21. til 25 juni - Ljublanas natteliv, temperaturdyk og de indledende manøvrer til flere dages trek- samt et enkelt motorcykelrally.

Afrejsen kræver en tålmodig rutineret chauffør og en sprinter-assistent, der kan løbe i forvejen for at få campingvognen sikkert op af de stejle snørklede veje på campingpladsen. Vi er stået tidligt op for temperaturene stiger lynhurtigt til 30 grader og erfaringen er, at både Henriette og Jespers kogepunkt ligger lige deromkring, hvilket betyder at stemningen kan blive derefter, når der skal knokles og samarbejdes i den bagende sol. Derfor er klokken kun 8:30 da alt er pakket og campingvognen koblet på bilen. Det har krævet ungernes hjælp og lidt skubben og trækken og koordinering at komme fri af skrænten overfor og nabo-camperen, der holder parkeret med snuden tæt op af vores campingvogn. Men den lagte plan om først at trække vognen lidt i den ene retning og så den anden giver pote – vi triller fri med hele 10 cm mellem os og naboen.

Humøret er højt og Jesper og ungerne triller af sted med campingvognen, for først at køre ned ad en vej for så at dreje skarpt op af en smal stejl vej der så støder til hovedåren som går hele vejen op gennem pladsen. Her er aftalen, at Henriette skal stå parat i krydset og sikre at der ingen trafik er, så Jesper kan beholde foden på speederen og dermed få trukket camping hele vejen op til receptionen, hvor hældningen igen er til at overkomme for en Citroen med lidt for lidt muskelkapacitet.

Nu sker der bare det, at Jesper ikke er særlig tålmodig og derfor kommer til at sætte foden på speederen lidt for tidligt og da Henriette ikke er nogen udpræget sprinter er hun ikke nået op i nærheden af krydset. Heldigvis er vi så tidligt afsted, at der ikke kommer modgående trafikanter i krydset hverken af den bløde eller hårde slags, så det lykkes os at få vristet campingvognen op til receptionen uden buler eller campister på køleren.

Vejen til Slovenien mod Bohinj søen er smuk og vi ser et helt anderledes Kroatien end det vi har oplevet indtil nu. Vi kører gennem bjerge med gamle høje fyrretræer og både landskabet og husene begynder at minde mere og mere om Heidi-land. Vi ser turens første store traktor med tvillingehjul a la den størrelse, man bruger i Danmark, men ellers er det stadig de små røde traktorer der dominerer billedet. Den store traktor får en til at tænke, at landbruget også her vil blive udsat for den brutale effektivisering, der har forvandlet Danmark til et effektivt men goldt landbrugsland uden plads til insekter og dyr.

Vi kommer let og gelinde gennem paskontrollen til Slovenien, og alpeidyllen fortsætter. De små landsbyer består af charmerende alpehuse med store klynger af blomstrende pelargonier som i Østrig eller Italiens alper. Køkkenhaverne står struttende med afgrøder, så man bliver helt misundelig. Gamle lader og tørrelader i vejrbidt tømmerkonstruktion, gamle huse i kombineret puds og bræddebeklædning, små blomsterenge – idyllen vil ingen ende tage. Vi kører et stykke langs en slynget bjergelv, hvor fluefiskerne står midt i vandløbet, på jagt efter fjeldørred. Det hele er som taget ud af en idyllisk roman om livet i de gode gamle dage. Man kunne godt se sig selv leve her. Men vi skal jo videre, og en times tid efter grænsen når vi Ljubjanas forstæder.

Endelig en campingplads med trampolin. Ungerne hopper og øver tricks i timevis. 

Vi beder gps'en om at finde en campingplads, og finder let hen til Ljubjana Resort – en stor plads fyldt med vogne. Den er perfekt som udgangspunkt for et par dage i denne Europas mindste storby. Den anviste plads er lige bag affaldscontainerne, så efter vi har mokket vognen på plads og nivelleret, bemærker chefnavigatøren at placeringen nok alligevel ikke føles helt optimal. Da hun jo har det overordnede ansvar for ruteplanlægning og destinationsvalg, kobles vognen på igen og flyttes til plads 707 med skygge og uden duftmæssige udfordringer. Efter at have sundet os et par timer brænder vi et par euro af og tager i det tilhørende vandland, hvor børnene hygger sig i vandet og de voksne i liggestolene. Om aftenen tager vi ved 7 tiden ind til Ljubjanas gamle centrum. Her er ganske utroligt hyggeligt og som bagtæppe ligger byens flotte borg og knejser på en bakketop – lidt ligesom Athens Akropolis agerer bagtæppe i Athen. Overalt er der udendørs servering og særlig langs floden et det hele en stor sammenhængende restaurant/cafe. Her på en torsdag er der helt fyldt med mennesker, og stemningen er utroligt hyggelig. Over alt er der snakken, musik og glade ansigter. En slentretur gennem de gamle irregulære gader fyldt med liv er en oplevelse i sig selv. De skæve mure, flotte tage, sjove butikker, giver indtryk af en kulturel og meget levende by. Der er tydeligvis en stor cafe-kultur, for de fleste sidder bare og snakker over en kop kaffe, et glas vin eller en øl.

En af Ljubjanas mange broer. Broen er fyldt med kærlighedslåse,
som tusindvis af elskende par har hængt op og smidt nøglen væk.  

Overalt står der musikere på gaden og spiller.  

Vi er på jagt efter en restaurant, men mange steder er fuldt booket, andre har spændende menuer som dog ikke er børnevenlige, nogle for turistede, andre er for dyre, så turen bliver lidt lang. Klokken er otte inden chefkøreren med bestemt stemme erklærer at nu er blodsukkeret så lavt at der skal træffes en beslutning – og han personligt var klar på at gå tilbage mod floden og dens udvalg af turistfælder med indpiskere og menukort med billeder. Vi er nu lidt oppe af en lille vej i retning af borgen, og vi aftaler et sidste kig. Søreme om ikke der er en lille restaurant, som opfylder alle krav, og med en lille tante, der tager imod os følger os gennem noget der minder om bedstemorstuer med puder og kniplinger ud til en lille gårdhave. Ingen af os har nogensinde før været på en restaurant som minder så meget om et hjem – det er virkeligt charmerende. Maden er god, men det tager også over en time før den ankommer, så vi er lige ved at besvime af sult. Pigerne får linguini med lækker tomatsovs, Mads får kalvesteak, Jesper får et stykke gris, og Henriette får kalvesteak med svampesovs. Det tager også lidt tid at få betalt, så klokken er elleve inden vi godt mætte er tilbage på pladsen.

Næste dag sover vi længe – surprise – og så tager vi i indkøbscenter BTC (450 butikker) for at supplere udstyr op inden vandreturen. I en kæmpe sportsbutik lykkes det os at finde rygsæk, dagturssæk, vandrestøvler til Stinne og diverse andet. Det tager et par timer, men så har vi også prøvet hele butikkens udvalg i vandrestøvler inden vi finder de helt rigtige. Vi køber nye snørebånd til Henriettes støvler, de længste de har – 150 cm. Imidlertid skulle de desværre have været 200 cm, så hun må snøre støvlerne lidt alternativt :-). Og det var så den dag!

Lørdag bruger vi hele dagen i Ljubjanas gamle gader. Først bruger vi en halv times med flere forgæves forsøg på at finde parkering uden at blive flået. Ved første bud holder vi længe foran bommen og diskuterer om det ikke er for skummelt et sted. Så ryger vi ud af en uendelig ringvej uden mulighed for at ”make a u-turn” og kommer om på den anden side af centrum. Her er der også en plads, der da vi holder foran bommen, viser sig at koste 12 euro, og nu havde vi jo set gadeparkering til 0,5 euro i timen. Så vi bakker baglæns direkte ud i et lyskryds og stikker af inden nogen opdager os. Så finder vi endelig en plads, godt nok til 0,70 euro, men også tæt på centrum. Vi får parallelparkeret ind på en snæver plads, for så at opdage at parkometeret kun vil acceptere penge for maks. 2 timer. Det stod der ikke noget om på tavlen – øv. Endeligt kører vi lidt væk fra centrum til et erhvervskvarter. Her parallelparkeres igen og parkometeret opsøges. Det snakker kun slovensk, og vi trykker på alle knapper uden held. Pludseligt lykkes det Henriette at ændre sproget og nu kan vi læse at den siger ”kan ikke modtage betaling – se vejledning”. Som så er på slovensk! Et par venlige forbipasserende slovenere forklarer os at det er lørdag, og parkering dermed er gratis. Og gratis det er jo noget vi jyder kan lide – dagen er reddet!

Nede i byen passerer vi et mystisk optog af folk med hvide japanske pandebånd med skriftegn. De færreste af dem er dog japanere, og chefpandebåndsindehaveren udstøder da også sine kommandoer på amerikansk. Opgaven består i at løfte en en helligdom der er pladseret ovenpå et overmåde solidt dimensioneret bærestativ af friske tykke fyrrebjælker. De er nok 16-20 mand som under høje råb får løftet byrden op på skuldrene. Heldigvis har de et håndklæde imellem til at tage lidt af trykket fra den skarpkantede bjælke. Med rytmisk råben bevæger de sig nu ned af gaden i en mystisk gyngende gangart. Det går ikke ret hurtigt, for de to forreste bjælkeender er bemandet med vigtige folk, hvis job det er at yde modtryk for at hærde de syndere der bærer helligdommen. Så der altså fire mand der ikke laver andet end at skubbe i modsat retning. Forrest går en henført japansk pige og svinger en stor ceremoniel kvist med stor indlevelse. Det hele følges op med trommer og og sang, samt omdeling af små origamifigurer. Vi følger det spektakulære og lettere vanvittige optog ca. 50 meter hvorefter der kommanderes vand- og hvilepause. Det viser sig at være endestationen. For mens vi indtager en dejlig frokost på en indisk fastfood restaurant, kan vi se dem gå retur igen til udgangspunktet – igen med modskubbere. Det hele minder mest om en surrealistisk udstilling af tilværelsens uundgåelige mangel på mening – og det er vel også en central del af budhistisk tankegods. Men det hele foregik i højt humør, og de medvirkende havde tydeligvis en fest.

Egentlig mangler Henriette også ny regnjakke, og da der er udsigt til regn i bjergene, må vi hellere se at komme retur til BTC og få indkøbt en sådan. Men Henriette har med sit moderlige instinkt lidt svært ved at fokusere på egne behov, når man konstant bliver distraheret af børn der i maskingeværtakt siger: Se den her sandal, den er fed, Kom lige herover – der er noget jeg skal vise dig- Mor jeg skal tisse, Er vi snart færdige i den her butik, Jeg er sulten o.s.v.Vi aftaler derfor at børnene passer sig selv, og de voksne drager afsted. Målet findes nemt – meen der er ingen biler at se og alle butikker er mørke og tomme – det er søndag! Nu skulle man jo tro at to normalt begavede rutinerede og ansvarlige voksne kunne drage den logiske slutning, at når i går var lørdag, så er det nok søndag i dag – og at om søndage er butikker ofte lukket. Men når man har rejst i 4 måneder, betyder ugedagene uendeligt lidt. Et indkøbscenter var dog søndagsåbent, så her fik vi handlet mad og lidt civilt tøj – men ikke regnjakke. Så vi måtte drage hjem med uforrettet sag og brugte resten af dagen på en ny hyggelig bytur til Ljubjana og på at snakke lidt med den spændende nabo, en hollænder der arbejdede med IT for forsvaret og hans pensionerede fysioterapeutfrue. Han talte et rigtigt godt engelsk, efter at have arbejder i finanssektoren i London, mens fruen mest kunne lidt brokker. Vi var utroligt meget på bølgelængde og ganske enige om hvad der skulle laves om her i verden, for at den blev et bedre sted.

Regnjakken kunne vi ikke rigtigt undvære, så næste dag var vi så klar igen - ”Mod det uendelige” og indkøbscentret BTC. Nu var det jo mandag, så nu kunne hverken børn eller kalenderen hindre vores succes. Eller det kunne den så, for da vi kom til BTC var der helt tomt IGEN! Opslag på telefonen viste så at mandag den 25. juni er Sloveniens Nationaldag – og her er alt undtagen benzinstationer lukket. Ny hyggedag med slentren i byens store flotte Tivoli-park, som ikke er et forlystelsessted, men en flot og meget besøgt by-park. Hvor de meget sympatisk kun slog dele af græsset, så der var masser af blomstereng til alle insekterne. Slovenerne luftede hunde, gik familietur, stod på skateboard og rulleskøjter, spillede tennis, drak kaffe og hyggede sig på deres allesammens nationaldag.

Ljubjana er fyldt med hyggelige gader, som man kan slentre rundt i. 

Turens dyreste is bliver delt med udsigt til Ljubjana castle

Om aftenen efter byturen var vores ellers fredelige hjørne på pladsen blevet invaderet – "The Gibraltar Offroad Motorbike Rally" var kommet til byen – og ikke bare til byen, men til vores campingplads – og med alle officielle faciliteter, mekaniker og crews, indregistrering, samarittelt, køkkener og andet supportcrew centreret lige omkring vores campingvogn. Og når små hundrede motorcykler deltager, er det et ganske omfattende cirkus. Vi kom tilbage til pladsen mens cyklerne kom hjem, så der var en drønen af kraftige motorcykler der løbende kom til, nogle i et lettere adrenalinpumpet tempo. Det viste sig at de kørte 8000 km. fordelt på 14 etaper, med afslutning i Gibraltar. Det giver nogle hårde dage når størsteparten af en etape består af offroad tracks. Så det var mudrede og trætte folk, der kom retur hele aftenen. Vi fik også en kort snak med den danske deltager, som var gået sukkerkold efter at have glemt at spise i løbet af dagen. Det var en meget smadret mand, som forklarede at det var lykkedes ham at tabe cyklen fire gange i løbet af dagen. Hver gang medfører det at han ene mand skal rejse små 250 kg. motorcykel der ligger fladt på jorden – det var hårdt ved fysikken – og ærgelserne og tidstabet havde fået ham til at glemme sine muslibarer. Så nu sad han med et drop i armen og kom lidt til sig selv igen :-).

Omringet af bikers

Tirsdag morgen lavede Henriette og Jesper BTC raid nummer fire. Denne gang minutiøst planlagt: Tidsplan: 6.00 til 8.00 morgenstemning med løbende afgang af højlydte motorcykler med to-minutters intervaller. 8.00-8.30 Klargør campingvogn. Forlad plads 8.45. Forventet ankomst 9.01. Indkøb af jakke, bukser og vandreskjorte 9.01-9.17. Forlad BTC 9.20. Ankomst retur på plads 9.35. Afgang med campingvogn mod Bohinj-søen og bjergene 10.00. Denne gang holdt planen og vi fik sagt farvel til de søde hollændere og kørte med nytanket bil og luft i dækkene (vi har hele turen haft et campingvognsdæk der løbende skal toppes lidt op, og siden Montenegro har venstre bagdæk også været lidt småanæmisk) glade afsted.

16. til 20. juni - Jagten på en campingplads, nederlaget og forsoningen.

Godt mættet af store kommercielle campingpladser med gigantiske campere og rosastegte campister, der knap nok kan hilse, kører vi af sted mod en lille familiedrevet campingplads der ligger i en bugt nær kystbyen Senj. Da vi kommer til afkørslen, en lille vej der fører stejlt ned mod kysten, er vi lidt lunkne ved at dreje af og vælger i stedet at køre frem til nærmeste p-plads for at koble campingvognen fra, så vi kan inspicere den smalle vej ned til campingpladsen og undgå at udsætte vores elskede Citroen for et utilsigtet omsorgssvigt med eventuelle katastrofale følger.

Det viser sig at være en meget klog beslutning for vejen ned mod campingpladsen bliver stejlere og stejlere jo tættere vi kommer på kysten og inden vi når selve pladsen, kan vi se, at vi tilmed skal igennem en tunnel, der er så snæver, at det mest af alt minder om en cykeltunnel. Lidt skuffede vender vi bilen for at køre op til campingvognen, som vi atter må hægte på for at køre videre op langs kysten til den næste campingplads.

Efter at være kørt forbi utallige campingpladser med nedkørsler vi godt kan komme ned af – men ikke op af - og endnu et par pladser, der virker så gustne og semi-forladte, at vi end ikke overvejer at køre derind, er vi lidt pressede, og vi ender derfor på endnu en stor kommerciel campingplads beliggende i turistbyen Selce. Vi holder og spærrer det hele foran bommen, og i receptionen er det umuligt at tvinge et ægte smil ud af receptionisten, der professionelt og effektivt betjener os. Vi er så desillusionerede at vi alvorligt overvejer at vende rundt og køre videre igen – pladserne på øen Krk er kun en times kørsel væk. Men, vi stiller vogntoget, og begiver os til fods efter receptionens anvisninger. Det er varmt og alle de ledige pladser vi ser, er skrå, ukurante og ucharmerende, eller omgivet af skrottede fastliggervogne. Vi må videre ned af den i øvrigt stejle nedkørsel og humøret daler yderligere. For at sætte trumf på, åbenbarer der sig nu en lydkollage af bayrisk ungabunga musik krydret med skrålende alkoholvædede stemmer. Klokken er kun halvto om eftermiddagen, men det ligger ikke nogen dæmper på lydkilden, som viser sig at være 8-10 fulde tyskere der lystigt danser med håndværkerrøv i shortsene og skråler til dårlig schlagermusik med volumenknappen i bund. Vi kigger på hinanden, og kan alligevel kun smile af optrinnet – ro og fred og en lille hyggelig familiecampingplads blev det ikke til.

Til gengæld er her lækker strand med snorkling og hovedspring

En tur i trampolin bliver det også til

Vi finder dog en lidt tilbagetrukket plads på en grusvej, med en skråning overfor os og et vildt buskads bagved. Det betyder, at vi kun har naboer på begge sider af vognen og på grund af bevoksningen virker det helt privat. Vi placerer vogntoget i westernformation med Citroen'en som værn mod omverdenen. Det eneste vi mærker til vores pensionerede naboer er, at den slovakiske nabo til venstre for vognen, slår så gigantiske fjærter om aftenen, at det får vores campingvogn til at vibrere og ungerne til at grine højlydt, mens tyskerne til den anden side bidrager med højlydte opstød og alendyb ræben, hvilket til får Maiken til at lave den sjoveste grimasse og Henriette til at klukle. Er her ikke hyggeligt! Og jo, det er her faktisk, vi har faktisk et helt roligt hjørne her, når først naboernes kropsudluftninger stilner af. Der er skyggefuldt, det lufter lidt, og kysten viser sig at være det bedste snorklested vi endnu har været ved. Her er rent, og vandet er fyldt med spændende fisk. Kysten er yderste led af en næsten uendelig lang lido der går hele vejen ind til selve byen, og trods det meget turistede præg er det hyggeligt at slentre afsted i aftensolen.

Aftenstemning fra byens havnepromenade

Her spiser vi for 250 kroner til aften

Men så er desserten også hjemmefabrikeret af Stinne, Maiken og Mads

Varmen, der sniger sig op omkring de 30 grader, bidrager til et meget lavt aktivitetsniveau. Men lidt får vi da motioneret, når vi med jævne mellemrum bevæger os ned til kysten for at få en dukkert. På vejen kommer vi forbi den ene strandede hval efter den anden. Nogle på liggestole, andre på luftmadrasser, men alle med maver, der er så opsvulmede og udspændte, at man er bange for de vil eksplodere. Henriette mener at vi her er vidne til ligestillingens endelige konsekvens, nemlig at mænd også kan blive gravide, Jesper mener nærmere, at vi er hen i retning af den gamle t-shirt hvor der hen over maven står ”Her udvider Tuborg”. Men nu har vi været her tre dage uden at foretage os andet end at slappe af og vaske tøj – og vi hygger os faktisk. Efter mange måneders rundrejse virker tilstedeværelsen af gode badeforhold,en effektiv vaskemaskine (10 kg) og fungerende internet som balsam for sjælen. At skrive blogindlæg, med billeder, et sted hvor upload er en by i Rusland, har vi brugt lidt for meget af vores liv på. At være i bad et sted hvor campingpladsen har fastlåst temperaturen til lunken og vandmængden til dråbeform har vi også fået nok af. Så vi må indrømme at vi er til fals for civilisationens goder. Vi snakker ikke med et øje her på pladsen, ikke engang naboerne, men vi er nok også lidt mætte af rejsesamtaler. Dagene går bare på bedste feriemanér – og det er ok. Vi får også regnet på arealer, divideret, læst højt, skrevet blog, lavet god mad, skrevet diktat og alt det løse. Og så planlægger vi vores næste ryk ind i Slovenien med vandring i Triglav-bjergene.

12. til 15. juni - Mødet med Adam og Eva i Krka's karstlandskab, Winnetous bjerge, blæsevejr og Zadar

Næste plads, Camp Marina, ligger bare 3 km. fra nationalparken Krka, som er en lidt mindre udgave af Plitvice. Det er et fladt landskab, præget af nylige skovbrande, som viser sig at gemme på en helt fantastisk karst-verden. På pladsen møder flere danskere, bl.a. hr. Kaj og fru Kirsten Larsen, som sammen med sønnerne driver campingcenter i Ejby på Fyn. Trods 30 år på Fyn, har ingen af dem mistet den oprindelige sjællandske accent. Det er et par rigtigt hyggelige mennekser, som er på vej mod Blagaj, til en tur med 25 andre danske campister. Vi får derfor en god snak sammen om mange ting, herunder det skønne Blagaj. Men vi får også sat på plads, at vores slingrekobling er den helt rigtige model, og at de gudsjammerlige knirkelyde kun er tegn på at den fungerer optimalt. Da deres venner som de skulle mødes op med på vej mod Blagaj, er forsinket på grund af en sprængt turbo, inviteres vi over til et glas vin, for at fejre at fruen fylder 70 om et par dage. Snakken går fortsat godt, og pigerne tegner de flotteste panoramabilleder fra bugten i Trogir som fødselsdagsgave. Der kvitteres med en is, da deres camper er udstyret med en 110 liters letvægtsfryser, som udover is også indeholder mad til hele turen. Vi forestiller os lige for sjov hvis vi skulle have medbragt mad til hele vores tur :-). Det er den første plads på hele turen hvor der er vand i poolen, og den er lækker og ren. Når man er inde i landet og temperaturen sniger sig forbi de tredive grader, så er en pool bare lykken. Stinne og Maiken er ikke til at drive op, og Mads er virkeligt træt af, at hans friske sår på knæet afholder ham fra at deltage i vandpjaskeriet. Til gengæld er der glimrende internet, så det kompenserer jo lidt.

Selve turen ind i nationalparken starter lidt trælst. Chefnavigatøren Henriette vil gerne følge det råd vi fik af sydafrikaneren, om at tage den vestlige indgang i byen Skradin. Herfra kan skal man nemlig sejles ind med båd og det skulle være rigtigt flot. Chefkøreren Jesper er mere stemt for at tage hovedindgangen, da vi har været oppe og tjekke den ud den foregående dag. Her var alt ordentligt og overskueligt med kæmpestore parkeringsarealer. Den anden indgang er i en lille by, og Jesper forudser et parkeringsmareridt og bøvl med at finde ud af hvordan og hvorledes man kommer afsted. Vi kører afsted efter chefnavigatørens dessiner, men da vi kommer til byen mener Jesper at hans indre forudsigelser sig at holde stik. Det er fyldt med den ene efter den anden af ukurante ”Official parkplace” bemandet med små grådige mand i plastikstole. Det er heller ikke til at se hvor selve indgangen er placeret og der tages et par anstrengende runder, for at forsøge at finde en rigtig officiel parkeringsplads. Efter bøvlet med tilhørende uvendinger på mærkelige steder ,er chefkørerens stressniveau lettere irrationelt steget til temmelig ucharmerende højder. I en småtrykket stemning (hvor ungerne lige skal være sikre på at mor og far ikke skal skilles :-) besluttes det så at køre tilbage til hovedindgangen, og dermed går vi glip af bådturen. Her er der gratis parkering og busser der kører en ned til selve parken, og vi arbejder hårdt på at få fortrængt den dårlige stemning så vi kan nyde den flotte natur.

Edens have

Selve stedet er et paradisisk guds under af naturskønhed, skabt af vand og den kalkholdige karst-undergrund. Store mængder af klart kildevand fosser overalt og strømmer rundt i åer, vandfald, bassiner, blandet med frodig grøn vegetation. I vandet står utrolige mængder af slanke fisk og frøer - sommerfugle og guldsmede er der også i store mængder. Det er ganske simpelt edens have. Dog udsat for en omfattende infrastruktur af stier og trævandreveje, der skal dirigere horderne rundt i terrænet. Vi går i en lind strøm af mennesker hele tiden, og selfiestænger glimter alle vegne. At det er edens have, bekræftes af at Adam og Eva også er tilstede. Da vi kommer rundt om et hjørne har vi pludselig udsigt til en hårdtpumpet blonderet udgave af kvindekønnet der poserer for to småklamme fedladne fotografter med dårlige tænder. Hun er sekunderet af en ung solarieprins hvis muskuløse brune lår dårligt kan være i de lækre hvide shorts (bare tænk Wham og videoen til club Tropicana, så har du billedet på nethinden). Begge har tøj på, men noget siger os at det nok kun er en stakket frist.

Krka's vandfald set fra oven

Smukke fisk i den grågrønne Limpopoflod

Vi fortsætter sammen med resten af menneskefloden rundt på træstierne i det smukke vandland og nyder de store mængder af grønlige blanke Døbler, som med finnernes bevægelser præcist holder deres plads i det strømmende vand. Det er flotte slanke fisk, som fra oven godt kan ligne en ørred, men er en fisk i karpefamilien. Variationerne i vandets forløb er uendelige, og man kunne tage det ene smukke billede efter det andet. Størstedelen af de billeder vi ser folk tage, indeholder dog primært deres eget iscenesatte fjæs med påtaget smil i den internationalt standardiserede selfie-positur: ”SÅ SÅ MAN LIGE MIG I – Indsæt selv stedet”. Det er simpelthen så grimt at se på, at det næsten kan måle sig med grimheden af de overdimensionerede tyske autocampere, der er på størrelsen med en dansk bybus og gerne har en Smart eller lignende lille bil trukket på trailer efter sig. Men når man abstraherer lidt fra mængderne, kan man godt forestille sig hvordan det har måttet være, at se dette utrolige sted før masseturismen kom væltende. Lidt længere fremme ser vi pludselig Adam og Eva igen, denne gang har han mistet t-shirten og står nu og poserer i de hvide shorts med bruneret fitness-muskuløs glinsende overkrop. Og sandelig om ikke vi lidt senere møder parret igen, da de holder pause, denne gang er det Eva som uheldigvis må have mistet noget af tøjet. Vi tror først at hun står med måsen bar, men det er vist bare hudfarvede trusser. Vi tager den sidste del af rundturen ned til den store finale, det spektakulære vandfald hvor man må bade. Der er dog så fyldt af badejern og badenymfer i det lave vand, at vi vælger at springe badet over. Broen retur over floden er stoppet med mennesker og det tager en hel del af oplevelsen, men Krka nationalpark er trods det et utroligt fascinerende sted, og vi er meget glade for at vi valgte at se det.

Vandet falder i de naturskabte kalkbassiner

Næste morgen kører vi afsted inden GPS'en er helt vågen, så ved landevejen tages en hurtig beslutning – til højre. Det viser sig selvfølgelig et par kilometer senere, da den vågner, at være den gale vej – så vi vender konvojen og kører retur forbi camp Marina i retning mod Skradin. Trods den dårlige karma fra gårsdagen kommer vi denne gang glat gennem Skradin og kører mod Starigrad til en ny plads, Paklenica camping, der primært er valgt ud fra billeder af den flotte pool. Men den ligger også tæt ved siden af Paklenica Nationalpark, et meget smukt bjergområde, som hernede er berømt primært for filmhelten Winnetou. Winnetou er en apache indianerhelt fra den tyske Karl May's indianerromaner skrevet i slutningen af 1800 tallet. I 1960'erne blev romanerne filmatiseret i en række tysk-yugoslaviske spillefilm, som åbenbart har været utroligt populære, særligt i Tyskland. Flere af filmene blev indspillet netop her i Paklenica's dramatiske bjerge. På campingpladsen er der således at Winnetou-museum, og her kommer løbende udflugtsbusser der skilter med ”Winnetou film locations tour”.

Turen op til indgangen af nationalparken er ganske kort, og vi vælger at gå den mest almindelige rute, der fører op til en bjerghytte. På med godt fodtøj, og så går det bare derudad. Det er dejligt at mærke, at noget af den kondition vi fik opøvet på Sicilien og i Pindus bjergene i Grækenland hænger ved, så det går glat op over. Der er bestemt andre mennesker her, men vi er kommet tidligt af sted, så der er ikke flere, end at det bare er hyggeligt. Efter relativt kort tid kommer vi til et klatreområde, hvor grupper af folk i farverigt udstyr forsøger at overvinde klippernes kringlede overflade. Men der er også oplevelser inden i selve klippen. Tito byggede i starten af 1950'erne tunneler ind i bjerget som atombeskyttelsesrum i tilfælde af russiske luftangreb. Dette anlæg er nu blevet istandsat og gjort åbent for besøgende. Det er indrettet som informationscenter om klatring og viser både teknikker og historie omkring udviklingen af Yugoslavisk/Kroatisk klatring. Blandt andet er den første formand for den Kroatiske bjergklub død ved klatring her i Paklenica. Han skulle have været et rigtigt renaissancemenneske, som både kunne skrive poesi, komponere, spille musik, klatre og se heriosk lækker ud i uldshorts. Inden i bunkeren er der en bouldering klatrevæg som ungerne indtager med stor fornøjelse. Maiken demonstrerer hurtigt et klart naturtalent, og klarer nemt nogle af de lidt sværere greb – som Stinne siger, så kan hun af sig selv nogen af de tekniske ting de andre to har lært til klatring. Det er rigtigt godt at Maiken også starter til klatring når vi kommer hjem igen.

Bouldervæg i Titos gamle bunker

Tilbage i sollyset følger vi den velanlagte sti op gennem kløften, omgivet af de stejle klippesider. Flere steder ligger der gamle vandmøller, og man tænker lidt hvor bøvlet det har måttet være at slæbe kornet helt her op i bjergene for at få det malet, for så bagefter at slæbe melet ned igen. Efter en to timers tid er vi oppe ved skovbetjentenes hus, hvor det er muligt at købe lidt spiseligt. På bedste bjerghyttemaner er der én ting at vælge imellem. Det er måske ikke så underligt at udvalget ikke er større, da vi undervejs mødte de to pak-heste der bruges til at transportere maden derop – det er sikkert samme måde kornet kom herop i gamle dage (møllerne har faktisk været i brug helt op til 1960). Vi vælger derfor suppen, som er den solide tykke udgave med flæsk og bønner. Da den slags bondekost ikke helt er pigernes favorit (en dreng i voksealderen er derimod anderledes glad for kosten), ender Jesper med at spise næsten tre portioner af suppen. Da vi fortsætter videre op ad bjerget, den sidste halve time mod bjerghytten, begynder konsekvenserne at melde sig overaskende hurtigt. Den megen muskulære aktivitet sætter ekstra gang i fordøjelsen, og vi mindes nu den gode Cornelis Vreeswijk sang ”Bruna böner blues”, med de uforglemmelige strofer:

Du dam, jag säger då det
Jag är så jävla trött på cœur de filet
Jag är så jävla trött på lax-sufleér
Och av gåsleverpastej får jag tvångsideér
Hummer din dummer det blir man ju inte mätt på
Ett kilo bruna bönor ska jag be att få

Du dam, vilket kalas
Nu vill jag blott utfärda en varning för gas

Konsekvensen er i hvert fald at særligt Jespers fremdrift nu suppleres af egentlig jetkraft. Resten af turen op og for den sags skyld også ned igen, fyres der med løst krudt fra chefkørerens nedre regioner i en grad der minder om en hjemmeværnsøvelse. Familien er meget taknemmelige for den kraftige brise der hele tiden lufter op gennem kløften og dermed sørger for at holde den omgivende lufts gasindhold indenfor acceptable rammer. Jesper selv nyder bare fremdriften, og får glade mindelser tilbage til ungdommens fjeldture med Niels, hvor man altid sørgede for at holde sikkerhedsafstand til koncerten fra faderens anale obo. Det er virkeligt dejligt at være på tur i bjergene igen, det er både godt for sjælen og kroppen at strække ud og bruge sine kræfter. Undervejs er der masser af tid til at soppe i den lille bjergstrøm og studere de mange insekter og smådyr. Vi møder et yderst fotogent firben, som formeligt poserer for Maikens kyndige hånd , hvilket giver nogle utroligt flotte nærbilleder. Vel nede igen bliver vi alle enige om at dette ikke skal være turens sidste bjergtur. Vi aftaler derfor at vi skal forbi bjergene ved Bohinj søen i Slovenien når vi kommer længere nordpå. Her var vi for et par år siden på en fabelagtig fire-dages vandretur fra hytte til hytte, og der kan vi godt lave en 5-6 dages tur igen.

Fotogent firben

Turens endemål - Bjerghytten lang oppe i kløften

Vi vil også gerne på tur til Plitvice, som Henriette besøgte for 30 år siden, men vejret er nu blæst op i en grad, der slet ikke indbyder til at flytte campingvognen. Blæsten suser og fyrretræerne svajer, så vi er helt bange for, om det skæve træ, der hælder lige ind over vores vogn, måske vælter ned over os. Vi tager derfor en overliggerdag med skolearbejde. Der skrives diktat og laves matematik til den store guldmedalje. Vejret er så blæsende, at vi faktisk spiser indenfor i vognen, og en lille tur til poolen er en lettere kold fornøjelse. Tiden kan jo også gå med at opdigte historier om vores genboer, et meget tysk par, bestående af en vel 40 årig kvinde med afbleget hår, og et meget fiffigt blik, som gav Jesper et ret tydeligt elevatorblik første gang han passerede deres vogn. Manden er lille og trind med den typisk tyske udspilede ølbug der ligner en ballon på bristepunktet, og så den noget uventede guldring i den ene brystvorte. Men den slags holder vi os selvfølgelig for gode til at gøre. Det urimelige blæsevejr fortsætter og vi overvejer flere gange om vi bør flytte vognen væk fra det skæve træ. Ud over at vi begraves i nedblæste fyrrenåle, sker der dog intet alvorligt, så vi bliver liggende. Næste dag blæser der stadig en stiv pelikan, men der skal ske noget, så vi tager en dagstur til nærliggende Zadar, hvor der sjovt nok kun er en let brise. Det bliver en slentretur rundt i den gamle bydel med kig til byens bølgeorgel. En sindrig konstruktion af store åbne rør ud til havnebassinet, som i den anden ende er forbundet til et resonanskammer under havnepromenaden. Bølgernes skvulpen oversættes derfor til tilfældige dybe melankolske orgeltoner – lidt ala hvalsang. Så kan man sidde og lytte til musikken på en nærliggende svunget bænk lavet af lys sten med indsatser af mørkt gammelt bolværkstømmer så helheden minder om et klaviatur. Imens springer glade unge turister jublende i havnebassinet – faktisk en ret hyggelig oplevelse.

Varmt vandorgel - det er godt at sidde lidt

Klaverbænken i Zadar

Vi ser også byens flotte glasmuseum, som har en imponerende samling af oldtidsglas, da Zadar er en meget gammel by. Omkring år 100 til 300 var det skik at kremere de døde og begrave asken i de fineste mundblæste urner i farvet glas. Ved at udgrave den gamle kirkegård har man fundet store mængder af disse, og mange af dem endda uskadte, da de ofte var beskyttet af en ydre keramikbeholder. Hertil kommer selvfølgelig en lang række andre glasvarer, blandt andet smukke små parfume og oliebeholdere. På museet var der også demonstration af glaspustning, hvor en glasblæser fremstillede kopier af gamle glaskander. Det var spændende at se det varme glas blive formet til en lille kande med håndtag, i en række simple arbejdsgange men med med tydeligt håndelag. Da der var meget varmt i det lille rum, havde den kvindelige glaspusters sveddryppende kavalergang også en dragende effekt på i hvert fald chefkørerens blik – men det lykkedes nu ganske godt at holde fokus på tilblivelsen af kanden. Da den officielle demonstration var ovre og de andre tilskuere (en skoleklasse med tilhørende lærerinde, som med uendelig kedelig diktion lagde speak til hele processen på kroatisk) var gået nedenunder igen, blev vi fem inviteret ind bagved. Kvinden viste sig at være en canadisk kunstner, som var på studieophold for at lære de gamle teknikker af en amerikansk kollega med speciale i den slags. Det var hendes 5'te dag, og nu skulle hun selv stå for demonstrationerne. Så vi fik lige hele processen en gang mere, indfarvning, pustning, forming i skabelon og endelig påsætning af håndtag. Det er virkeligt et fascinerende materiale, og det er utrolig kort tid de har at arbejde i, inden glasset bliver for koldt og skal i ovnen igen.

Glasurner og små offergaver

Flot opstilling - Fund og udgravningssted

Glaspusteren

Efter glasmuseet besøgte vi det nærliggende illusionsmuseum – en samling fysiske og optiske illusioner. De fleste af dem kendte vi i forvejen, men alligevel var det rigtigt sjovt at få narret sanserne gang på gang. En vortex-tunnel som bestod af en gangbro igennem et stort roterende mønstret rør kunne virkelig få en til at tro, at hele verden var ved at vælte. Hvis man kiggede på de roterende sider røg man næsten automatisk over mod den ene side af gangbroens rækværk. Henriette fik os i øvrigt ind til familiepris. Beskrivelsen lød: To voksne og to små børn, så Henriette lagde bare ud med at sige at vi havde ganske utroligt små børn – og så kunne man vel godt få tre med til samme pris. Det syntes billetdamen alligevel var så sjovt at hun slap os ind til den lave pris. På hjemturen havde vi lovet børnene et stop ved et kæmpestort indkøbscenter. Det viste sig at være endnu større end forventet, og vi brugte to timer på at kigge på tøj, til særligt pigernes store fornøjelse.

Hovedillusion

Maiken er tydeligvis den mindste

8. til 11. juni - Fire dage i Trogir med autentisk kroatisk mad, akrobatiske udspring og grimme hudafskrabninger

Vi har indstillet vores altid eventyrlystne GPS på Camping Rozac, som ligger i en smuk bugt, i gå afstand fra Trogirs gamle bycentrum. Det er en stor plads og det mærkes tydeligt, at vi er kommet længere nordpå, for på pladsen er der både nordmænd, danskere og englændere og vi ser flere og flere kiksede campingvogne i stil med vores egen, som har taget turen ned gennem Tysklands og Kroatiens motorveje. Vi mærker også skiftet fra pensionerede klimaturister der er afsted i flere måneder til nu at møde turister, der blot er afsted i en til to uger og hvor det at ligge og sole sig som brankede hvalroser på stranden er hele formålet med ferien. Trogir er på alle måder et klassisk ferieparadis og ungerne elsker det, hvorimod den mere midaldrende del af caravanen kæmper med en følelse af at denne type camping er alt for kommercielt og plastikagtigt.

Campervan med stil i Trogir

Temperaturen er sneget sig over 30 grader og det bedste vi kan fordrive dagen med er derfor at bade og dykke. Det helt store nummer er, at lave udspring fra en badebro, der ligger i nærheden af pladsen og ungerne finder også en snedig metode at fange små kulørte fisk i vandkanten, som hurtigt sættes ud igen på grund af den bagende sol. Der øves udspring med og uden maske, forlæns, baglæns, dybt og fladt og alle får knækket koden til hovedspring. Det gælder også en van(d)vittig irriterende lille møgunge, med det til generationen hørende ”se mig, hør mig kompleks”. Trods en alder på vel ca. 7 år, poserer han rundt på badebroen, mens han spytter og harker i tide og utide. Da-da, da-da, råbes der insisterende for at få farmands fulde opmærksomhed hver eneste gang der springes. Man får en uklædelig lyst til at losse den lille møgunge een i bagdelen, eller tape hans harkende kæft til med Gaffa – men et pænt menneske er man jo.

Trogir fra luften

Aftenstemning Trogir

Trogirs gamle centrum ligger billedskønt på en lille ø i strædet midt mellem det moderne Trogirs to halvdele. Det er en hyggelig miniudgave af Dubrovnik, med snævre labyrintiske stræder. Overalt er der butikker der sælger kulørt sommertøj til turister, fiskerestauranter, isbutikker og lige overfor den lille ø, ligger et marked med frugt og grønt og diverse souvenirboder. Byen er et rent mekka for pigerne, der ikke kan få nok af at ose i de snævre gamle gader. På en eller anden måde virker byen mere autentisk end det noget kulisseagtige Dubrovnik.Vi bevæger os dog kun ind til Trogir, når den værste middagssol er ovre, for gåturen fra campingpladsen er ulidelig i bagende sol og det er anderledes hyggeligt at mærke aftenstemningen. Her er selvfølgelig fyldt med turister, men på den måde at det bare giver liv i byen.

Egentlig er årsagen til at vi er i Trogir, at vi skal mødes med Davids mor, Ivanka. Hun bor i hendes og sønnens fælles udlejningshus i udkanten af Trogir. Vi får fat i hende i telefonen, og aftaler at tage med hende og hendes fire tyske gæster ud at spise. Hun plejer altid at tage udlejningsgæster med til en lille restaurant lidt inde i landet. Her spiser vi, surprise, grillet kød. Kød og kartofler ligger i et fad med låg, der så står og simrer over ilden. Det er en rigtig turistrestaurant, med langborde til store grupper. Vi får mest snakket med Ivanka, men også en lille smule med de to tyske par. Det er et tysk landmandspar Ekkie og Sabine, og deres venner. Ivanka er en utroligt sød storsnakkende dame, som virkelig nyder at være social med sine gæster. Vi aftaler at vi næste dag skal komme ud til hende og grille, inden de to par rejser hjem.

Kokken med vores mad i den åbne ovn

Så er låget kommet af - Kød og kød igen

Stemningsbillede fra restauranten

Huset viser sig at ligge helt ude hvor byen stopper, nede af en uhyggelig stejl vej – ikke noget Citroenens 3 cylindre bryder sig om. Oprindelig har Ivanka købt grunden i slutningen af firserne, men har aldrig fået sat hus på den. Da David har tjent gode penge som ex-pat for Nestle, er det derfor ham der har finansieret byggeriet af det fine hvide hus i fire etager. Huset består af fire lejligheder til udlejning, og Ivanka bor så i underste etage. Ivanka har stået for det praktiske omkring byggeriet, og klaret anlæg af haven m.m., inklusive alt slæbearbejdet med alle de store granitfliser. Hele udlejningssæsonen bor hun i huset og tager sig af gæsterne, og resten af året bor hun i Tyskland hvor hun har boet, siden hun som ung forlod Kroatien. Det er udlejning med et meget personligt touch, hvor hun bruger mange kræfter på at pusle om gæsterne.

Ivanka og Davids feriehus i Trogir

Ivanka og Ekkie ved grillen

Medens de voksne snakker, render børnene lidt rundt, og Mads bliver lidt træt af pigerne og smutter derfor alene ned til kysten. Her er han så uheldig da han klatrer på klipperne, at hans sandal hænger fast og han falder voldsomt forover. Han når at tage fra med hånden, så han ikke slår hovedet, men knæet får en ordentlig tur på de skarpe klipper. Pigerne er heldigvis på udkig efter ham, og får den forslåede dreng fulgt op til huset. Han tager egentlig det hele roligt, men har også fået en forskrækkelse, da han godt kan se hvad der kunne være sket, hvis han ikke havde været så hurtig med hånden. Da vi får renset såret ude på badeværelset melder chokket sig pludselig, og han når lige at sige til, inden han dejser om. Heldigvis står Henriette lige ved siden af og kan gribe ham. Han er kun væk et sekund eller to, men er ligbleg i ansigtet og må hen og sunde sig på sofaen med lidt tv. Det tager ham lidt tid at komme ovenpå igen, men da de grillede cevapcici kommer på bordet fejler appetitten ikke noget. Vi har en hyggelig eftermiddag indtil ved 5 tiden hvor de tyske turister skal afsted til deres fly. Vi bliver en halv times tid yderligere og får vi takket hende meget for at hun, sådan ud af det blå, er klar til at være gæstgiver for sønnens bekendte. På vej hjem når vi lige en sidste tur i Trogirs gamle bydel for at købe nogle uundværlige souvenirs og gaver.

Bleg dreng hviler ud i sofaen

1. juni til 7 juni. Tilbage til kysten, Bar, Mostar og krystogtshelvedet Dubrovnik

På vej tilbage mod Vojos campingplads står valget nu mod at tage den utroligt smukke men også meget snoede bjergvej, med en af Europas ældste nationalparker bestående af urskov eller den direkte vej, som vi kender i forvejen, men som også i vores øjne er usigelig smuk. Vi vakler lidt mellem det ene og det andet og lige som Chefnavigatøren arbejder hårdt på at få overbevist alle om at to ekstra timers kørsel, formentlig med talrige omgange opkast, er værd at tage med, for sådan en naturoplevelse, samler der sig meget tunge mørke skyer over bjergene og Henriette må bøje sig. Bjergkørsel på smalle regnvåde glatte veje er der vist ikke noget grund til at rode sig ind i.

Tilbage på campingpladsen, får vi på rekordtid spist frokost, samt sagt farvel til Vojo, der tilbyder at lede efter en ledig byggegrund, så vi kan komme ned at bo ved siden af ham. Så pakkes vognen og nu går turen mod kysten til en lille hyggelig campingplads iPetrovac, nogle kilometer nord for Bar.

Vi bliver vist rundt på pladsen så vi kan udse os en plads og gensynsglæden er stor da vi opdager, at Erhard og Brigitte fra Blofeld, som vi hyggede os meget med på Ksamil camping i Albanien, ligger på pladsen. De hjælper os med at få skubbet vognen ind på en skyggefuld plads under nogle store træer, mens ungerne løber ned til stranden af en lille natursti. Stranden er dejlig, med klart vand og små runde sten, masser af liggestole og et par små restauranter. Masser af mennesker i alle aldre nyder solen og vandet – langt de fleste er lokale turister fra Montenegro. Men campingpladsen bidrager selvfølgelig også med det sædvanlige kontingent vesteuropæiske pensionerede klimaflygtninge.

Gensyn med Brigitte og Erhard

Stenstranden lige nedenfor campingpladsen

Vi slapper bare af og hygger os. Jesper er på scootertur sammen med Erhard, ind til Petrovac for at handle. Han føler sig lidt som en midaldrende napolitansk knallertbølle, når de suser afsted gennem trafikken. Petrovac er en rigtig kystturistby, og har været det i mange år, også tilbage i Jugoslaviens dage. Store grimme hoteller, og en rigtig lang Lido-strand, hvor man kan udstille sine ynder og brune ballerne. På vej retur bliver vi vinket ind til siden af den største Polizist i hele Montenegro. Man føler sig ganske lille når man sidder der på en bette scooter og to meter bredskuldret uniformeret, bevæbnet politimand med hår mellem tænderne læner sig ind over en med en myndig mine. Men det hjælper at være midaldrende turist, han kigger bare lidt på os, går om bagved, konstaterer at nummerpladen er tysk og så vinkes vi videre. Erhard rystede noget i bukserne, da han havde forventet hele turen med identitetskontrol, førerbevis, registreringspapirer, bremsekontrol og hvad ved jeg. Så vi griner noget af oplevelsen, og bliver enige om, at han var så stor, at han ikke bare havde hår mellem tænderne, men ligefrem på tænderne – det er iøvrigt første gang Erhard er blevet stoppet på ”Der Roller” (som tyskerne kalder en scooter). De er ellers afsted på campertur to gange tre måneder hvert år, altid samme rute og altid samme campingpladser. Denne plads er deres start og slutplads, og i løbet af en god uges tid skal de hjemad til Blofeld igen og bruge resten af sommeren i deres lillebitte bindingsværkshus på 40 m2.

Da meget af tiden går med hyggesnak, får Henriette også lidt af historien om Erhard og Brigitte. Vi har lagt mærke til, at de aldrig drikker alkohol, hvilket ellers er fast inventar på de fleste pensionistpars campingborde, og vores gæt på, at de måske har haft alkoholproblemer viser sig at være korrekt. De har drukket alt for meget i mange år, og for Erhards vedkommende begyndte det allerede i tyve års alderen. Han fortæller at det krævede fem omgange med afvænning på hospitalet før han fattede alvoren og holdt ved. De har nu været tørlagte i 15 år, og tager det så alvorligt at de ikke rører noget med alkohol, ikke engang en kage med likør. Det er hyggeligt at være sammen med så søde og åbne og hjælpsomme mennesker, som vi heldigvis har mødt store mængder af på denne tur. Resten af tiden bruges på strandture, børnenes forsøg på at fange sumpskilpadder, der er nuttede og vores forsøg på at undgå kontakt med campingpladsens Egeprocessionsspinder-larver hvis behåring ifølge Erhard brænder værre end brændenælder. De minder egentlig lidt om en mindre og landlevende udgave af den fireworm som Henriette brændte sig så gebommerligt på i Grækenland. Vi er også på aftentur til Bar, hvor vi fra bilen får øje på en stor moske med guldkupler. Efter at have skiftet til lange bukser trasker vi hen til moskeen, for så at opdage, at der står store kors på de løgformede kupler – altså er det en kirke, ikke en moske. Kirker har vi snart set nok af, så vi tager et hurtigt kig og går skuffede tilbage til bilen. Vi kører videre til det egentlige mål, gamle Bar, hvor vi finder en port ind i byens gamle fæstningsanlæg. Der er ikke nogen mand i billetboden, så vi går bare ind. Men efter kort tid kommer en venlig dværg vuggende på hjulede ben, og det viser sig at han er billetmanden. Vi får betalt og slentrer rundt i borgen og nyder de stemningsfulde ruiner, som er delvist indtaget af slyngplanter og blomster i alskens farver og former. Hovedattraktionen er dog en hunkat med killinger, som hun opbevarer i en af det lille museums store antikke krukker. Efter to afslappende dage er vi klar til at rykke videre mod Dubrovnik.

Udsigt over den gamle akvædukt fra Bars borgruiner

Gamle Bar  

Den første plads vi kører forbi, er simpelthen for skrottet, og vi fortsætter videre frem til camp Maslina noget nord for Dubrovnik. Denne plads er stort set fuld, de får op mod 80 nye vogne pr. dag, så vi har kun to pladser at vælge imellem. Den ene er på en grusplads sammen med tre andre vogne, så vi vælger den anden, en lille fin matrikel med udsigt ud over havet. Trætte sultne og svedige skynder vi os at få vognen bugseret ind på plads og knokler med at få støttebenene ned. Imens står parret ovenfor, endnu en omgang pensionerede tyske klimaflygtninge og skuler på os med fornærmede miner. Der er åbenbart et eller andet de er sure over. På tidspunkt lyder det som kvinden siger ”You are smiling, but do you see me smiling?” til ungerne. De havde havde søgt ly for solen i skyggen bag vognen med udsigt op mod naboerne. Stinne kommer så til Henriette og siger at naboen er sur og brokker sig over at vi tager deres udsigt. Jespers første ordveksling med damen er da hun fornærmet grænsende til rasende siger om jeg godt vil få mine børn til at holde op med at stirre så uhøfligt på dem - ”They are staring” hvæser dragen med tung tysk accent. Hvorefter hun med nedstirrende øjne udspyr gennem de kronisk nedadvendte mundvige, at hun så sandeligt intet har imod børn, ”Ich habe ja vier enkelkinder” Vi forøger at forklare at vi søreme ikke tror at de stirrer for at være uhøflige, de vil nok bare sige hej. Men det formilder ikke kranen. Og så begynder hun et meget nedladende arrigt foredrag om campingettikette, hensyntagen, og hvordan der jo skal være plads til alle, vi har jo tydeligvis ikke prøvet det der camping før. Her kommer vi med denne kæmpestore vogn og hensynsløst tager deres udsigt. I parentes skal her bemærkes at vores vogn er en dværg i forhold til deres egen kolosale luksuscamper. Vi påpeger at vi nu har rejst i over tre måneder uden at have oplevet sådan modtagelse. Så udvikler skænderiet sig og Henriette er nu på vej til at tænde helt af på den urimeligt uhøflige tyske kran. I mellemtiden står hendes lille mand og ser både sur ud,men også tydeligt led ved konens opførsel. Her beslutter vi så at ophøre med at kommunikere med den ildsprudlende drage, men i stedet henvende os til manden og spørge om det måske kan hjælpe hvis vi flytter vognen lidt baglæns og til siden (så kan vi godt nok ikke længere få plads til at slå vores fortelt op). Det mener han nok vil kunne hjælpe, så vi ruller benene op igen, flytter bilen der står i vejen og mosler vognen af sted, en meters penge baglæns. Den stilfærdige mand tilbyder venligt nok hjælpe til, mens fruen topfornærmet nedstirrer os fra det høje (pladserne ligger på terasser, så hun har et godt overblik). Vi klarer nu selv manøvren, og får vognen nivelleret igen.

Således velkomne nyder vi så en sen og tiltrængt frokost mens vi ristes af rasende drageblikke fra spindesiden af de moralsk overlegne tyskere. Manden prøver lidt stilfærdigt at lade som ingenting, men føler sig dog nødsaget til ind i mellem også at stirre lidt for at bakke fruen op. Når ret skal være ret blokerede vi deres udsigt lidt rigeligt, men det var ikke ond vilje, og vi havde da med det samme fundet en løsning på det, hvis de bare var kommet ned og forklaret problemet pænt. Men ellers er det en dejlig plads, med gode rene faciliteter og en meget lang stejl sti ned til kysten, hvor man kan bade omkring en lille havn. Det er godt nok ikke så trygt, da der er mange både i vandet, men det er dejligt at blive kølet af. Man er så godt nok brændt varm igen, når man har taget højdemeterne op til pladsen, men så kan man jo bare tage en ny tur. Vi bliver på pladsen to dage, så vi kan få set Dubrovnik. Det tager en halv times tid at komme derhen, men nedkørslen fra landevejen oppe på bjerget og ned til byen ved vandet er lidt tricky og for store deles vedkommende ensrettet. Det giver os lidt problemer, da vi under søgningen efter en p-plads ryger ind på opkørslen, og derfor må hele vejen op på landevejen, køre 2 kilometer væk fra byen for at kunne vende og komme retur. Men det er nødvendigt at bruge ressourcer på at finde en p-plads. P-husene og pladserne nede i byen har en timetakst på 40-70 kr. i timen, og vores plan var at bruge hele dagen der. Det lykkes os dog at finde en plads på bjerget lidt ovenfor den gamle bydel til 10 kroner i timen.

Udsigt over Dubrovnik

Dagens velfortjente højdepunkt 

Selve Dubrovnik er da utroligt smuk, men også lidt for velrestaureret og plastikagtig. Der er horder af turister, blandt andet fra de fuldstændigt urealistisk store Cruise-ships der nærmest er større end hele byen. Overalt trækker guider rundt ved næsen ved hjælp af oprakte arme med flag, plastikmapper, selfiestænger med klud og hvad man ellers kan bruge som markering af guidens position i folkehavet. Hele den gamle bydel inden for borgmuren er en stor turistfælde, og det føles lidt som at gå rundt i Legoland, mere end i en reel by. Prisniveauet er rettet mod velbeslåede amerikanske turister, så vi kan slet ikke være med. Vi kæmper hårdt for at finde en restaurant der ikke vil ruinere os til frokost, og ender alligevel med at bruge 400 kr. på frokosten. Vi kunne uden problemer have fået en regning godt på den anden side af 1000 kr. Efter et par timer i den dampende hede, har vi manøvreret rundt mellem stort set alle jordens folkeslag (ok, der var ikke mange afrikanere og eksimoer – men ellers). Ved et-tiden må vi erkende, at vi er overophedede og egentlig ikke syntes vi kan få så meget mere ud af byen – så vi kører retur til vores campingplads.

Næste dag kører vi op ad kysten, passerer problemløst de to grænseovergange, der hvor Bosnien lige har et lille stykke af kysten, inden det igen er Kroatien. Lidt længere oppe svinger vi så ind i landet for at komme ind i retning af Mostar i Bosnien Herzegovina. Vi vil ind og se et flodudspring der skulle være rigtigt smukt i byen Blagaj. Det ligger kun 15 km. fra Mostar og 40 km. fra Kravice vandfaldene og er dermed en god base. Ved grænseovergangen her går det imidlertid ikke så smidigt. Vi mangler det grønne forsikringsbevis på campingvognen, og Grænsebetjenten vil ikke lukke os ind. Vognen er jo kaskoforsikret, men vi har ikke det rette stykke papir med. Jeg mener bestemt at campingvognen i øvrigt er dækket for ansvar gennem bilens forsikring, som vi jo har papirer på – men det hjælper ikke. Det kan dog løses hvis vi sætter vognen ind til siden og går 100 meter retur til noget der hedder terminal. Terminal viser sig at være et udtjent aluskur med en luge som ikke er bemandet. Der står et håndskrevet telefonnummer med et fornavn man kan ringe til. Mens vi står og diskuterer strategi, og overvejer at droppe turen til Mostar, kommer en ubarberet, barfodet mand i sommershorts og ærmeløs trøje sjoskende nede fra floden. Han kan udstede en midlertidig forsikringspolice på 7 dages varighed for den runde pris af 30 euro. Vi føler os bondefanget og tænker at prisen var noget arbitrær, men må til lommerne, hvis vi vil videre.

Resten af turen op i landet følger vi den smukke flod på vores venstre side. Vi har sat googlemap på en autocamp Blagaj. GPS er bare sat på Blagaj by, da vi ikke lige havde koordinaterne på pladsen. Vi kommer til at følge GPS'ens sædvanlige forslag om at tage en næsten ikke eksisterende bivej, i stedet for at blive på telefonens rute. Det betyder, at vi nu mister retningen til campingpladsen, da telefonen ikke kan genberegne uden netforbindelse. Og vi laver ikke samme fejl som i Albanen hvor vi kom til at betale 400 kr. for at åbne telefonens googlemaps i 10 minutter. Så nu kører vi på lykke og fromme ad en smal vej fyldt med huller – chefkøreren er en lille smule anstrengt over igen at være lokket i fordærv af GPS'en. Det viser sig at være held i uheld, for pludselig ligger der en lille agriturismocamping foran os. Vi hører os ad, og da prisen er rimelig, 25 euro pr. nat, triller vi ind på pladsen. Det er simpelthen græsplænen i deres have vi bor i, og haven ligger direkte ned til den krystalklare flod der udspringer 5 kilometer væk oppe i Blagaj.

Jeanne og Tay

Ungerne spiller UNO med Tay, mens en hærfugle flyver i pendulfart
 frem og tilbage langs floden.

Her er tre andre vogne. Først falder vi i snak med Jeanne fra Sydafrika, der sammen med sin 10-årige store søn Tay rejser rundt i Europa i en Hollandsk meget nedslidt Hymer autocamper med 30 år på bagen. Hun havde fundet camperen på internettet, og er så bare fløjet herover og købt den. De rejser et halvt år rundt her i Østeuropa, og har også lige været på en et-års tur rundt i Asien – så det kan ikke være meget eksmanden ser til sin dreng. Drengen lider tydeligvis af noget ADHD, og har haft lidt svært ved at falde til i skolen. Nu må han ordne skolearbejdet gennem nogle amerikanske hjemmesider, da Mor også skal passe sit arbejde som webdesigner mens de rejser – så der kan blive råd til turen. Hun forklarer at hendes arbejde som selvstændig webdesigner sagtens kan klares via mailkontakt med kunderne, da hun under alle omstændigheder ikke syntes at det er nødvendigt at bruge tid på at mødes personligt med kunderne. Det tager simpelthen for lang tid, og hvis de insisterer på at mødes klarer hun det via Skype eller lignende. Faktisk fortæller hun normalt ikke kunderne at hun er afsted i så lang tid, hun siger bare at hun lige p.t. er ”abroad”. Den anden vogn er et meget sødt fransk ægtepar, som bliver helt ekstastiske da de hører at Jesper kan tale fransk. Det er Daniel og Marie-Anne fra Bretagne som er meget flove over deres ikke særligt gode engelsk. Som de forklarer er der ingen vægt på at lære andre sprog i det franske system – det er kun et nødvendigt onde. Så deres fremmedsprogskompetencer er begrænsede. Det går nu fint at snakke sammen på engelsk, blandet med lidt fransk, og de griner lidt da vi forklarer at engelsk med tyk fransk accent er blandt verdens mest sexede sprog. Den sidste vogn er en tysker med bierbelly og tilhørende moustache, samt en frue som er fuldtidsbeskæftiget med at strigle deres to terriere – så dem snakker vi ikke med.

Værtsparret er et utroligt sødt ældre ægtepar som kom taler bosnisk, så kommunikationen går med fagter og tyske brokker. Da vi ankom var der dog besøg af venner der som flygtninge havde boet i Sverige, så der fik vi anvist ”den allarbesta platsen”. Hver morgen står der en kurv med morgenbrød klar til os, og dag hen under aften banker det pludseligt på vognen. Så står den lille runde mand med fire store hjemmebagte pitabrød som han rækker frem – som vi lidt overrasket tager imod.

Vores første udflugt fra pladsen går til flodudspringet Blagaj og den smukke gamle by Mostar. Der opstår kortvarig forvirring i bilen, da vi fortæller børnene, at vi skal besøge Mostar. Maiken spørger begejstret om moster er rejst herned for at være sammen med os og hun er ikke fri for at blive noget skuffet, da vi fortæller hende, at det ikke er moster men Mostar.

Men først skal vi have hævet nogle Bosniske penge og se Blagaj. Ved Blagaj parkerer vi ovenfor flodudspringet på en helt tom betalingsparkeringsplads med ikke mindre end tre parkeringsvagter til at holde øje med pladsen. Lidt tættere på Blagaj viser det sig, at vi kunne have parkeret ganske gratis, men vi bliver enige i, at de to euro var godt givet ud, når det kan holde tre mænd i arbejde.

Blagaj udspringer fra hullet i klippen og vandet er så rent, at det kan drikkes.

Smuk bygning ved Blagaj

Blagaj er en af landets helt store turist attraktioner og foran de gamle smukke huse på vejen mod flodudspringet er der plantet en række små turistboder, hvor man kan købe alt fra skrammel til lokale hjemmelavede delikatesser. Langs floden er der restauranter, hvor man kan spise, mens den kølige brise fra floden skaber en naturlig form for aircondition. Men her lugter for meget af turistfælde, så vi vælger at tage vores sultne maver med ind til Mostar for at spise en god frokost der.

Skudhuller ses overalt i Mostar. 

Vi bliver noget overrasket over hvor mange spor fra borgerkrigen, der stadig står tilbage. Ruiner efter bombedementer, skudhuller i murværk og låger og vi ser også mænd i kørestole, der mangler deres ben, men selvom krigens rædsler stadig kan mærkes i Mostar er byen smuk og hyggelig. Meget hurtigt finder vi en hyggelig restaurant og til ungernes begejstring er der pizza på menuen og ikke nok med det, der er også alverdens lækre desserter til så billige penge at ungerne får lov at vælge lige hvad de vil have. 250 kroner senere har hele familien spist så de er ved at revne. 

Vi slentrer gennem byen i retning af den berømte bro Stari Most som under borgerkrigen blev skudt i smadder. Den er nu bygget op og flankeres på begge sider af ”den gamle bazars snævre gader” - det er ”newspeak” for ”meget veludstyret turistfælde som måske en gang har været en bazar”. Her sælges souvenirs i uhyggelige mængder, særligt falder de mange genstande lavet ud af gamle patronhylstre i øjnene. Det er er lidt beskæmmende sådan at lave krigen til underholdning – særligt når man tænker på at de sikkert er lavet i Kina på linie med det meste af det øvrige vareudvalg. Men udsigten fra floden er virkelig utrolig flot, med klipper og vandet der changerer i grønne og blå nuancer. Her mange turister, men ikke så mange at det generer – vi er glade for at have set det her i forsæsonen. Disse små smalle gader i august må være ulidelige. Vi tøffer tilbage til bilen og kører retur til Blagaj, og undervejs på turen lægger vi ekstra mærke til de mange spor efter krigen, der er overalt, også i de helt små byer. Det må have været så frygteligt! 

Broen Stari Most

Stari Most fra siden

30 km. fra pladsen ligger en anden af områdets store attraktioner, Kravice vandfaldene. Her er et smukt og bredt karstvandfald, hvor vandet fosser ud over store mospuder og samles i den dybgrønne flod. Da vi ankommer er der ikke så mange, men det ændrer sig hurtigt. Ungerne er som de første ude og svømme i den store vandfaldspool, og oplever også her hvor svært det er at svømme imod strømmen. Pludselig stiger ens respekt for de ellers underkendte gråænder, når man ser hvordan det med noget der ligner minimal indsats cruiser modsat strømmen med deres effektive svømmefødder.

Mads og Stinne er svømmet over floden, for at se vandfaldene på den anden side.

Mads og Maiken tørrer i solen.

Efter at have set på det spektakulære vandfald opdager vi et lille bitte træskilt der peger mod Mali Kravice – det betyder vist nok lille Kravice. Vi er nærmest de eneste der går denne vej, og vi belønnes med en fantastisk spadseretur langs den klare flod. Mange steder ligner det et tropisk akvarium når man stirrer ned gennem det klare flaskegrønne vand på fisk og vandplanter. Vel fremme efter en kilometer ligger der så ganske rigtigt en miniudgave af de store fald, og denne gang har vi det helt for os selv.

Vegetationen langs floden.

Overalt er der grønne frøer og ferskvandsfisk. Her ses en snog på vej op af floden.

Retur fra Kravice spiser vi sen frokost i den lille historiske by Pocitelj.
Her møder vi Renata, der måtte flygte til Tyskland med sine forældre under borgerkrigen.
Hun fortæller at 90% af befolkningen i Pocitelj enten flygtede eller blev dræbt.

Vi har nu i to dage været de eneste på campingpladsen, og får også den varmeste afsked med knus og kindkys da vi vælger at køre videre. Campingfatter hjælper til med at komme godt ud på den lille vej, og så kører vi. På den smalle vej må vi trække godt ud til tiden da vi møder en modkørende, og chefkøreren glemmer igen at tæt beplantning og campingspejle ikke er nogen god kombi. Af ryger spejlet i højre side, og da vi er så langt inde i det grønne at vi ikke kan komme til at samle spejlet op, er der ikke andet at gøre, ned at køre forsigtigt frem. Det medfører så en ubehagelig knasende lyd, så nu har vi kun et campingspejl – øv.