værelserne bliver gjort i stand i løbet af natten i samme tempo, som de bliver ledige – og nu giver det bedre mening, hvordan tre personer (plus formentlig mafiaen) kan få et levebrød ud af denne lille plads.

Vi camperer bagerst på pladsen

Dagen startede pivkoldt med regn og regn og regn – men efter frokost kom solen stille og roligt frem. Iført alle varme trøjer og fuld regntøjsmundering, indtog vi Pompei i godt men koldt vejr. Det er virkeligt stort, og efter vi mente at have set stort set det hele, lykkedes det os at overse, at der også var et stort amfiteater, vi kunne have set – men da var vi også mætte af indtryk. Det var meget fascinerende, men der er en typisk italiensk total mangel på forklarende og uddybende tekst/illustrationer. Det begrænser sig til husets navn og nummer.

Kunstnerisk mosaikgulv i Pompei

Afstøbning af liget af en kvinde i Pompei.

Jesper og Stinne orienterer sig på kortet

Maiken og Henriette i Pompeis gader

For 2000 år siden solgte man varme drikke og små lune retter i denne bar

Vi har næsten Pompei for os selv

Ført ved udgangen blev der vist en rigtigt god videosekvens, som levendegjorde hele byen, som den havde set ud og gav os et ordentligt indtryk af byen. Vi frøs, som små hunde, da vi kom hjem i vores varme hule (så varm som den nu kan blive med 1000 watt på varmeapparatet).

Der piskes flødeskum til varm kakao i Henriettes self stirring mug,
mens der sendes varme tanker til kollegaerne på Bjedstrup skole,
som sørgede for, at vi fik dette uundværlige roterende aggregat med.

Morgenkig fra campingvognen

Næste dag, efter en hyggelig sludder med hr og fru Schweitz tog vi til Herculanum. Man kan jo spare lidt ved at tage uden om motorvejen, så vi tog den direkte vej langs kysten gennem byen. Der er sammenhængende by hele vejen, og her fik vi vores første reelle oplevelser af syditaliensk trafikkultur – hold da op – og godt at det var uden vogn bagefter. Ingen, INGEN, overholder nogen form for færdselsregler, det være sig vigepligt, parkering eller fodgængere der krydser vejen. Det er ganske enkelt en kontinuerlig flydende masse af nærved-ulykker. Skal man ind i sin bil langs den tæt trafikkerede snævre vej, ja så går man ud på vejen, åbner døren og sætter sig ind uden på nogen måde at orientere sig først. Skal man ud fra en sidevej, så kører man bare, også når man skal bakke ud. Uvendinger midt idet hele. Lastbiler/biler der læsser af holder i anden række og spærrer hele den ene bane. Tilsæt så motorcyklister og scootere der med dødsforagt snor sig med en intimzone på ca. 0,5 cm rundt i det hele. Og der sidder man så i sin spritnye Citroen med en GPS, som ikke kan se noget for bare italiensk vasketøj og dårligt vedligeholdt bygningsmasse. Alle kører råddent og alle har buler overalt. Men man finder flowet og ingen virker rigtigt sure i trafikken, selv nærved-ulykker tages med stoisk ro af de lokale og efterhånden også os.

Vi fandt Herculanums udgravning uden den store hjælp fra hverken italiensk skiltning eller GPS, og efter at have kapret en parkeringsplads tog næste etape sig form som en art spidsrodsgang, hvor udfordringerne bestod af snedigt placerede hundelorte i absurde mængder. Herculanum er meget mindre end Pompei, men bedre bevaret, særligt mosaikker og freskoer og som noget særligt også dele af det oprindelige træværk. Det var selvfølgeligt lidt mere af det samme efter Pompei, men det var bestemt turen værd, og den helt rigtige rækkefølge at se det i. Da dagen var startet med 5 cm. sne (vistnok første gang i mange år) var vi først kommet afsted over middag og havde tænkt, at vi kunne spise i Herculanum. Den mulige menu viste sig at være en automat med chips, tucs og chokobarer – og vi var udhungrede. To pakker Tucs og tre Bountybarer senere (nøje udmålt i 5 portioner) fik vi holdt den værste rumlen væk. Vi var selvfølgelig også nede og se bådehusene, hvor alle skeletterne, af de der havde søgt ly for katastrofen, lå. Det er lidt specielt at stå og se på og giver et manende indtryk af, hvor grufuldt det har måttet være da Vesuv gik i udbrud.