Nu skulle vi endelig have kursen sat
mod Grækenland, dog med et lille mellemstop på den gustne
calabriske campingplads med den tyske hundelejr og nu yderligere
fyldt med gigantiske myg i store mængder, vi taler snabler i
kanylestørrelse og mængder i legioner. Tilmed var der heller ikke
noget vand, da det lige var brudt sammen. Hvorfor man vælger at
bruge sine vintermåneder på så nedslidt en campingplads i et så
livstræt og beskidt område, fyldt med udslukte mennesker kan vel
kun forklares med prisen. Så tidligt næste morgen banede vi os
videre vej gennem de prostituerede damer på havestolene langs
landevejen. Vi valgte at tilføje endnu et mellemstop og satte kursen
mod Matera i det centrale Calabrien, med dets særlige hulebeboelser.
Vi havde læst om Matera hjemmefra, men også fået det varmt
anbefalet af det tyske ægtepar, som noget det endnu ikke var
lykkedes dem at få set, trods mange års ønske herom. Vi har på denne tur ikke mødt ret mange mennesker som har noget positivt at
sige om Calabrien. Området omkring vores kommende færgehavn Bari
skulle tilmed være noget af det værste, fyldt med banditter,
alfonser og letlevende damer med døde øjne. Så det var med noget
blandede forventninger vi kørte afsted.
Turen gik et godt stykke langs kysten,
hvor vejen efter fremmeste calabriske tradition var udnævnt til
genbrugsplads/losseplads og byerne var ilde vedligeholdt og
ucharmerende. Efter noget tid drejer vi indad i landet, og trenden
fortsætter. Forladte huse, øde landskaber men også en gradvis mere
spændende natur. Vi kører og taler om hvor dejligt der kunne være
i disse bløde rullende bakker, hvis ellers de lokale kunne tage sig
sammen til at passe lidt på det. Som det ser ud nu er det ikke et
sted man har lyst til at opholde sig. Vi stiger langsomt op i
bakkerne og knap 15 km. før byen Matera kommer vi forbi en hel
forlystelsespark med tilhørende hotel, fuldstændigt forladt og i
forfald. Vi har ikke længere tal på alle de dyre ejendomme vi
efterhånden har set, som bare er blevet forladt og overladt til
naturens luner – et vanvittigt spild af ressourcer. Økonomien bag
må være så dårlig at det ikke engang kan løbe rundt selvom det
er købt billigt på tvangsaktion.
Materas claim to fame er at være det
sidste sted i Italien hvor folk stadig boede i huler gravet ind i
klippen, det som på charmerende fransk hedder at bo som
troglodytter. Hulernes oprindelse ligger mere end 5000 år tilbage,
hvor de startede som klippegrave. Sidenhen er de anvendt og udvidet
til beboelse og efterhånden også kirker. Med til historien hører
at man i 1950'erne besluttede at rydde hele huleområdet som i
realiteten var en art slum, mere usundt og fugtigt, end romantisk.
Man mente simpelthen ikke at det var det moderne Italien værdigt at
have sådanne u-landsforhold. På vej ind gennem Matera må man igen
overveje om det overhovedet var turen værd at køre herop. Byen
langs landevejen er trist, nedslidt og da vi i vejsiden passerer de
hulebebyggelser man kommer for at se, er de bag trådhegn i et trist
nedslidt erhvervsområde med bl.a. stenbrud. Man tænker lidt –
skulle vi bare være kørt direkte til Bari. Men dagen er smuk, omend
kold, og vi fortsætter ud af byen mod det camperstop tyskernes guide
havde anbefalet og som gps'en er indstillet på.
Uden for byen støder vi pludseligt på
et noget mere charmerende huleområde beliggende spredt i et kuperet
område, og lige der svinger vi af vejen og ud på en lille bivej mod
overnatningspladsen. Efter et par hårnålesving er vi kravlet op på
en slags højslette hvor der er et rent, lidt barskt landskab uden
træer og buske, og pludselig er der skiltet med et naturcenter/cafe
som også styrer det med overnatningen. Og her er det så den totale
transformation sker. I en stor gammel nedlagt gårdsbygning som
smyger sig ind i landskabet ligger naturcentret. Man åbner en lille
dør og ud strømmer lækker dæmpet jazz, indenfor er den
hyggeligste lille cafe med et par borde og en flot høj mørkhåret
mand bag disken, som med rare intelligente øjne og en blid stemme
spørger hvad han kan hjælpe os med. Da han ser Jespers pas
(fødested Aarhus) udbryder han: ”Ahh, you come from the European
Capital of Culture 2017”. Det viser sig at Matera er valgt til at
være det i 2019 og at ham og hans venner er en del af dette arbejde.
Nogle af dem har endda været på besøg i Aarhus for at lære af
erfaringerne her. Et blidt og begavet menneske der både taler
engelsk og fransk, lækker jazz, stilfulde omgivelser, ren natur –
kontrasten til vores hidtidige oplevelse af Calabrien kan næsten
ikke være større.
Selve pladsen ligger lidt længere nede
af vejen inde på en gammel gårds jorder. Hele gården er omkranset
af et enormt langt stenhegn og bygningerne er sat fint i stand. Der
er en stor hovedbygning, et lille kapel og yderligere et lille hus.
Alle husene er bygget af den lokale sten, og det viser sig at det
hele er bygget oven på et stort stenbrud hvor man har brudt stenene
til husene. Dette underjordiske stenbrud er så stort at det indgår
som lokation i Mel Gibsons stort anlagte Jesus film (Mel Gibsons,
ikke Jens Jørgen Thorsens). I filmen befinder det sig i sagens natur i
Palæstina, men optagelserne er lavet her i Matera, Selve pladsen er
primitiv, der er indlagt strøm, og toilet og bad er i den lille
bygning. Her køligt, men helt utroligt smukt og vi nyder det bare.
Ungerne slippes fri til at tage på opdagelse i hulelandskabet
længere nede og efter en halv times tid følger de voksne også med.
Det er sjovt at springe rundt som bjergeder og lede efter bjerghuler
og solen varmer efterhånden også helt pænt. På tilbagevejen går
vi forbi naturcenteret og ser optagelser med vildtkamera af områdets
dyreliv. Her er åbenbart fyld med rovfugle, hulepindsvin og særligt
vildsvin i store mængder. Da vi først har fået øjnene op for det,
kan vi se rodespor fra vildsvinene over det hele, samt huller fra de
mus/gnavere som alle de elegante falkefugle der hænger i luften over
det hele må leve af. Hele højsletten med til hørende
klippehuler er udpeget som Unesco kultur/natur verdensarv, og det er
bestemt berettiget.
 |
| Hulelandskab omkring Matera. |
 |
| Materatrek. Overalt er der spor fra vildsvin,men det lykkes ikke at spotte et eneste. |
Næste dag beslutter vi os for at gå i
krig med området. Vi starter med at vandre ned mod den store kløft
der skulle give et panoramavue over gamle Matera. Ifølge den venlige
mand er broen i bunden af kløften dog lukket , så vi kan ikke komme
over til byen af den vej. På vejen er der rodet i jorden flere
steder og vi får os analyseret frem til, at det må være spor af
områdets mange vildsvin, der går og graver efter rødder om natten.
 |
| Kløften vi skal krydse for at komme op til Matera. |
 |
Den defekte hængebro der er spærret og flodstykket vi passerer
ved at hoppe fra sten til sten. |
Kløften er stejl, men vi er
efterhånden ved at være vant til at gå i stejlt og uvejsomt
terræn, så vi skyder en pæn fart, selvom vi også tager os tid til
at se nogle af hulerne undervejs. Da vi når broen er den rigtig nok
lukket og vi står overfor at skulle gå tilbage og tage bilen (det
kedelige men fornuftige valg) eller finde et sted, hvor vi kan krydse
floden (det sjove men også lidt risikable valg da floden lugter en
kende af kloak og det kræver at man kan hoppe på sten som en
klippevant gemse for at komme over på den anden side). Vi kigger på
hinanden og valget er enstemmigt, vi skal da prøve at krydse floden.
Det tager lidt tid at finde et sted, hvor det er realistisk at komme
tørfodet over, og snart er Jesper ovre, rask og elegant, Stinne
følger trop i sikker stil og det samme gør Mads og Maiken. Maikens
fod glider en anelse, på en af de store skæve klippesten, men hun
får den reddet uden problemer. Til sidst kommer Henriette og nu kunne
det jo være sjovt, hvis hun faldt i, men det gør hun forunderligt
nok ikke. Til gengæld kan stilen hverken beskrives som let eller
elegant og at springe over stenene en gang til for at komme hjem
igen udelukkes med det samme (Det hænder i selv den mest
demokratiske familie at én stemme har mere vægt end fire). Der er
nu kun en vej hjem og det er gennem den kønne huleby Matera og
derefter 5-6 km langs trafikeret landevej.
 |
| Vi må forcere spæringen af stien for at komme ind i Matera by |
 |
| På den anden side af spæringen finder vi dette skilt. |
 |
Udsigt over de snævre labyrintiske gader og ensfarvede huse,
der kendetegner Matera. |
 |
Vi vandrer rundt på må og få efter den indre GPS,
Den fungerer væsentlig bedre end bilens. |
Byen Matera er ganske magisk og minder
mest af alt om en gigantisk labyrint. Det vi får set undervejs er
ret tilfældigt, da det nærmest er umuligt at finde rundt i de små
smalle gader. Vi kommer forbi et hyggeligt værksted, som har lavet
hele byen i miniature i den lokale tuf-sten og desuden sælger
lokaltfremstillede souvenirs i samme materiale. De anbefaler, at vi
besøger det lille museum overfor, som er et rekonstrueret hulehjem,
hvor man kan se, hvordan de lokale typisk havde indrettet sig i
klippehulerne for bare 60 år siden. Museet gør tydeligvis indtryk
på børnene, som faktisk synes det er ret hyggeligt med et æsel og
en griseunge indenfor. Men da vi påpeger, at vi ikke får lugten med
i totaloplevelsen, hverken fra dyrene i hjørnet af hulen eller fra
toiletspanden ved siden af familiens brede etageseng og at familien
boede så tæt og fugtigt, at børnedødeligheden var stor, går lidt
af det romantiske af hulen.
 |
| Hulemuseet i Matera, der viser et typisk hulehjem. |
 |
Der er hakket to åbne rum ind i bagvæggen. Et til dyrene og et til familiens etageseng.
I det forreste rum er køkkenet med med brændekomfur. |
Mens vi går af landevejen, kommer vi
forbi et gigantisk stenbrud, som i dag er lavet om til en
skulpturpark. Vi er de eneste i parken og kan derfor fornøje os med
frit at råbe ind i det store stenbrud, hvor de stejle klippesidder
skaber et helt fantastisk ekko. Det er tydeligt at kunstnerne, der
står bag skulpturerne også har haft en fornemmelse af, at lyden er
helt særlig i klippebruddet, da musik er et gennemgående tema i
flere af skulpturerne. Det er fornemt at man bare kan gå ind og
opleve sådan en kulturpark.
 |
| Skulpturpark i udkanten af Matera. |
 |
Er det humor eller blot en advarsel for
hvad der kan ske, når man kører i bjergene? |
 |
| Lodret klippevæg i skulpturparken. |
Vi tænker at Matera er et spændende
bud på europæisk kulturby, og ville gerne have oplevet en koncert
midt i stenbruddet. Måske vi kan få Christian, Henriettes bror, til
at uropføre et værk her en dag. Tilbageturen foregår med livet som
indsats i kanten af landevejen, det havde formentlig været sikrere
at krydse floden igen, men så var vi gået glip af skulpturparken og
en spændende tur rundt i byen. Ved tre-tiden er vi retur ved
pladsen, pakker vognen ned og siger farvel til Matera og kan så
sætte kurs mod færgen.
Køreturen mod Bari krydres med udsynet
til de nu obligatoriske købedamer på deres plasticstole i
vejkrydsene, men også en noget mere direkte form for markedsføring
finder sted. Midt på en øde olivenmark, der ligger langs
landevejen, står et lille stenskur, og i dets døråbning står en
dansende/vridende dame alene iført sorte blondetrusser og bh og
averterer sine tydeligvis nydelige ydelser – et virkeligt mærkeligt
syn. Undervejs har chefnavigatøren med udgangspunkt i hendes dejlige
lyse, tillidsfulde og positive menneskesyn flere gange tvivlet noget
på validiteten af den lidt mere kyniske førers bedømmelser om at
der er tale om prostituerede i vejkanten – det kunne jo også bare
være piger der venter på bussen, måske lidt rigeligt festklædt
tidspunktet taget i betragtning men så alligevel. Damen på
olivenmarken lader ikke så megen tvivl tilbage. Omend vi dog
begyndte at udvikle en alternativ historie om, at der strengt taget
godt kunne være tale om en olivenplukker der havde fået det for
varmt af dagens hårde arbejde og derfor havde smidt tøjet og stod
og fik lidt skygge i døråbningen. At olivenplukkere går med
g-streng og blonde-BH under arbejdstøjet lyder jo meget rimeligt,
når man se på hvor aggressiv makeup syditalienske damer i øvrigt
benytter sig af.
Både GPS og skilte var stort set enige
om ruten, så vi gled ubesværet gennem det grimme Bari, og fandt
færgehavnen omkring 16.30. Vi havde ikke købt billet i forvejen til
færgen der gik 19.30, så vi skulle have fundet et billetkontor. Her
skulle man dog holde skarpt øje da der ikke var skiltet noget
særligt. Vi ryger ind i noget der ligner den direkte vej til
færgekøen, med store betonklodser mellem os og en parkeringsplads,
og vi holder derfor ind til siden. At bakke retur forekom ikke som
nogen god ide, så vi blev holdende og stak afsted til fods. Det
viste sig at vi holdt lige ved terminalen, og få minutter senere
havde vi billet Bari-Patras, sejltid ca. 15 timer som ”camping on
board”. Det betyder at man må sove i sin campingvogn under
overfarten og dermed sparer de temmelig dyre kahytter. Tilmed kunne
vi bare køre direkte til færgen som begyndte at læsse bilerne
allerede kl. 17, hvilket var om 10 minutter.
Vi havde forudset at vi skulle holde på
bunden af færgens vogndæk i en gusten hørm af diesel og maskinrum,
men søreme nej! Vi skulle op af en stejl rampe (klampen i bund og så
håbe på at Citroens 3 cylindre ikke løb tør for krudt inden
toppen var nået) og blev så vi vist ind til siden til en høj
placering med lys, luft og havudsigt. Ud og slutte strømkabel til
færgens stik, montere spildevandstank og så fungerede vores lille
hjem fint som kahyt. Selve færgeoverfarten er da bare en fornøjelse,
når man kan ligge i sin vante vogn og slappe af. Vi måtte dog ikke
bruge gaskomfuret af hensyn til brandfaren, så aftensmaden blev
indtaget i cafeteriaet. Ikke stor kogekunst, men ok billigt og bedre
end det meste færgekost vi tidligere har mødt.
 |
| Næste destination Grækenland. |
Næste formiddag fik vi en hyggelig
snak med et engelsk yngre par med en lille datter. De havde været
undervejs i et par måneder og var nu på de sidste tre uger, inden
de skulle tilbage til mandens nye job til maj. Han var biolog med
speciale i miljøfaktorers påvirkning af fisks opvækst og voksenliv
og hun var folkeskolelærer i de mindre klasser. Da hans seneste
kontrakt var udløbet, havde hun sagt jobbet op, autocamperen indkøbt
og så afsted mod Spanien og Portugal. En færge fra Spanien til Rom
og en del kørsel senere, var de nu her, på vej mod Grækenland. De
havde i sagens natur et ret stramt budget, så de sov kun på pladser
til mellem 7 og 10 euro, og meget gerne i det fri. Det havde i
Calabrien givet dem den lille bonusoplevelse, at fruen havde siddet
og hvilet sig på en campingstol (manden var på tur med den lille
pige). Pludselig stod der to mænd som gerne ville forhøre sig om
hvad prisen på hendes ydelser var. Hun var selvfølgelig blevet
noget befippet og havde forsøgt med fagter at forklare at hun skam
havde små børn, og slet ikke var i den branche. Så nogen gange er
piger på campingstole bare nogen der venter på bussen (eller på
mand og børn).