8. til 16. april Lefka beach - Mykene, Nafplio, Epidaurus, Nafplios fæstningsværk 1000 trin, Tolo, Tiryns, Sparta og Mistras, Det gamle Korinth

Campingpladsen er familiedrevet og har været i familiens hænder i snart 30 år. Både hr. Thakis og fru camping er søde og hjælpsomme og slipper gerne alt hvad de har i hænderne for at hjælpe. I øjeblikket er de ved at sætte pladsens restaurant i stand og receptionen ledes derfor fra byggepladsen udenfor restauranten. Spørger man efter en vaskemønt, starter campingfar sin gamle knallert og tøffer op af den vandvittige hældning til hovedbygningen og kort tid efter kommer han smilende retur med en mønt. Når han kører nedad er det for slukket motor, man ved vel hvordan man sparer benzin. På den anden side ser man ham yderst sjældent til fods, hvad enten det er op, ned eller ligeud er det i bil eller på den lille rygende knallert. Pladsens hyggelige atmosfære og smukke beliggenhed tæt på en perlerække af landets mest berømte seværdigheder gør, at vi hurtig falder til og campingpladsen bliver base for alle vores oplevelser på Peloponnes. Vi er også mere trygge, efter at Henriette har fået campingfar til at love, at han godt vil trække vores campingvogn op med sin diesel pick-up, når vi engang skal af sted igen.

Lefka Camping med plads ned til stranden.

Klippestranden nedenfor campingpladsen 

Den første dag på pladsen er vejret mildt men overskyet og vi overtaler derfor ungerne til at vente lidt med stranden og tage med os på ruintur til Mykene (Mykonos). Stinne er ikke rigtigt i hopla til endnu en ruintur, men har det i stedet sjovt med Maiken. De laver fotokunst i ruinerne og undersøger, hvordan det bedst kan lykkes at få Maiken til at indgå flere gange på samme fotografi.

På stedets lille museum vækkes pigernes interesse først, da vi griber det kunstnerisk an og de skal tage fotografier af de ting de finder smukkest og bedst kunne lade sig inspirere af i deres egen kunst. Mykenes fæstningsmure er op til 3.500 år gamle og man imponeres over det byggetekniske håndværk. Særligt en lang trappegang hugget mange, mange meter ned i klippen imponerer. Der er intet lys og da gangen drejer 180 grader på et tidspunkt bliver der fuldstændigt sort når man slukker den medbragte lampe. Det er en lidt skummel fornemmelse at stå her 10 meter under jorden, i bælgmørke, i det der i realiteten er et gammelt vandreservoir, og håbe at nogen ikke pludselig ved en fejl aktiverer den gamle akvædukt. Lidt nedenfor hovedruinerne ligger et gammelt gravkammer, bygget som en bikube med en 20 meter lang indgangsportal. Det er en virkeligt ærefrygtindgydende konstruktion. Den store overligger ved indgangen er estimeret til over 100 ton – hvordan hulan har man i antikken flyttet et stykke klippe som er måske 8 * 2 * 4 meter på plads uden maskinkraft?

Turistbillede af Henriette og Jesper ved Mykerne

Verdens første smiley ved Mykerne. 

Stinne har fået nok af bierne i gravkammeret. 

En aften hvor ungerne er i gang med at indfange krabber og søpindsvin til et lille vaskebalje akvarium, står Henriette og Jesper står med fødderne i vandkanten og hyggesnakker med et par fra Schweitzs, der netop er kommet tilbage fra en tur på deres medbragte paddleboards. Her står de normalt afsted i fin stil med deres solbrune trimmede kroppe. De har viftet os hen, fordi de har fået øje på en lille blæksprutte i vandkanten. Henriette dræber det magiske øjeblik, da hun med det samme kan se, det blot er en pigget søstjerne og får den forsigtigt vristet fra klippen, så den kan indtage en plads i ungernes akvarium. Pludselig får Henriette øje på en sjov, smuk farvestrålende børsteorm. Den er nem at fange, fordi den ligger og snor sig på en klippe under vandet uden mulighed for at gemme sig. På det tidspunkt har vi endnu ikke fået anskaffet os fiskenet, så alt hvad vi fanger, fanges med hånden. De røde tråde som ormen er beklædt med, får godt nok advarselslamperne til at tænde, men ikke mere end Henriette alligevel i et snuptag fanger ormen og skynder sig hen til akvariet med det, alt imens hånden begynder at svie og trådene falder af ormen. Henriette kæmper med at få vasket de brændende tråde af hånden, mens hun stille bander over, at det føles som hvis hun havde plukket en hel buket brændenælder med hænderne. Så lyder der et højt ”AV” fra Stinne. Hun er blevet stukket i foden af en hveps og står nu og kæmper med at få brodden ud af foden. En ulykke kommer sjældent alene.

Den farlige børsteorm.

Børsteormen viser sig efter en googling at være en 'fireworm' og som navnet jo lidt antyder, skal man holde sig på behørig afstand af den, da dens røde tråde brænder noget så eftertrykkeligt. Smerten på Henriettes hånd fortager sig i løbet af natten, mens Stinnes fod morgenen efter er både hævet og irriteret og der går faktisk flere dage før foden er helt god igen. Så de næste par ekskursioner indeholder ikke så meget vandring.

Kun 20 minutters kørsel fra campingpladsen ligger Nafplio som vi besøger af flere omgange. Det er Grækenlands vistnok tidligere hovedstad og i dag en af landets kønneste byer. Der er en helt særlig atmosfære i byen med de smukke gamle velholdte huse og blomsterkrukker og gamle citrontræer der skaber en frodig bymidte trods den tætte bebyggelse. Det er en af den slags byer hvor det bare er hyggeligt at vandre rundt på må og få, hvilket selvfølgelig betyder at der også er fyldt af turister inkl. de obligatoriske kinesere der kommer dappende i den karakteristiske asiatiske gangart. Byen ligger nedenfor nogle høje klippebjerge, hvor resterne fra byens forsvarsværker ligger øverst på toppene og bevidner at Nafplio historisk set har været en magtfuld by. Borgen i Nafplio er en venetiansk fæstning højt over byen fra 1711 til 1714. Berømmet som militært mesterværk, men erobret af tyrken allerede inden den var helt færdig. Først i 1822 indtages den af græske styrker. Vi tager de 913 trin til toppen i fin form, og nyder den fantastisk smukke udsigt over by og hav. Selve borgen er stor, men består alene af bygninger uden nogen form for inventar – så det bliver lidt ensartet at se på.

Stinne og Maiken i Nafplios smalle gader 

Borgen ved Nafplio 

På vej ned af de 913 trappetrin.
Lægmusklerne sitrer, da vi når bunden.

Den første dag vi besøger byen har vi besluttet at spise frokost på en restaurant, og vi går rundt og kigger i de snævre gader for at finde et hyggeligt sted, som ikke er for dyrt. Der er godt fyldt op på de spisesteder vi kommer forbi, og vi ender derfor med at sætte os på en restaurant på byens torv hvor der er et ledigt bord. Det lugter lidt af turistfælde, men vi er sultne, får bestilt og må jo så indtage det lidt olierede og kedelige resultat af bestillingen. Først efterfølgende finder vi restaurant-gaden med masser af hyggelige steder, som nok havde været en lidt mere delikat oplevelse.

Bagefter hygger vi os i de smalle gader med de mange turistbutikker, hvor man kan købe alt fra smykker og brugskunst til håndlavede sandaler og især pigerne er i deres es. Inden eftermiddagen er omme har de både købt armbånd og solhatte. Fra den hyggelige havnefront er det muligt at sejle ud til en klippeø, med et lille fæstningsværk, men vi nøjes med at kigge efter fisk i det klare havnevand, samt får et studie i hvor svært det kan være at foretage en spontanparkering af en mellemstor katamaran, når man skal have frokost. Først prøves der et par steder i det ene havnebassin. Så ud og cruise lidt rundt og danne overblik, og så et par yderligere forsøg i det andet bassin inden det hele blev for pinligt og de åbenbart tabte appetitten og endte med at sejle igen. Det så ellers så lækkert og overskudsagtigt ud da de begyndte – men frustrationen med at jage parkeringsplads i det sydeuropæiske kender vi kun selv alt for godt.

En god halv time fra Lefka ligger oldtidens store helsecenter – Epidaurus. Det er et helt fantastisk sted som man skylder sig selv at se hvis man er på Pelopennes. Mest velbevaret er det kæmpestore amphiteater som er berømmet for den gode akustik. Det er meget flot renoveret og med plads til 20.000 tilskuere gør det noget af et indtryk. For at alle rækker skal kunne se scenen bedst muligt er det lavet i en ganske særlig form, hvor de inderste 8 rækker ligger på en perfekt cirkelbue. De yderste tre rækker i begge sider følger så en noget fladere cirkelbue, hvilket sikrer at de ikke kun kan se nakken af skuespillerne. Men hele baggrunden for stedet er det store tempel, til ære for lægeguden Æskulap. Her var der i antikken læge- og kursted for hele den civiliserede verden. Folk kom endog meget langvejs fra i håbet om at blive helbredt for diverse lidelser. Fremgangsmåden var at man ankom således at man kunne sove på stedet. I løbet af natten ville guden så enten helbrede direkte eller via drømme give anvisninger til læge og patient på en passende kur. Det har været en kæmpe forretning lidt a la nutidens privathospitaler, med tilknyttet stort hotel til de rejsende patienter og handelsgade med udbud af både souvenirs og offergaver.

På vej til Epidaurus bliver Stinne kørersyg og vi tager et stop i det øde olivenlandskab.

Teatret ved Epidaurus

På det lille museum kan man se stentavler med helbredelseshistorier, opsat som tak til guden fra de helbredte. Der var dog også mere ”markedsføringsagtige” tavler som i lange lister opremser alle de skavanker og dårligdomme det er lykkedes Guderne og lægerne at kurere, komplet med detaljerede anvisninger på alle de slemme ting guderne ville gøre ved én, hvis man undlod at betale lægeregningen. Blandt de personlige takketavler var der en Galler fra det nordlige Frankrig som fik kureret sin blindhed. En anden høvding fra Tyrkiet bliver kureret for forstoppelse/fordøjelsesproblemer gennem følgende tiltag: Diæt baseret alene på brød og ost, mikset med selleri og salat. Der skal drikkes vand med citronjuice og mælk med honning samt dyrke motion og bade i kurbade. Endeligt skal han også studere på stedets bibliotek, dette måtte dog opgives da al den intellektuelle udfoldelse gav staklen hovedpine. Man ser for sig en stor forædt høvdingtyrk som måske ikke er for skarp, hvis egentlige problem bare er vellevned, og så nogle smågrinende læger der får strikket en kur sammen til tyksakken. Mon ikke han var glad for at komme derfra. Vi sluttede dagen med kapløb på stedets gamle stadium, en lidt risky affære i sandaler når det foregår på en kløvermark fyldt med summende bier. Det lykkedes dog alle at gennemføre de 178 meters løb uden bistik.

Lidt uden for Nafplio ser vi også Europas ældste borganlæg, Tiryns Borg. Bygget med sten og murværk i ufattelige kyklopiske dimensioner for treogethalvt tusinde år siden. På linie med Mykenes var det engang et meget driftigt område, i dag ligger det ganske øde hen midt i en appelsinplantage og langs en støvet landevej.

For foden af Tiryns forsøger Jesper at banke lidt entusiasme
 ind i ungerne.Stinnes fod gør ondt på grund af bistikket og
både Stinne og Maiken mener de har set nok ruiner!
 Pigerne får lov at hygge sig i skyggen, mens vi andre ser Tiryns

Stenene Tiryns er bygget af er gigantiske 

Længere mod nord var vi også på tur til det gamle Korinth, som havde flotte ruiner, men særligt det lille museum var vi imponeret af. Her var bl.a. 2 Kouroser som er store flotte mandsstatuer. De var fundet af kriminelle gravrøvere i 2010, og da de blev fanget med statuerne måtte de fortælle hvor de havde fundet dem. det gav anledning til fundet af en stor begravelsesplads man ikke tidligere havde kendt til.

Det gamle Korinth 

En dag manglede vi kontanter, og nærmeste ATM var 15 minutter væk i Tolo, prototypen på et strandresort, med hoteller, pensioner og selvfølgelig souvenirbutikker. Vi kom tilbage til Tolo et par dage senere hvor Henriette købte en rigtig pæn halskæde i en lille forretning. Indehaveren kunne høre på sproget at vi var danskere, og det undrede os lidt. Så fremdrog han en fotobog lavet af lille gruppe af danske roere fra Hørsholm på Sjælland. De var hans gode venner og kom hvert eneste år afsted til Tolo medbringende egne robåde for at lave roture rundt i omegnen. Altså havde det faktisk været danske flag der vajede på de robåde vi havde set i Lefkabugten nogle dage tidligere.


Der bliver også tid til en heldagstur til Sparta og Mistras. I Sparta hygger vi os med at se olivenmuseet og springer let og elegant over det arkæologiske museum, da vi trænger til at se noget andet end oldtidlevn. Det viser sig at være et rigtigt fint lille museum og ungerne får prøvet muskler med olivenkværnen.

Efter lidt frokost og kiggen butikker kører vi til Mistras som er det smukkeste område vi længe har set. Det gamle Mistras ligger meget højt, men stort set alle bygninger er forladte på nær klosteret, hvor der stadig bor seks nonner. Desværre var vi ikke klar over at stedet lukker allerede klokken 15:00, og vi ender med at måtte lave speedsightseeing og løbe gennem spøgelsesbyen for at se det meste på en halv time. 

Mistras spøgelsesagtige ruinby

Vi har fart på rundt mellem ruinerne,
da vi kun har en halv time inden området lukker.

En af kirkerne i Mistras

På vej ned får vi øje på et æsel,som helt sikkert stadig
 har en funktion på klosteret i dette uvejsomme terræn.

Dagen sluttes af med græsk is, og vi sender en tanke
til Italiens lækre gelateriaer. 

På campingpladsen har vi jo snart været nogle dage, og det betyder også at vi har lært lidt mennesker at kende. Der er f.eks. ”Les Quebecs”, Guy et Monique, som kommer fra Quebeck i Canada. Nogle utroligt søde og åbne mennesker. Hun har arbejdet som lærer for børn med indlæringsvanskeligheder, og han som universitetslærer, ligeledes med speciale i indlæringsvanskeligheder. De skyndte sig dog at pointere at der ikke var tale om at han havde scoret en af sine studerende :-). De er nu pensionerede og rejser gerne rundt i Europa et par måneder om året. De har ganske enkelt købt en autocamper som fast står i Frankrig, og så er den jo kun en flybillet væk fra Canada. De går meget op i at være sunde, og har store udfordringer med at kunne finde økologiske varer her i Grækenland. De juicer hver dag og Guy bager eget brød af boghvedemel, som faktisk minder lidt om rugbrød, dog med en lidt mere helseagtig smag. Det er utroligt for os at et canadisk ægtepar kan tale så dårligt engelsk. Han taler det gebrokkent, og hun taler stort set kun fransk. Det lød på dem, som om det meget var et princip, at man som fransk-canadier ikke skulle være nødsaget til at lære engelsk. Men utroligt at bringe sig selv i en position hvor man ikke kan tale med størsteparten af sine landsmænd.

Vi har også haft stor glæde af at tale med Willy (egentlig navngivet Wilhelm ”als der Kaiser” som han selv sagde) und Evy (Evyline). Evy var der de første dage, men skulle så rejse hjem og arbejde en måneds tid før hun igen ville komme retur til Lefka Beach. Willy er en utroligt sympatisk og imødekommende mand som vi hyggede os med et par aftener, hvor snakken gik i alle retninger. Og så var der Schweitserne, med deres padleboards og trimmede kroppe. Et meget velholdt par i halvtredserne som også var meget snakkesaglige. Han var politimand og bager. I Schweitz kan man nemlig først starte uddannelsen som politimand som 23 årig, og der er krav om, at man har en anden erhvervsuddannelse inden man starter. Vi påpegede at det var svært at se på ham, at han var bager med den slanke krop, hvortil han grinende svarede Schlechtes brot, Schlechtes brot – hvilket vel kan oversættes til dårlig bager, dårlig bager. Fruen som heller ikke havde mange gram for meget på kroppen, arbejdede hjemme med at at passe sin 80 årige far. Som hun sagde: Jeg laver mad, vasker tøj, gør rent – han løser bare soduko og ser tv. Men det var ok sagde hun, han havde jo aldrig fået det lært, og hun fik jo løn for at gøre det.

Men der er altså noget lusket med de Schweitzere. Når man så dem med deres store smil, solbrune kroppe og kropsnære badetøj og fruens tandsmykke fik man pludselig associationer hen i retning af swingerklubber, eller måske noget med noget lak og læder.  Hele ideen kommer måske i virkelighedheden mere af, at Jesper er kommet til at læse hele Bubber's selvbiografi, inklusive besøg i swingerklubben, (her kan man virkelig tale om triviallitteratur), på vores medbragte ebog. Nu er der jo faktisk også lavet en hel dokumentarfilm om hvad Schweitzerne (eller var det Østrigerne) gemmer af mystiske sager nede i deres kældre, omme bag den pæne facade, så man ved jo aldrig.Men utroligt søde mennesker var de i hvert fald.

Efter 13 skønne dage med snorkling, mange gode snakke med sjove mennesker og utallige ruiner måtte vi videre. Næste stop var oraklet i Delphi, nogle timers kørsel væk.

5. til 7. april Græsk idyl i lille bugt – Lefka Beach Camping.

Torsdag ved 12 tiden, kunne vi rulle af færgen og sætte hjulene på kajen i Patras, En græsk havneby som er noget mere imødekommende end dens syditalienske modpart Bari. Havnebyer er ofte lidt kedelige, men her er renere og mere vedligeholdt, og vi er helt væk fra det calabriske mismod. Turen videre ind går langs den smukke fjord som skiller Peloponnes fra det øvrige græske fastland lige på den anden side. Med stejle bjerge på begge sider er det et betagende syn, og væk er affaldet i vejkanten. Vi er også kommet af med det særegne italienske ”servicio” begreb på tankstationerne hvor man aldrig ved om man skal betale 1 krone til 1,5 mere literen, for at en lille fedtet mand tanker bilen. Priserne er dog stadig høje, med omkring1,60 i middelpris. De to landes befolkninger deles om et noget afslappet forhold til skattebetalinger, så benzin afgifter er et af de få beskatningsgrundlag man vanskeligt kan unddrage sig og som derfor sikrer lidt skatteindtægter til de slunkne statskasser. Vi drejer ind på en tankstation, men misforstår skiltningen og ryger på lastbilsiden hvor der kun er diesel, og længere bakkemanøvrer med vores 11 meter vogntog er endnu ikke blevet en favorit. Så det er bare videre ud på motorvejen og ind på næste tank 25 km. senere. Men når man er nede på at køre 7 km/l så lærer man at være forudseende og indlede sine tankningsforsøg i tide, så det går fint. Vi er sultne, og der købes lidt fastfood på tanken. Her er madkulturen skiftet, så vi ender med en ordentlig bunke meget olieret kageagtigt brød med fyld af bl.a. et fetalignende produkt – væk er de italienske sandwich med godt pålæg.

Vi tager til Lefka beach camping som ligger på den vestligste af Peloponnes flige, tæt ved Nafplio. Pladsen ligger efter at vi er kørt gennem to ganske små hyggelige byer, hvoraf den nærmeste hedder Vivari, eller Bipapi som det ca. skrives på græsk. Her kan en lille flække stadig bære to købmænd, en bager, en slagter, et konditori, et apotek, 6 restauranter/cafeer samt diverse andre butikker. Vi taler en størrelse by, der får Ry til at ligne et decideret metropol. Selve pladsen ligger ved den meget stejle kyst, så direkte efter man drejer fra vejen ved skiltet, holder man på en 20 graders hældning. Det gør beslutningen om at vælge netop denne campingplads nem, der er kun en mulighed og det er at fortsætte videre ned af den lille stejle, smalle og snoede vej gennem pladsen, mens man overvejer, hvordan vi nogensinde skal komme op herfra igen. Vi finder en fin plads lige ved havet og får hjælp af en sød ung tysker og sønnen fra pladsen til at få mokket vognen ind på plads. Vi ligger ned til en azurblå fjord, der ender en kilometer længere inde i bugten ved Vivaris lille havn. Om aftenen spejler lysene fra den lille by sig i fjordens vand og bagtæppet bag byen består af støvede rækker af bjerge i horisonten. Det ligner fuldstændigt en filmkulisse, og de obligatoriske fiskebåde ligger stille og vugger i bugten. Her er virkeligt smukt (traumhaft som det schweitziske paddleboard-par benævner det).En af dagene kommer der pudselig fire robåde forbi, toere med styrmand og på afstand ser det ud som om de fører danske flag. Det er jo nok alligevel for langt at ro – men det så nu meget dansk ud.

2. til 5. april - Calabrien et miks af historie, højkultur og de laveste mest snuskede drifter

Nu skulle vi endelig have kursen sat mod Grækenland, dog med et lille mellemstop på den gustne calabriske campingplads med den tyske hundelejr og nu yderligere fyldt med gigantiske myg i store mængder, vi taler snabler i kanylestørrelse og mængder i legioner. Tilmed var der heller ikke noget vand, da det lige var brudt sammen. Hvorfor man vælger at bruge sine vintermåneder på så nedslidt en campingplads i et så livstræt og beskidt område, fyldt med udslukte mennesker kan vel kun forklares med prisen. Så tidligt næste morgen banede vi os videre vej gennem de prostituerede damer på havestolene langs landevejen. Vi valgte at tilføje endnu et mellemstop og satte kursen mod Matera i det centrale Calabrien, med dets særlige hulebeboelser. Vi havde læst om Matera hjemmefra, men også fået det varmt anbefalet af det tyske ægtepar, som noget det endnu ikke var lykkedes dem at få set, trods mange års ønske herom. Vi har på denne tur ikke mødt ret mange mennesker som har noget positivt at sige om Calabrien. Området omkring vores kommende færgehavn Bari skulle tilmed være noget af det værste, fyldt med banditter, alfonser og letlevende damer med døde øjne. Så det var med noget blandede forventninger vi kørte afsted.

Turen gik et godt stykke langs kysten, hvor vejen efter fremmeste calabriske tradition var udnævnt til genbrugsplads/losseplads og byerne var ilde vedligeholdt og ucharmerende. Efter noget tid drejer vi indad i landet, og trenden fortsætter. Forladte huse, øde landskaber men også en gradvis mere spændende natur. Vi kører og taler om hvor dejligt der kunne være i disse bløde rullende bakker, hvis ellers de lokale kunne tage sig sammen til at passe lidt på det. Som det ser ud nu er det ikke et sted man har lyst til at opholde sig. Vi stiger langsomt op i bakkerne og knap 15 km. før byen Matera kommer vi forbi en hel forlystelsespark med tilhørende hotel, fuldstændigt forladt og i forfald. Vi har ikke længere tal på alle de dyre ejendomme vi efterhånden har set, som bare er blevet forladt og overladt til naturens luner – et vanvittigt spild af ressourcer. Økonomien bag må være så dårlig at det ikke engang kan løbe rundt selvom det er købt billigt på tvangsaktion.

Materas claim to fame er at være det sidste sted i Italien hvor folk stadig boede i huler gravet ind i klippen, det som på charmerende fransk hedder at bo som troglodytter. Hulernes oprindelse ligger mere end 5000 år tilbage, hvor de startede som klippegrave. Sidenhen er de anvendt og udvidet til beboelse og efterhånden også kirker. Med til historien hører at man i 1950'erne besluttede at rydde hele huleområdet som i realiteten var en art slum, mere usundt og fugtigt, end romantisk. Man mente simpelthen ikke at det var det moderne Italien værdigt at have sådanne u-landsforhold. På vej ind gennem Matera må man igen overveje om det overhovedet var turen værd at køre herop. Byen langs landevejen er trist, nedslidt og da vi i vejsiden passerer de hulebebyggelser man kommer for at se, er de bag trådhegn i et trist nedslidt erhvervsområde med bl.a. stenbrud. Man tænker lidt – skulle vi bare være kørt direkte til Bari. Men dagen er smuk, omend kold, og vi fortsætter ud af byen mod det camperstop tyskernes guide havde anbefalet og som gps'en er indstillet på.

Uden for byen støder vi pludseligt på et noget mere charmerende huleområde beliggende spredt i et kuperet område, og lige der svinger vi af vejen og ud på en lille bivej mod overnatningspladsen. Efter et par hårnålesving er vi kravlet op på en slags højslette hvor der er et rent, lidt barskt landskab uden træer og buske, og pludselig er der skiltet med et naturcenter/cafe som også styrer det med overnatningen. Og her er det så den totale transformation sker. I en stor gammel nedlagt gårdsbygning som smyger sig ind i landskabet ligger naturcentret. Man åbner en lille dør og ud strømmer lækker dæmpet jazz, indenfor er den hyggeligste lille cafe med et par borde og en flot høj mørkhåret mand bag disken, som med rare intelligente øjne og en blid stemme spørger hvad han kan hjælpe os med. Da han ser Jespers pas (fødested Aarhus) udbryder han: ”Ahh, you come from the European Capital of Culture 2017”. Det viser sig at Matera er valgt til at være det i 2019 og at ham og hans venner er en del af dette arbejde. Nogle af dem har endda været på besøg i Aarhus for at lære af erfaringerne her. Et blidt og begavet menneske der både taler engelsk og fransk, lækker jazz, stilfulde omgivelser, ren natur – kontrasten til vores hidtidige oplevelse af Calabrien kan næsten ikke være større.

Selve pladsen ligger lidt længere nede af vejen inde på en gammel gårds jorder. Hele gården er omkranset af et enormt langt stenhegn og bygningerne er sat fint i stand. Der er en stor hovedbygning, et lille kapel og yderligere et lille hus. Alle husene er bygget af den lokale sten, og det viser sig at det hele er bygget oven på et stort stenbrud hvor man har brudt stenene til husene. Dette underjordiske stenbrud er så stort at det indgår som lokation i Mel Gibsons stort anlagte Jesus film (Mel Gibsons, ikke Jens Jørgen Thorsens). I filmen befinder det sig i sagens natur i Palæstina, men optagelserne er lavet her i Matera, Selve pladsen er primitiv, der er indlagt strøm, og toilet og bad er i den lille bygning. Her køligt, men helt utroligt smukt og vi nyder det bare. Ungerne slippes fri til at tage på opdagelse i hulelandskabet længere nede og efter en halv times tid følger de voksne også med. Det er sjovt at springe rundt som bjergeder og lede efter bjerghuler og solen varmer efterhånden også helt pænt. På tilbagevejen går vi forbi naturcenteret og ser optagelser med vildtkamera af områdets dyreliv. Her er åbenbart fyld med rovfugle, hulepindsvin og særligt vildsvin i store mængder. Da vi først har fået øjnene op for det, kan vi se rodespor fra vildsvinene over det hele, samt huller fra de mus/gnavere som alle de elegante falkefugle der hænger i luften over det hele må leve af. Hele højsletten med til hørende klippehuler er udpeget som Unesco kultur/natur verdensarv, og det er bestemt berettiget.

Hulelandskab omkring Matera. 

Materatrek. Overalt er der spor fra vildsvin,men det lykkes ikke at spotte et eneste.

Næste dag beslutter vi os for at gå i krig med området. Vi starter med at vandre ned mod den store kløft der skulle give et panoramavue over gamle Matera. Ifølge den venlige mand er broen i bunden af kløften dog lukket , så vi kan ikke komme over til byen af den vej. På vejen er der rodet i jorden flere steder og vi får os analyseret frem til, at det må være spor af områdets mange vildsvin, der går og graver efter rødder om natten.

Kløften vi skal krydse for at komme op til Matera.

Den defekte hængebro der er spærret og flodstykket vi passerer
ved at hoppe fra sten til sten.

Kløften er stejl, men vi er efterhånden ved at være vant til at gå i stejlt og uvejsomt terræn, så vi skyder en pæn fart, selvom vi også tager os tid til at se nogle af hulerne undervejs. Da vi når broen er den rigtig nok lukket og vi står overfor at skulle gå tilbage og tage bilen (det kedelige men fornuftige valg) eller finde et sted, hvor vi kan krydse floden (det sjove men også lidt risikable valg da floden lugter en kende af kloak og det kræver at man kan hoppe på sten som en klippevant gemse for at komme over på den anden side). Vi kigger på hinanden og valget er enstemmigt, vi skal da prøve at krydse floden. Det tager lidt tid at finde et sted, hvor det er realistisk at komme tørfodet over, og snart er Jesper ovre, rask og elegant, Stinne følger trop i sikker stil og det samme gør Mads og Maiken. Maikens fod glider en anelse, på en af de store skæve klippesten, men hun får den reddet uden problemer. Til sidst kommer Henriette og nu kunne det jo være sjovt, hvis hun faldt i, men det gør hun forunderligt nok ikke. Til gengæld kan stilen hverken beskrives som let eller elegant og at springe over stenene en gang til for at komme hjem igen udelukkes med det samme (Det hænder i selv den mest demokratiske familie at én stemme har mere vægt end fire). Der er nu kun en vej hjem og det er gennem den kønne huleby Matera og derefter 5-6 km langs trafikeret landevej.

Vi må forcere spæringen af stien for at komme ind i Matera by

På den anden side af spæringen finder vi dette skilt.

Udsigt over de snævre labyrintiske gader og ensfarvede huse,
der kendetegner Matera.

Vi vandrer rundt på må og få efter den indre GPS,
Den fungerer væsentlig bedre end bilens. 

Byen Matera er ganske magisk og minder mest af alt om en gigantisk labyrint. Det vi får set undervejs er ret tilfældigt, da det nærmest er umuligt at finde rundt i de små smalle gader. Vi kommer forbi et hyggeligt værksted, som har lavet hele byen i miniature i den lokale tuf-sten og desuden sælger lokaltfremstillede souvenirs i samme materiale. De anbefaler, at vi besøger det lille museum overfor, som er et rekonstrueret hulehjem, hvor man kan se, hvordan de lokale typisk havde indrettet sig i klippehulerne for bare 60 år siden. Museet gør tydeligvis indtryk på børnene, som faktisk synes det er ret hyggeligt med et æsel og en griseunge indenfor. Men da vi påpeger, at vi ikke får lugten med i totaloplevelsen, hverken fra dyrene i hjørnet af hulen eller fra toiletspanden ved siden af familiens brede etageseng og at familien boede så tæt og fugtigt, at børnedødeligheden var stor, går lidt af det romantiske af hulen.

Hulemuseet i Matera, der viser et typisk hulehjem.

Der er hakket to åbne rum ind i bagvæggen. Et til dyrene og et til familiens etageseng.
 I det forreste rum er køkkenet med med brændekomfur.

Mens vi går af landevejen, kommer vi forbi et gigantisk stenbrud, som i dag er lavet om til en skulpturpark. Vi er de eneste i parken og kan derfor fornøje os med frit at råbe ind i det store stenbrud, hvor de stejle klippesidder skaber et helt fantastisk ekko. Det er tydeligt at kunstnerne, der står bag skulpturerne også har haft en fornemmelse af, at lyden er helt særlig i klippebruddet, da musik er et gennemgående tema i flere af skulpturerne. Det er fornemt at man bare kan gå ind og opleve sådan en kulturpark.

Skulpturpark i udkanten af Matera.

Er det humor eller blot en advarsel for
hvad der kan ske, når man kører i bjergene?

Lodret klippevæg i skulpturparken. 

Vi tænker at Matera er et spændende bud på europæisk kulturby, og ville gerne have oplevet en koncert midt i stenbruddet. Måske vi kan få Christian, Henriettes bror, til at uropføre et værk her en dag. Tilbageturen foregår med livet som indsats i kanten af landevejen, det havde formentlig været sikrere at krydse floden igen, men så var vi gået glip af skulpturparken og en spændende tur rundt i byen. Ved tre-tiden er vi retur ved pladsen, pakker vognen ned og siger farvel til Matera og kan så sætte kurs mod færgen.

Køreturen mod Bari krydres med udsynet til de nu obligatoriske købedamer på deres plasticstole i vejkrydsene, men også en noget mere direkte form for markedsføring finder sted. Midt på en øde olivenmark, der ligger langs landevejen, står et lille stenskur, og i dets døråbning står en dansende/vridende dame alene iført sorte blondetrusser og bh og averterer sine tydeligvis nydelige ydelser – et virkeligt mærkeligt syn. Undervejs har chefnavigatøren med udgangspunkt i hendes dejlige lyse, tillidsfulde og positive menneskesyn flere gange tvivlet noget på validiteten af den lidt mere kyniske førers bedømmelser om at der er tale om prostituerede i vejkanten – det kunne jo også bare være piger der venter på bussen, måske lidt rigeligt festklædt tidspunktet taget i betragtning men så alligevel. Damen på olivenmarken lader ikke så megen tvivl tilbage. Omend vi dog begyndte at udvikle en alternativ historie om, at der strengt taget godt kunne være tale om en olivenplukker der havde fået det for varmt af dagens hårde arbejde og derfor havde smidt tøjet og stod og fik lidt skygge i døråbningen. At olivenplukkere går med g-streng og blonde-BH under arbejdstøjet lyder jo meget rimeligt, når man se på hvor aggressiv makeup syditalienske damer i øvrigt benytter sig af.

Både GPS og skilte var stort set enige om ruten, så vi gled ubesværet gennem det grimme Bari, og fandt færgehavnen omkring 16.30. Vi havde ikke købt billet i forvejen til færgen der gik 19.30, så vi skulle have fundet et billetkontor. Her skulle man dog holde skarpt øje da der ikke var skiltet noget særligt. Vi ryger ind i noget der ligner den direkte vej til færgekøen, med store betonklodser mellem os og en parkeringsplads, og vi holder derfor ind til siden. At bakke retur forekom ikke som nogen god ide, så vi blev holdende og stak afsted til fods. Det viste sig at vi holdt lige ved terminalen, og få minutter senere havde vi billet Bari-Patras, sejltid ca. 15 timer som ”camping on board”. Det betyder at man må sove i sin campingvogn under overfarten og dermed sparer de temmelig dyre kahytter. Tilmed kunne vi bare køre direkte til færgen som begyndte at læsse bilerne allerede kl. 17, hvilket var om 10 minutter.

Vi havde forudset at vi skulle holde på bunden af færgens vogndæk i en gusten hørm af diesel og maskinrum, men søreme nej! Vi skulle op af en stejl rampe (klampen i bund og så håbe på at Citroens 3 cylindre ikke løb tør for krudt inden toppen var nået) og blev så vi vist ind til siden til en høj placering med lys, luft og havudsigt. Ud og slutte strømkabel til færgens stik, montere spildevandstank og så fungerede vores lille hjem fint som kahyt. Selve færgeoverfarten er da bare en fornøjelse, når man kan ligge i sin vante vogn og slappe af. Vi måtte dog ikke bruge gaskomfuret af hensyn til brandfaren, så aftensmaden blev indtaget i cafeteriaet. Ikke stor kogekunst, men ok billigt og bedre end det meste færgekost vi tidligere har mødt.

Næste destination Grækenland.

Næste formiddag fik vi en hyggelig snak med et engelsk yngre par med en lille datter. De havde været undervejs i et par måneder og var nu på de sidste tre uger, inden de skulle tilbage til mandens nye job til maj. Han var biolog med speciale i miljøfaktorers påvirkning af fisks opvækst og voksenliv og hun var folkeskolelærer i de mindre klasser. Da hans seneste kontrakt var udløbet, havde hun sagt jobbet op, autocamperen indkøbt og så afsted mod Spanien og Portugal. En færge fra Spanien til Rom og en del kørsel senere, var de nu her, på vej mod Grækenland. De havde i sagens natur et ret stramt budget, så de sov kun på pladser til mellem 7 og 10 euro, og meget gerne i det fri. Det havde i Calabrien givet dem den lille bonusoplevelse, at fruen havde siddet og hvilet sig på en campingstol (manden var på tur med den lille pige). Pludselig stod der to mænd som gerne ville forhøre sig om hvad prisen på hendes ydelser var. Hun var selvfølgelig blevet noget befippet og havde forsøgt med fagter at forklare at hun skam havde små børn, og slet ikke var i den branche. Så nogen gange er piger på campingstole bare nogen der venter på bussen (eller på mand og børn).

25- marts til 1.april - Fantastisk natur, et eventyrligt tysk ægtepar samt lidt religiøs dannelse

Næste dag, lørdag, var vejret dog igen regnfuldt og vi havde påny snakken om Grækenland. Vi ligger dog nu 30 km. fra Messina ved en fantastisk bugt med tilhørende lille naturreservat, Laghetti di Marinello. Pladsen er mellemstor, slidt, men der er dampende varmt vand ad libitum i bruseren og internet – hvis altså man holder PC'en 20 cm over bordhøjde og i den rette vinkel. Og så ligger den med et bagtæppe af høje stejle bevoksede klipper og direkte ud til den skønneste bugt med små fiskerbåde, krystalklart vand og naturreservatet med nogle helt særlige brakvandssøer der ligger beskyttet bag en stor naturlig sandtange, svarende til Skagens spids. Fra kysten er der udsigt til de Æoliske øer med Stromboli som den mest imponerende.

Morgentur på stranden foran campingpladsen

Næste dag skinnede solen og da vejret i en længere periode havde været været ustadigt og regnfuldt, var vi rygende enige om, at det var tid til at få vasket tøj og at bunkerne var så store, at det godt kunne betale sig at finde et vaskeri – da det godt kan være lidt dyrt at vaske på campingpladser. Efter en google søgning på ”lavandaria” drog de to voksne afsted mod nærmeste bud der lå 25 minutter væk i bil ad landevejen SS125. På turen hen af superstradalen gennem det flade kystlandskab fyldt med citrustrægartnerier, skulle vi lige have den obligatoriske gps-initierede frakørsel, der via en række mindre veje, i en større bue med mange snoninger efter et par kilometer førte os tilbage på SS125. Årsagen til frakørslen forstod vi ikke helt – men bedste bud er at det lille apparat gerne ville gense den skinnende m.a.m.i.l. (Middle Aged Man In Lycra = midaldrende motionscyklist) vi havde havde overhalet første gang et par kilometer før vores lille ekskursion ud i det blå, og som vi nu igen måtte snige os forbi. Når ret skal være ret holdt han en god fart, men alligevel føltes det lidt åndet.

Vel fremme ved første bud på et vaskeri som involverede parallelparkering på byens trafikerede hovedgade og en længere gåtur måtte vi skuffet konstatere at skodderne var kørt ned, og et hurtigt kig rundt afslørede at denne tilstand ikke var helt ualmindelig i resten af det lokale butiksliv. Det var så her, at vi måtte indse at det alligevel ikke er helt uvæsentligt at holde øje med ugedagene – søndag i et katolsk land er butikkerne sjovt nok lukkede. Da vi var retur havde hele ekspeditionen da heller ikke taget mere end 1,5 til 2 timer. Så var det også, at vi bøjede os og opsøgte campingpladsens egen semiprofessionelle vaskemaskine, og fodrede den med de krævede 5 euro i blodpenge. Belønnet blev vi så med tøj, der sjældent har været så rent og velduftende.

Når man bor fem mennesker på ganske få kvadratmeter, kan man godt få brug for at sende ungerne af sted nogle timer på en selvstændig opdagelsesekspedition. Derfor fik ungerne pakket en god madpakke og instrukser om at undersøge tangen på den fredelige strand nedenfor campingpladsen. Tangen var spændende for ungerne, fordi det frivillige team der ellers jævnligt kommer og rydder op i reservatet sjældent når helt ud på tangen og derfor ligger der både plastikgenstande og knogler spredt rundt mellem muslingeskaller og sten. Ungerne var interesseret i at undersøge knoglerne i håbet om at kunne finde hvalknogler og de havde derfor medbragt plastikposer, hvis de nu fandt noget der var spændende. Da ungerne flere timer senere kom tilbage var poserne fyldt til bristepunktet med knogler i en grad, at de havde svært ved at bære det hele. Hele rovet blev læsset af uden for campingvognen og resten af dagen lå knoglerne og skinnede hvidt og fik vores lejr til at ligne katakomberne i Palermo, som vi vel og mærke aldrig fik set.

Næste dag gik Stinne på bedste videnskabelige maner i gang med at artsbestemme knoglerne med hjælp fra tegninger af et ko-skelet og et delfin-skelet. Ret hurtigt fik hun hjælp af Mads og sammen brugte de det meste af formiddagen på tålmodigt at gennemgå bunken af knogler. Det viste sig at de havde fundet én knogle, som de bestemt mener kommer fra en delfin, og så vel alt i alt et par hundrede blandede ko-knogler. Således var ugens natur og teknik time klaret – både for de voksne og børnene.

Ungerne leder efter hvalknogler på stranden

Rekonstrueret delfinskelet

Knoglerne undersøges nøje

På campingpladsen ligger der skiftende autocampere, primært med tyskere, og vi falder i snak med det sødeste ægtepar, Rudolph og Paula på 80 år. De er tyske, fra Schwabien, men har siden de gik på pension boet i Ungarn. Her på pladsen bor de i Schildtkröte 6, en mindre Citroen autocamper. Den er som navnet tilsiger 6. generation autocamper. De har rejst på lange campingture hele deres liv, først med telt og VW variant i en årrække. Men en god ven arbejder i et firma som leaser VW varevogne til erhvervslivet som man kan købe billigt, når de efter tre år kommer retur til leasingsselskabet. De slår til og for 1.800 DM køber de starten på det der bliver til Schildtkröte 1 – som ved hjælp af primært skibsapteringsudstyr bliver til en af de første autocampere i tyskland. Da den er hyggelig og et sjældent syn får den rigtigt meget opmærksomhed, og da de ser en annonce fra en mand der ønsker at købe netop en autocamper ender de med at sælge nr. 1 for 10.000 DM kun 2 måneder efter at have færdiggjort den. Med den solide fortjeneste bygges så nr, 2. Nummer 4 i rækken bygges på Mercedesbasis og kører samfulde 600.000 km. før også den må pensioneres. De seneste 2 er dog købt som færdige campere da de ikke længere orker arbejdet med at aptere selv.

Der hygges med de rejsevante tyskere Rudolf og Paula 

Kontakten starter dog egentlig med at Paula spørger om vores børn måske kunne have lyst til at komme over og lave stenmaling hos dem. Rudolph snitter i træ og Paula maler små søde dekorationssten når de skal fordrive tiden. Den er ungerne helt med på, og de har en hyggelig formiddag, hvor de alle tre maler de fineste sten og Mads agerer tolk, når der skal snakkes med de to tyskere, som trods utallige års rejser, kun taler tysk. Det er utroligt søde mennesker, som vi har en del at gøre med, vi henter brød til hinanden, går på pizzarestaurant et par gange og sidder ude om aftenen og snakker politik og oplevelser og drikker årgangsgrappa. En af aftenerne støder Klaus og lidt senere hans frue til. De er festmusikere med egen lille musikskole fra det tidligere DDR og rejser også gerne et par måneder hvert år. Når de har tjent penge nok til, at de er ved at ramme næste skattetrin, så lukker de butikken og drager afsted. Vi spørger om de har lyst til at spille lidt musik, men fruen er lidt småforkølet og skal hvile sig lidt.

Koncert med Klaus

Men da Mads og Henriette sidder og spiller lidt guitar varer det ikke så længe inden den lille trinde Klaus kommer med saksofon og rytmebox. Så får vi den ene schlager/klassiker efter den anden i partyudgaver, serveret af Klaus der tydeligt hygger sig med opmærksomheden – en lille smule gyseligt og samtidigt meget hyggeligt. Et af numrene er Blueberry Hill, som Vladimir Putin vel ellers endegyldigt har ødelagt for menneskeheden med sin gyselige kejser-udgave. Senere på aftenen får vi mange historier om hvordan det var at leve i DDR tiden, hvor man måtte købe sig en 10 år gammel Trabant for det dobbelte af nyprisen – hvis man ikke havde tålmodighed til at vente på de 10 års leveringstid. De savnede begge den mere åbne kollektive DDR kultur, hvor man var oprigtigt interesseret i hinanden (ikke kun fordi man rapporterede til Stasi :-), snakkede sammen og kom hinanden ved. I dag oplever de meget at alle er sig selv nok, noget vi også selv bemærker på pladserne, hvor mange campister er meget lukkede omkring sig selv. Heldigvis er der også stadig folk, som er åbne og imødekommende, og rejser også for at møde andre mennesker.

Ved siden af pladsen står en flere hundrede meter høj klippevæg, og helt oppe på toppen af den ligger Tyndaris med en meget stor kirke med en fantastisk udsigt over bugten. Kirken helliget den sorte madonna, der stammer fra 900 tallet, hvor den ifølge overleveringen var lastet på et skib, der kom langvejs fra for at undslippe forfølgelserne af de kristne. Skibet måtte ved en grum storm søge læ i bugten, og da de et par dage senere ville lette anker var der ingen vind og skibet kunne derfor ikke komme videre på sin rejse. Først da man lossede kassen med den Sorte madonna ville skibet røre sig. De lokale fandt kassen på stranden og stor var opstandelsen, da man brød kassen op og fandt den fine madonnastatue. Statuen er vel ca. en meter høj og forestiller en brun Jomfru Maria med et påfaldende voksent udseende Jesusbarn ved sin side.

Klosteret Tynd a' ris også kaldt Tyndaris hvor Den Sorte Madonna bor

Udsigt over tangen fra kirken ved Tyndaris

Turen op til kirken går af en lille bjergsti som snor sig stejlt op gennem en kløft og ud langs kanten af klippen for til sidst at stige op til selve kirken. Her ligger der et lille torv fyldt med religiøse souvenirbutikker og en cafe som også har god gelato. Vi er derfor begyndt at gå pilgrimsfærd til cafeen hver dag. Første gang tog det os 1,5 time at gå der op med mange indlagte pustepauser, men det er nu lykkes os at komme ned på en 35 minutter, når vi giver den gas. Alt i alt tager turen vel små 2 timer med indlagt rundtur på toppen og cafebesøg. Det er dejligt at mærke, hvor sikker og hurtig på benene vi bliver på den lille bjergsti, efter at have taget turen et par gange. Det viser sig, at de lokale fruer også bruger rute som motionssti, Rudolph mener dog nærmere, at der er tale om ”böse frauen” der går bodsgang for alle deres synder eller bare dem, de godt kunne tænke sig at have bedrevet.

Vi hygger os virkeligt og har besluttet os for at vente til efter påske inde vi kører videre. Dagene går med små udflugter, hvor vi blandt andet på den suverænt bedste dag kører til Capo di Milazzo. Ude på spidsen er der 27 grader varmt og gåturen til Laghetti di Venus (Venus søerne) er en varm affære. Heldigvis belønnes vi med nedstigningen til den yndigste lille klare naturlige klippepool lige ved kanten til havet. Den forsynes med frisk havvand hele tiden og det varede ikke længe før modige Maiken var sprunget i. Kort tid efter var vi alle sprunget i det dejlige kolde vand – virkeligt lækkert efter den varme nedtur. De lokale italienere lod sig dog ikke lokke til den slags udskejelser, men nøjedes med at betragte de van(d)vittige nordboere. Denne Venus må i øvrigt have været en meget renlig dame, da det virker som om enhver naturlig pool i Italien er opkaldt efter damen. Efter en varm tur langs den anden side af forbjerget var vi tilbage på toppen for at få nok en is. Her sad et velholdt svensk pensioneret par omkring de 60, som havde haft ferievilla ved Marinella nu i 10 år. De var pæne og velholdte, men et eller andet ved dem gav bare indtrykket af at alt ikke var så skønt som det umiddelbart så ud. En sådan svag tristesse bag de smarte solbriller og det pæne tøj og måske også synet af den rutinerede håndtering af hvidvinsglassene med tilhørende en-liters karaffel – kombineret med at de jo skulle i bil derfra - gav os indtrykket af et lidt alkoholiseret par.

Udsigtssti på tangen ved Milazzo

Venus pool

Nordbobadning i Venus-søen

I løbet af påsken skulle der jo også findes påskeæg. Godt nok var det kaniner der levede på tangen, men mon ikke de også kunne lægge påskeæg, bare man klemte dem lidt. To poser små chokoladeæg, samt et stort skulle nu gemmes, uden at andre kunne finde dem. Bagerst på pladsen var der et areal som udgjorde en art vognkirkegård for udtjente campingvogne. Det helt ideelle sted at gemme påskeæg. Ned og hente ungerne på stranden og så gik den vilde jagt med at samle ind i farmors flettede kurv. Som sædvanlig var det ikke alle æggene som kunne genfindes, så der er også muligheder hvis man skulle komme på de kanter igen.

Der samles påskeæg med stor iver

En fantastisk islagkage blandt Paula og børnenes malede sten

Da det var lørdag aften havde Rudolph informeret os om at der nok ville være en slags udvidet krybbespil om Jesus død og opstandelse foran kirken. Hele byens centrale del viste sig at være spærret af og samtlige byens skuespillerspirer var udkommanderet og iført mere eller mindre overbevisende udgaver af mellemøstlig og romersk klædning. Det viste sig at være en længere forestilling, som skiftede mellem byens torve. Særligt ”yndige” var de små englebørn som simpelthen blev båret frem af deres ambitiøse mødre placeret i en passende positur og så afhentet af mor igen når var færdig.Det var en sjov oplevelse men lidt langtrukkent, så vi droppede selve korsfæstelsen som vist foregik oppe på bjerget. Næste dag tog vi for fjerde gang turen op til Tyndaris kirken på bjerget, og v er nu ved at have gode bjergben. Om aftenen spiste vi på en lokal restaurant sammen med Paula og Rudolph og aftalte at forsøge at komme forbi deres by i Ungarn på hjemturen. Næste dag var der afgang og for første gang slap vi for at betale for børnene, så den samlede regning for 9 dage beløb sig til 150 euro. Godt nok kom damen løbende da vi skulle køre, men det var heldigvis kun for at åbne og lukke porten for os.

Hvis man kigger grundigt kan man faktisk godt se Jesus midt i billedet
 samt tre små håndplacerede englebørn