Dag 13,14 og 15 Trafikkaos, utroskab og ruiner

Næste stop var jo egentlig Rom, men her så det noget koldt ud, så vi valgte at fortsætte sydover til Pompei. Derfor blev det lidt af en transportdag hvor det mest sindsoprivende var, da vi ”mistede” motorvejsbilletten – dem der man trækker, når man kører ind og så skal bruge igen, når man skal betale og forlade motorvejen. Mens vi kører, bliver vi opmærksom på, at ingen af os kan huske, hvor den var blevet lagt. Henriette prøver ad flere omgange at gennemrode hele bilen mens vi kører, men det lykkes simpelthen ikke at lokalisere den. Det giver efterhånden en lidt trykket stemning med stille forestillinger om, hvor alvorligt det nu i grunden er – og hvor dyrt det kunne blive. Vi var kørt på syd for Rom og havde efterhånden kørt et par timer. Vi besluttede at lave en eftersøgning på frokoststoppet i det håb, at betalingsterminalen først lå endnu længere fremme. Frokost blev indtaget på lastbilparkeringen på en rasteplads og bilen gennemsøgt med en lettere kriminalteknisk tilgang – forsøgte endda at placere skylden ved gennemgang af hændelsesforløbet – havde trods alt lige hørt en krimipodcast. Billetten var væk – alle hulrum gennemrodet – øv – kom helt i tvivl om vi overhovedet havde fået en billet, da bommen faktisk stod permanent åben, der hvor vi skulle have den. Vi lænede os op af familie-credoet: ”Det går sgu nok – vi finder en løsning” og kørte videre. Nu drejede det sig om at få stillet GPS'en ind på rette campingplads i Pompei. Her ligger billetten siger Henriette så pludselig: Billetten havde lejret sig bag armen til sugekoppen på GPS'en. Vi havde nok i fællesskab flyttet GPS'en mindst fem gange fra dens plads uden at opdage noget.

Således reddet (og 22 euro fattigere) slap vi af motorvejen og kørte ind i Pompei. Det var lidt af en oplevelse, særligt da GPS mistede sansen og vi valgte den forkerte retning. Det lignede et uland, vejen fyldt med store huller, alle biler bulede og huse der skaller af og er misligeholdte. Vi fandt en rundkørsel og kom i rette retning og drejede ind i Fortuna Village, der var valgt på lykke og fromme, beliggenhed og mest ud fra prisen. Ud kommer en lettere skummel mafiøst udseende person med lækkert sydeuropæisk hentehår, som med dyster bekymret mine spørger, om vi er der for at campere. Det mente vi selv var ganske åbenlyst, da vi lige havde manøvreret vores 10 meter lange vogntog ned af en stejl rampe uden mulighed for at vende om. Han viste sig dog at være rigtig venlig og imødekommende, da han havde fået anvist os en plads ved siden af den eneste anden vogn, en Schweitzer der straks sprang til for at hjælpe med at skubbe på plads.


Vi må hellere beskrive selve pladsen for at give det samlede indtryk. Det er et ganske lille sted beliggende direkte overfor ruinerne. Langs randen på to sider er der motelbygning med en række af ca. 15 små lidt gustne værelser. Centralt er der så tre rækker med campingarealer, vel ca. 20 pladser – alt skruet ned på en halv fodboldbane. Der var to biler ved kontoret, den Schweitziske autocamper og os! Nå, vi havde et sted og bo, tæt ved ruinerne og alt andet i nærheden så alligevel mindst ligeså gustent ud. I løbet af aftenen begynder der dog at komme lidt biler ud for værelserne og sidst på aftenen, hen mod nat, er der faktisk fyldt ud for alle værelser. Vi tænker lidt, at det måske er smålurvede forretningsfolk med behov for overnatning. Men, da første mand er oppe og tisse ganske tidligt næste morgen, er alle – siger og skriver samtlige – biler væk. Her begyndte vi så at tænke vores – hvem kører på motel for at forlade det inden kl. 6 om morgenen. Hjulpet af et Napolitansk ordsprog vi fandt i guidebogen lykkedes det os at opklare mysteriet: ”Der er altid tid til en kop kaffe og til at være hustruen utro”. Vi regner ikke med, at det er kaffen, de kommer efter. Efterfølgende (nu er vi her på trediedagen) har vi lagt mærke til, at værelserne bliver gjort i stand i løbet af natten i samme tempo, som de bliver ledige – og nu giver det bedre mening, hvordan tre personer (plus formentlig mafiaen) kan få et levebrød ud af denne lille plads.

Vi camperer bagerst på pladsen

Dagen startede pivkoldt med regn og regn og regn – men efter frokost kom solen stille og roligt frem. Iført alle varme trøjer og fuld regntøjsmundering, indtog vi Pompei i godt men koldt vejr. Det er virkeligt stort, og efter vi mente at have set stort set det hele, lykkedes det os at overse, at der også var et stort amfiteater, vi kunne have set – men da var vi også mætte af indtryk. Det var meget fascinerende, men der er en typisk italiensk total mangel på forklarende og uddybende tekst/illustrationer. Det begrænser sig til husets navn og nummer. 

Kunstnerisk mosaikgulv i Pompei

Afstøbning af  liget af en kvinde i Pompei. 

Jesper og Stinne orienterer sig på kortet

Maiken og Henriette i Pompeis gader

For 2000 år siden solgte man varme drikke og små lune retter i denne bar

Vi har næsten Pompei for os selv

Ført ved udgangen blev der vist en rigtigt god videosekvens, som levendegjorde hele byen, som den havde set ud og gav os et ordentligt indtryk af byen. Vi frøs, som små hunde, da vi kom hjem i vores varme hule (så varm som den nu kan blive med 1000 watt på varmeapparatet).

Der piskes flødeskum til varm kakao i Henriettes self stirring mug,
mens der sendes varme tanker til kollegaerne på Bjedstrup skole,
som sørgede for, at vi fik dette uundværlige roterende aggregat med.

Morgenkig fra campingvognen

Næste dag, efter en hyggelig sludder med hr og fru Schweitz tog vi til Herculanum. Man kan jo spare lidt ved at tage uden om motorvejen, så vi tog den direkte vej langs kysten gennem byen. Der er sammenhængende by hele vejen, og her fik vi vores første reelle oplevelser af syditaliensk trafikkultur – hold da op – og godt at det var uden vogn bagefter. Ingen, INGEN, overholder nogen form for færdselsregler, det være sig vigepligt, parkering eller fodgængere der krydser vejen. Det er ganske enkelt en kontinuerlig flydende masse af nærved-ulykker. Skal man ind i sin bil langs den tæt trafikkerede snævre vej, ja så går man ud på vejen, åbner døren og sætter sig ind uden på nogen måde at orientere sig først. Skal man ud fra en sidevej, så kører man bare, også når man skal bakke ud. Uvendinger midt idet hele. Lastbiler/biler der læsser af holder i anden række og spærrer hele den ene bane. Tilsæt så motorcyklister og scootere der med dødsforagt snor sig med en intimzone på ca. 0,5 cm rundt i det hele. Og der sidder man så i sin spritnye Citroen med en GPS, som ikke kan se noget for bare italiensk vasketøj og dårligt vedligeholdt bygningsmasse. Alle kører råddent og alle har buler overalt. Men man finder flowet og ingen virker rigtigt sure i trafikken, selv nærved-ulykker tages med stoisk ro af de lokale og efterhånden også os.

Vi fandt Herculanums udgravning uden den store hjælp fra hverken italiensk skiltning eller GPS, og efter at have kapret en parkeringsplads tog næste etape sig form som en art spidsrodsgang, hvor udfordringerne bestod af snedigt placerede hundelorte i absurde mængder. Herculanum er meget mindre end Pompei, men bedre bevaret, særligt mosaikker og freskoer og som noget særligt også dele af det oprindelige træværk. Det var selvfølgeligt lidt mere af det samme efter Pompei, men det var bestemt turen værd, og den helt rigtige rækkefølge at se det i. Da dagen var startet med 5 cm. sne (vistnok første gang i mange år) var vi først kommet afsted over middag og havde tænkt, at vi kunne spise i Herculanum. Den mulige menu viste sig at være en automat med chips, tucs og chokobarer – og vi var udhungrede. To pakker Tucs og tre Bountybarer senere (nøje udmålt i 5 portioner) fik vi holdt den værste rumlen væk. Vi var selvfølgelig også nede og se bådehusene, hvor alle skeletterne, af de der havde søgt ly for katastrofen, lå. Det er lidt specielt at stå og se på og giver et manende indtryk af, hvor grufuldt det har måttet være da Vesuv gik i udbrud.

Det er helt utroligt, hvor velbevarede mange af bygningerne er i Herculanum

Stinne på vej ind i et af de offentlige bade

Skeletter ved havnen i Heraculanum

Dag 11-12 Den varme strøm

Efter rigtigt mange kilometer snoet og hullet og toscansk bjergvej, samt behovet for at "overrule" en GPS, der mente at en smal ensporet grusvej, var den helt rigtige og eneste mulighed for at komme de sidste 27 km frem til de termiske vande, blev vi belønnet med en fantastisk udsigt ned i dalen, hvor de hvide travertinbassiner strålede op mod os. Det viste sig, at der var henvist til parkering for autocampere og andre "vogntog" et par hundrede meter væk, og her kunne man også bo på en stor grusplads med camperservice. Vi havde egentlig bare regnet det som et hurtigt badestop på vej mod Rom, men vi valgte at tage to overnatninger. Cascada dei Molino ligger ved byen Saturnia som viste sig at være den dejligste lille bjergby med bytorv og Romersk/Etruskiske rester.

Vejret blev mildest talt elendig kort efter vi ankom. Vi havde tænkt at bade efter en hurtig frokost, men vejret ændrede sig til heldagsregn og der var intet, der tydede på, at det ville stoppe. Ungerne gik i gang med deres skolearbejde, som de er helt vildt gode til at hygge sig med. Efter at campingvognen var ryddet op og skolearbejdet klaret regnede det stadig i sådanne mængder, at vi var lidt betænkelige ved at gruset under den bagerste halvdel af campingvognen, var ved at skylle væk :-). Så gik vi i hi ved spisebordet og tændte for andet afsnit af Third Ears krimi-podcast om Ringbindsattentatet fra dengang tilbage i 1980'erne. Den følger opklaringen af skudattentatet på en dansk forretningsmand, som importerede Epson dot matrix printere dengang EDB var nyt og spændende. Podcasten var glimrende lavet og fem halvtimes afsnit senere regnede det stadigt.

Så trådte Henriette i karakter og kommanderede "Regntøj og vandrestøvler" og så gik vi den lille kilometer mod bassinerne. Gennem landskabet kan man følge den mælkeblå rygende strøm, der løber frem til bassinerne omkranset af 4 meter høje bambus, der nyder det varme mikroklima.

Regntøj og varme kilder

Ved bassinerne er der et lækkert lille vandfald, og så fordeler vandet sig i små 20 bassiner. Balancerende på en mudret skråning i regnen fik vi ungerne i badetøj og sendt i pølen en ad gangen. De halvgamle valgte at vente iført regntøj og fleece og holde opsyn.

Skal vi - eller skal vi ikke!

Vi var ikke alene om bassinerne. Der var naturligvis den obligatoriske japaner med selfiestang, enkelte italienske familier, der også havde vovet sig ud i regnvejret for at nyde det varme vand i bassinerne og så var der nogle forelskede par, der sad og nød hinanden. Særlig en meget besidderisk  italiensk hanløve med en yppig frue, der efter at været hoppet i, holdt grundigt øje med andre potentielle hanløver og demonstrerede sit ejerforhold ved at begrave ansigtet dybt i kavalergangen på den udkårne og udføre den tilhørende ansigtsrystemanøvre - dette udløste en lille kælen lussing fra fruen og så var alt godt.

Dejligt at komme under

På forunderligvis klarede det op ligesom ungerne var hoppet i vandet og vejret blev ret mildt, så vi gav ungerne god tid til at boltre sig i bassinerne, og de var også en tur oppe bag den gamle mølle og mærke strømmen i vandløbet.

Men så begyndte det at dryppe igen og vi kommanderede ungerne op af det svovllugtende vand og en for en fik vi dem hjulpet i tøjet, så vi fik mindst muligt mudder med tilbage i campingvognen.

Det lykkes at finde to mønter i campingvognen, der passede til bruseautomaten på pladsen. Mads fik den ene og Stinne og Maiken måtte dele den anden. Pigerne blev nøje instrueret i at putte shampoo i håret og sæbe sig godt ind inden mønten blev indkastet og nåede derfor lige nøjagtig at få skyllet det hele ud inden vandet fem sekunder efter blev koldt for derefter at stoppe helt. Med et håndklæde om kroppen løb de ned til campingvognen for at komme under dynerne og få varm kakao. Det var bare en rigtig hyggelig dag - midt i alt regnvejret.

Næste morgen var det mildt og klart vejr med udsigt over hele området. Mens Mads sov teenagersøvn drog vi andre op til den lille by for at gå på jagt efter købmand og bager. I søde små butikker som taget ud af 1950'erne (men desværre ikke til priser fra 1950'erne) fik vi handlet mad og drikke og kunne vende retur til knægten, som havde udnyttet tiden til: At sove. Han var faktisk ikke i tøjet endnu. Ungerne lokkede os med til bassinerne og denne gang var vi alle i. Vandet var mystisk nok en hel del klarere, så man tydeligt kunne se, at hele bunden bestod at små ensartede travertin rullesten, som strømmen havde ført med i store mængder. Man kunne imidlertid også se de små røde orme, der boede i vandet, men de er heldigvis ganske harmløse. Der var godt besøgt med måske 40-50 mennesker og alle hyggede sig gevaldigt. Lige som vi skulle til at hjem, begyndte det at dryppe lidt, men det var kun ganske lidt, og i løbet af dagen øgedes det igen indtil pladsen blev omdannet til en miniudgave af det Venedig, vi valgte at køre forbi.

Nu havde vi lovet ungerne at indenfor en uge efter grænsen til Italien, skulle vi på Pizzaria, og de syntes at vi havde trukket den længe. Vi tog til byen og fandt ind på en fin restaurant, der også var leveringsdygtig i pizza. Vi var de eneste (klokken var jo kun 19.20) så  den meget snakkesagelige tjener ville rigtigt gerne have øvet sit engelsk, og vi vores italiensk. Efter et stykke tid kom han med en bog med billede af kokken, som restauranten var meget stolte af. Vi fik derfor taget et promotion-billede med tjeneren, der foreviste den fine bog. Vi skulle jo bruge det nyerhvervede duolingo-italiensk og den mest relevante frase var "Complimenti alla Cuocho - Komplimenter til kokken" som tak for de fine pizzaer. Her fik vi dog at vide, at kokken ikke beskæftigede sig med pizzaer, det havde man en Pizzaiolo til at tage sig af. Lidt senere kom selve kokken søreme op til vores bord for at høre om alt stod vel til. Her slog Henriette så til som et lyn med sin nyerhvervede sprogkompetence. "Mine komplimenter til Pizzaioloen". Det fik ham til at til at rynke noget på brynene og lidt spidst forklare, at han søreme var chefkokken og ikke en sølle Pizzaiolo. Hele tjenerflokken var færdige af grin over kokkens ydmygelse og brugte resten af aftenen på at gå og småfnise til os og hinanden. På et tidspunkt kom tjeneren storgrinende hen med et mobilbillede af kokken, der smilede stort, så vi kunne se, at han ikke var sur længere.

Dag 8 til 10 Toscana

Efter megen møje og flere aborterede forsøg lykkedes det os at få trukket campingvognen ud fra pladsen ved Gardasøen uden at beskadige dyr, mennesker og campingvogn - det er ved at gå op for Citroèn'en at den egentlig selv har ansvaret for at trække campingvognen - men vi skubber stadig lidt med for at hjælpe den - den er jo ny i job. Og vi er ved at lære hvor stor sådan en campingvogn egentlig er. I højt solskin og højt humør kørte vi fra Padenghe sul Garda.

Tirsdagen skulle ikke være så lang, så vi valgte en campingplads tæt ved Sienna som destination. Turen gik fint, fik dog lidt luft lukket i det ene campingvognsdæk, der så lidt slattent ud. Der er ikke så mange campingpladser at vælge imellem her i februar, men Henriette spottede en i Casciano di Murlo, 20-25 minutter fra Sienna. Sidste del at turen var i det yndigste toscanske landskab med det særlige støvede blå italienske lys. Det er dog ikke varmt her, oppe i bakkerne lå det omkring 7 grader, og i dag torsdag vågnede vi op til det flotteste spæde snedække.

Jesper rengør campingvorgnen i vinterfrost  

Der produceres eventyrfilm med stop-motion fra morgenstunden

 Vel fremme, efter at have slanget os op af et par stejle veje, mødte vi campingmutter, som var rigtig glad for at se os - vi er de eneste gæster på pladsen. Her er sindsygt smukt, pladsen ligger i terasser på en stor skråning med 180 grader udsigt til bakkerne og det hele er plantet til med bl.a. pinjer og oliventræer. Den lille bjergby er utroligt vel istandsat (ejerne må have gode jobs i Sienna) men ellers meget stille og oprindelig. Der er renseri, slagter, frisør, rejsebureau, tandlæge, købmand, kiosk, restaurant og barber i sådan en lille by - det kan man godt savne derhjemme, hvor alt er så effektiviseret.

Mads har hængt sin hængekøje op for at nyde solen.
Luften er 10 grader

Maiken og Jesper havde alletiders oplevelse inde hos barberen. Det er en gammeldags barbersalon hvor to af byens gamle mænd sad på bænken bagerst i lokalet, nok mest for at snakke. I stolen sad en mand helt smurt op med barberskum og barberen stod og sleb kniven. På en blanding af det bedste Duo-lingo italiensk og fagter lykkedes det mig at forklare, at Maiken aldrig havde set en mand blive barberet hos en barber og om det var ok, at vi stod og så på. Barberen var rigtig sød og snaksagelig så han spurgte Maiken om hun også kunne tale italiensk og insisterede derefter på at lære hende at sige "Ciao Marcello, come stai" så han kunne svare "Va bene - Grazie". Nede i kiosken sad resten af flokken og kunne ikke forstå, hvor vi blev af. 16 Euro senere havde vi alle fået en pizzaslice og øl eller sodavand i kiosken- så var den sene frokost reddet.

I går var vi i Sienna for at se den fantastiske katedral med tilhørende lille bibliotek.

Den flotte Duomo di Siena

Selvom det er vinter er der stadigvæk tourister men selvfølgelig ikke i store flokke. Vi har efterhånden set en del kinesere, men der er jo også hulans mange af dem. De fleste tourister er dog italienske på denne tid af året. Sienna ligger helt utroligt kuperet og den store Piazza del Poppolo, er ikke flad, men minder mere om et amfiteater i formen. Nederst i centrum sidder et enkelt gigantisk afløb der skal afvande hele pladsen - det må se vildt ud, når det regner.

Udsigt over tagene i Siena

Mads, Stinne og Maiken beundrer chokoladefontænen
i en af Sienas hyggelige butikker 

Her på pladsen er vi gået i motionsmode - så vi laver fælles træningsture, hvor vi løber helt ned i bunden af pladsen og så retur - det giver sådan en dejlig blodsmag i munden. Det går også rigtigt godt med børnenes skole, hvor især engelsk og tysk rykker. Mads læser efterhånden helt flydende på engelsk og støder sjældent på ord, han ikke kender. Jesper er ved at forsøge at nå ajour i Duo-lingo på italiensk - hvilket er lidt hårdt, når man har holdt en uges pause.

Ellers nyder vi livet med morgenkakao, pancetta, ost, brød og pinot grigio fra købmanden. I morgen kører vi til Cascade dei Molino hvor vi regner med at skulle bade i termiske travertinbassiner trods den lave udendørstemperatur. Efter badeturen regner vi med at fortsætte til en campingplads uden for Rom.

Så gik starten på vores halvårstur – første lille etape var en tur til Aastrup Præstegård lidt uden for Haderslev, hvor vi ville fejre Stinnes 12 års fødselsdag sammen med Hans, Inge, Thea og Anna. Vi havde det lige så hyggeligt, som vi plejer sammen med dem og ungerne fik bagt en killer-banankage med marcipanroser a la bagedysten.

Det var en dejlig start på turen, og næste stop blev som lovet den gustne Scandinavian Park grænseshop for de sidste meget vigtige indkøb og lidt ekstra luft i dækkene.

Nu var det pludseligt udland og hele dagen gik med at køre til Autostadt i Wolfsburg, hvor vi skulle være inden 18. Den bagkant var vi lige lidt presset på og bekymringerne begyndt at melde sig, men superoptimisten Henriette mente vanen tro, at det hele nok skulle gå. Kl. 18.02 drejede vi til højre ind på P1 i Autostadt som anvist – hvor det med det samme gik op for os, at dette bare var en lille lukket p-plads uden nogen mulighed for at vende med 5 meter campingvogn. Receptionen var i stedet ovre på den anden side af vejen og nu spurtede Henriette i forvejen i håbet om, at tysken ikke havde lukket butikken endnu. En meget sød dame gav os en halv time til at få bugseret rundt og komme i den rigtige retning – og så var der ro på igen. Det med Autostadt skyldes åbenbart ikke kun, at Volkswagenfabrikkerne ligger der, vi fik i hvert fald det indtryk, at alle i Wolfsburg brugte hele natten på at køre rundt om vores lille Stellplatz midt i den store parkeringsplads, sådan som det larmede.

Det var frostgrader hele natten, og vi kunne heldigvis konstatere at med god tysk strøm, kan man godt holde varmen i vores lille vogn. Wolfsburg som destination var valgt, fordi Autostadt (bilmuseum), Phaeno (experimentarium – helt sikkert også finansieret af volkswagen) og giga badeland alt sammen lå indenfor gåafstand. Phaeno var et rigtigt spændende sted, hvor man måtte pille ved alt og fyldt med spændende opstillinger.

Mads og Maiken havde lyst til at prøve den store Tesla-kugle med statisk elektricitet og deraf følgende kreative frisurer.

Om eftermiddagen var vi rundt i Autostadt og se på gamle fede biler. Særligt Maiken havde øje for alle de små designmæssige lækkerier og fik valgt sig en del favoritter – hvor den store 16 cylindrede Cadillac fra 40'erne var en af de store oplevelser. Der var også en række mærkepavillioner for alle VW's mærker, Seat, Porsche, Skoda m.v. Men de var nu ganske kedelige, så vi skyndte os tilbage til vognen for at slappe af. Inden da nåede vi dog at få øje på en tyndhalet odder med et meget kluntet hoved, som slentrede rundt i den park som lå mellem bygningerne. Det var noget specielt, at se en odder vandre ubekymret rundt midt inde i en by, og vi syntes selv, at vi var lidt heldige – indtil damen ved Lamborghini pavillionen fortalte, at der var tale en Bisamrotte – en invasiv art, der nu var ganske almindelig mange steder og lidt af en plage.

Næste dag drog vi i Badeland for at blive spulet rene – et kæmpe sted – hvor de eneste andre gæster var tyske pensionister, herunder en lækker fyr på omkring de 80 med en meget diminutiv G-streng – vi taler et penisskjul af mindst mulig størrelse og så lidt snor. Ellers var det sjove, at man kunne svømme fra den varme pool direkte ud, gennem et forhæng, til en kanal med strømmende varmt vand, så man kunne svømme rundt udenfor i frostgraderne. Og så var der selvfølgelig også bølgebassinet, vandrutchebaner og så videre. Behørigt rengjorte og 30 euro fattigere satte vi kursen mod sydens varme. Huha der er er langt til syden og Sicilien – vi nåede til Schillingsfurst, hvor jorden var dækket af sne. Her søgte vi ind på en lille fastliggercampingplads, som især pigerne syntes så meget skummel ud. Da de så lejrchefen med tilhørende smøg i munden blev det ikke bedre med førstehåndsindtrykket. Han var imidlertid utrolig sød og lod os sove for 13 euro – børnene skulle vi ikke betale for.

Nu ligger vi på anden dag ved sydenden af Gardasøen på camping La Ca med dejlig udsigt over vandet og halvøen med middelalderbyen Sirmione. Det har været dejligt med at par dage uden kørsel og vi har fået startet ungerne ordentligt op på deres skoletid. Campingfatter og frue er et fantastisk par, der fører sig frem, som om de er for fine til egentlig at beskæftige sig med at drive campingplads. I går aftes havde vi en hyggelig aften sammen med et pensioneret engelsk par, som havde sat det i system at rejse på camping i Europa i de kolde måneder, både af hensyn til varmen, men også for at komme i behørig afstand til deres børn og istandsættelse af deres faldefærdige huse, som de ellers var udkommanderet til at hjælpe med.

I dag kørte vi til førnævnte Sirmione, som om sommeren skulle være et turisthelvede, men som her uden for sæsonen var stille og roligt, men stadigvæk tydeligvis et turistmål. Vi snakkede med et kinesisk par med en lille pige på knap 5. Hun gik i skole til klokken 18 hver dag, hvilket hendes mor dog også syntes var noget i overkanten. De stoppede op fordi vores børn stod og soppede i i Gardasøen. Der hvor vi stod blev der ledt vand fra en varm svovlduftende kilde ud i søen, så vandet var mere end håndlunt. Årsagen var en kæmpe underjordisk kilde et par hundrede meter ude i søen, som konstant udleder 70 grader varmt vand. Dette høstes med store rør til brug i stedets termer. Formentlig har allerede romerne haft denne fornøjelse, da de også har boet på halvøen.

Elleve dage tilbage!!!

Den 13. februar rejser hele familien ned gennem Europa for i første omgang at opleve Italien og Grækenland, når de blomstrer i foråret. Vi regner med at være væk et halvt år og vi har kun løse planer for, hvor vi vil hen og hvad vi vil opleve.

Vi glæder os helt vildt 😄

/ Henriette