8. til 10. maj - Fricamping, nøgenbadning og bjørne i mørket

Vi forlader Ioannina camping efter en meget kompliceret beregning af huslejen, som dog ender med en samlet regning på ca. 108 euro, svarende til de lovede 27 euro pr. nat. Vi sætter citroên'ens hårdt prøvede kobling og dens ligeledes hårdtarbejdende tre cylindre i sving og sætter kurs mod det velegnede flade areal langt oppe i bjergene, vi havde spottet to dage tidligere. Alle sving og bakker klares med bravour og støttebenene sænkes for nu for første gang på uindviet jord. Uden strøm holdes køleskabet koldt ved at fodre det løbende med de fire fryseblokke vi har fra frysedelen. Efter at have sat vognen, lægger vi ud med at køre lidt ned ad bjerget til byen Dilofo. Her kan man gå en gammel rute til nabobyen Kipoi. Vi kommer ind i selve byen, der stort set virker forladt, men på det centrale torv sidder der dog et ældre ægtepar, som er på tur med en lokal guide. Stemningen på torvet gør at man let føler sig sat 300 år tilbage i tiden.

Udsigt over Dilofo

Torvet i Dilofo

Alle de labyrintiske stier/veje mellem husene er brolagt i den lokale stenart. Stenen er ofte lagt vandret ned ude i siden, mens i det centrale spor er stenene lagt lodret ned med hævede tværstriber af sten. De ligger med en halv til en hel meters mellemrum og er lagt 5 cm. højere. Vi undrer os over de hævede tværstriber, der faktisk gør det vanskeligere at gå på, men bliver enige om at det enten er af hensyn til de klovbærende husdyr eller også er det måske sikrere når der er vådt eller sneglat. Der er ikke noget der minder om skilte, og byens veje er en veritabel labyrint, så vi spørger os for hos den eneste beboer vi ser. Hun siger at vi bare skal ned ad stien og følge ”the signs”. What signs - vi går nedad og ud af byen uden at møde et eneste skilt, men kommer dog senere til en krydsende sti med røde markeringer og en art vandreruteskilt – men intet der markerer om vi skal den ene eller den anden vej. Efter at gået et stykke ud af stien uden at møde et skilt, går vi retur til byen og søger igen efter skilte. Da hele byen er gennemtrawlet, beslutter vi at gå tilbage og tage den vej der virker mest logisk. Det viser sig heldigvis at være rette vej, og undervejs på ruten kommer vi forbi tre af de 2-300 år gamle buede stenbroer, fra før der kom veje til området – den ene mere smuk end den anden. Sådan en spinkel buekonstruktion som alene står som følge af tyngdekraft og friktion er noget af det smukkeste ingeniørkunsten har frembragt – det er lige før at det er en art smykker i landskabet.

Kyssebroen med det lille vindue

Broen med tre buer

Midt på stien er der pludseligt et hul, hvoraf der blæser en kold luftstrøm, og ved at kaste en sten ned gætter vi på at det er minimum 5-6 meter dybt og at det må fortsætte langt ind i bjerget. Bjergarten er såkaldt Karst, og de er typisk fyldt med sprækker og huller. Vi fejrer ankomsten til Kipoi med at spise en frokost, der vanen tro ikke er noget at skrive hjem om. Turen tilbage går med dobbelt fart og i højt humør. Noget svedig bliver man jo af sådan en gåtur, og badefaciliteter venter ikke hjemme ved vognen. Så i bilen har vi øjnene på stilke efter en bæk der ligger lidt privat. Kort før vi er tilbage ved vognen spotter vi en lovende flodseng. Bækken er næsten tørret ud, men ved en lille helligdom og direkte under nok en gammel flot stenbuebro viser en pool på en meters dybde sig, og den kan ikke ses fra vejen. Pigerne springer i dammen og de lidt mere kuldskære drenge vælger 2 andre strategier: Mads springer over, han er jo også i jernkondi og sveder ikke ;-), og Jesper tager en fjeldvask i en anden lille bæk omme bag broen.

Vi er rene og glade tilbage ved campingvognen lidt i 7 og en dejlig dag er ved at være ovre. Det er også ved at blive mørkt og det kræver at par overvejelser. Lyset klarer vi med vores lækre Harald Nyborg led-lamper og toiletbesøgene, vedtager vi, må klares i skoven, da alle enige om at tømning af campingtoilettet, er så meget rarere når det ikke indeholder ”fast materiale”. Det er derfor reserveret nattetisning, noget den halvtredsårige blandt os, ind i mellem dyrker. Men aftentisning i et område med en solid bjørnebestand kan i sig selv være lidt nervepirrende. Mest modig er Mads der ufortrødent på spejdermaner påmonterer pandelampen og tisser medens lyskeglen løbende skanner området i hektiske viftebevægelser.

Om natten er det alligevel lidt skummelt at sove midt oppe i bjergene blandt bjørnene, og pigerne insisterer på at sove sammen i overkøjen – alle ved jo at bjørne ikke kan klatre. Jesper er mere bekymret for at vi bliver vækket af behåret græsk landmand der vil have os væk fra sin jord. Det ser trods alt lidt demonstrativt ud når man har parkeret 6 meter campingvogn med støtteben og hele svineriet, der kan en autocamper bedre simulere at den bare er parkeret.

Næste tur bliver ruten mellem de to byer Kapesovo og Vradeto. Kapesovo ligger lige ved starten af en sidekløft til Vickos-kløften, og for at komme til nabobyen skal kløften forceres. Dette skal ifølge vores lille brochure ske ad en dramatisk udseende ”stentrappe”. Denne gang er der skilte i byen, bare ikke nogen der viser vej mod Vradeto, men ved at se os omkring spotter vi selve trappen der snoer sig op ad en meget stejl modstående fjeldside lidt længere oppe dalen. Med lidt anvendt logik omkring nemmeste rute finder vi op i dalen hvor kløften starter og her er der ganske rigtigt passage over til trappen. Så er det bare at få sat lårmusklerne i sving og starte opstigningen. Den brolagte sti snoer sig i serpentinersving op ad den stejle klippeside, og det er hårdt arbejde for alles lårmuskler. Efter en halvanden time når vi plateauet over kløften og herfra er resten af turen stille og rolig.

Stentrapperne snor sig op ad bjergsiden

På Vradetos lille torv spises frokost i lille snusket restaurant, betjent af en uhygiejnisk udseende bedstefar og et barnebarn, som er en underligt fe-agtig høj pige i tyverne, der som pigerne siger, mystisk nok er klædt i lyserød lidt som en børnehavepige og med en slags hjemmelavet tiara i håret. En stor tyk, ligeledes uhygiejnisk farmand er der også, men han har travlt med at spille stor og skænke raki over for en større turgruppe, der også er ankommet. Den store fede far diverterer gruppen med selvsmagende historier bl.a. om tiden som faldskærmsudspringer. Vi håber han var yngre og lettere dengang, for ellers må det have krævet en middelstor jumbo at få ham i luften. Byen har fast population 0, så det er alene i sæsonen der er folk her, og de fleste huse er lukket med hængelåse. Størsteparten af husene i områdets byer er rimeligt vedligeholdte, så der er kun enkelte ruiner i blandt. Den voksende turisme gør at der nu er små hoteller og restauranter i næste alle de hyggelige bjergbyer. Alle er indrettet i gamle huse, eller nybyggede i samme stil, hvilket gør at det oprindelige udtryk bevares.

Feen fra Vradeto

Bjerghotel

Da vi har ok tid, vælger vi efter frokost at overhøre Stinne og Maikens ønske om at gå tilbage og fortsætter videre mod udsigtspunktet Beloi. Det skulle give en flot udsigt over Vickoskløften og ligger kun en halv times yderligere gang væk. Der er lidt mørke skyer i omegnen og Maiken er træt og lidt bange for om der skulle blive tordenvejr. Vi var nemlig advaret om ikke at færdes deroppe i tordenvejr, da det ligger højt og udsat. Men vejret holder og vi når udsigtspunktet, der viser sig i den den grad at være turen værd. Det ligger som en lille muret terrasse i et skar, direkte på kanten af kløftens lodrette vægge. Selvom det ikke længere er første gang, bliver man fortsat chokeret over afstanden til kløftens bund og den måde afgrunden drager på. Med den dramatiske himmel, og skyer der spontant formes op langs kløftens sprækker er det et næsten udenjordisk syn. Der er som at være i et af Tolkiens universer, og man ville ikke være overrasket hvis der luntede en bjergtrold forbi.

Udsigt fra Beloi til Vickos Gorge

Det begynder nu at regne ganske let, og vi vælger at starte nedturen. Efter en pause i Vradeto hos en cafeejer, der efter en forespørgsel omkring vores nationalitet, peger ud i landskabet og siger ”Holsteiner cows – Dania very good”, må vi konstatere at regnen bare tager til. Vi diskuterer om en af os skal gå ned i turbotempo og hente bilen. Men det er både for farligt og for usportsligt, så vi tager alle turen sammen. Vi bliver lidt rigeligt våde, særligt dem der går i kondisko, men relationen til vejrguderne træder til igen, og vi belønnes med næsten tørvejr på sidste halve time ned af stentrappen. Her på den stejle våde sti kan vi få bekræftet den tidligere formodning, det føles utroligt sikkert med de tværgående trin, som vi nu pludselig er meget taknemmelige for. Igen er udsigten næsten åndeløst betagende med mørke skyer, blå stumper himmel og vilde klipper fyldt med frodig grøn vegetation, blomster og sjældne orkideer. Vi bader igen ved stamstedet og er hjemme ved 6 tiden. Vi nyder friheden og den totale mangel på tyske klimaflygtninge. Vi er dog løbet tør for fryseblokke men det lykkes os at få charmeret køleskabets gasdrift (som vi ellers havde opgivet) i gang, så nu er vi for alvor i stand til at fricampere.

Ned ad stentrapperne, nu i tørvejr

Orkide ved stentrappen

Sidste dag i Pindusbjergene bruger vi på at køre helt ind i den centrale del af parken. Turen derind er lang og snoet og en afstand på 30 km. tager ca. en times kørsel. Når man så tilmed har 2 meget køresyge men seje tøser med, forlænges turen yderligere med opkast og pausestop. I denne del af parken er bjergene virkeligt høje og store, omkring 2.500 meter. Målet er byen Iliochori og dens vandfald. Ved landevejen skiltes der pludselig med vandfaldet, og vi drejer skarpt af til højre, direkte ind på en smal stenbrolagt vej ned til landsbyens huse. Da hældningen klart er på firhjulstrækkerniveau bliver vi lidt lorne ved udsigten til at komme for langt ned af den lille vej. Vi standser i et sving og Henriette og Maiken forsvinder til fods nedad for at inspicere mulighederne. De charmerer en lokal bonde så vi kan smide bilen på en lille sti ved hans hus.

Vejen ned og op?

Den rette bil til Iliochori

Resten af turen ned ad den stejle vej foregår til fods, og vi havde aldrig fået bilen op igen hvis den først var kommet videre ned. Her leves et utroligt simpelt og fattigt landbrugsliv, men længst nede i byen er der faktisk en taverna. Et hus har en brolagt plads, og her står der stole og borde. Her er helt tomt, bortset fra en tandløs ældre herre og en mere fiffigt udseende midaldrende mand, begge i landmandsoutfit med gummistøvler. De sidder tilbagelænet i skyggen og ligner nogen der bare tager en pause fra stalden/marken. Man føler sig lidt hensat til en uhyggelig film om en lille by på den amerikanske prærie, hvor de alle er fætre/kusiner og fremmede bestemt ikke er velkomne. Der er intet menukort, der er ingen der signalerer at vi skal sætte os ned eller så meget som taler til os, og vi er nu noget i tvivl om hvad vi skal foretage os. Vi trækker det internationale nødkort og bestiller 3 cola, selvom vi egentlig havde lovet hinanden ikke at drikke cola på denne tur. Vi ved af erfaring at man altid kan få cola, selv ved en tibetansk yakoksekaravane i 4.500 meters højde i Nepal, og det viser sig igen at holde stik.

Taverne med tavse bønder

Efter at have indtaget de tre cola'er mens fire herrer  (to bønder mere er kommet til) ignorerer os, rejser vi os og tager turen ca. 1 km. videre ned til selve vandfaldet. Hele stien er brolagt, men flere steder skredet ud og skyllet væk. Et enkelt sted skal man forcere en lille bro, hvor en trediedel af trædeplankerne er knækket eller faldet ned. Vi sender først et barn over, vi har trods alt tre, og så følger vi andre. Vel nede belønnes vi af et flot vandfald med to store pools. Den øverste er dog for risikabel at komme op til, så vi vælger den nederste. Da der ikke er andre end os hopper vi alle splitterravende Hans-Jørgen i det klare blågrønne vand.

Vandfaldet i Iliochori

Mads fryser - bare en lille smule

Da vi rene og anstændigt påklædte begynder opstigningen, kommer der guddødeme et ældre, dårligt gående, ægtepar på vej ned. Havde de været lettere til bens havde de nok fået et chock ved synet af alle vores nøgne yndigheder i fri dressur, men nu lykkedes det forsynet at skåne dem gennem nedsat mobilitet. Hjemturen gik uden opkast, men ikke uden kvalme og med en sønderrivende sultfornemmelse – tre colaer til frokost rækker ikke til kl. 15 på sådan en dag. Da vi er tilbage spises en tiltrængt sen frokost af hvidt brød og marmelade og vognen gøres klar til afrejse – Albanien kalder.