Dag 35-37 Jesper bliver 50, vi spiser på frokostrestaurant og møder søreme også Palermo-Bent.

Næste morgen var hele campingvognen pyntet med hjemmelavede dannebrogsflag på samtlige låger og et morgenbord med varm kakao og et orgie i chokoladegaver. Stinne og Maiken havde lavet hver sin fantastiske tegning til deres gamle far. Maikens var af en flotVW campervan på vej ud i det grønne med nummerpladen ”2U FAR 50” og en advarselstavle der sagde ”Du er lige som en far skal være”. Stinnes var af en slumrende hanløve og fyldt med rosende ord, herunder ”Du ligner efterhånden en gammel træt hanløve, men du er da i hvert fald ikke nogen aggressiv gammel hanløve”. En dejligere måde at fejre en 50'års fødselsdags morgen findes nok ikke.

Fødselsdagsmorgenbord

Vi tog senere afsted til Valle dei Templi og brugte et par timer på at spadsere mellem gamle græske templer, nogle som ruiner og andre der stod ganske flot endnu. Først skulle vi dog gennem et meget grundigt securitycheck med metaldetektor og taske gennemgang. Det er helt klart, at eventuelle terrorister jo ikke ville kunne trænge ind på det kæmpestore ødebeliggende område på andre måder end gennem hovedindgangen. Alene det meget solide og velholdte hegn, der kun var faldet sammen et par hundrede steder, ville afholde dem, og så snakker vi slet ikke om de patruljerende vildhunde der tiggede mad fra turisterne med halen mellem benene. Områdets stand skyldtes i høj grad en tidligere engelsk officer, som tilbage i starten af sidste århundrede viede sit liv og formue til at undersøge ruinerne, og få nogle genopbygget igen. Når man står og ser ud over resterne af et tempel, med kæmpestore tonstunge byggesten kastet i alle retninger, kan man godt stå og undre sig lidt over, hvordan det dog er lykkedes nogen at ødelægge det så grundigt. Begge os voksne tog os selv i at stå med netop den tanke, og overveje hvordan nogen da kan få kastet så meget rundt med tingene. Vi var lidt flove over hvor lang tid det tog os at gennemskue at det jo nok er jordskælv der står bag roderiet. Men også den tanke bliver man lidt lille af, for det må godt nok have været store kræfter der har været på spil. Efter 2 timer og en ordentlig tordenskylle i ruinerne var vi tilbage ved bilen, som vi også denne gang havde lavet en bedstefar Hans manøvre med, og parkeret den udenfor den officielle parkeringsplads så vi kunne spare p-gebyret. At den valgte parkering så betød at udkørslen skulle foregå sidelæns midt i indersiden af et sving, fyldt med italienske lavtflyvende Fiat-missiler i alle retninger øgede jo kun oplevelsen – men vi slap ud.

Er der hul igennem?

Fagter der signalerer vores holdning til tordenbyger

Næste dag forsøgte vi at komme over og se den glinsende hvide klint Scala dei Turchi som skulle ligge 2 km. fra camperstoppet. Godt nok var det overskyet og blæsende, men det var jo forsøget værd. Vi valgte dog at tage bilen frem for at gå. Efter at have forceret trappen ned til stranden måtte vi erkende at der var højvande, og det derfor ikke var muligt at vandre langs kysten op til selve klinten, så vi måtte nøjes med et kig på afstand til de, i mangel på solskin, smågrå klinter – ikke just nogen stor oplevelse. Vi besluttede derfor at rykke teltpælene op, da en misligeholdt parkeringsplads måske ikke var det mest tiltalende sted at tilbringe yderligere en kold regnvejrsdag. Diskussionen gik mest på om vi skulle sætte det lange ben foran og sætte kurs mod Grækenland, i håbet om solskin og varmegrader, eller vi endnu ikke var helt færdige med Sicilien.

Scala dei Turchi - i gråvejr

Næste stop blev dog Isola delle Feminine (et lovende navn) hvor der ifølge vores campingbog skulle befinde sig en dejlig campingplads, nær metroforbindelse til Palermo som vi gerne ville se. Vel af motorvejen kom vi ned gennem en række smalle ensrettede gader fyldt med biler og fodgængere, og uden at skade nogen af delene lykkedes det os at finde vej ned på lungomaren (promenadevejen langs kysten). Et mere misligeholdt og trist syn skulle man lede længe efter, store grå bølger skyllede ind mod en møgbeskidt stenstrand fyldt med plastaffald, gamle havestole, sko og blandet havforurening i sådanne mængder, at det alligevel kunne imponere os – selv efter en måned i syditaliens forfald og bunker af henkastet affald. Selve vejen var ujævn og fyldt med huller og var flankeret af afskallet beton og halvdøde palmer. Vi var stort set klar til at køre videre med det samme, men fandt dog den smalle indkørsel til Camping la Playa og fik vogntoget vredet derind.

Pladsen var bestyret af et par tilknappede søstre som ikke havde stået forrest i køen da vorherre delte charme-gener ud. Metroen viste sig at være lukket grundet et meget langtrukket forsøge på at gøre den funktionsdygtig, så vi var henvist til at bruge en erstatningsbus, som de imidlertid først kunne forklare os om hvis vi mødte op i receptionen kl. 19.15. Vi fandt en plads i regnvejret og fik slået støttebenene ned og krøb i ly i vognen. Næste dag viste sig ligeså lidt imødekommende, og pladsen viste sig at være udstyret med et sindrigt vandbesparende og lettere nedværdigende brusesystem med følgende brugervenlige setup: Vælg en bruse kabine, nummer 1-3 hos herrerne og 4-6 hos damerne, affør dig mest muligt tøj og sæt sæbe med mere klar. Gå derefter ud af brusekabinen, ud foran hele bygningen, indfør lille plastdimmer med 10 mulige bruseklip i smal automatsprække, afvent klonk-lyd (som vi kender den fra Århus sporvejes gamle klippekortsautomater). Når klonkende afklipning af et bruseklip er foretaget vælges det rette brusekabinenummer på et display og godkendes – efterfølgende har du så 10 sekunder til at få møvet kadaveret tilbage i valgte kabine inden de fire minutters lunkent vand du netop har opnået ejendomsret over, begynder at løbe. Dette var det teoretiske forløb, men da det var første åbningsdag i sæsonen betød det i praksis at oplevelsen blev forlænget lidt. Plastdimmer indsat – intet klonk – 10 forsøg senere – fortsat intet klonk. Ind og montere ærbar påklædning, vandre tur ned til receptionsbygning, forhandle med mistroisk charmeforladt dame om tilkaldelsen af hendes i øvrigt søde mand, som ved hjælp af trylleri med en skruetrækker aftvang badeautomat et højlydt klonk, med efterfølgende spurt til kabinen for at afføre sig tøjet inden vandet var holdt op med at løbe. Læg så til at det hele foregik ved ca. 10 graders varme og i småregn – ikke den fede måde at starte dagen på.

Grundet dagsregn udskød vi ekskursion til Palermo til den efterfølgende dag og fik dagen til at gå, mestendels spærret inde i vognen med skolearbejde og læsning. Kun afbrudt af en aftengåtur i støvregn, op for at spise i den lille by. Her fandt vi et lille pizzaria og delte tre pizzaer for næsten igen penge. På hjemvejen ringede kirkeklokkerne (klokken 20 minutter i 9) og vi besluttede os for at tage en katolsk gudstjeneste med i handlen. Det var sjovt at se hvor fyldt sådan en kirke er på en helt almindelig hverdagsaften. Det er tydeligt at alle kender hinanden og der bliver småsnakket og kindkysset til den store guldmedajle, krydret med knæfald for altret og små ture om bag ved for at ordne praktiske ting, og hilse på personalet. Gudstjenesten blev forrettet af passende sortklædt og ganske nydelig præst, som havde en prædiken som handlede sjovt nok om kampen for troen og guds kærlighed. Indlagt var sange understøttet af to guitarister. Noget af det der gjorde indtryk var at præsten falder på knæ for en centralt placeret bling-bling stråleglans med en ædelsten (eller et stykke farvet glas) som også dele af menigheden var oppe og gøre knæfald for. Under dele af prædikenen lå også de to guitarister på knæ – ganske umageligt så det ud. Det var dog heller ikke mere helligt, end at det kunne afbrydes midlertidigt, da den ene vurderede at det var på tide at få skiftet batterier i præstens mikrofon. Da det viste sig at være noget der mindede om en helaftensforestilling valgte vi at bruge et af de musikalske indslag til at gennemføre et elegant exit. Vi syntes selv at vi slap heldigt fra det, men det viste sig at vi var blevet bemærket. På vejen hjem tiltog støvregnen stille og roligt til et regulært uvejr (af bibelske dimensioner havde man nær sagt) hvor bølgerne slog voldsomt ind over havnefronten med hav og himmel i et. Resultat: Fem dyngvåde folk som valgte at løbe det sidste stykke. Og så den regulært bibelske hævn – i samme sekund vi nåede campingpladsen stilnede det af – vi kunne næsten høre latteren i det høje.

Næste dag rettede vejret sig dog henad frokost og vi valgte at tage bilen ind til Palermo for at udnytte dagen bedst muligt. Vi har efterhånden skrevet meget om syditaliensk trafikkaos, men intet kan måle sig med Palermo, hvor selv Jesper med hans ellers stoiske ro bag rattet var ved at gå ud af sit gode (nu halvtresårige) skind. Vi havde sat GPS'en til en parkeringsplads i nærheden af centrum, men da vi kom derhen, efter flere runder i samme rundkørsel og rundt af de samme små veje, stod der snuskede banditter alle vegne som var meget forhippede på at hjælpe os med at parkere. Der var ikke nogen tvivl om, at deres hjælp ikke var noget man skulle indlade sig på, og efter flere runder rundt i kvarteret og et bravt forsøg på at køre ind af udkørslen til en parkeringskælder, valgte vi at køre til et andet parkeringsområde i Palermo. Det viste sig så imidlertid ikke at være et parkeringsområde man kunne benytte, medmindre man havde tænkt sig at tage færgen, så vi måtte holde ind til siden og genoverveje mulighederne nok en gang. Rundt omring os var der parkeret i alle tænkelige afskygninger af ulovlig parkering – men det turde vi alligevel ikke indlade os på. Jesper var efterhånden så tyndslidt, at han var parat til at tage tilbage til campingpladsen, men gik dog med til at give det et sidste forsøg og her lykkes det os at finde et hul på en rolig vej, efter italienske forhold, hvor vi var nogenlunde trygge ved at forlade bilen. Nu gik den vilde jagt efter en musikbutik hvor vi kunne købe nye plektorer og efter et sted vi kunne få noget hårdt tiltrængt frokost. Nu ved vi ikke om alle kender udtrykket Palermo-Bent, som karakteriserer sådan en en lidt for slikket type i kikset tøj – men undervejs, lige midt i Palermo stod han der – den vaskeægte Palermo-Bent – fuldstændigt som man havde forestillet sig. Håndtegnet illustration følger senere.

Vi spiste en glimrende frokost, Pasta Vongole og Pasta Ragu, på et lille frokostrestaurant, med meget sød betjening iført pirattørklæder. Restauranten havde tydeligvis mange stamkunder og det forstår man godt for det var både billigt og lækkert og menuen skiftede fra dag til dag. Ejeren af stedet havde anskaffet en app til sin mobil, som kunne oversætte alt hvad hun sagde, og det var tydeligvis en fornøjelse for hende at se den i funktion. Så hun brugte meget tid på at sætte os ind i hvad man kunne få – det var faktisk ofte nemmere at forstå det itaienske:-). Alle som spiste der var på kindkys med personalet og en herre på vej ud, var henne forbi vores bord for at kommentere misforholdet mellem størrelsen på Maiken og størrelsen på den portion pasta hun havde bestilt. Da han lidt senere vendte tilbage igen, kaldte vi ham hen for at se, at hun faktisk havde sat det hele til livs. Så fik vi en lille snak om hvordan man holder frokostpause fra arbejde i Italien og går på restaurant med kaffe, dolce og det hele, samt en lille historie om hans fætter som var læge med speciale i hudcancer bosiddende i Danmark. Det var virkeligt hyggeligt at være på et sted hvor alle skulle have en snak med ejeren, kokken eller tjenerne – det hele var som en stor familie – og guddødemig om ikke bessefar kom ned fra privaten med et par tomme tallerkner til opvasken – mere autentisk bliver det vist ikke. Tilbage ved vores uskadte bil sad der selvfølgelig en p-bøde i ruden. Vi havde parkeret lovligt, indenfor båsen og alt var i orden - man skulle bare have trukket en p-billet fra en eller anden usynlig automat – øv.

Palermo er hyggelig at slentre rundt i, vores eneste egentlige destination var et dukketeatermuseum, som vi i første omgang forvekslede med et dukketeater, hvor truppen dog var taget på tourne. Så googlede vi ny adresse og denne gang var der gevinst. Et lille halvstøvet museum fyldt med teaterdukker fra alle egne af jorden, inklusive vietnamesiske vandteaterdukker som vi kender dem fra Hanoi. Mest spændende var faktisk en række sorthvide billeder taget af en italiensk/amerikansk fotograf på Sicilien omkring 1950 som led i dokumentation af Marshall-hjælpens konsekvenser. Henriette ville gerne forbi botanisk have – det kom vi dog ikke. Men vi fandt ved et tilfælde en meget lille Parco Garibaldi med nogle helt utrolige forvoksede stuepalmer, som sætter luftrødder ud fra grenene som ad åre bliver til støttestammer og giver et helt eventyrligt og surrealistisk resultat.

Seriøse stuepalmer

Dukketeatermuseet - lidt spooky var det!

Dag 31 - 35 Tre udgaver af den Sicilianske kvinde og Necropoli Pantalica

Vi var også en tur til Syracusas gamle bydel, som ligger på en lille ø, hvor mange af stenene fra teatret nu er endt. Et skønt sted at slentre rundt, hvor vi så et sjovt lille privat museum med Leonardo da Vincis og Archimedes mange maskiner og konstruktioner. De fleste i en udgave hvor man kunne pille ved dem og prøve funktionaliteten. Inden vi blev lukket ind, fik vi dog læst og påskrevet af Siracusas svar på Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, en dame bag et panserværn af et skrivebord med et meget firskårent og maskulint kropsprog, som ikke lod een det mindste i tvivl om, at man alvorligt ville fortryde at bryde nogle af påbudene. Hun var flankeret af den onde tvilling, en noget mere feminin dame, som bag sit anderledes lette glasskrivebord, signalerede endnu mindre imødekommenhed. Hun værdigede os ganske enkelt ikke et blik, mente vel at al nødvendig kommunikation var klaret med den håndskrevne seddel, der stod centralt på bordet. ”Do not sit down or touch the desk”. Det var ikke umidelbart klart om forbuddet alene omfattede glasbordet eller også inddrog de to stole foran i en forbudszone. Vi følte ingen trang til at afprøve sagen men koncentrerede os om udstillingen, der faktisk var rigtigt fin og gav mange gode snakke om vægtstangsprincip, gearing og anden mekanik – dagens fysikundervisning hermed klaret. Dagen blev rundet af på en bar, der serverede et dejligt ærligt måltid mad. Store portioner af simpel velsmagende mad, og dejlig italiensk Birra.

Et par dage senere vender vi tilbage for at se Noto i aftenlys og ender på Gelato Bianchi på hovedgaden. Her får vi fantastisk is og betjenes af en pige i 30'erne som har en noget særegen makeup, der var løbet lidt, med meget sort ved øjnene, der giver hende et noget træt og lidt forgrædt udtryk. Hun er umiddelbart temmelig reserveret, men da butikken er tom, henvender hun sig pludselig til os på gebrokkent engelsk. Vi snakker om is i DK og Italien og hun siger, at de har den gode is, fordi de har de lokale råvarer. Hun fortæller om en særlig sød sommercitron, der er mange gange større end normale (og især vinter-) citroner. Vi er ganske overbeviste om, at hun mener Pomeloer, men efter hektisk søgen på mobilen viser hun et billede fra i sommers af en kæmpecitron, hun havde pyntet i butikken, samt en hel masse små, hun også havde malet ansigter på. Og så spørger vi ind til, hvordan man tillaver artiskokker, og det tager hun temmelig alvorligt: Med mimik, fagter, italiensk, engelsk, hovedrysten, diverse rekvisitter fra butikken (herunder en papirsblomst hun måtte kravle helt op på disken for at få fat i – den skulle agere artiskok, når hun skulle demonstrere, hvordan man blødgjorde ved at hamre den ned i bordet) og lidt google translate får vi en traditionel Siciliansk opskrift på kogt og friteret artiskok, suppleret med en mimet udgave af, hvordan den spises – det var en oplevelse i sig selv.

Vi tager også i Necropoli Pantalica, som ligger 30 km. vest for Siracusa. Et fantastisk kløftlandskab, hvor der løber en lille flod/å. I de høje kløfter har fortidsfolket i bronzealderen indhugget grave i de lodrette klipper – ca 5000 stk, tidsmæssigt fordelt over hele bronzealderen. Mange på steder man ikke forstår, de har kunnet nå. Nogle klipper ligner næsten schweizerost, så gennemhullede er de. Nede i bunden af kløften løber en krystalklar å, der danner et paradisisk lille badebassin, hvor hele familien benytter det varme vejr til at hoppe i ”au naturel”. Vi bruger hele dagen på at vandre og tage på opdagelse i kløfterne, og efter at have stødt på en lokal lille mand, som indviede os i stedets historie, tog vi også den noget lodrette gedesti ned i kløften til en flagermusegrotte. Den var ikke for de højdeskrække. Han fortalte også, at den fontæne, vi så ved det græske teater i Syracusa, faktisk springer med vand fra åen i bunden af kløften. Grækerne har for 2.500 år siden etableret 30 km. akvædukt, hvoraf store dele er underjordisk i op til 10-20 meters dybde. Her nede i klippen er der så hugget en mandshøj tunnel med vedligeholdelsesskakter op eller ud til overfladen. Det er vildt imponerende og den er fortsat en den af Syracusas vandforsyning. Bygget af Karthageniensiske krigsfanger, i lighed med det Græske teater. Vi afsluttede dagen med endnu et bad, denne gang kun børnene.

Fersk kilde i Syracusa hvor der vokser papyrus - ti meter fra havet

Tiden ved Lido de Noto var nu løbet ud og vi skulle videre. Vi startede dagen med at besøge naturreservatet Vendicari og mosaikkerne i Villa Tellaro. Man fandt mosaikkerne i 1971 ved udgravninger på en lille landejendom og det viste sig, at der havde ligget en meget stor romersk villa her midt i ingenting. Mosaikkerne er nogle af de finere polycrome mosaikker man har fundet, og endnu en gang er man ved at tabe kæberne over, hvor raffinerede de gamle romere har været. Kæmpestore rum på 25 – 60 m2 med fulde mosaikgulve i fantastiske farver – virkeligt et besøg værd, og meget overskueligt.

Der er bygget en gangbro, så man kan kigge ned på de smukke mosaikker

Velbevaret mosaik fra Villa Tellaro

Vendicari er et fuglereservat, hvor vi nød solen, så på flamingoer, ibis-storke, ske-storke og mere velkendte fiskehejrer. Stedet rummede også en århundredgammel fabriksruin, som senest i 1940'erne havde været en fiskefabrik. Nu stod kun ruinerne tilbage og mindede mere om en slags tempel med store flotte søjler, der oprindeligt havde båret et tag, men nu så helt mytiske ud. Ved tre/fire tiden var vi så klar til at køre mod Agrigento, hvor vi havde fået anbefalet et campersted ved Scala dei Turchi.

Stisystem gennem sumpområde i fuglereservatet 

Havet ligger for enden af stien og fødderne bliver dyppet

Så skal fødderne tørres inden vi går hen til ruinerne 

Pigerne på opdagelse

Ruinerne fra en tunfabrik

To skestorke der går og hygger sig i vandkanten

Nu er det måske ved at være trivielt at høre om GPS-drillerier, men når man på samme dag har kørt tværs gennem hele det centrale Sicilien fordi GPS'en mente, at det var en hurtigere rute end den mere direkte vej langs kysten, når turen tager nærmere fem end tre timer, når mørket falder på og den vælger at dirigere en af unavngivne veje med jordskælvslignende tværgående buler i vejen, der har fået campingvognen til at danse ukontrolleret med hylende blokerede bremser bag én – så fylder GPS'en en hel del i ens bevidsthed. Nå den så tilmed ender dagen med at opgradere fra hyppige momentane udfald til fuldstændigt at opgive ævred umiddelbart ved ankomsten til destinationsbyen kl. 19.30 om aftenen, så man må skifte til google navigation mens man håndterer tæt aftentrafik i en ukendt by – så er man ved at være bare lidt brugt. Da GPS'en stod af sagde den 5 min tilbage. Da google kom op at køre sagde den så16 minutter tilbage, med en lang omvej gennem meget skumle industrikvarterer tilfølge og endelig bragte den os til en slutdestination, hvor der i hvert fald ikke var noget camperstop. Efter lidt rådslagning fik vi identificeret fejlen, vi var kørt lige forbi for 100 meter siden. Da vejen var ensrettet kunne vi imidlertid ikke bare køre tilbage, og vi slog derfor googlemaps til igen, nu med rette destination. Estimeret køretid til destination 17 minutter – HVAD! - det var jo lige 100 meter nede af vejen!!!. Her tabte vi al tillid til moderne teknik og valgte at køre turen på fornemmelsen – det viste sig muligt at foretage en uvending og komme ind på den ensrettede del 10 meter før campingpladsen – succes og køretid 1-2 minutter. To minutter efter vi ankom på pladsen, låste de porten for natten – phew!

Da det var sent var der heldigvis en fiskerestaurant tæt derved som også havde pizza ovn og billige pizzaer. Den noget klistrede tjener, som altid havde et ”the cook recommends” forslag i baglommen fik os prakket følgende på: Henriette fik en Seabass – freshly killed and grilled, og Jesper og Mads fik house pizza. Fisken viste sig at være netop det, en fisk vendt på grillen uden nogen form for tilbehør, udover nogle meget tynde striber af forskellige uidentificerbare saucer/marmelader. Pizzaen var en gyselig opfindelse med Prosciutto Crudo, rucola, champignon, parmesanflager, dåsemajs og urimelige mængder af en palmeoliebaseret substans ala Arlas pizzatopping. De øvrige fiskehovedretter lå omkring 12-14 euro, men da regningen kom viste det sig at den grillede Pesce selvfølgelig gik for 20 euro – således fyldt med en blanding af palmeolie og fortrydelse traskede vi hjem og afsluttede dermed Jespers sidste dag som 49 årig.

Dag 29 - 31 Lido de Noto, Syracusa og lokalkolorit

Turen går glat, da vi vælger motorvejen og dermed slipper for voldsomme stigninger og hårnålesving på smalle veje. Den nye plads findes efter det nu forventelige GPS-svigt. Indkørslen viser sig at ligge vinkelret ud til landevejen i en højrekurve, skiltet en meter før selve svinget – vi når lige at bremse op, men ikke at svinge ind. Så vi kører videre og vender vognen og kommer retur. Denne gang tør vi dog heller ikke svinge ind, da indkørslen kun lige er på længde med vores vogntog og afsluttes af en halvt lukket port, og midtvejs er der krydsende jernbanespor. Ikke lige stedet man har lyst til at holde og vente på, om man kan få porten åbnet, mens toget måske, måske ikke kommer. Til sidst tog vi dog chancen og sporet viste sig at være delvist asfalteret over – så risikoen for tog var nok lidt overvurderet. En venlig fastliggende germaner blev opsporet og han hjalp med at få os ind og få fundet en plads. Alberto, som passer pladsen, ville først komme senere.

Lido di Noto

Vi er derfor nu på Oasi Park Falconara ganske tæt ved Lido di Noto på sydøstkysten. En ganske lille discountplads til 13 euro pr. nat. Derfor er her vel ca. 8-10 campere med tyske klimaflygtninge i form af meget stilfærdige pensionister. I går, lørdag eftermiddag kom imidlertid italiener-weekendinvasionen. Ind på pladsen rullede tre lettere bedagede autocampere, og på et splitsekund ændrede hele pladsen karakter. Ud væltede castet til en mafiafilm fra Napolis snævre gyder. Den store gamle alfahan med grå manke, skinnende halskæde, stor mave og temmelig dårlige tænder, som dog for det meste lyser i et hyggeligt grin. Fruen, en lille tynd dame, som ser ud som om livet har været lidt hårdt, Sønnike med blankt sort hår barberet op i siden på bøllemanér, hans frue med lillakikset hårfarvning og kronisk monteret smøg. I lighed med de øvrige tre damer i entouraget er hun ikke just diskret på makeupfronten, og som første stop efter at de gamle biler er kørt på plads i en sky af halvforbrændt diesel, cigaretrøg og italienske udråb og fagter, styrer samtlige donnaer efter toilettet, hvor de starter med at glatte hår, rette makeupen og checke at brintoverilte-blonderingen fortsat holder, også i bunden - alt foretages med smøgen i den ene hånd eller i flaben. Alt i alt er der tre familier, plus et sæt bedsteforældre (alfahan og frue) og en bunke unger. Så nu er roen forbi, der råbes, diskuteres, spilles musik og leves – det er faktisk ret festligt.

Alle cykler rundt på de medbragte børnecykler, også de voksne som tager noget, der mest minder om kæresteture, hvor fyren og damen cykler runder her på pladsen og fyren viser imponatortricks ved at forsøge at køre med en hånd (ca. 10 cm. før han er ved at vælte), samt køre på baghjulet hvilket han heller ikke kan finde ud af – men de tager ufortrødent et par runder mere på den meget lille plads. Damen med blomstret hoodie om livet, sort striktrøje og sort tophue med kvast, i venstre hånd holdes permanent en tændt smøg uanset tid og aktivitet.

Der er også kommet yderligere en italiensk familie, som dog er fra en lidt anden socialklasse. De har en sød pige med lange fletninger, som Stinne og Maiken gerne vil i kontakt med. Det er dog svært, for da de nærmer sig med badmintonketchere sker der ikke rigtigt noget – og spørge tør man jo ikke. De vender tilbage og erklærer, at pigen er mindst 15 år, og de derfor tror, hun ikke gider at være sammen med dem. Det hele løser sig først, da Henriette tager teten og tager dem med over og introducerer. Det viser sig, at pigen er 12 år og rigtigt sød og forsigtig. Hun er kommet til skade med armen, så derfor ingen badminton. De finder i stedet sammen om silk clay og derfra ser vi ikke mere til pigerne – der skal hentes hjem til aftensmaden. Mads bliver tilbedt af en hoben mindre men småfede napolitanske gadebanditter. Det viser sig hurtigt, at han kan en række tricks, der kan imponere dem. Han løber hurtigere end dem, er bedre til at klatre (de spørger om han går til parcour) og til Mads's meget store forbavselse, er han også bedre til fodbold end de er. Det er lidt nyt for Mads at være sportsgeni, så det nyder han i store drag.

Gadebanditter 

Pladsen er et meget simpelt camperstop, og alt ordnes af Alberto, som anviser pladser, gør rent, renser toiletter, beskærer buske og indkasserer betaling. En utroligt sød, kvik og imødekommende fyr, som hurtigt er ovre og egenhændigt skifter vores strømstik så vi får 6 og ikke 2 ampere. For de ikke strømkyndige skal tilføjes, at 2A ikke er meget, hvis man også godt vil have lidt varme og varmt vand på vognen. Han taler kun italiensk, men er ganske nem at forstå. Installationerne er primitive og består af nogle træbarakker med toiletter og bad. Men badet er direkte under citrontræerne, så man står og bruser sig under modne gule citroner – det burde være en menneskeret at tage bad under citrontræer. Det lykkes også hurtigt ungerne at besnakke Alberto, så han skaffer dem en håndfuld friske citroner fra træerne. Når man kører ind ligner det en plads man maks. bliver på een dag, nu har vi været her i seks! Vi har også mødt Gudrun fra Tyskland, som havde behov for at få oversætterhjælp til et afsnit i en Fanø-strikkeopskrift på dansk, som hun var kørt fast i. Så nu er vi lidt stivere i ret, vrang, glatstrik, kiggekant og andre strikkefaglige udtryk.

I løbet af dagene har vi været i Noto, som har en meget flot men også nedslidt bykerne i ren Siciliansk barokarkitektur og derfor er Unesco verdensarv. Det er dog noget, man kan nå at se på en eftermiddag, da alt bortset fra hovedgaden er lettere miserabelt. Hovedgaden er til gengæld virkelig flot og bygningerne nærmest lyser af den specielle sandsten, de er konstrueret af. Vi spiste Siciliansk street food, som består af forskellige former for dejpakker, enten bagt eller friteret med et indhold af f.eks. ris, kartofler, grøntsager, fisk, skinke, kyllinge, okse eller hestekød (her averteret som en særlig delikatesse). En pakke udgør i sig selv en fuld frokostret, og det er ikke let kost. I nogle af udgaverne er der også indbagt pomfritter sammen med diverse andet fyld.

Siciliansk barok, Noto

Næste eskursion er en tur til den gamle hovedby i middelhavsområdet Syracusa, hjemby for Archimedes. Vi starter igen med ruinerne (stakkels børn). På et stort område nord for byen ligger der græske og romerske ruiner. Det græske teater er oprindeligt bygget omkring 500 år BC og ad flere gange efterfølgende udvidet og renoveret til senere behov. Mener at kunne huske at det har været i brug frem til år 440 – altså vel omkring 900 års brugstid. Her kunne vi i dag godt lære lidt omkring holdbar og smuk offentlig arkitektur. Efter det havde overlevet så længe, lå det brak i århundreder, indtil nogle invaderende, omstillingsparate og dynamiske spaniere besluttede at mange af stenene kunne finde bedre anvendelse i diverse bymure, forsvarsværker og paladser. Da teatret oprindelig kunne huse ca. 16.000 publikummer er der dog stadig så meget tilbage, at man kan forestille sig, hvor stort det har været. Det ligger virkeligt smukt med udsigt over bugten, og allerøverst oppe løber der vand i en lille dam/fontæne.

Kilden

Klippegrave fra bronzealderen udforskes

Det græske amfiteater nedenfor gravene

Her stod vi lidt og snakkede om, hvor det lækre og klare vand mon kom fra, da vi var nær toppen af det højdedrag teatret ligger på, og vand jo sjældent springer på toppen af af ting af sig selv. Neden for teatret lå Dionysos Øre, en fabelagtig spiralformet klippesprække der stille snævres ind til en meters brede, hvor den stopper 50 meter inde i klippen. Hele vejen ind er højden uændret ca 25 meter!

Dionysos Øre

Øret er del af et meget stort stenbrud som i dag er plantet til som appelsin- og citronplantage. Her stod vi og nød synet af de modne citrusfrugter, og diskuterede om det nu var ok at hoppe over hegnet og stjæle et par stykker. Et pensioneret fransk ægtepar passerede forbi og stansede op lidt længere henne af stien. Her blev manden stående underligt umotiveret, mens fruen fortsatte videre. Han lignede Jesper's far Niels en hel del, både i statur, påklædning og særligt i det lidt skælmske blik. Da vi jo er ordentlige mennesker formanede vi ungerne og drog tomhændede videre. Et hurtigt blik bagud afslørede at franskmanden, der nu troede sig alene, på bedste ”Niels-manér” havde planket den og nu tøffede målrettet rundt inde blandt citrontræerne. Men det har englænderne jo sagt i mange år – man kan ikke stole på ”the frigging frog-eating french”.

Videre rundt viste det sig, at romerne lige havde knaldet yderligere et kæmpestort teater op, da det første ikke egnede sig til gladiatorkampe. Det er helt utroligt, hvor mange og hvor store bygningsværker de gamle civilisationer har formået at etablere – særligt når man tænker på, hvor få mennesker de faktisk var. Men det billiggør selvfølgelig processen lidt, hvis man har slaver til rådighed.

Close-up af det  romerske amfiteater med gekko'er 

Dag 25-28 På vulkaner med snegale italienere og afsted til ny destination

Da vejret i weekenden så godt ud både lørdag og søndag, valgte vi at tage the Etna Challenge allerede om lørdagen. Da der er koldt på vulkaner (og andre høje bjerge) om morgenen og fordi vi er lidt sløve i optrækket, kom vi først afsted lidt før 10 til en halvanden times køretur fra Sant'Allesio. Køreturen var GPS'et til en by ved foden af Etna, som var indgangen til sydsiden af vulkanen, og så regnede vi med, at der var skiltet derfra til bjerget. Vejret var fint, men da vi kom forbi Taormina og fik det første kig til Etna, blev vi svært skuffede. Toppen lå indhyllet i store lysegrå skyer – ikke lige favoritvejr til ”bjergbestigning”. Da vi kom til byen Zafferana Etnea, var der ganske rigtigt skiltet – hold da op hvor var der skiltet, Etna sud, Etna Nord, Etna ditten og Etna datten. Gennem små smalle hullede mærkelige veje, sporadisk dekoreret med henkastet affald, lykkes det os faktisk uden de store fejl at navigere byens labyrint og ramme den rigtige vej mod CAI hytten Rifugio Sapienza. Men så snart vi kom ud af byen kom tågen og skyerne og det var tydeligt at vi ikke skulle komme til at nyde udsigten fra Etnas top. De næste par hundrede højdemeter foregik i køligt diset smågråt vejr og vi var lidt misfornøjede over at skulle se Etna i gråvejr. Men pludselig ser vi et hul gennem skyerne, og der ligger de sneklædte tinder og stråler i solen. Og et par hundrede meter højere oppe kommer vi op over skyerne til et bjerg badet i solskin.

Refugiet er det højeste punkt (1910 m.) man kan køre til og ligger smukt placeret midt blandt kratere, hvoraf det seneste er fra 2002. Der er rigtigt pænt, sporadisk snedækket men også en masse parkeringspladser, souvenirboder, restauranter, en turistrundtursudbyder og endelig en kabinelift der kan løfte en yderligere 500 meter op af bjerget. Vi parkerede på den første del af parkeringspladsen og gik så afsted for at finde kabineliften. Vel fremme ved refugiet og liften kommer Jesper så i tanke om at vi ikke har købt en p-billet og et hurtigt check af de nærmeste bilers forruder viser at de fleste har en billet. Den altid fornuftige Henriette supplerer med at vi også mangler at få solcreme på. Jesper ager derfor retur mod bilen for at rette op på de to ulykker. Undervejs går der bedstefar Hans-manøvre i den, da Jesper begynder at foretage systematiske observationer af de parkerede bilers forruder og bemærker en statistisk signifikant sammenhæng. Jo længere væk man kommer fra det centrale område, desto mere falder frekvensen af biler med p-billet. Helt henne i den ydre ende hvor vi holder parkeret er der stort set ingen med p-billet. Nu koster sådan en djævel jo faktisk 6 euro – og de kunne jo være rare at spare. Som den opmærksomme læser nok allerede har gættet betyder dette analysearbejde at den anden opgave omkring solcremen glider let i baggrunden. Da husbonden glædesstrålende kommer retur til familien mødes han af et let opgivende blik fra resten af familien – som dog høfligt afholder sig fra kommentarer i stil med ”Mænd kan kunne holde en tanke af gangen”. Mon ikke det går uden ekstra solcreme, pigerne havde trods alt fået lidt på i bilen. Afsted og ind og betale de knap 150 euro til bjergbanekonsortiet så vi kunne komme op på bjerget. Over alt var der snegale italienere i store dynejakker og trendy solbriller, som havde medbragt kælke og andet snelegetøj for at få det fulde udbytte ud af den sjældne sne. Det noget tunge føre af småsmeltende sne lod ikke til at lægge nogen dæmper på dem, mens vi andre snevante nordboere var lidt sværere at imponere. Turen op med liften var en imponerende oplevelse og allerede her fik fantastiske panorama kig ud over Sicilien.

Dreng + sne = kæmpe snebold 

Da vi stod af liften blev vi overvældet af det skarpe lys, heroppe i 2500 m. var der stort set snedækket og man blev ganske enkelt blændet når man forlod liftbygningen. Pigerne var noget i tvivl om hvorvidt deres øjne nogensinde ville kunne vænnes til det stærke lys. Vi besluttede at tage en god travetur op af vulkanen, så langt som vi nu orkede. Der var også muligheden for at blive kørt yderligere 500 meter op af bjerget af nogle store larvefods-snebusser, men det syntes vi var for usportsligt (og så var det måske også lige en kende dyrt). Vi snørede derfor støvlerne og begav os opad langs med sporet fra busserne. 

Den lidt skuffede kropsholdning man kan se, afspejler ikke ungernes virkelige tilstand.
 De ville rent faktisk hellere gå op, end tage pensionistbussen. 

Det var som at gå i havregrød, når man gik i sporet fra busserne, men søgte man ud i sneen ved siden af var føret faktisk fint. Det var ganske tydeligt at vi var kommet til vejrs, for højdemeter bider altså anderledes hårdt når man kommer over de 2500 meter. Så det krævede at vi løbende satte små delmål med pauser og så bare tog turen op i små bidder. Vi fik efter et stykke tid øje på en højtbeliggende lille bjerghytte og besluttede os for at se om vi kunne nå denne. På de sidste hundrede højdemeter derop holdt vi vel pauser for hver 50-100 skridt, og det krævede løbende arbejde med motivationen at få alle mand med op.

Den hårde tur mod udsigtspunktet.

Men stille og roligt lykkedes det os faktisk at nå hytten, som vel ligger i omkring 28-2900 meters højde. I den højde blæste det en del, trods det i øvrigt fantastiske vejr og planen var at bruge hytten til at finde læ så vi kunne spise lidt sen frokost. De medbragte brød med pølse og skinke samt dåsefanta smagte fantastisk, og udsigten var formidabel. Vi var nu så højt oppe at vi kunne se ned over flere smukke kraterkegler, hvor der faktisk steg en lille smule røg af det ene. Alle mand nød at være kommet til tops, men det var koldt og vi var nu klar til nedstigningen.

Så nåede vi endelig toppen....Smil til fotografen!

Her gik det op for ungerne hvor nemt det er at gå nedad i sne, og vi fløj ned af vulkanen i højt humør og med store smil. Hvor det havde taget os mere end 2 timer at gå opad, tog det nærmere en halv time at løbe ned. Hele vejen med solen hamrende ned og udsigt helt til havet. En virkelig stor oplevelse, hvor vi bare var super heldige med vejret og alt var så smukt med det ganske friske snedække (det var jo resultatet af samme snevejr som vi selv var udsat for i Pompei). 

Der er god fart på vejen nedad!

Da vi kom retur til liftbygningen fik vi så den omvendte oplevelse – der var fuldstændigt mørkt inde i huset – virkeligt dunkelt og dystert. Men nåede at tænke hvordan i alverden de mennesker der sad derinde og drak kaffe, dog kunne se noget som helst. Og så ganske langsomt vænner øjnene sig til lyset og man opdager at der faktisk er ganske fint oplyst derinde. Efter turen resten af vejen ned med liften, kom vi tilbage til hoben af kælkende italienere der stadigt legede i sneen. Og nej, vi havde ikke fået en p-bøde – så Hans-strategien beviste endnu en gang sit værd. Men omkostningen ved den megen fokus på udgiften til parkering var så følgende: Mads, grillet til en pæn lyserød kulør, Henriette ligeså, Maiken i et fantastisk omvendt pandalook - når man smører solcreme på, men ikke husker at få noget på rundt om øjnene – så giver det et helt særligt look. Det modsatte look tog Jesper sig så af – når man går med tætsiddende solbriller og uden solcreme – så giver det også et helt særligt look. Og Stinne den lille bruner med de gode tyskergener – hun så bare smaddergodt ud – jævnt brun og lækker. En virkelig dejlig dag på vulkanen blev afsluttet med en gåtur rundt på det lille smukke dobbeltkrater crateri silvestri der ligger lige ved p-pladsen.

Søndag havde vi en rigtig slapperdag hvor vi fik ryddet op og gjort rent i vognen, og hvor dagens hovedaktivitet var en gåtur efter is ned i byen. Næste dag pakkede vi vognen efter 9 dage på pladsen, sagde farvel og på gensyn til vore schweitziske venner Röbi og Sylvia og kørte sydover.

Dag 22-24. Taormina, Alcantara og det stille campingliv

Vi er fortsat på samme plads i Sant'Alessio Siculo og den største forandring er, at Henriette og Mads nu er nyklippede i den lokale salon. Henriette har fået en klipning, som bestod af  80 minutters ventetid, 2 minutters vask, tre minutters klipning og 15 minutters glatning og føn. Resultatet var dog værd at vente på, da vi fik hende tilbage 10 år yngre og med ny sydlandsk styling.

Una donna molto bella

Også Mads er blevet skarp i frisuren, men her gik klipningen ligeledes meget stærkt, så finishen måtte vi selv stå for.

Vi har også været på lidt udflugter, bl.a.Taormina og Savoca. I dejlige Taormina tog vi en byvandring og fik set det fantastisk flotte romerske amfiteater med overjordisk smuk beliggenhed.

Vi fulgte Niels og Ullas råd om at gå helt til tops for den store panoramaudsigt over bugt og by. Desværre tillod vejret ikke kig til Etna, men smukt var det i hvert fald. Vi blev snydt, så det drev i en frokostrestaurant, hvor pizzaen var Dr. Oetker og ikke helt tøet op, og vi måtte efterfølgende på en lille snackbar for at blive mætte. Man kan godt se, at byen er gearet til store turistmængder, men det var ganske stille og roligt, da vi var der – og sjovt nok ingen japanere/kinesere med selfiesticks.

Verdens smukkeste amfiteater

Maiken nyder udsigten

Søskendebrydekamp mellem ruiner

Savocas ”claim to fame” er at dele af Godfather I efter sigende skulle være optaget der. Under alle omstændigheder er det en fantastisk smuk bjergby, som vi tilmed kan se her nede fra vores campingplads. Vi var bare på gåtur rundt i de stejle gader, hvor biler var parkeret på hældninger man ikke skulle tro muligt. Vi så ikke nogen rigtige mafiosoer, men de voksnes fortællinger om Mafia-bortførelser og afskårne fingre bibragte alligevel en hvis stemning. Det blev så levende i Maikens hoved, at vi fandt det nødvendigt at forsikre hende om, at alle kidnapningsofre selvfølgelig var kommet godt hjem igen.

Cafeen i Savoca skabte mafiastemning med traditionel
italiensk underlægningsmusik

Samme formiddag var vi på det lokale onsdagsmarked lige ved siden af pladsen. Her var der i hvert fald 100 boder med: Sokker, dameundertøj, originale kopivarer, rengøringsartikler, dingenoter og dippedutter i alle tænkelige afstøbninger. Det var et stort trækplaster og det var de lokale der kom for at handle. Vi endte med: En hodie-sweatshirt til Mads (15 euro), 12 par strømper (i alt 4 euro) til diverse medlemmer af familien ( her var vi meget stolte da det lykkedes os at sænke prisen med en faktor 5 ved at gennemsøge samtlige boder), en lækker citronvoksdug (4 euro). Silvia og Röbi viste sig senere at have købt præcist samme dug – og det var ikke fordi der ikke var nok at vælge imellem. Vi sluttede af med at købe en Pollo arosto med patate fritte, i skarp konkurrence med en diminutiv lokal dame som underholdt os på italiensk med beretninger om sit dårlige bentøj, inklusive fremvisning af klumpfoden med knyster og tilhørende specialskotøj. Hun var så lav, at vi overvejede om vi skulle bistå med at række betalingen op til manden i boden. Alt i alt har vi indtil nu haft 4 meget afslappende dage her på Sicilien. Vejret har alle dage været så godt at man i løbet af dagen har kunne iføre sig sommertøj. Det fører til forespørgsler fra de lokale, som bekymret ser på Henriettes bare arme og spørger til, hvor vi kommer fra, mens de iført dunjakke skutter sig og trækker halstørklædet lidt længere op om ørerne.

Torsdag tog vi igen til den lokale bager som er en temmelig gammel mand der til forveksling ligner paven og i modsætning til denne kun taler italiensk. Men kommunikationen går fint, og han putter gerne et ekstra stykke brød i posen, eller giver en smagsprøve. Og så kan vi ikke stå for hans afsluttende hilsen til Jesper og Mads: ”A domani, ragazzi – ses i morgen drenge”. Forsynet med sandwichboller drog vi mod Alcantara kløften som er er en klippekløft nordvest for Taormina. Det var ganske nemt at finde og havde et stort cafeteria hvor man skulle købe billetter. Det udløste retten til at gå en tur på stier langs kløftens øvre rand krydret med nedstigninger til gode udsigtspunkter. Kløften går gennem en gammel lavastrøm, og har derfor ikke slet så mange år på bagen som andre kløfter, men er skabt på et par tusinde år. Det betyder at den skærer sig gennem basaltklippe af den type der er nærmest krystalliseret i 5 eller 6 kantede former. Det giver nogle meget flotte vægge som består af noget der ligner bunker af lange basaltstænger der vrider sig i mange retninger.

Parken i Alcantara prydet med den sydamerikanske
invasive kaktus som vokser overalt på Sicilien.    

Når noget rasler, skal man blot stå stille og frem titter et firben 

To labre piger og en afslappet teenager

Ved Saturnia fik vi jo at vide at italiensk lov sikrer mod at private afspærrer adgangen til naturlige vidundere, da offentligheden skal sikres adgang. Det viste sig så også at gælde her. Efter man med behøring fremvisning af billet var lukket ind i det indhegnede område var der pludselig en låge ud til en sti med offentlig adgang og så en ny låge ind i anden del af indhegningen. Vi kunne altså være kommet gratis ind og se vidunderet. Den offentlige sti var dog aflåst med en hængelås – så den ide havde de luret. Det er en virkelig flot kløft, ikke så fantastisk dyb, men med de meget spændende klippeformationer og en virkelig dejlig natur med firben, fugle og slanger. Vi tog en langsom slentretur, spiste frokosten og et par yderligere små snacks fra bageren. Faktisk lykkedes det os nok at bruge små 2 timer på det ret korte stisystem. Kløften ligger ikke langt fra Etna, så vi besluttede at køre en anden vej hjem via Etnas skrænter. Bjergbyen Castiglione di Sicilia lå så flot på en bjergtop med direkte udsigt til Etnas snedækkede tinder, at den måtte vi lige ind forbi. Her fandt 2. verdenskrigs første italienske massakre på civile sted – 16 personer blev henrettet af tyske tropper under tilbagetrækning. Perlen i byen var en gammel normannerborg allerøverst på klippefremspringet – bygget som vokset ud af klippen og virkelig et betagende syn. Ellers var det bare en meget stille lille by – en overgang følte vi os som 'Palle alene i verden'. Vi kom dog forbi den centrale plads hvor man fra den lille bar kunne side med panoramaudsigt til Etna – familien discount valgte dog at købe en halvandenliters danskvand til fælles stående indtagelse (Bedstefar Hans – du må være stolt af os).

Resten af turen hjem gik videre op i højderne indtil vi kom så højt op at landskabet skiftede til lavaødemark og temperaturen var faldet til 8-10 grader. Det var sjovt at se dette månelandskab, og vi håber at det lykkes os at komme videre op på Etna på søndag. Til sidst var klokken blevet så mange at chaufføren måtte overlade ratten til chefnavigatøren, da aftenkørsel i mørke med solbriller alligevel var for dumt at insistere på, og kørsel helt uden briller føltes heller ikke helt optimalt.

Megen daglig tid går med praktiske gøremål: Fylde vand på vognens beholder, tømme spildevandsbeholderen igen (utroligt at 30 påfyldte liter kan føles som 60, når de skal slæbes væk igen i form af spildevand), vaske tøj og håndklæder, gøre rent, rydde op, lufte ud og støvsuge med den lille brystsvage håndstøvsuger - en nullermand/brødkrumme ad gangen. Ellers går tiden med at snakke med de andre campister, spille bordtennis, skolearbejde, handle ind o.s.v. Det er virkeligt dejligt at være så tæt på hinanden og kunne følge med børnenes skolearbejde og leg. Der er et helt andet overskud her, end der er i dagligdagen derhjemme. Også mere tid til at morgennulre og nusse hinanden i nakken, og bare nyde at være til.

Maiken er som sunket i jorden

Dag 19-21 Sicilien, nu er vi her sgu - Sol, varme og flere pensionister

Færgen til Messina. Vi springer helt over, at den første billetmand solgte os en billet, der var noget billigere end forventet og hed Auto-standard. Vi var derfor lidt nervøse, da vi kom ned og holde i selve færgekøen. Her ligger heldigvis yderligere et billetkontor, og vi får opklaret, at vi mangler en billet til campingvognen, denne udstedes så mens færgen læsses, og vi spærrer hele anden bane. Men vi nåede ombord. Ombord gik Jesper ned for at inspicere færgens udbud af fastfood – da han kom tilbage til bordet, var der en underlig fnisende stemning og Henriette var pist væk. Efter kort tid kom Henriette tilbage til bordet storgrinende og i selskab med en meget lille pose chips. Alle havde jo regnet ud, at farmand var for nærig til at købe noget i en færgekiosk, og derfor ville vende tomhændet tilbage – ud af dette kom så en konspiration om at omgå denne nærighed ved, at lade Henriette snige sig ned til kiosken og handle ind. Resultat 1 pose chips, ca. 50 gram – 4 euro. Mmmm, men det var det hele værd, Jespers ansigt taget i betragtning.

Sicilien er en fantastisk smuk bjergø, et dejligt skift fra det nedslidte, lidt tarvelige fastland. Messina viser sig primært at bestå af meget stejle bakker, som den lokale byplanlægger har valgt at pryde med en lang række mere eller mindre umotiverede lyskryds midt på bakkerne. Det er f***** ikke rart, når man kører en let undermotoriseret trecylindret bil med skrøbelig fransk kobling – den er bare ikke glad for at starte på en bakke med en tungt læsset campingvogn. Men lugten af brændt koblingsplade er jo også et slags ferieminde. Efter lidt forviklinger, en lettere kompliceret u-vending med campingvogn og og lidt sicilianske eder vendt mod den trofaste GPS – der fremadrettet skal kendes som ”The I'm not wrong, it is just alternative facts, route-finding device - AKA ”The Trump navigator” var vi på sporet mod camping Forcetta Sicula på sydøstkysten.

Hovednavigatøren (Henriette) har en for navigatører lidt uhensigtsmæssig særhed – højre/venstre blindhed. Det er et syndrom, der manifesterer sig i, at man siger højre, når man mener venstre. De komplicerer jo navigationen lidt. Da vi hen ad aften var et par hundrede meter fra destinationen, er der pludseligt et af livets store valg: Højre eller venstre – vælg nu! Med stor sikkerhed udmeldes, højre, efterfulgt af et ”Ikke den højre” da svinget var taget. Resultat: En bil med campingspejle og campingvogn (2,2 m. bred) i fejl retning gennem en mindre siciliansk provinsbys meget smalle hovedgade, netop på det tidspunkt hvor trafikken er tættest. Chaufførens nåede maks-puls inden der var gået 10 sekunder og spejdede nu desperat efter en løsningsmulighed, medens navigatøren gjorde sit for at råde bod. Gennem en række halsbrækkende undvigemanøvrer lykkes det faktisk at komme gennem det meste af byen bulefri og tage et meget hurtigt valg om at forsøge at vende ekvipagen på en lille tankstation. Ved at spærre hele hovedgaden, lave et par bakkemanøvrer uden at ramme benzinstandere og et meget skarpt venstresving, hvor vinklen mellem bil og campingvogn var noget under de 90 grader, lykkedes det at få vendt rundt og komme retur. Ok – et spejl benyttede lejligheden til at folde sig selv ind gennem nærkontakt med en uskyldig Fiat – men ellers gik det godt. Vel fremme på campingpladsen holder chaufføren så og spærrer hele indkørslen (den var ganske lille) medens chefnavigatøren forsøger at komme i kontakt med telefonitisramt campingdirektrice. Da der ikke er respons, vælger pågældende navigatør (uden at føle det nødvendigt at orientere chaufføren herom) at tage en slentretur rundt på pladsen for at se, hvor hyggelig indrettet den er. Tilbage sidder chaufføren med puls 190 fra bykørslen og koger i arrigskab, da han ikke aner hvad der foregår (spærrer fortsat al ud og indkørsel). (Note fra navigatøren: Trafiktætheden på pågældende plads vurderes til at være under 1 bil i timen, og slentre turen varede maks 5 minutter og var en rent faglig udflugt, der handlede om at finde en god plads – ovenstående brok kan derfor alene skyldes chaufførens noget slidte nerveapparat). Men det hele løste sig, og vi fik en fin plads lidt fra vandet.

Stranden nedenfor campingpladsen. Ungerne samler lavasten, kvarts m.m.

Pladsen er virkelig hyggelig, og en stor forbedring i forhold til den seneste i Calabrien. Trods kun 2 stjerner og slidte installationer, gøres der rent flere gange dagligt, og der er fyldt med sjove indfald – bemalede sten, cykler i træer, tivolimaskiner herunder stærkmandsboksebold og flipperspil. Her er faktisk en del mennesker, man kan godt se, at Sicilien er en fast destination for europæiske pensionerede klimaflygtninge. Her er nordmænd, svenskere, franskmænd, italienere, englændere og schweitzere – alle primært i autocampere (de største er selvfølgelig de norske). Bl.a. møder vi igen Sylvia og Roberto, to virkeligt søde schweitzere vi kender fra ”bordellet i Pompei”. De havde en drøm om, at Röbi skulle pensionere sig som 60 årig, for så havde de kalkuleret, at der kunne blive råd til at købe en Autocamper og overgå til status som klimaflygtning. Trods en slem bilulykke som gjorde at Röbi måtte stoppe med at arbejde noget tidligere, er det alligevel lykkedes at indfri drømmen med en lækker nyindkøbt autocamper med trailer. Darinn gibts den ”Roller”, en lille scooter, der giver lidt mobilitet. Det er bare hyggelige folk, som vi nyder at snakke med, og det er dejligt at have nogen at hilse på om morgenen. Men generelt er folk meget gemytlige her på pladsen, inklusive de ansatte, der kommer hen og roser Mads's guitarspil og spørger, om vi ikke har lyst til at de rigger bordtennisbordet an.

Campingstolene er fundet frem for første gang

Ungerne er vilde med den tilhørende strand, hvor de sammen bygger avancerede konstruktioner i det sorte basaltsand, sopper og samler fede sten. Udvalget af sten er stort, da vi er lige ved udløbet af en lille flod, quartz i alle nuancer, mange varianter af lavasten, granit, basalt, og sort skifer. Enkelte af lavastenene ser ud til at indeholde små agater – så de er i høj kurs. De allestedsnærværende pensionister følger spændt byggerierne og kommenterer på nattens tidevandsskader. 

Strandkunst med Trump placeret mellem trolden og aben 

Inspireret af romerne har ungerne konstrueret eget bad på stranden

Men der er også yngre folk. Om aftenen kom en fransk familie cyklende ind på pladsen. To specialbyggede tandemcykler, far, mor og tre ganske små børn - den ene i cykeltrailer. De er på en etårig tur og har allerede været forbi Spanien, Portugal og Marokko. De ligger ikke på den lade side da de på 2 uger nu har klaret Sicilien. Børnene er 7, 5 og 2 år gamle og hele familien sover i et relativt lille telt, da alt skal kunne transporteres på cyklerne. Vi kiggede på hinanden - 1 år på cykel i bjergegne, med omkring 150 - 200 kg. per tandem, regnvejr, blebarn - vi gjorde det IKKE! Næste dag tidligt, var de afsted igen, og vi havde lidt ondt af de små børn, der igen skulle tilbringe hele dagen på cykel. Men indrømmet, det gav fruen nogle ualmindeligt lækre og temmeligt muskuløse ben. Hun var imidlertid ikke ret stor, så det så lidt voldsomt ud. Vi nyder virkeligt, at vi nu er på breddegrader, der giver 15-20 graders varme, og i naturskønne omgivelser.

Den franske familie på vej mod Albanien