Bloggens sidste indlæg

Så kommer der ikke flere indlæg på Tourdesand. Hvis du vil læse nogle af vores gamle indlæg finder du dem nemmest i menuen til højre.

15. til 16 juli - Så går det rigtigt hjemad, stejle smalle veje og gensyn med Königstein.

Vi kører mod nord og tømmer en glasbutik i Novy Bor som vi har fået anbefalet. Det er et fabriksudsalg, og priserne på det fine krystalglas er virkeligt lave. Meget af designet er da også temmelig tungt og østeuropæisk – største kunde er Rusland. Så den får ikke for lidt med guldkanter og dekorationer der falder i de nyrige russeres smag. Men ind i mellem er der også noget vi kan lide og vi bruger de sidste tjekkiske penge her. De få håndører der er tilbage efter glasbutikken omsættes til mad i et nærliggende storcenter. Novy Bor ligger ved foden af bjergene og vi forlader nu lavlandet og fortsætte af slyngede smalle veje ind i saksisk schweitz – som grænselandet mellem Tjekkiet og Tyskland kaldes. Området kender vi, bl.a. fra tidligere ture sammen med Hans og Inge til Cesky Raj området. Vi kører nu på underskønne bittesmå bjergveje hvor kobling og bremser er godt i arbejde og hvor man bare håber på ikke at møde modgående trafik. De få gange det sker, er det heldigvis på steder hvor der er lidt ekstra plads.

Smukke huse i bjergene

Den særlige tjekkiske byggestil med halv træ halv pudsede huse

Hvis vi havde mødt en campingvogn på et af de smalle stræk er vi faktisk noget i tvivl om hvordan situationen skulle være løst. At bakke med campingvogn i bjergegne er et noget hasarderet projekt og udsigten til at gøre det med tre små underernærede cylindre og en kobling der nok allerede er halvt slidt op af turens strabadser er ikke rar. Men som altid på turen klarer vi os igennem og tillader os bare at nyde udsigten. Der er ganske enkelt utroligt smukt, og da vi møder Elben ved Hrensko hvor grænsen til Tyskland er lige på den anden siden af floden er det helt eventyragtigt smukt. Vi kører nede i en klippedal hvis bund er fyldt med den smukke Elb-flod. Her er fyldt med turistbusser der transporterer turister rundt på dagsture i det smukke landskab, men igen lykkes det os at undgå trafikale problemer. Inden længe kommer vi til Königstein-området, hvor vi var ude at vandre for bare et år siden, sammen med Hans og Inge. Hvor vi tilfældigt mødte Heidemüllerin Adriana og Dirk fra Hedemøllen i Dresden, hende med atletisk klatrekrop i spandex og hans noget mere bierstubeagtige udgave med vom i løse shorts. Denne gang har vi ikke tid til at standse op – for nu kalder Danmark. Vi forlader bjergene og brummer forbi det smukke Dresden på vejen hjem. Da aftenen melder sig er vi kommet til Nordtyskland og vælger at tage turens sidste stop omkring Lüneburger Heide.

Over Elben, ind i Tyskland - det er sgu pænt

Smalle veje - små byer

Smalle veje - meget små byer

Den på forhånd udvalgte plads, som skulle have nogle billige camperstop-pladser, kunne vi ikke lige ramme, men pludseligt var der skilt til ”Camping auf dem simpel” lige tæt ved oplevelsesparken Heide park. Her er der også fire camperstop-pladser lige uden for selve pladsen. Formedelst 16 euro kunne vi overnatte alle fem – eneste betingelse var at vi betalte på forhånd og kun måtte have een overnatning – og det passede os perfekt. Fine nybyggede toiletfaciliteter og tysk ordentlighed var jo heller ikke at kimse af. På selve pladsen var der helt fyldt med næsten halvdelen af vognene danske og der var godt gang i campingstemningen. I den sprængfyldte restaurant var der levende musik med ”Smoke on the Water” og lignende klassikere og hr. og fru Jensen/Schmidt med deres vanartede unger smovsede i snitzler og frankfurtere med sovs og pommes. Nu følte vi os for alvor ikke længere som opdagelsesrejsende, men som en del af den mest smagløse campingkultur – godt at vi trods alt skulle ligge uden for hegnet. Herude lå vi ved siden af en sød tysk familie fra den østlige del af Tyskland som havde en fantastisk gammel mikroskopisk 1960'er campingvogn de selv havde istandsat. Den var så lille at de voksne valgte at sove i sovepose på campingsenge i det fri i stedet. Efter en god nats søvn pakkede vi sammen for sidste gang og satte kursen mod grænsen med vores efterhånden lidt nussede campingvogn. Den danske grænse har det mindst venlige udtryk på hele turen - den bare oser af at vi ikke vil have folk ind i landet - men vi har de rigtige nummerplader så vi får lov at komme ind.

Der er nu ikke noget der siger velkommen hjem som afspærringer, "Stop Kontrol" skilte og vagter

På vej op af E45 er vi nu helt klare til at komme hjem, men da tanklampen lyser lidt før Skanderborg vest afkørslen må vi lige sørge for at få tanket – tænk hvis vi løb tør midt mellem Skanderborg og Ry. Endelig ruller kortegen ind på Gildebakken, og stor var overraskelsen og glæden da vi blev jublende modtaget med vajende Dannebrogsflag af Hans og Margrethe og vores søde naboer Lotte og Allan – det havde vi virkeligt ikke regnet med.

Så er vi hjemme igen - det er næsten en hel reception

Home sweet home!

Dejligt at være på tur – men også dejligt at være hjemme igen. Nu venter lus, lektier og forældreintra.

13. til 15. juli - Skodas hjemby – biler, sjove danskere, rabies og en lækker læge

I Mlada Boleslaw har vi valgt en plads med det lovende navn ”Autokamp Automotoklub Skoda Kosmonosy. Den viser sig at ligge i udkanten af Mlada Boleslaw i et område der hedder Kosmonosy – et navn der bringer støvede mindelser frem om den russiske indsats i rummet – særligt til Jesper hvis første fede legetøj faktisk var et batteridrevet månelandingsfartøj – landingen på månen fandt sted i 1969, året efter Jespers fødsel. Det lokale erhvervslivs er heller ikke blinde for den kosmiske reference, og har pyntet et par siloer i passende Tintin stil. 

Retro-rumkunst på silobasis

Pladsen er endnu en tidslomme, med et lille nusset kontor i en bygning der har kendt bedre dage som også huser en kiosk og en lille restaurant. Det virker fuldstændigt som at være katapultet tilbage til 70'erne. På bænkene ved kiosken sidder en dansk storfamilie bestående af et pensioneret par og deres børn og svigerbørn, samt at par børnebørn og plejebørn. De store børn, som er omkring 15-18 år gamle, inviterer Mads med til at spille en art fodbold på tværs af et tennisnet, og det har de rigtigt meget sjov ud af. Familien er kommet på pladsen de seneste 20 år, og fortæller at der ikke har været foretaget den store modernisering i al den tid de har kendt pladsen – til gengæld er antallet af campister også dalet hvert eneste år, så der nu her i højsæsonen er under halvt fyldt.

Fællesfaciliteterne omfatter bl.a. et køkken som er utroligt ulækkert og nedslidt og mest benyttes af nogle typer, som mere ligner udenlandske håndværkere der bor billigt, end de ligner campister på ferie. Hele stedet er forfaldent og Jesper påpeger grinende at årsagen til at græsset på pladsen er lidt højt, måske ligger i, at ejerne har udliciteret ansvaret til den betonhavenisse med tilhørende plæneklipper, som står tæt på kiosken. Faderen forklarer at det ikke er helt skævt: Campingfar havde forsøgt at slå græsset for en god uges tid siden, men da plæneklipperen var gået i stå og ikke responderede på et par frustrerede startforsøg havde han opgivet – trukket den ned bag en af bygningerne og efterladt den. Efter et par dage var han gået hen til den igen og havde prøvet at starte den. Da den heller ikke denne gang ville starte, havde han vist bare opgivet projektet. Det blev i hvert fald heller ikke slået i de i løbet af de dage vi var der. I mellemtiden får Mads snakket med de unge drenge og kommer tilbage og fortæller at de var rigtigt søde, men også lidt specielle. Da Mads havde forklaret at han kommer fra Jaungyde tæt på Ry i Jylland, kvitterer den ene dreng med at fortælle at han da bor på Tranevej – i det gule hus som slet ikke er til at overse.

Da toiletfaciliteter m.m. var lidet tiltrækkende valgte vi ikke at spise på campingpladsen. Da den lå i et stort beboelsesområde uden butikker og restauranter var alternativerne ikke mange. Men den lokale tennisklub der lå overfor, pralede da med at have en restaurant. Det viser sig mere at være en cafe med tjekkede palle-møbler og en hyggelig stemning. Vi vælger en burger og nogen hotdogs som viser sig at være gourmetfastfood, lækkert lavet med et tvist og med smagfuldt hjemmelavet tilbehør.

Tennisburger og limonade

På pladsen ligger også en enorm campingvogn med en dansk militærmand, kendt som løjtnanten, der har været udsendt i Bosnien tilbage i 1990'erne. Han er kommet her på pladsen lige siden og kan også bekræfte at tiden er gået helt i stå her. Det er vist en søn der har overtaget pladsen efter sine forældre, og han driver stedet lidt med venstre hånd. Han bekræfter også historien med plæneklipperen, som skulle være et glimrende eksempel på campingfatters generelle tilgang til opståede problemer. Hvis de kan komme af sig selv, kan de vel også gå væk af sig selv. På pladsen står der også en tidligere generation af toiletbygninger, og hvis de nuværende er faldefærdige og småulækre – så skal man bare kigge ind i den forrige generation. Her i skurvognene hænger flaget og muggent tresser-vinyltapet i med det sidste af neglene på både loft og vægge – både halve og hele baner svæver delvis i luften. Da Stinne vil vise Henriette den gamle toiletbygning, falder der en flise ned fra væggen i det øjeblik de åbner døren. Men, der er jo ingen grund til at få vognene kørt væk, eller bare aflåst – på et tidspunkt sørger naturen vel for at de forsvinder.

Næste dag har Henriette ligget vågen hele natten og spekuleret på om der stadig er hundegalskab i Tjekkiet og på nettet har hun læst sig frem til at der er 100% dødelighed ved sygdommen hvis man ikke hurtigt får en vaccine. Vi får derfor ringet til vores rejseforsikring, hvor lægen lover at undersøge sagen og vende tilbage. Vi vælger at tage på tur til Skodamuseet, som ligger centralt nede i byen. På vej derned bliver vi ringet op og anbefalet at snakke med en lokal læge om hvor vidt Henriette skal vaccineres. Google viser eksistensen af et hospital stort set overfor museet – så det kan jo ikke passe bedre. Undervejs passerer vi en Poliklinik,som vi gætter på er en lægeklinik. Alt står på tjekkisk, så vi stiller os foran en glasluge der godt kunne ligne en klinik. De er ikke særligt villige til at hjælpe, men peger bare gentagne gange på øjnene – det viser sig at være en øjenlæge! Oppe på første sal finder vi en praktiserende læge, hvor lægesekretæren snakker gebrokkent engelsk – hvilket er mere end man kan sige om lægen som også giver sit besyv med. De er også noget afvisende og blokerer faktisk døren rent fysisk med deres kroppe – så de er sikre på at vi ikke kommer ind – her hjælper intet, selv ikke bønner – så vi må videre til hospitalet.

Skodas fine museum i de gamle produktionshaller

Vi finder hospitalet og en ny glasluge. De er sådan set søde nok, men kan intet stille op uden det blå sygesikringskort. Så enden på det bliver at Henriette tager en taxi retur til campingpladsen efter de manglende papirer. Imens går husbonden og ungerne på Skodamuseum. Imens de fornøjer sig med de fede gamle biler tøffer Henriette og chaufføren tur retur til campingpladsen i fin stil. Tilbage på hospitalet, lader de Henriette komme til med det samme hos en rigtig ”Doktor Frank”-lækker tjekkisk mandlig læge. Som kompetent og venligt kigger på damelåret og på formfuldent engelsk forklarer at rabies ikke er noget problem i Tjekkiet, men at hun hellere må få en stivkrampe for god ordens skyld. Således velbehandlet af det tjekkiske sundhedssystem genforenes Henriette med resten af familien på det fine Skodamuseum. Skoda har virkeligt lavet nogle fine biler tilbage i bilens barndom. Op igennem 70'erne er det dog tydeligt at man er faldet lidt af på den, og har ladet sig inspirere lidt vel kraftigt af kendte vesteuropæiske biler, som f.eks. Land Rover. Men et rigtigt fint museum beliggende i de smagfuldt istandsatte gamle produktionsbygninger – det er tydeligt at Volkswagens afdeling for kvalitet også har været i gang her. Alt er top i orden og der er spækket med velklædt og imødekommende personale. Da vi spiser i den tilhørende restaurant viser det sig også at være spændende og lækkert tilberedt mad i form af moderne variationer af klassisk tjekkisk mad – og så til absolut menneskelige priser. Hvis man nogensinde kommer på de kanter kan museet varmt anbefales – resten af byen er der ikke så meget fut i.

Hjemturen foregår også på gåben, og nu er vejrguderne ikke længere med os. En mindre shoppingpause i et storcenter giver et lille afbræk – særligt til Stinne som har været indlagt til at se på kedelige biler i flere timer. Det begynder nu at regne mere, og da vi er ca. halvvejs er det efterhånden temmelig sjasket vejr. Så enden på det hele bliver at drengene løber hjem efter bilen – der er jo ingen grundt til at vi alle bliver sjaksvåde. Pigerne fryser lidt i ventetiden, men polstrer sig med det nyindkøbte tøj og er glade for at se drengene, da de kommer retur som prinserne i den trofaste hvide Citroen.

11. til 12. juli - Andet Budapest-besøg, Østrigsk algesuppe, Tjekkisk schnitzel og en gal hund.

Næste dag drager vi til Fiskerbastionen som Henriette også kan huske fra turene her ned sammen med forældrene. Fiskerbastionen ligger øverst oppe i den kuperede del af Budapest, højt hævet over floden. Det er et omfattende sandstensbyggeri som egentlig kun har hundredeogtyve år på bagen, selvom det ser langt ældre ud. Flotte imposante trapper, mure og tårne.omkranser en stor plads med en næsten endnu større katedral. Vi kigger på den flotte udsigt over byen, men også turist tingeltangel og gadekunstnere drager blikkene. Særligt en enkelt maler, som insisterer på at han er den eneste på pladsen som rent faktisk kan male, alle de andre bruger bare kopier som de lægger lidt farve på – siger han. Rigtige kunstnere vil dog også have rigtige penge, så hans priser gør at vi alligevel ikke køber noget. Vi er sultne og går længere op bag pladsen hvor der ligger en række restauranter – bl.a. en Jamie's Italian. Prisniveauet er noget kørt op, her i en by hvor det ellers er urimeligt billigt at spise, så vi takker nej og vælger at holde den kørende på en is fra butikken lige ved siden af. Så bevæger vi os ned mod byens centrum og et rimeligere prisniveau.

Fiskerbastionen - et under i bastant sandsten

Katedralen på toppen af bastionen

Vi prøver den velfungerende metro og tøffer lidt rundt i byen, og er igen en tur i den store park ved Zoo. Vi prøver at komme ind og se det verdensberømte Szechenyi kurbad som er beliggende i nogle utroligt flotte slotslignende bygning i barokstil. Men det er desværre ikke muligt at komme indenfor uden at skulle i badene, og det har vi ikke lige tøj med til. Vi nøjes med at gå en runde udenfor og så indtager vi restauranten på bagsiden for at få tisset af. Den nærliggende tissekone ønsker vi bestemt ikke at opsøge igen. På restauranten vil vi så bestille et par øl og sodavand for ligesom at betale for toiletbesøget. Det viser sig imidlertid at være temmelig svært, da de to tjenere ignorer os på det groveste. Da vi formaster os til at tage et drikkekort for at se på udvalget og forsøger at bestille ved baren, ender det bare i at tjeneren inddrager kortet og brysk anviser os at vi skal sidde ned. Vi sætter os derfor ved et bord udenfor hvorfra vi så ignoreres yderligere en rum tid, indtil den anden tjener nedlader sig til at bringe os drikke kortet igen. Denne gang får vi så lov til at bestille, og drikkevarerne ankommer da også nogenlunde prompte. Imens vi sidder der, kan vi se på en hjemløs som stopper op ved en drikkevands post lige på den anden side af vejen, og får fyldt sine 1,5 liters flasker med vand inden han trasker videre. Så er forskellen på os der har og dem der ikke har pludseligt meget tydelig – også selv om vi er en bunke jyder på et stramt budget.

Budapests smukke banegård - lidt skæmmet af afskærmningen

Efter nogle dage her i Budapest er det egentlig meningen at vi skal videre til Prag, men efterhånden er vi blevet mættet af storbyer og det lykkes derfor Jesper, at sælge ideen, om i stedet at besøge Skodas hjemby Mlada Boleslaw, til resten af familien. Vi pakker derfor vognen ned og forlader den nedslidte plads som vi ellers er kommet til at holde af. Tilbage igennem Budapests tætte trafik uden større problemer, ud over en af de efterhånden mange fejllæsninger af gps'en. Den fører til, at vi på et meget kompliceret sted med veje og togspor strittende i alle retninger, vælger forkert og derfor kommer på en lang omvej næsten op til fiskerbastionen, inden vi kan komme tilbage i rigtig retning igen. Anden gang går det bedre og vi ryger som ønsket ud på byens omfartsveje.

Da vi er for nærige til at køre på betalingsveje (det kræver en forudindkøbt plakette i forruden) er vi både forbi Slovakiet og Østrig på vejen mod Tjekkiet. I Østrig gør vi holdt i en lille vinby, hvor vi tager et slag minigolf ved den lokale svømmesø. Selve søen er fuldstændigt grøn af algesuppe, så den har vi ikke lyst til at prøve. Vi passerer grænsen til Tjekkiet i nærheden af den lidt større by Brno som vi kører ind igennem på vores vej mod nord. En 15 kilometer nord for Znojmo passerer vi en restaurant ”Ranch / 38” beliggende ”in the middle of absolutely nowhere”. En lokal entreprenant herre (eller dame) har valgt at kombinere de to oplagte forretningsområder Autohjælp og Restaurationsdrift. På parkeringspladsen holder der flere sjove biler som nok aldrig kommer til at forlade pladsen igen, herunder en kraftigt modificeret Skoda pickup til rallykørsel, som dog nok har kørt sit sidste rally for nogen års tid siden – nu står den her vist mest for at dø. Der hersker en umiskendelig westernstemning over stedet, hvor vi er de eneste mennesker. Man tænker lidt at der pludselig kunne komme en bindegal bondeknold med hund og haglbøsse og drive os på porten. Men vi vover pelsen og åbner døren til restaurantbygningen hvor vi modtages med en helt utroligt teenagesur og mut betjening, meget professionelt og korrekt udført af en i øvrigt yndig ung dame. Stedet har flere retter, alle dog med schnitzel eller kylling – vi var mest til kylling. Efter at have nærstuderet spisekortet går det op for os at retterne er fuldstændigt de samme. Man kan få kyllingfilet bare med kartofler, eller med fersken og kartofler, eller med fersken, sovs og kartofler eller gå all-in-eksotisk og vælge den med ananas og kartofler og så den helt vilde: Kyllingfilet med ananas, sovs og kartofler. Der var også en mulighed for at skifte ”beilage” fra kartofler til ris. Vi gik med fersken og sovs og ris.

"Hillbilly parking only"

Den rustikke indretning på Ranch / 38

Behageligt mætte af de truckerstore portioner vralter vi ud på p-pladsen igen og bliver enige om at stoppe for i dag og finde en campingplads. Der ligger en lovende plads Camping Country i Hluboké Mašůvky lidt tilbage i retning Znojmo, så den tager vi. Efter at have trillet af små hullede veje kommer vi frem til en velholdt plads, hvor det dog er svært at spotte receptionen. Det viser sig at de første bygninger er noget hestestald og lidt fællesfacilititer, og vi følger et lille skilt om bag ved, over en lille bro, og pludselig ligger der et lille hyggeligt cafeområde hvor folk sidder under parasoller og drikker øl og kaffe. Jesper drøner forrest fokuseret på at finde receptionen og Henriette er lidt bagud og kigger lidt på det hyggelige område. Pludselig mærker Henriette en skarp smerte i låret – det er en stor rottweiler der fuldstændigt uprovokeret er kommet flyvende ”out of nowhere” og har sat tænderne i Henriettes indbydende lår. Ejerparret får trukket den gale hund tilbage til bordet igen, og det efterlader en lamslået Henriette, som er så overrasket at hun næsten er i tvivl om hvad der er sket. Ejerparret, som udgøres af en rockertype med store forbrændingsar i ansigtet og en brintoveriltet blankt udseende dame, sidder stille og roligt og aer deres hund og ligner nogen der bare sidder og hygger sig. Henriette er inde på et toilet for at inspicere skaderne, som er et ordentligt blåt mærke, lidt hudafskrabningerne og en tydelig hjørnetand der lige er brudt gennem huden. Da hun kommer ud igen råber hun frustreret af de to passive ejere, at deres hund har bidt hende – men de sidder bare og ser ud som de ikke fatter en meter af hvad der foregår – faktisk virker det mest som de prøver at fokusere på at lade som ingenting.

Det er lettere surrealistisk og Jesper kan heller ikke rigtigt finde ud af hvad man skal stille op med den underlige situation, så vi ender med at gå ind i receptionen, hvor campingmutter finder plaster og rensevæske frem. Vi er derinde ganske længe, i lettere chokeret tilstand mens vi samtidigt får registreret vores papirer. Campingmor beklager meget, men hun kan jo ikke rigtigt gøre for det. Pludseligt kommer der nogen og siger at vores vogn blokerer vejen, og vi må skyndsomst over og få fundet en plads til campingvognen og få samling på ungerne. Senere kommer campingmutter forbi for at beklage og høre hvordan det går, samt for at sige at der er bestilt dyrlæge til at se på hunden, samt at den har fået mundkurv på. Hun har også bestilt en tid til Henriette hos lægen næste dag ved frokosttid. Resten af dagen er vi noget rystede, og vi kan se over til campinghytten hvor de to småtbegavede hundeejere holder til – ikke på noget tidspunkt har de sagt undskyld eller beklaget – det er virkeligt underligt. Det var jo egentlig bare meningen at vi skulle sove og så komme videre tidligt næste morgen, på vej mod Skoda-byen, så vi diskuterer lidt hvor alvorligt såret er, og om det er nødvendigt med lægebesøg. Næste dag beslutter Henriette at vi dropper lægebesøget og bare kører videre. Vi forlader camp country lidt op af formiddagen, og skuler ondsindet på campinghytten da vi passerer den og begiver ud på landevejen igen.

8. til 10. juli - Budapest med campingplads ”Tidslommen”, fantastisk arkitektur og et imponerende statscirkus.

Henriette har som 14-15 årig sammen med familien af to omgange boet på campingplads Romai, der ligger i udkanten af Budapest. I 1990'erne var der fyldt med østeuropæiske turister på pladsen og med et stort badeland der ligger lige overfor campingpladsen. Vi sætter derfor kursen mod Budapest og plads Romai, da Henriette syntes det kunne være sjovt at se den igen. Ind gennem det centrale Budapest går det, inden vi følger en sidegren til Donau ud til kvarteret Romaifurdo, som er der hvor romerne i sin tid anlagde en by. Ja, alle veje fører til Rom, og romerne har været alle vegne. Indkørslen var lidt snæver, men vi får krænget vogntoget rundt og kører ned af en lille allé. Et par meget høje og rustne gitterlåger markerer indgangen til pladsen, og bag et lille vindue sidder en sød fyr som får os registreret til den yderst fordelagtige pris af 16 euro. Vi kan bare finde et sted, da der ikke er nummererede pladser. Vi triller ind i noget der mest minder om en lidt dårligt holdt park, med nogle forfaldne servicebygninger. Der er stort set tomt, så der er virkeligt frit valg til at stille vognen. Henriette kan næsten ikke kende campingpladsen, der nu er nedslidt og stort set tom for gæster. Badelandet derimod er blevet noget udvidet i faux romersk stil, men har ikke længere noget med campingpladsen at gøre. Derovre er der fyldt med glade badegæster – en sær kontrast til den spøgelsesagtige stemning her. Vi går en runde på pladsen, og her er foruden os selv, kun en enkelt campingvogn, samt et par telte med cykel/motorcykel rejsende. Og her taler vi altså om et sted som uproblematisk kunne have 3-400 vogne stående. Vi finder et lille hjørne øverst på pladsen hvor der dog ligger en række fastliggervogne som tydeligvis ikke er feriegæster, men folk der formentlig bor her fordi de ikke har økonomi til en lejlighed. I samme ende finder vi også en række forladte vogne som naturen er ved at overtage, de tydeligvis glemte vogne er ved at blive spist af slyngplanter og buske. Blandt andet står her en helt fantastisk futuristisk autocamper fra en gang i de tidlige firsere.

Jesper og Henriette går en eftermidagstur gennem det gamle villakvarter fyldt med store smukke grossererkasser ned til Donau og nyder et glas vin. Her nede på Romai strand er der fyldt med restauranter og boder og det er tydeligt at det har været forlystelsessted de sidste mere end hundrede år. Tæt trafik af gående, cyklende og løbende mennesker, en hørm af mados og en rigtig god stemning. Mange af de store huse ned mod floden har haft bådgarager og der er små jernbaneskinner tværs over stien næsten alle steder, hvor borgerskabet i de brølende tyvere har kunnet sætte deres robåde i vandet. Her må ganske enkelt have været utroligt skønt for hundrede år siden. I dag er det hele lidt mere afdanket, men det er nemt at forestille hvordan det har set ud, da damer med store krinoliner valsede rundt og herrer, med vokset moustache og svulmende overarme, roede de udkårne rundt på floden. Det her skal ungerne også opleve, så vi går retur og henter dem ned, så de kan få en candyfloss. Det viser sig at tage lidt tid, da Maikens bliver lavet af lærlingen, og derfor ender som noget nær den grimmeste af slagsen vi nogensinde har set. Så her står en lille trist pige og sammenligner sit misfoster med de to andres noget mere spændstige udgaver. Vi giver os selvfølgelig og køber en ny til Maiken, som er bedre uden dog at være til topkarakter. Inden det bliver for sent får vi også lokaliseret en sparkøbmand så aftensmaden kan klares.

Nu er lærlingen ved at have styr på det

En ikke helt tilfreds Maiken med Candyfloss ver. 1.0

Stationen lige overfor camping Romai

Vi tager næste dag toget fra stationen lige overfor campingpladsen. Man kan købe en heldagsbillet til os alle fem for ca. 60 kr – så der er bestemt ikke nogen grundt til at tage bilen. Vi springer af toget ud for Margitøen – en stor bådformet ø midt i floden, som udelukkende består af park samt et stadion og nogle friluftsbade. Her er fyldt med mennesker der hygger sig. Man kan leje en lang række forskellige flerpersonscykler, som vi ser flere knokle rundt på. For de mere dovne er der også et bredt udvalg af mere eller mindre spøjse elbiler og parken er fyldt med disse med køretøjer, der føres med stærkt varierende grader af kompetenthed. For enden af parken er et gigantisk musikalsk springvand der hele tiden ændrer på vandets stråler i takt til musikken.

Musikalsk springvand i Margitparken

Margit-øen

Vi er sultne og tager broen i sydenden ind til centrum og går på restaurantjagt. Vi er så desparate at vi vælger en Thai-restaurant med billeder af maden og forventer derfor en gusten turistoplevelse. I stedet overraskes vi noget da vi får serveret det bedste, mest veltilavede thai-mad vi nogensinde har smagt. Med fyldte maver drages pigerne igen af butikkerne, hvor vi har den sjove oplevelse at butikken lukker, mens vi er inde i den. Og det med at lukke til tiden, tager de ret alvorligt. Selv om vi stod med varer i hånden og var klar til at betale, blev vi hyttet ud – de havde sandelig ikke tid til at tage imod penge – det var jo efter lukketid! Hele baggrunden for vores bytur, er i øvrigt en tur i cirkus, som vi har booket på nettet. For samfulde 300 kr. kommer hele familien i det ungarnske statscirkus. Men vi har god tid, billeterne er først til aftenforstillingen, så vi slentrer bare gennem byen, får set den flotte gamle banegård og beundrer de mange andre flotte historiske bygninger.

Hus i Budapest, måske lidt bastant, men smukt

Da Jesper er noget langhåret bliver der også tid til at frisørbesøg. I en sidegade ligger der en trendy frisør bemandet af to tatoverede herrer, hvis hår og skæg står som målt med linieal (de gør alt hvad de kan for at lige ”Georg Michael”. De klipper blaserte kunder med rockerhår, helt barberet i siderne og langt på toppen. Jesper er lidt spændt på om de også kan klippe sådan noget alm. familiefar-hår. Det viser sig at de slet ikke nedlader sig til at klippe personer der er så utrendy, så en kvindelig assistent tilkaldes for at klare det beskidte arbejde. Selve frisuren bliver ganske som ønsket, men så er det så også tid til at den formastelige skal lære ikke at komme her igen. Der skal brændes ørehår (for de uindviede er det noget 50'årige mænd er i besiddelse af på linie med vildfarne øjenbrynshår – og til fælles har de at denne verdens frisører har erklæret krig mod begge dele). Jesper har før prøvet en række forskellige fremgangsmåder til ørehårsfjerning – men denne her er ny! Damen tager ganske enkelt en lighter, lukker lidt gas ud omkring øregangen, og vupti så tænder hun lighteren lige op ad øret. En flamme efterfuldt af en brændende og stikkende smerte rammer og en tung duft af brændt hår og ristet gris manifesterer sig, og så er ørehårene historie. AV!

Vejret er lækkert og varmt og vi fortsætter op mod den store park hvor både termalbade, cirkus og zoologisk have holder til. Nu er vi blevet noget tissetrængende og får lokaliseret et offentligt toilet. Her koster det guddødemig en femmer at få adgang. Den altid økonomiske Henriette tænker at hvis hun nu følger den lille Maiken derind så kan hun også selv få tisset – og kun betale for en person. Det trick har den meget charmeforladte men også rutinerede tissekone ved indgangen imidlertid set mange gange før, så hun tager bastant fat i Henriettes arm da hun forsøger at smyge forbi i hælene på Maiken. Men så sker der noget hun ikke lige havde regnet med: Da damen rækker hånden frem for at modtage den ekstra betaling, bliver Henriette så sur, at hun lynsnart med den ene hånd trækker Maiken retur og med den anden flår de oprindelige penge tilbage ud af hånden på tissedamen og stormer ud – efterladende en noget lamslået toiletansvarlig.

Indgang til Budapest Zoo - igen lidt tungt - men imponerende

Vi henter nu vores cirkusbilletter og tager derefter i zoo der ligger lige ved siden af cirkusbygningen. Den zoologiske have er stor og vi får nemt et par timer til at gå derinde. Da det bliver aften finder vi den runde cirkusbygning igen og indtager vores pladser på de bedste rækker tæt på scenen. Vi får en sjældent flot forestilling, til lands, til vands og i luften, der foregår i en rund manege som ved hjælp af hydraulik, håndgreb og måtter kan fyldes helt eller delvist med vand og vandfontæner, alt efter hvad nummeret kræver. Der er laserlys og lydeffekter som til en hel London-musical, så det får Cirkus Benneweis til at se temmelig gammeldags ud. Stort set alle numre er utroligt spændende og topprofessionelt udført. Særligt imponerende var tre trampolinartister – som i en romersk inspireret opstilling i tre etager med tilhørende vandfald gjorde tykt nar med tyngdekraften. Lidt i kontrast er det eneste danske nummer: Et styk slikket artist omkring pensionsalderen, Steven Pedersen og hans assistent Angela, der vist ikke har udviklet deres søløvenummer synderligt siden slutningen af 70'erne. Men et fantastisk cirkusshow som alle i familien nød i fulde drag. Man kan godt forstå at ungarerne er vilde med at gå i cirkus.

Scenen med lys og vand

Det danske indslag

Balanceakt i regnvejr og laserlys

Romerske hoppetrolde i flere etager

5. juli til 7. juli - Tysk/ungarnske venner, underpermissioner, udspring og en ulykkelig søn.

Næste morgen forsøger vi en sidste gang at aflevere den fine tegning som Maiken har lavet til kunstneren, som tak. Men endnu en gang er ateliet lukket og vi ender med at måtte lægge den i postkassen. Og så sættes GPS'en på Rudolph og Paulas hjemby ved Neusiedler See i Ungarn. Landskabet bliver mere og mere landbrugsland, med større og større marker og vi lader helt det smukke bjergland bag os. Pludselig er vi i Ungarn og grænsen var nærmest usynlig, bare et stort skilt i en lille by og det var så det.

Nu er vi for alvor på den ungarnske Puszta (steppe) – her er fladt og markerne er rigtigt store. Steppe er det selvfølgeligt ikke længere, det er store marker, særligt solsikkemarkerne er uendelige have af gule blomster. Landskabet ligner for førte gang på turen Danmark, hvor den ene store mark afløser den næste og man ser høstede marker med uendelige ruller af rundballer der ligger som små geometriske skulpturer fordelt over stubmarken. GPS'sen viser os ad ujævne veje mod destinationen Hegykö – en lille termalby med tilhørende campingplads. Vi ruller karavanen ind på den mellemstore campingplads komplet med kurbadeanstalt, hvor der er godt fyldt op, og finder en plads nede bagerst i området. Der er godt nok langt til nærmeste strømstander, så Jesper må op og låne en forlænger i receptionen – det er alligevel første gang vores 25 meter kabel ikke kunne slå til. Selve strømstanderen befinder sig camoufleret under en tysk dames vasketøj, så det føles lidt invaderende at flytte dameunderpermissioner til side for at få stikket i alt imens indehaversken holder skarpt øje med én. Og ja, man kunne også læse den foregående sætning på en helt anden måde – men det er ikke meningen!

Ungerne tager en tur i de forskellige pools om eftermiddagen. De bryder sig ikke ret meget om de æggelugtende termalbade, hvor gamle pensionerede tyske turister i alle størrelser - især størrelse XXL sidder langs siden og plejer deres gigt og ømme muskler. Vi andre er heller ikke ikke så draget af at skulle ned i den ugennemsigtige suppe af termalvand og hudceller – så vi springer over. Da vi

går tilbage til vognen finder vi ud af at vi har danske naboer, Conny og Johnny fra fyens land. Et utroligt sødt og imødekommende par som har kommet her et par dage hvert år, de seneste par år. De er begge meget interesseret i formel 1 og kører gerne afsted på camping i forbindelse med de store løb. Vi får en hyggelig snak,og de er stedkendte og kan hjælpe os med at få lokaliseret en ATM, da vi er helt kolde på ungarske kontanter. De er tilmed så søde at de tilbyder at vi bare kan låne af dem, hvis vi ikke orker gå turen op til kontantautomaten. Det syntes vi alligevel ikke at vi kan tage imod, og efter en dag i bil er en gåtur heller ikke det værste. Et supermarked er der ikke rigtigt i byen, kun sådan en slags udvidet døgnkiosk. Til gengæld er der flere restauranter og tøjbutikker på campingpladsen.

Jesper og Henriette prøver termalbadene næste dag fra morgenstunden, et strategisk udvalgt tidspunkt, da alt vand skiftes ud om natten. Det er nu ikke en oplevelse vi sådan bliver afhængige af – når man har prøvet det en gang så er det vist rigeligt. Det er noget helt andet når man som Rudolph, hvis gigtsmerter lindres på helt forunderlig vis af det varme vand, kan smide alt sin smertestillende medicin, bare ved jævnligt at termalbade. De syntes dog at campingpladsens anlæg er blevet alt for overfyldt, så de har fundet et andet og roligere anlæg i nabobyen. Da vi går retur til campingvognen står der pludselig to Albani-pils til os og tre sodavand til ungerne. De står sammen med en lille seddel fra vores utroligt søde danske naboer, som nu er kørt videre men lige ville sige tak for godt selskab og ønske god rejse hjemover.

Paula, Rudolph, Oliver og os!

Om eftermiddagen besøger vi Rudolf og hans kone Paula og deres semideprimerede søn Oliver, som for kort tid siden er blevet skilt fra sin kone og bor i huset ved siden af. Først byggede Paula og Rudolph hus her, og efterfølgende købte Oliver en grund overfor på parallelvejen, således at deres haver støder sammen. Både søn og forældre rejser tit, så kan de passe hinandens huse - Paula og Rudolph drager afsted i deres elskede Schildtkröde-camper, og Oliver ernærer sig som rejseguide, og er derfor også væk meget af året. Det var heldigt at han var hjemme da vi kom, da han to dage senere skulle afsted på en 14 dages tur til Galapagos. Han har i øvrigt også været guide på Island mange gange, så han taler også lidt islandsk – Trods den historiske (og delvist geografiske) tilknytning, forstår man som dansker alligevel ikke et ord af det. Begge huse har fantastiske haver, virkeligt frodige og velpassede. På forældrenes grund tusser fire skildpadder rundt. Det er et par landskildpadder som de tog med hjem fra Tyrkiet for 50 år siden, og så deres to unger. Den ene af de unge er dog en erstatning Oliver har købt, da den oprindelige pludseligt var væk en dag. Ungerne hygger sig med at håndfodre de flotte dyr der grådigt gufler æblestykker i sig.

Haven, hvor ikke et strå står forkert

Schildkrödte eins und zwei

Vi sidder i den dejlige have og Paula har bagt en cheesecake til os, der smager dejligt af koldskål.

Rudolf og Maiken er begge interesserede i sten og Rudolf finder fine fossiler fra sin samling som han giver til Maiken. Vi får også historien om Olivers uduelige ungarske ekskone, som her i december har forladt ham sammen med deres teenage datter. Det er han stadigt meget ramt og bitter af, og han formeligt hvisler når talen falder på fruentimmeret. Han har desværre også lidt mistet forbindelsen til datteren, som ikke rigtigt har lyst til at komme på besøg. Det er ikke nemt med sådan en grim skilsmisse, og den stakkels mand er noget nede i kulkælderen. Men ellers et meget venligt menneske som kommer med mange gode tip til hvad vi skal se og forsyner os med brochurer og kortmateriale.

Stue med fliser, af hensyn til varmen

Stuen - langt liv mange minder

Rudolphs figurer

Næste dag besøger vi sammen Esterhazy slottet der ligger i Fertõd ganske få kilometer fra Hegykö. Slottet er ikke åbent, så vi tager bare en tur i parken, hvor der står en fin bronzestaue af Joseph Hayden, som åbenbart har en tilknytning til slottet og Esterhazy familien. Det var en af Ungarns tre store adelige familier forklarer Oliver, som tilsammen stort set ejede landet. Tilbage i retning Hegykö besøger vi et lille frilandsmuseum ”Fertőszéplaki Tájháza” som består af en samling af meget karakteristiske galvhuse, der oprindeligt har været meget udbredte i området. De er indrettet med inventar fra 1880'erne, 1900 tallet og fra 1940, og giver at godt billede af hvor lidt man har kunnet klare sig med. Noget man kommer til at tænke over når man er fem i en campingvogn, og oplever at det faktisk går ret fint, at klare sig på de få kvadratmeter og med noget der svarer til at thekøkken. Køkkenerne i de gamle huse er utroligt charmerende med fine gamle brændekomfurer, og man kan levende forestille sig hvordan det må have været det allerhyggeligste rum i de kolde ungarske vintre.

Esterhazy slottet 

Hayden und Freunde

Traditionelle gavlhuse - set fra bagsiden

Her må der have været hyggeligt om vinteren

Vi spiser frokost på den nærliggende restaurant Borgmestergården – lækkert tilberedt og til billige penge. Sidst på eftermiddagen mødes vi igen med familien Meisner. De viser os en udendørs udstilling af gamle damptoge der tidligere fragtede tømmer fra de nærliggende skove. Paula har bestilt bord på en restaurant i nærheden og det viser sig sjovt nok at være den samme restaurant, som vi spiste på til frokost samme dag.Vi slutter aftenenen af tilbage på Paula og Rudolfs terrasse i selskab med kolde radlere og et hav af sultne myg, som trods myggespray perforerer os i en grad så det klør overalt i dagene efter. Vi får sagt rigtigt farvel til de to søde mennesker, som vi mødte første gang i marts på Sicilien, for næste dag drager vi mod Budapest.

Togmuseum med Rudolph og Paula

Hvordan får man tiden til at gå på togmuseum

2. til 4. juli - Gennem Slovenien mod Ungarn, op og ned af stejle bjergpas og en uventet filmoplevelse

Efter en overliggerdag med tøjvask og badning i den kolde Bohinj sø tager vi mod Ungarn. Ruten sættes via Klagenfurt i Østrig da vejene her ser bedre ud. Efter at have kørt lidt retur i retning Ljubjana drejer vi op mod passet til Østrig via Podljubel, og Ljoibeltunnelen. Her oppe i de smukke bjerge tæt ved grænsen ligger der så et mindesmærke for koncentrationslejren Ljubel som var en del af hele Mauthausen lejrkomplekset. Her skulle vi måske allerede have indset at det generelt ikke er en god ide at køre mod Østrig, men vi får med hjælp fra bilens hårdt piskede tre cylindre snoet campingvognen op gennem de slyngede bjergveje og ind gennem den afsluttende tunnel frem mod grænseposten. Her siger den venlige vagt at vores pas ser fine ud, men vi kan da ikke køre ned af passet med den der campingvogn på krogen – det er alt for stejlt. Nu har vi kørt det der er væsentligt værre end opturen i passet, men det kan selvfølgelig være stejlere på den østrigske side, og østrigske myndighedsspersoner skal man jo under alle omstændigheder ikke argumentere med. Senere research på Indernettet viser da også at det er det stejleste blandt alle de ca. 30 bjergpas hvor Østrig fraråder kørsel med campingvogn – 17-24 % hældning! Så vi vender kareten og kører retur til dalen. Vi beslutter derfor at køre hele turen gennem Slovenien – og bliver belønnet med en billedskøn tur af små veje gennem idylliske små bjergbyer. Tørrelader i hundreder år gamle tømmerkonstruktioner, bjerghuse med stejle tage og eksplosioner af pelargonier, små slyngede bjergveje med advarselsskilte om udskridning for motorcyklister. Sort set hele vejen gik på ruter med forbud mod lastbiltrafik. Op og ned gik det hele tiden,ind til vi pludselig var ude på fladt landbrugsland. Her blev der dyrket humle til ølbrygning i utrolige mængder – hver gang vi troede det var slut kom der nye humlemarker. Det er et utroligt syn et se de 4-5 meter høje humleplanter dække en hel dal,lidt ligesom de urimelig mængder af majs der efterhånden dyrkes derhjemme.

Uden humle ingen ØL

Da det er ved at være eftermiddag finder vi en plads Terme Ptuj via gps'en i udkanten af byen Ptuj – det lyder lidt som når man nyser. Det er en stor plads ved et hotel og et badeland – en såkaldt termalcamping. Vi køber adgang til badelandet og får placeret vognen på en af de mange græscirkler. Udendørsbadelandet var stort, med mange forskellige pools, men dog ikke noget der mindede om termalbade – trods navnet. Til gengæld var der kæmpestore vandrutsjebaner, nogle af dem skulle man bruge en lille gummibåd på, og andre var bare de sædvanlige rør. Ungerne havde det rigtigt sjovt og fik brugt noget krudt, og vi besluttede at spise, trods det gustne udbud af mad fra den gyldne brønd. Efter at have indtaget store mængder friture besluttede vi se på faciliteterne indenfor, hvor der var saunagus, pools og store boblebade. Det er altid lidt intimiderende at være i fælles boblebad med fremmede mennesker. Da man jo ikke kan se ned i det brusende vand er der nogle der opfatter det som et frirum. Der var i hvert fald en gammel liderbasse med tilhørende yngre kæreste (eller escortpige) som havde en fest i boblebadet. Vi mødte også en slovensk social-media pige som var meget interesseret i vores blog, trods det vi gentagne gange forklarede at den var på dansk. Det virkede ikke som om hun syntes at det var noget problem i disse google-translate tider.

Aftenlys ved Ptuj

Hyggelig gade i Ptuj

Smukke Ptuj

Efter badeturen besluttede vi at tage en gåtur langs floden Drava ind til selve byen. Ptuj er en gammel befæstet middelalderby med snævre stejle gader og en borg på toppen. På vej op gennem Cankarjeva gaden passerede vi et atelier (slikarski atlje) for kunstneren Joze Foltin som primært maler abstrakte landskabsbilleder. Det var et hyggelig overfyldt atelier, fyldt med værker og en tung duft af oliemaling, og med en hyggelig buttet kunstner som endte med at forære Maiken et lille maleri. Der var mange små kreative butikker og gallerier med lokal kunst i byen, der var hyggelig at spankulere rundt i. Det var ved at være sent og efter turen op til borgen kunne vi på et skilt konstatere at borgen var lukket for adgang kl. 19. Men porten var stadig åben og Henriettes antiautoritære gener påbød hende at undersøge om man ikke bare kunne gå ind alligevel. Modstræb­ende fulgte den mere autoritetstro ægtefælle og de lidt trætte børn med ind i borgen. Det viste sig at være en god beslutning for lidt længere fremme var der sat lys op ved trapperne op til selve borgen. Vi mødte et sødt par der forklarede at vi var ramlet ind i Ptujs årlige udendørs filmfestival "Kino brez stropa” (film uden loft) der blev afholdt i borggården. Mellem de store grå bygningskroppe var der opstillet stolerækker og et stort lærred. Og det vildeste for os jyder var jo at det hele var gratis. Vi besluttede på stedet at tage en overnatning mere! På hjemvejen kom vi forbi en af byens gode isbutikker, og det krævede jo et lille stop. Forkælet med god service og store velsmagende kugler var det en god afslutning på dagen.

Så næste dags program var en formiddagsfilm i byens fine120 år gamle biograf. Det var en BBC naturfilm og hele forestillingen blev symkronspeaket af biografdirektricen på slovensk af hensyn til de mange børn. Det var tydeligvis en entusiastbiograf drevet af frivillige kræfter som den vi har hjemme i Ry.

Den gamle Bio i Ptuj

Efter at have handlet, været en tur forbi isbutikken igen, forsøgt at aflevere en tegning fra Maiken til kunstmaleren og indtaget en god frokost tog Mads og Maiken i badeland, Stinne vores vandhund havde efterhånden fået badet så meget på turen at hun valgte at blive i campingvognen. Kl. halvti om aftenen kunne Henriette og Jesper sætte kursen mod Borgen og en biograftur der viste filmen ”The shape of Water”. Der var utroligt stemningsfuldt oppe i borggården og propfyldt med mennesker. Bevæbnet med et glas hvidvin og pakket ind i de medfølgende fleecetæpper. Filmen var en hyperæstetisk moderne udgave af en 1950'er monsterfilm med et akvatisk monster fra det dybe amazonas, som en erotisk betaget Sally Hawkins satte sig for at redde ud af det onde militærs klør. Det lyder måske umiddelbart noget småtåbeligt,men det var en rigtig fed film. Da filmen var slut omkring midnat ringede Mads pludselig og forklarede at de var ved at dø af tørst,da vi havde efterladt børnene stort set uden drikkevand. Sådan kan det jo gå når forældre for en gangs skyld fokuserer på egne behov. For et redde de akut dehydrerede børn besluttede vi at købe et par vandflasker med fra bio-baren. Det viste sig så at vand er væsentligt dyrere end hvidvin i slovenske biobarer, og Jespers forslag om at vi skulle købe hvidvin til børnene af økonomiske årsager blev brutalt afvist af den noget mere fornuftige Henriette.

26. juni til 1. juli - Det smukke slovenske alpeland, hundreder af højdemeter, surrealistiske salamandre og bjergeder.

Vi var rigtig godt tilfredse med os selv, da vi tog de første skridt op imod Alpeland. Det var nemlig lykkes os at få lov til at parkere både campingvogn og bil på Camp Zlatorog ved Bohinjsøen ganske gratis, da det stadig er lavsæson. Og vi behøver vel ikke at tilføje, at det der ”gratis” det kan sådan nogen som os jo blive helt høje af. I øvrigt det perfekte udgangspunkt, da pladsen ligger lige nedenfor den rute vi havde tænkt os at gå. Vi boede også på den for to år siden på vores første vandretur i de slovenske bjerge. Denne gang går vi ruten i omvendt retning, og hvis vejret er med os vil vi også gerne lidt højere op i bjergene. Første etape er derfor en times flad vandring fra campingpladsen op i dalen til Savicivandfaldene efterfulgt af tre timers benhård opstigning fra søens niveau på ca. 500 højdemeter til Dom na Komni hyttens 1.500 højdemeter.

Camp Zlatorog. Her får vi lov at parkere både bil og campingvogn mens vi vandrer.

Inden selve turen havde vi dog lige en sjov oplevelse. Vogntoget skulle jo bakkes på plads på den anviste parkeringsplads. En manøvre der ikke blev enklere af at det var en ujævn stærkt hældende grusplads, med en del andre parkerede biler. Ved siden af en wolksvagencamper var der dog plads til at skrue os ind. Under hele manøvren stod der en fyr (ham fra camperen) og fulgte lidt med. Det var jo også hans camper der var i risikozonen – men han så nu ikke bekymret ud. Det var en flot bredskuldret mand, med det der amerikanske solblegede wavy surferhår, en lækker tan, og et par cool solbriller. Så snart vognen var på plads, kom han storsmilende, stak labben frem og sagde ”Well done – not an easy job. Chefkøreren replicerede at rutinen stadigt bliver bedre, men det er ikke det nemmeste at bakke campingvogn med påløbsbremse. Det vidste vor nye ven Jamie alt om, han var vant til den slags ”driving great big boat trailers around”. ”You just need a big ol' piece of wood the right size to block the mecanism from activating”. Og ”next thing you know” lå fyren på knæ og rodede med vores anhængerkobling for lige at se om han kunne gennemskue en måde at blokere mekanismen på. Den der hjertelige amerikanske imødekommenhed med store hvide tænder og solbriller er svær at stå for. Jamie var havbiolog med base i Honolulu på Hawai, så surferudseendet passede jo godt nok. Nå, vi fik fundet en serviet til at tørre koblingsfedt af den flinke fyrs hænder, og vinket pænt farvel til ham og kæresten Kayla da de kørte mod Ljubjana for at aflevere deres lejede camper. Alt imens snørede vi støvlerne, spiste de sidste rester fra køleskabet, og smed rygsækkene på skuldrene – nu kunne næste eventyr begynde.

Det var helt hyggeligt at gå den velkendte vej op mod Savicivandfaldene og gense de hyggelige beværtninger, der ligger nedenfor bjerget. Men derfra blev det hurtigt stejlt og selvom stien er lagt i serpentinersving og temperaturen relativt kølig, varede det ikke længe før vores vandretasker klistrede mod skjorterne og åndedraget blev tungt og prustende, men vi fik også sat fra i et pænt tempo. Stien er det meste af strækningen omsluttet af høje slanke træer og først da vi er nået et godt stykke op, belønnes vi med et åbent view over Bohinjsøen og får et indtryk af hvor højt vi er nået op. Men det giver os ingen indikation af hvor langt der er igen og efter to timer, hvor vi kun har bevæget os i stejlt opadgående terræn, begynder vi at komme med egne skøn på hvor langt der er igen – ”Nu må vi snart være fremme”, ”om ti minutter kan vi nok se hytten”, ”det ser ud til at stien flader ud efter næste sving”. Efter flere skuffelser, hvor vores forudsigelser ikke har holdt stik, går luften ud af Maiken og hun sætter sig ned på en klippesten og erklærer, at nu kan hun ikke gå et skridt mere. Mens Jesper tager sig af Maiken fortsætter resten af holdet og to minutter senere dukker hytteskiltet op 'Dom na Komni 5 min'. Mads smider rygsækken og løber i rask tempo ned til Maiken og Jesper, mens han råber ”rygsæk-ekspressen, rygsæk-ekspressen”, hvorefter han griber Maikens rygsæk, så hun slipper for at bære noget det sidste stykke vej.

Langt om længe skimtes Dom na Komni gennem træerne.

Og to sekunder senere oplever vi vore første hytteåbenbaring. 

Humøret er højt, da vi godt trætte i kroppen endelig når det punkt, hvor hytten åbenbarer sig for os og vi endelig kan smide vores rygsække og ikke mindst vores ildelugtende svedige støvler og sokker som efter en lang dags vandring lugter så krydret, at man er meget taknemlig for, at der er et særskilt rum til vandrestøvler i hytten. Det er samme hyttemor og hyttefar som sidst vi var her, og hyttemor har stadig en lille fletning nederst i den ene side af håret. Hytten er stor, og der er fint plads til os, og vi får anvist et lille 8 personers rum. Ud over os er der vel 20-25 mennesker, de fleste del af en gruppe amerikanske vandrere med lokal guide. Da vi er oppe igen spørger vi efter ”halv-pension” og det siger hyttefar ja til, men vender senere tilbage og siger at fruen siger at det ikke er muligt. Vi spørger ud i køkkenet, hvor madammen meget kontant erklærer at det skulle vi da sandeligt have reserveret dagen i forvejen – eller i hvert fald senest i morges. Det har vi aldrig været ude for før, og det undrer os noget. Det er ikke fordi de er løbet tør for mad, for vi kan vælge det samme fra menukortet. Her er det bare dyrere. Halvpension er 10 euro dyrere per person, end ren overnatning (33 euro versus 23 euro). Det inkluderer aftensmad og dessert samt morgenmad. Aftensmaden koster os 7 euro uden dessert og morgenmaden samme beløb – så det hele handlede vist mere om indtjening. Hytter i Slovenien er private, men har for udvalgte ting faste priser – og halvpension er en af de priser der er fastsat af bjergklubben. Kan man ikke justere på prisen, så kan man jo skrue lidt på vilkårene for at opnå prisen ;-) Men ellers er det dejligt at gense hytten og vi snakker lidt med det tyske par på samme værelse som os, der går Via alpina ruten. Trætheden melder sig dog hurtigt, og kl. 8 er familien Sandager (og det tyske par) gået til ro.

Jesper vågner tidligt til en flot morgen i bjergene, men må tulle lidt rundt, da morgenmaden først starter kl. 7. Vi får instrueret ungerne i fjeld-morgenmads-strategien. Spis mest muligt på hvert stykke franskbrød, gerne lag på 1 cm. nutella eller marmelade, for de to stykker skal holde det meste af dagen, sammen med det scramblede æg og teen. Omkring kl. 8 er vi pakkede og klar til at gå mod næste hytte, Dom na Triglavski Jezerih – Hytten ved Triglav søerne – og kendt som seven lakes hut. Den ligger mellem to søer, en øvre og en nedre, som da vi kommer er spaltet i tre grundet lav vandstand. Den øvre er lidt snyd, da den alene eksisterer som følge af en opstemning. Det tager os ca 3,5 time at gå op til hytten, som kun ligger 100 højdemeter over na Komni. Men turen derop er mildt sagt kuperet, så vi får alligevel gået en del højdemeter. Det er derfor en brugt trup der endelig kan se hytten foran os og vi glæder os til at indtage frokosten der. Fra tidligere oplevelser og anmeldelser ved vi at den store hytte er en ren pengemaskine, da den er placeret så alle der vil op i dalen skal passere den. Det har ikke ændret sig: Vi bestiller en oksesuppe for at holde omkostningen nede. Det er også en ret hvis pris er fastsat af bjergklubben (3,5 euro) og hytten er forpligtiget til at udbyde den). Det viser sig at hytten har samme strategi som os. Når man ikke kan øge indtjeningen på prisen eller ved at droppe retten, så må man jo se på omkostningen. Vi får serveret hvad der teknisk set er en suppe, men som rettelig burde benævnes ”Varmt vand med spor af boullionperler (kun spor) og sporadisk drys af tørrede urter. Det er nok den mindst mættende servering vi nogensinde har fået serveret – og vi var ellers temmelig klar til en solid suppe med bønner og kød. Vi burde nok have brokket os – men vi slubrede det uinspirerede stads i os – hvilede os lidt – og så gik vi ellers videre.

Fremme ved Dom na Triglavski Jezerih
lykkeligt uvidende om at vores næste måltid er en portion vand.   

Turen videre op i gennem dalen mod Zazavska Koca i 2100 meters højde var en lang relativt blid stigning hvor det stille og roligt begyndte at tynde ud i træerne, indtil forkrøblede bjergfyr tog over.

Vi ser mange smukke og sjove blomster undervejs. Ungerne navngiver denne finurlige bjergblomst for floffieblomst .

En af de syv søer på ruten op til Zazavska Koca

Midt på stien spotter Maiken den første Alpin Salamander

Undervejs så vi en hel gruppe af murmeldyr der legede og spiste i solen. Desværre er de relativt sky og derfor svære at komme tæt på, så vi måtte nyde dem på afstand. På en del af turen begyndte det at regne så meget at vi måtte have regntøjet på og det viste sig at Stinnes regnbukser bestemt ikke var tætte længere. Heldigvis havde begge piger fået nye regnjakker i Ljubjana, så det var kun benene der blev våde. Det var nogle seje unger som trods blæsevejr og regn bare vandrede videre opad i dalen. Vi passerede yderligere en af Triglavsøerne og landskabet skiftede til det rent højalpine nøgne stenlandskab. Heroppe blandt de glatte våde sten ser Maiken pludselig et sælsomt dyr, som ingen af os nogensinde har set før. Den alpine salamander – et dyr som normalt kun er nataktivt – men som ved tunge regnfald kan vende sin døgnrytme og blive dagaktivt. Det er det sorteste dyr man nogensinde har set – og ligner noget der er støbt i gummi. Grundet det kolde vejr havde det en flugthastighed i superslow – et ben møjsommeligt flyttet ad gangen – så vi fik et godt kig på dyret inden det fandt en sprække i klippestykkerne.

Zazavska Koca ligger dramatisk og smukt omgivet af stejle bjerge.

Da vi endelig får kig på hytten, sætter børnene farten op og efterlader os gamle til selv at finde frem. Maiken bliver lidt utilfreds med selskabet og vælger sin egen rute gennem blokmarken uden for stien. Længere fremme kan vi se en gentleman med vandrestave og six-pence kasket der har valgt samme strategi. Han søger dog efter et stykke tid tilbage mod stien igen, mens Maiken bare drøner videre i det uvejsomme terræn. Da vi passerer den nydelige ældre herre med et ”hello”, spørger han om vi mon skulle være briter. Han har bemærket at vores rygsække og Henriettes jakke er af det engelske mærke Karrimor. Vi forklarer at det såmænd bare er købt her i Slovenien.

Vel fremme på hytten tages vi hjerteligt imod af den søde hytteværtinde i Mickey-Mouse fleecebukser. Det var godt at vi havde reserveret, for den er helt booket op, en gruppe på 13 franskmænd, samt en gruppe på seks fra ”Swiss alpine club – Geneva” samt en række mindre grupper og par. Herren med kasketten, Paul, viser sig at være englænder og leder af det scweitziske kontingent fra Geneve, og ham får vi en god lang snak med. Han var meget imponeret over at være blevet så bastant overhalet af lille slanke Maiken i hendes gule regnjakke. Han taler fransk med sin gruppe der, hvis vi ikke husker forkert, består af fem damer, af henholdsvis fransk, spansk, italiensk, schweitzisk og bosnisk oprindelse. Herudover taler han russisk, rumænsk, serbokroatisk og en smule slovensk. Han har haft en lang karriere som stålsælger i de gamle østlande og har de sidste 20 år boet i Geneve. Han var på Triglav første gang i 1970'erne, og det var egentlig meningen at hans gruppe også skulle have været oppe på Triglav. Men det kedelige vejr gjorde at de lagde andre planer. Vi kan også se på de dyngvåde mennesker der løbende ankommer senere end os til hytten, at vejret har slået om til det værre, så vi er glade for at vi trods alt bare fik en byge og kom i læ inden det blev rigtigt trælst.

Sløret billede fra hytten - afspejler meget godt den venlige selvskabelige Pouls tilstand senere på aftenen.

Hytten er nu tætpakket med alle langborde fyldt med vandringsmænd og damer. Vi får også snakket lidt med den store franske gruppe, som viser sig at være et hold venner der har rejst i bjerge sammen over hele verden. De er rigtigt søde, men taler kun fransk, så det er chefkøreren der må agere tolk. De har været på toppen af Triglav dagen før med fire lokale guider. Men det var i rigtigt dårligt vejr, hvor de måtte gå hele topturen i reb i små grupper med en guide forrest i hvert tov. Det havde være en hård tur i tåge med hagl og iset sne lige i ansigtet. Vi snakker senere med nogle der havde snakket med guiderne på en anden hytte, og de havde beskrevet turen som ”Pure hell”. Den franske gruppe er dog kommet sig over den hårde tur, og humøret er højt. Endnu en gang imponerer Maiken, da hun trods sit relativt begrænsede omfang sætter hele den solide portion bønneret til livs. Der er ikke noget der giver appetit som en hård vandredag! Pludselig er der opstandelse, der er set bjergemser på stenskredet overfor. Vi får også set dem, og lidt senere er der igen uro. Nu står der pludseligt tre store ibex bjergeder lige uden for hytten. Mads er først og får set dem på tre meters afstand. Desværre er der ikke nogen store hanner, som ellers har det mest imponerende og overdimensionerede horn.Vi ender dagen med at hjælpe Paul med at drikke den ekstra indkøbte flaske rødvin som hans gruppe ikke magter at gøre kål på, så vi er først i seng ved 10 tiden.

Vi bygger rede. Med fem senge ved siden af hinanden kan vi ligge tæt og holde varmen.

Næste dag må vi revurdere vandreplanerne. Vi havde tænkt os at gå over passet i 2300 meters højde til paralleldalen og så følge dalen ned på vej til målet, hytten Dom na Planini pri Jezeruh (Hytten på sæteren ved søen). Men da vejret er dårligt, blæsende og regnvådt, og Paul har fortalt at de kunne se store snefaner nede i dalen da de gik på tværs, vælger vi den sikre vej og går retur samme vej som gårsdagen ned mod hytten med den dårlige suppe. Hernede kan vi så tage et lavere beliggende pas over mod den ønskede hytte Dom Planini. Turen ned gennem dalen går rigtigt godt, da regnen er løjet af inden vi har forladt Zasavskahytten. Vi ser ingen murmeldyr – de bryder sig ikke om gråvejr – men både Mads og Stinne finder en alpin salamander igen. Turen op i det lavere pas er en hård og brutal stigning op gennem bjergfyrrene, afløst af en flot men også stejl passage over en stenskråning bestående af sten og klippestykker der er eroderet af bjergtoppene. Nu er pulsen ved at være godt oppe, da vi når det sidste meget stejle stykke op i selve passet. Her må vi klatre lidt og have hænderne til hjælp. Der er heldigvis banket stålwirer og stål pløkker ind til sikring af de værste steder. For to år siden gik vi den modsatte vej, nedad, og inden af os kan huske at det var så stejlt. Kort efter belønnes vi med at kunne se toppen af passet, og nedturen på anden side er heldigvis blidere. Det er igen en lang tur ned gennem først bjergfyr og siden birketræer. Her er fugtigt og frodigt med lysåben skov i det meget bakkede landskab. Pludselig ser Stinne en stor tung metallicsort fugl med tydelige hvide vingebånd gå i luften bare 10-20 meter foran os. Mens vi står og snakker om det mon kunne have været en Tjur, som ellers er sjælden og svær at spotte, kommer nummer to, og så nummer tre og så nummer fire i luften og forsvinder igen blandt bakker og træer. Alle var flotte sorte hanner – hunnen er ikke så spektakulær – lidt ligesom fasanerne derhjemme. Det var noget af en oplevelse. Desværre var det kun Jesper og Stinne som så dem (Mads så skyggen af den sidste), da resten af familien gik længere tilbage. Da de når frem kan vi dog stadigt høre tjurerne, med deres kald der lyder lidt ligesom navnet – tjuuur – tjuuur.

Müslibarer og nøddemix gør det ud for frokost.
Det er til enhver tid mere nærende end vandsuppe.

Mads viser Maiken vejen op gennem det stejle pas.

Maiken morer sig over hvor store mængder tis, der kan komme ud af en ko.

Fra sæterhytterne er der kun to kilometer til Dom na planini pri Jezeruh

Udsigten nydes ved Dom na planini pri Jezeruh

Hygge i hytten

Det sidste stykke ned mod hytten går forbi en sæter med fritgående kvæg med klokker. Her skal vi passere meget tæt forbi og næsten skubbe til de store køer – så det er rart at de store dyr er så omgængelige. På en lille græseng ligger der en række sæterhytter hvor man kan købe mælk og ost – det springer vi nu over. Sidst del af ruten går ad en meget stejl grusvej ned gennem en klippekløft, inden den idylliske sæterhytte ”Dom na planini pri Jezeruh” åbenbarer sig med sine flotte gamle tømmerlader og smaragdgrønne græsenge. Denne hytte er et must på turen, da det er den klart hyggeligste hytte i området. Sidste gang lykkedes det os at få værten til at tage harmonikaen frem og vi har stadig et par af de små strikhuer som fruen lavede til toppen af halvlitersflasker. Da vi præsenterer os som tidligere gæster lyser værten, som ellers godt kan se lidt tilknappet ud, op i et stort smil, og vi får anvist vores helt eget hyggelige 8 personers rum. Da vi bagefter sidder bænket med 5 kopper kakao ved bordet og lidt snolder som hyttefar kom forbi med, er vi enige om at det bare har været en dejlig dag. Også her er der godt fyldt op, men det skyldes primært en stor gruppe slovenske børn der er på en organiseret vandretur. Ud over dem og os, er her to hollandske piger, og et tysk par. Begge hold var også på Zasavska hytten, så vi har fulgt samme rute. Til aften er der travlt i hytten med servering af hele den store ungdomsgruppe, så det er lige ved at vi misser aftensmaden. Det er ikke blevet kommunikeret tilstrækkeligt tydeligt at vi ønsker halvpension, men det får vi heldigvis rådet bod på. Vi får grøntsagsupper og en enkelt portion Jota, som er en tung saurkraut ret med røgede kødstykker. Til dessert er der pandekager med æblemarmelade. En god dag er slut og vi kryber godt trætte til køjs.

Undervejs holder vi et hestestop.

Ungerne giver den gas efter fire dages hård bjergvandring.

Armene skal også styrkes

Næste dags tur går nedad gennem de smukke skove mod landsbyen Stara Fuzina. Undervejs møder vi en scene fra det sidste århundrede, to mænd der er ved at fragte gods op af de stejle stier ved hjælp en en kæmpestor flot arbejdshest. Med på turen er også et lille brunt føl som tålmodigt trisser bagefter. Man kan høre hvor hårdt arbejde det er for den tungt lastede hest, når de store hove skal finde bid på den glatte stejle sti. Vi har fin fart på ned gennem skoven og er nede ved landsbyen efter godt tre timer. Her opdager de ukuelige unger et udendørs motionsanlæg, som selvfølgelig skal afprøves, trods det faktum at vi stadig mangler 1,5 times vandring! Nede i selve byen tager vi et tiltrængt frokoststop ved floden. Køber lidt ind ved købmanden og spiser brød, pålæg og frugt, samt en berliner til dessert. Ved det lille nationalparkmuseum hvor vi egentlig bare skulle ind for at tisse, falder vi i snak med to israelske par, Roz og Ruth, samt det andet par hvis navne er for hebræiske til at vi kan huske dem. Roz er en rigtig flot mørklødet israeler med et meget charmerende glimt i øjnene og godt humør. Samtidig har han sådan en veltrænet krop og det lidt insisterende dominerende blik i øjnene der gør at man uvilkårligt tænker på den israelske lange værnepligt og muligheden for at han formentlig kan slå een ihjel på mindst 24 sjove måder. De er alle utroligt åbne og charmerende og vi nyder snakken, hvor de efter at have hørt om vores tur, hurtigt trumfer den, da begge familier har været afsted på helårsture med børnene. Da vi siger at det jo nok er noget man kun gør een gang i livet, siger den ene med et stort smil at hans familie da faktisk har været afsted på to helårsture:-) Behørigt overtrumfet siger vi farvel til de søde israelere, og tager den sidste halvanden time ned til Riblev Laz og rundt langs Bohinj søen tilbage til camp Zlatorog.

Lille rød traktor i Stara Fuzina